Ivar Hansen fotograferet til en af min fars fester. Talen nedenunder holdt jeg til Ivars begravelse som en slags tak fra min far for deres mangeårige venskab. Umiddelbart bag Ivar sidder lærer Jessen, som havde Ivar som sin første elev. |
Tekst og fotos af Jacob Holdt, jr. Klik på billederne for forstørrelser
- Se flere
billeder fra begravelsen her
"Jeg er vejen og sandheden og livet, der kommer
Når jeg ønskede at tage udgangspunkt i netop dette vers, skyldtes det at min egen første erindring om Ivar netop var fra min fars konfirmandstue. Der har været holdt mange taler her i dag om Ivars voksne liv. Lad mig i stedet levere et par glimt af Ivar fra tiden før han kom ind i politik – sådan som jeg oplevede ham gennem hans tætte forhold til min far, som var den tidligere præst her på egnen. I kan med rette spørge hvordan et 6 års barn kan huske én blandt mange konfirmander, som jeg legede med i frikvartererne og drillede under undervisningen. Det har sin forklaring i det tætte forhold min far havde til Ivars familie dengang, da hans mor, Marie Hansen, sad i menighedsrådet. Ivars søster, Harriet, har mens vi sad her og spiste suppe fortalt mig hvordan hun tydeligt husker alle de gange hvor jeg var med min far på besøg på deres slægtsgård ude i Aalunde. Det var jo i disse efterkrigsår hvor ikke mange andre end præsten, dyrlægen, førstelæreren og brugsuddeleren havde bil her i sognet. Allerede dengang havde Ivar Hansens familie nemlig fået stor betydning for min familie, idet Ivars mor havde haft den udslaggivende stemme i menighedsrådet om at ansætte min far som præst i sognet frem for en missionsmand. Og med den betydning denne egn fik for mig selv, har jeg m.a.o. allerede her meget at takke Ivars familie for.
Men da ingen andre er kommet ind på det i dag, vil jeg først og fremmest tale om de ungdomsår, hvor Ivar særligt begyndte at træde i karakter i mine øjne – nemlig under arbejdet i Ungdomsforeningen. Jeg er pga. de 9 års aldersforskel imellem os måske ikke den rette til at fortælle om den periode, men jeg gør det alligevel. Dels fordi jeg som følge af min fars formandskab hyppigt var med til Ungdomsforeningens arrangementer lang tid før jeg selv blev egentlig aktiv som ung i 1961-67 - både på kroen og til de mange møder hjemme i præstegården. Og dels fordi Ivar jo fortsatte med at komme i Ungdomsforeningen i lang tid efter sin egen egentlige ungdom.
Der er ingen tvivl om at det i høj grad var her at Ivars politiske bevidsthed formedes i mødet med de mange indflydelsesrige talere, vi havde. Jeg mindes især Bøgh Andersen fra Jaruplund, J. Th. Arnfred og Jørgen Bukdahl fra Askov, Anne Sophie Seidelin og vel nok især Hal Kock, som var nogle af de fast tilbagevendende. At Ivar søgte på Askov højskole skyldes nok den stærke indflydelse vi fik derfra i de år, men i lige høj grad tror jeg - ligesom da han valgte Ladelund Landbrugsskole – at det var for fortsat at bevare tilknytningen til arbejdet i sognet. For det forekommer mig at det netop var i disse år fra 61-64 at jeg så ham mest i ungdomsforeningen. Han magtede altså at være fraværende og nærværende på samme tid. Og det svarer også til det karakterbillede, som jeg dannede mig af ham i netop denne periode, hvor han godt på os yngre kunne virke lidt fraværende og distræt. Jeg ved dog fra dem på hans egen alder, bl.a. hans livslange ven helt fra første klasse, Eigil Madsen, som jeg har til bords i dag, at Ivar var aldeles nærværende overfor sine egne kammerater. Og dette oplevede jeg da også selv når han var i det meget omtalte drillehumør, f.eks. når vi malede kulisser sammen til fælleslæsningerne eller klippede julepynt ind under jul i præstegården.
