Jacob
Holdt:
Curriculum Vitæ
(eller personlig dag/årbog)
Bemærk: Hvis du leder efter mine akademiske grader, forfremmelser
eller æresudnævnelser søger du den forkerte person. Dette CV viser
vist mest af alt at livet kan være ganske sjovt uden.
1947
Fødes på Diakonissestiftelsen i København af
Jacob og Grethe Holdt. Bor først i Østersøgade 108, siden på Bogholdervej
på Bispebjerg. Min far er præst ved Grundtvigskirken.
1950
Flytter til landsbyen
Fåborg i Vestjylland, hvor jeg vokser op i en vidunderlig præstegård.
1954
Jeg starter i 1.
klasse
Slebsager skole
to kilometer udenfor landsbyen.
Vi går to årgange i hvert af de tre klasselokaler, men der er så stor
lærermangel at lærer Teglgård i mange perioder må undervise 6 årgange
samtidigt ved at gå fra lokale til lokale.
1956
Kort efter Sovjets invasion af Ungarn - som gør et uudsletteligt indtryk
på mig - har jeg mit eget første oprør. Jeg skriger og sparker min
far en søndag morgen for at undgå at komme med i kirke. Fra den dag
skal jeg kun gå i kirke hver anden søndag.
1958
Brænder min fars plantage ned. Min far tilkaldes midt under en begravelse
og hele landsbyen kommanderes ud for at slå ilden ned med skovle.
1960
Jeg skriver en stor opgave om
Albert
Schweitzer - mit idol på det tidspunkt - hvis barndom jeg identificerer
mig stærkt med. Samme år rystes jeg dybt over massakren i
Sharpeville,
som jeg læser om i en avis min mor har lagt over toilettet efter rengøring
af dette.
1961
Jeg begynder i 1. real i Esbjerg den samme dag Berlin-muren kommer
op. Jeg græder - sammen med det meste af Afrika - over
Lumumbas
henrettelse i Congo.
1963
Jeg begynder i gymnasiet i
Esbjerg Statsskole i den "store" by 25 km væk, hvor
lærerne taler "fint" og ikke forstår min vestjyske dialekt.
1965
Smides ud af gymnasiet for dovenskab. Portier på Hotel Varde, hvor
jeg bliver fyret, da jeg sammen med tjenerne gør oprør for at få bedre
forhold.
1966
Kommer på Krogerup Højskole,
hvor en begyndende politisk vækkelse finder sted under indflydelse
af især digteren Erik Knudsen. Samme sommer indkaldes jeg til Den
Kgl. Livgarde.
1967
Bliver smidt ud af Livgarden efter 8 måneder bl.a. fordi jeg nægter
at skyde.
1968
Bor i en tidligere ligkistebutik på Vesterbro. Indlogerer et sammensurium
af mennesker bl.a. en marxistisk Sikh studenterleder, der er udvist
fra Indien efter pres fra USA og adskillige amerikanske Vietnam-desertører,
der stærkt er med til at politisere mig. Deltager i 68-oprøret i en
lille aktivistgruppe, der laver mange aktioner vendt mod Vietnam-krigen
og den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet.
1969
Efterhånden har jeg så mange politisager verserende imod mig at dette
er medvirkende til at jeg udvandrer. I protest mod de mange penge,
de planlægger at bruge på bygningen af et kirketårn hjemme i min fars
pastorat, maler jeg kirken over med bibel- og Grundtvigscitater om
at man ikke bør bygge tårne for Gud når mennesker lider her på jord
- på det tidspunkt de sultende børn under
Biafra krigen. Dette er dog ikke noget behageligt syn for min
far, da han næste morgen (Påskemorgen) kommer i kirke. Han kører mig
straks ud til landevejen, hvorfra jeg blaffer af sted mod USA.
1970
Forældrene
til Kristen Godfrey, en 17-årig bortløbet
canadisk pige, som jeg har indkvarteret og taget mig af i et halvt
år, er så taknemmelige at de inviterer mig til Canada.
Udvandrer til Canada for at arbejde på deres luksus-farm i et år.
Arbejder her sammen med en argentinsk politisk flygtning. Sammen beslutter
vi os til at rejse til Chile for at deltage i
Salvador Allende's
demokratiske revolution.
1971
Blaffer af sted mod Latin Amerika, men vender om i St. Louis af angst
for at blaffe gennem sydstaterne. I Chicago inviteres jeg til at bo
hos en ung sort pige,
Denia, i ghettoen på sydsiden. Pludselig finder jeg mig selv omgivet
af kun sorte mennesker og bliver straks forelsket i det sorte Amerika.
Jeg ønsker stadig at nå Latinamerika, men vender tilbage til Canada
for at tage den tryggere rute tværs over og ned langs Vestkysten.