En ting er dog helt sikkert; Ivar var med sin ranke og altid pletfri og ulastelige optræden et ideal for os alle og forekom alene af den grund som et helt hoved højere – næsten svævende højt oppe over os andre. Både Ivar og Harriet var i vore øjne utroligt smukke, ranke og dygtige og vi snakkede altid om hvad de mon ville blive til senere i livet. Med sit enorme engagement i ungdomsforeningen knyttedes der utroligt stærke bånd mellem min far og Ivar og der er ingen tvivl om at mit eget billede af Ivar i høj grad blev formet af min fars syn på ham. Han var, som min kone engang sagde, da hun havde haft Ivar til bords til en af vore familiefester, "tydeligvis den søn, som din far altid havde ønsket sig, men som han beklageligvis aldrig fik." Jo, i den forstand kom jeg skam også til at lide under det store forbillede, som Ivar var for os alle, da jeg jo uomtvisteligt havde lidt svært ved selv helt at leve op til det J Hvis jeg kan tillade mig at bruge hans konfirmationsvers i en ikke-religiøs betydning, - ja, så var Ivar for mig "vejen og sandheden og livet – jeg kom ikke til faderen uden gennem ham." J
Min far underholdt senere i livet tit med en historie, han havde fået fortalt af sessionslægen i Esbjerg, som havde spurgt mig: "Hvad skal du så være når du bliver stor?" Med min dengang ærke-vestjyske dialekt skulle jeg have svaret: "A ska’ vær’ en gu’ eksempel!" Som det ubevidst styrende gode eksempel, det altid lå i luften at Ivar var i min fars øjne og dermed mine, kan jeg med sikkerhed nævne ét punkt hvor han direkte fik indflydelse på mit liv – nemlig da jeg valgte på selv samme session at gå i Ivars fodspor ind i Livgarden. Jeg mener helt bestemt at have set ham i hans gallauniform ved en eller anden lejlighed – måske han kom for at besøge min far i den? - jeg kan ikke mindes andre i sognet der havde set så flotte ud. Men i al fald: hvis Ivar skulle i Livgarden, så måtte dette jo også være "vejen og sandheden og livet" for mig!
Jeg fik med andre ord Ivar ind med fadermælken, - ja,
sågar på visse tider af året sammen med aftenbønnen – nemlig i ugerne
før grundlovsdag. Ivar Hansen viste som politiker stor interesse for en
revision af grundloven, men ingen forbinder ham vist så meget med
grundloven som jeg - og på så søvndyssende vis – hvilket jo ikke er en
ukendt reaktion overfor jer politikere :-)
Jeg er ikke mindst derfor lidt stolt over selv at have
optrådt på scenen sammen med Ivar. Det skete da jeg blev stor nok til
selv at være
længe oppe om aftenen og du, Harriet, skulle bruge en lille trold med en lang hale
til at spille med i "Elverhøj".
Først da jeg
læste
min fars erindringer om dette og om hvor stort dette kæmpeopland
var, gik det faktisk op for mig hvor stor en skuespiller Ivar må have
været, når man så mange år i træk valgte ham frem for at
prøve nye kræfter af. Jo, de yngre husker det ikke, men der kom faktisk
i hundredvis af mennesker hvert år for at se Ivar
Hansen i præstegårdshaven i disse år - før fjernsynet trængte frem og
ødelagde grundlovsfesterne.
På Fåborg kro og Agerbæk hotel spillede han også næsten hvert år med i ungdomsforeningens mere seriøse stykker såsom "Præsten i Vejlby", "Den kloge mand", "Guderne ler" og "Anne Sofie Hedvig", som min far instruerede. Men herfra husker jeg bedst dig, Harriet. Godt nok prøvede jeg en tid at følge i Ivars fodspor som det store forbillede han var, men hvis der var én som mere end nogen anden fik mig væltet af sporet, var det uden tvivl dig. Intet stykke gjorde nogensinde så stort et indtryk på mig som Kjeld Abells "Anne Sofie Hedvig" – en hovedrolle som du i et og alt smeltede sammen med og personificerede i en sådan grad at jeg ikke siden har kunnet tænke på det at gøre oprør mod uret og tyranni uden straks at tænke på dig. Så sent som i de sidste måneders debat om hvorvidt vi skal gribe AKTIVT ind overfor Irak var du i mine tanker igen.
Sidste år tvang jeg hele min familie i
Det Kgl. Teater for
at gense denne, min barndoms største teateroplevelse, men blev på et
plan lidt skuffet, da det jo ikke længere var Harriet, som nu stod der
på scenen. Jeg er overbevist om at hvis det havde været en eller anden klodset
amatør, som jeg dengang havde oplevet aften efter aften på kroen gøre
oprør, ville stykket aldrig have ramt mig så dybt. Men du rørte – igen
med den rolle I begge allerede spillede i mit liv – helt afgjort nogle
dybere strenge i mig, som siden fik enorm betydning for mig.
Men i særlig grad går mine tanker i dag til den anden side af familien – specielt til dig, Karen Marie, som har lidt så tungt et tab. For også din familie har jeg jo plantet fødderne solidt i – først og fremmest fordi jeg gik i klasse med din lillebror, Hans Frederik, som jeg stadig jævnligt ser og har til bords i dag. Men faktisk har jeg en svag erindring af jeres familie allerede fra før skoletiden. Niels Jørgen, Jens Holm og jeg havde brændt en masse lertøj, askebægre osv. som vi rullede rundt på en lille trækvogn i landsbyen for at sælge.
Og her husker jeg tydeligt kun to i hele byen, som tog sig tid til varmt og venligt at tage imod os og at købe noget af os. Den ene var fru Hermansen på telefoncentralen, som dengang kun havde 2-3 opringninger i timen. Og det andet sted var hos jer, hvor der vist heller ikke kom flere kunder i timen. Men den menneskevarme, jeg oplevede der hos jer, da jeg ikke kendte jer så godt endnu, svarede fuldstændig til den varme, jeg siden oplevede hos jer i skoletiden, når Hans Frederik og Jørgen Munch løb frem og tilbage mellem hans hjem og jeres for at lege. Det billede af det tætte familieforhold, jeg har af jer i disse år, minder utroligt meget om den umiddelbare varme jeg siden har forbundet især med fattige familier. Ja, det billede der har prentet sig allermest fast på nethinden er et hvor I alle sidder meget tæt sammen - vist nok omkring kakkelovnen eller komfuret i køkkenet på uendelig lidt plads – dig og Edith og jeres syge mor. Men på trods af den smerte, der var i jeres liv pga. jeres mor, som jeg aldrig husker som andet end syg, - ja, så mærkede man hverken i hendes eller jeres ansigter andet end tilfredshed og livsglæde. Mine associationer til fattigdom kan undre mig i dag fordi man jo ikke dengang betragtede jer som fattige. Men min logik siger mig i dag at I må have været utroligt fattige. Jeres eneste indtægt var jo fra jeres lille manufakturhandel, som jeres bedstefar, Frederik Nielsen, havde grundlagt i 1903, men som der slet ikke var kundegrundlag for mere. Og helt Arriva gik der vist i den, da I fik hård konkurrence fra Tatol længere oppe i byen. Man skulle jo holde sig på god fod med alle, så jeg husker at min mor tit sendte mig både til jer og til Tatol for at købe ind – tre knapper det ene sted og fire det andet. Men især kommer jeg altid til at tænke på jeres butik, når jeg rejser i ulandene. Kun der møder man faktisk i dag dens lige. For det var jo den slags butik, hvor man uden tøven kom for blot at købe tre knapper og en halv meter sytråd. Og alligevel stod både du og Edith og din far med største glæde på hovedet i halve timer i papkasser inde i baglokalet for at finde lige det rigtige. Butikken i sig selv var jo ikke meget større end en stor papkasse - ligeledes med papkasser stablet fra gulv til loft i bedste ulandsstil. En ting er at I kunne leve i det – for I levede jo faktisk lige så pænt som alle andre ude i jeres små private baglokaler – men at I kunne leve af det er mig i dag en gåde. Jeg ved da også fra Hans Frederik at der stort set aldrig blev råd til legetøj til ham dengang, hvorfor vi mest legede ovre hos Jørgen, som intet manglede i den retning. Men hvad angår kærlighed og menneskelig varme, tror jeg ikke at Hans Frederik hverken dengang eller siden har manglet noget i jeres hjem. En varme, som vores tjenestepige i præstegården, Annette, også følte sig tiltrukket af. I hver eneste ledige stund søgte hun nemlig op til sin hjerteveninde, som var dig Edith, uden tvivl fordi hun fandt mere varme i jeres hjem end når I tilbragte fritiden sammen i præstegården