Et par dage efter min ankomst i San Francisco bliver jeg overfaldet
af en sort pistolbevæbnet bande og bliver mere og mere nysgerrig
efter at finde ud af hvor al den vrede og smerte stammer fra. I San Francisco bliver
jeg optaget
som eneste hvide medlem af
Angela
Davis' modstandsgruppe på det tidspunkt, hvor hun selv bliver
arresteret.
Jeg bliver stærkt interesseret i de sortes frihedskamp og udsætter
hele tiden afrejsen mod Latin Amerika. Bliver rystet og forbitret
over nedslagtningen i Kent State og
Attica og begynder at rejse rundt i USA's ghettoer. Sender hårrejsende
beskrivelser hjem til forældre og venner og efter et halvt år sender
mine forældre mig et Canon Dial halvformat kamera i fødselsdagsgave
og beder mig sende billeder hjem. Er først lidt modstander af at fotografere
frem for at involvere mig, men bliver lidt efter lidt bidt af det.
1972
Jeg involverer mig i de sorte
pantere og fortsætter med at levere billeder til deres blad gennem
5 år. Lægger planer for at hjælpe en uskyldigt dømt sort panter pige
på flugt fra 50 års fængselsdom i Wisconsin til Canada og Danmark,
men forsøget mislykkes p.g.a. manglende opbakning fra sorte venner
i Chicago og Detroit.
Skuffet over apatien i
ghettoerne beslutter jeg mig for alvor til at rejse til Latin Amerika,
denne gang sammen med en sort panter fra Detroit for at tilslutte
os guerillaen i Guatemala. Vi skal mødes i Mexico City, hvor jeg bor
hos en rigmandsfamilie, men Chris må vende om, ude af stand til at
få lifts hele vejen. Jeg rejser selv videre med forskellige amerikanske
kvinder og det lykkes mig at slippe ind i Guatemala med min korthårs
paryk. Jeg bliver vedvarende standset af soldater og finder trods
megen blafning i bjergene aldrig guerillaen. Læser i Time Magazine
Time Magazine at der vil
blive uroligheder til det republikanske konvent i USA og tager i stedet
på tommelfingeren til Miami. Min latinamerikanske revolutionsromantik
er forbi og kun 6 dage efter lykkes det mig ved hjælp af korthårsparyk
at blive indkvarteret i Nixons hovedkvarter i 4 dage inden jeg bliver
arresteret af the Secret Service
og nær udvist af USA. Herefter beslutter jeg mig for at bruge kameraet
som våben frem for mere desperate midler.
1973
Krydser rundt i USA på må og få, men bliver snart igen stillet overfor
valget mellem gevær og kamera, da oprøret i
Wounded Knee bryder løs. Jeg hjælper med indsmugling af våbnene
om natten, men en Indianerleder bliver forelsket i mig og holder mig
væk fra kampen. I et halvt år kan jeg ikke fotografere, da kameraet
er i stykker og jeg ikke har 29 dollars til at reparere det for.
1974
Jeg rejser i ghettoer over hele landet. Fredag den 13. (!!!) september
13th bliver jeg gift med en fattig sort pige og ender i en håbløs
ghettosituation beskrevet i den amerikanske bog. Bliver aktiv i Fængselsfangernes
Union i San Francisco og diverse former for småkriminalitet blandt
gadens folk for at overleve. Arbejder for den karismatiske sorte præst
Cecil
Williams i Glide Memorial Church.
Arbejder sammen med den sorte panter Muhammed på at bespise hundredvis
af fattige i kirken. (I dag lever Muhammed som hjemløs i New York,
hvor jeg tit sidder med ham ved bålet på gaden snakker om de gode
gamle dage).
1975
Min bedste ven i Californien,
Popeye Jackson bliver snigmyrdet og jeg flygter igen ud på landevejen.
Bliver forelsket i en sort pige i Alabama, men hvide klansfolk brænder
hendes hus ned og hendes bror brænder inde. Disse begivenheder får
mig til i stigende grad at føle at min fotografering har for store
menneskelige konsekvenser. Jeg var ankommet til USA med 40 dollars
og vender nu, efter at have boet i over 400 amerikanske hjem og blaffet
160.178 km, desillusioneret hjem til Danmark med 15.000 billeder.
12 af mine venner er da blevet myrdet. Siden 21.
1976
På 2 måneder laver jeg et lysbilledshow i mine forældres præstegård
og viser det i kirken og for lokale skolefolk. Min far hjælper mig
med penge til indkøb af lysbilledprojektorer bl.a. for at medvirke
til at aflive rygterne, der i 5 år er gået i landsbyen om at "præstens
søn er blevet narkoman, kriminel, prostitueret osv i USA".