Det var dette kærlige hjem, som kom til at forme dig, Karen Marie – en kærlighed og varme, som Ivar uden tvivl også har følt sig hjemme i og tiltrukket af, da I senere mødte hinanden. Eller som det dengang hed sig – da du "målbevidst gik efter denne flotte fyr og kaprede ham". For dette viser en anden side af dig, som du nok delvis fik med fra dette hjem, hvor du så tidligt blev tvunget ind i en voksen, handlekraftig og selvstændig rolle for at udfylde den rolle, som din mor ikke magtede under sin sygdom. Thi Børge har jo nok ikke været til megen hjælp i det huslige, kan jeg tænke mig. J
Og hvordan oplevede vi børn mon denne side i dig? Jo, du kunne være "skrap", du kunne virkelig skælde ud når vi kom løbende ind med snesjap og mudder. Så vi har sikkert fortjent en god gang skæld ud. Og denne side har du ikke siden lagt låg på. Du kan stadig slå en prober verbal næve uden at skele mellem høj eller lav. Sidst oplevede jeg dette, da jeg havde dig til bords til min fars 75 års dag og du straks startede med at skælde mig ud. Jeg troede først det drejede sig om dengang hvor jeg – stærkt ægget som sagt af Harriet J - havde malet hele Agerbæk kirke over i en eller anden politisk protest. "Næj, de’ vår da bar’ dræng’strejer!" sagde du tilgivende. Nej, det drejede sig om noget helt andet jeg havde gjort eller ikke gjort i ungdommen. Det værste er, at når en sådan overfusning kommer fra dig, er man virkelig selv overbevist om at man har gjort noget dybt forkert. Hvorfor? Jo, fordi man virkelig føler at den dybest set er et udtryk for din kærlige indleven i og ægte bekymring for ens liv. At få skæld ud af dig føles altid i virkeligheden som at få ros! Det er en dyb anerkendelse.
Og så er man jo tilmed glad for at vide at man er i godt selskab når
Uffe Elleman Jensen, Margrethe Auken og sikkert mange andre har fået nøjagtig
samme omgang af dig! J Sluttelig vil jeg sige jer begge tak for den kærlighed
og opmærksomhed I skænkede min far i hans sidste svære tid, hvor Ivar
flere gange kontaktede mig for at høre hvordan det gik. Jeg føler
naturligvis at det i virkeligheden er min far, jeg takker for med denne tale
- for det lange venskab han fik med jer begge. Jeg var derfor meget rørt,
da Margrethe Auken efter kaffebordet fortalte mig at Ivar for kun ganske
nylig havde fortalt hende om, hvor meget min far havde betydet for ham
igennem hele hans liv. Vi har alle sammen haft vore forbilleder, men
mange af dem skaber kynisme ved - efter nærmere granskning - senere i
livet ikke at
leve op til vore forventninger.
Bemærk
venligst: Afsnittet om Harriets indflydelse på mig i "Anne Sofie Hedvig"
var ikke med i min mundtlige tale på Hovborg kro, da talen skulle
handle om den indflydelse Ivar havde på os unge - og ikke om mig selv.
Jeg tillader mig at tage det med her, da talen jo er henvendt også til de
efterlevende og jeg derfor har lyst til at fortælle dig, Harriet, om den
indflydelse også du indirekte fik på mig - og som i al
fald var medvirkende til at skabe det lysbilledshow, du siden fik at se i Tofterup. Du kan synge med på og mindes Ivar gennem hans
yndlingssalmer, Du gav mig, o Herre, en lod af din jord Nu falmer skoven trindt om land
Salmen, der blev sunget ved
Ivars grav og som vi altid havde
|
Tilbage til Ivar Hansen indeks Tilbage til indeks over mine venner
Andre mindesider om
vestjyske venner:
Mindeside for lektor Erik Madsen
Mindeside for Hans Peter Knudsen
Mindeside for Niels Ibsen Side om Jens Holm Nielsen
Side om Fåborgs ansigter i min barndom Indeks til Fåborg-minder
Side om mine gymnasiekammerater Side om Marius Ibsen
Copyright © 2003 Jacob Holdt; All rights reserved.