Nyheden om showet går hurtigt og allerede i april laver dagbladet
"Information" 5
billedsider og en stort opsat turne for det som dagbladet døber "Amerikanske
Billeder". Nogle steder står 3000 mennesker i kø. Jeg turnerer
videre i gymnasier. Information vil straks lave en bog af materialet
og tager mig til bogmessen
i Frankfurt, hvor bogen inden jeg overhovedet har skrevet et ord
bliver solgt til en hel række lande. Jeg aner ikke hvordan man skriver
en bog og ender med blot at bruge showteksten og en del breve.
1977
Sender et langt brev rundt til alle mine amerikanske venner om succesen.
Nogle ringer mig grædende op. De havde som jeg selv aldrig troet noget
ville komme ud af mine billeder. En af dem, den sorte socialarbejder
Tony Harris, kommer straks over
for at hjælpe. Han bliver den første af 5 sorte medarbejdere, der
hver får et sæt af showet og en bil til at turnere med. Hver
af dem viser hyppigt én forestilling om morgenen i en skole og én
for offentligheden om aftenen, hvorved vi i en årrække kan vise den
for op mod 2000 danskere om dagen. Samtidig turnerer vi i 14 andre
lande med 7 sprogversioner af showet.
I april udkommer den danske bog "Amerikanske Billeder" i
10.000 eksemplarer, der er udsolgt på 2 uger. Siden sælges 80.000
herhjemme. Jeg havde aldrig fået skrevet kontrakt med Information,
der straks ønsker at sælge bogen i hele verden inklusive USA. Jeg
bliver bange for al den opmærksomhed og en KGB-agent
lægger under en middag ikke skjul på at Østblokken ønsker at bruge
bogen imod præsident Carters
"irriterende" menneskerettighedskampagne. Jeg begynder derfor
en langvarig krig med sagførere mod Information for at få bogen standset.
Bryder grædende og tiggende sammen i direktørens kontor for at få
dem til at standse det, som i høj grad er blevet en del af deres økonomiske
fundament, men som jeg ser som et "Frankensteinmonster".
Det lykkes at få stoppet udgivelsen bortset fra i de 9 lande, hvor
skaden er sket.
1978
Bliver for første gang inviteret til et amerikansk
universitet, der giver mig en bil. I denne kan jeg køre rundt
og vise showet for alle de fotograferede venner i showet. Efter en
privat forestilling hjemme hos Jane
Fonda i Santa Monica vil Hollywood promotere straks lave
en "nationwide tour" i 76 større byer! Efter en indledende
prøveforevisning for Muhammed
Alis familie og diverse sagførere, ønsker de at gøre mig til "superstar"
på Johnny Carson showet
med stor gallaforestilling i et Hollywoodteater for indbudte filmstjerner
osv. Jeg bliver igen skræmt og beder om tid til at komme rundt til
alle de fotograferede personer for at få deres godkendelse først.
Jeg ved dog med mig selv at jeg vil bryde kontakten med Hollywood.
Det vesttyske ugeblad
Der Spiegel bringer for første
gang nogensinde farvebilleder for at kunne trykke min bog som føljeton.
Bogen bliver den største udenlandske bestseller nogensinde i Tyskland.
Jeg får tonsvis af breve fra både øst- og vesttyskere. Som følge af
den økonomiske succes grundlægger jeg sammen med mine efterhånden
10 medarbejdere fondet Foundation
for Humanitarian Aid to Africa." Ideen er at alle pengene
fra bogen, showet og siden filmen skal tilhøre ofrene for Europæisk
kolonialisme. Det er let nok for en fotograf at få succes ved at udbytte
de fattiges lidelse. Hvad det gælder om er at skabe en succes ud af
succesen: nemlig med sine billeder konstruktivt at ændre forholdene
for de fattige. Vi starter med et 2-årigt stipendium til en student
fra Uganda. Af Vridsløse Statsfængsel får vi lov til at hente den
sorte amerikanske livstidsfange, Harb Lelshab, indsat for mord, ud
i dagtimerne for at gøre ham til daglig leder af fondet. Er også med
til bl.a. at rehabilitere en algiersk narkoman, som vi smugler ind
fra Frankrig.
1979
Starter det to år lange arbejde på biograf- og TV-filmen baseret på
showet, som vi ender med at spilde 1.6 millioner kr på. Beløbet ville
være blevet meget højere hvis vi ikke havde brugt ulønnede frivillige.
Efter at have forkastet flere professionelle fotografer, ansætter
vi den unge gymnasieelev
Jens Jørgen Jensen til det langsommelige arbejde med affilmingen
af dias i mit soveværelse.
Bliver involveret i en
større spionskandale. En af vore frivillige, Jörg
Meier, som er en af de mest betroede og dygtigste medarbejdere,
der lavede både mit tyske og amerikanske show og al tysk korrespondance,
viser sig at være en plantet østtysk spion og bliver siden udvekslet
sammen med forbundskansler
Willy Brandts sekretær til Østtyskland. Foruden at være spion
er han et fantastisk menneske, som vi alle elsker højt. Mens han er
i dansk fængsel fortsætter han derfor arbejdet for os, indtaler den
tyske udgave af filmen på bånd og organiserer shows i fængslerne.
Samtidig publicerer han en digtsamling fra fængslet.
Som følge af præsident
Carters og senere Reagans
kampagne for menneskerettigheder viser også andre østlande lige lovlig
megen interesse for Amerikanske Billeder som et overbevisende middel
til at vise at menneskerettighederne ikke har det for godt i USA.
De ser det som et mere effektivt middel end deres egen propaganda
til at vise at menneskerettighederne heller ikke har det godt i USA.
Igennem alle årene inviterer russiske agenter mig hyppigt ud til middage,
hvor de forsøger at få mig til at ændre forskellige dele af showet
vel vidende at det har "ændret en generation af unges holdning
til USA".
At Amerikanske Billeder
er blevet en vigtig del af den kolde krigs magtkamp om meninger bekræftes
hyppigt. Når amerikanske politikere på besøg i Danmark stiller USA's
ambassadør spørgsmål om hvilke
problemer han har, begynder han ofte med en længere redegørelse om
en langskægget fyr, der løber rundt og spreder dårlige rygter om USA.
Og dog er Øst og Vest forbavsende enige om showet: en dag spørger
KGB mig og jeg "ikke kan putte nogle flere fattige hvide i showet
så det ikke ser ud som at det kun er sorte, der lider i USA".
Mindre end en uge efter siger den amerikanske ambassadør til mig med
næsten de samme ord: "Du burde have nogle flere fattige hvide
i showet for at give det lidt balance." Begge havde de tilsyneladende
misforstået showet - og havde i hvert fald ingen interesse for dets
dybere anti-racistiske budskab. Som tidligere vagabond og outsider
føler jeg mig forvirret over pludselig at være en brik i stormagtspillet
og kastes ofte ud i depressioner.
1980
En uge før min søns barnedåb flyver jeg til Miami sammen med
Kitte Fennestad for at se raceoprøret førstehånds og blaffer til
New York for at fotografere graffitibilleder til filmen. Det lykkes
os at hjem en time før barnedåben. De frivillige er frustrerede over
at filmen sluger alle pengene fra Afrika-arbejdet. Jeg selv gambler
med at filmen er en nødvendig investering for at øge indtægterne til
Afrika, men begynder i mit inderste at nære tvivl om det går an. Hvis
filmen får succes vil den måske blot blive brugt af de kommunistiske
lande imod USA.
De sorte i gruppen er
på den anden side af den mening at jo mere pres man lægger på USA
udefra, jo mere vil den amerikanske regering blive tvunget til at
tage positive skridt for USAs sorte - ligesom det var tilfældet under
Borgerretskampen.
De sorte overbeviser mig om at min position er selvisk eftersom "alt
hvad du tænker på er at sikre din egen tilbagevenden til USA."
I mit stille sind leger jeg dog med ideen om at sælge hele filmen
til CIA for en stor sum penge,
som kan doneres til vores Afrikaprojekter mod et løfte om at jeg kan
vende tilbage til USA - frem for at gamble med pengene øremærket til
Afrika. Sandsynligvis ville CIA have accepteret tilbuddet, for - som
det senere kommer
frem i de amerikanske medier - bruger the United States Information
Agency netop på det tidspunkt store summer penge på at modvirke effekten
af Amerikanske Billeder i Europa.
1981
Alle medarbejderne rejser i telt til
Cannes Film Festivalen hvor filmen ifølge amerikanske blade "skaber
en sensation". Den bliver straks inviteret til filmfestivaler
i London,
Berlin, Moscow,
South Africa,
Los Angeles og San Francisco.
Den sælges til Channel
Four i England for næsten en halv million kr., som vi straks sender
til Zimbabwe. Her har vi netop startet et skoleprojekt i Nyafaru for
1200 flygtningebørn hjemvendt efter krigen. Da Zimbabwe nu er frit
og endog demokratisk, har vi ikke længere behov for at gå igennem
russerne for at trænge igennem marxistiske bureaukrati i Angola.
Jeg har selv ingen interesse
i de europæiske filmfestivaler, men præsenterer i efteråret personligt
filmen i San Franciscos (nu afdøde) filmfestival for 1600 ustandseligt
klappende mennesker. Viser derefter showet i længere tid i
University of Chicago, hvor mine amerikanske medarbejdere Tony Harris og Howard
Pinderhughes kører det videre mens jeg blaffer rundt og
besøger gamle venner.
1982
Rejser sammen med
Kitte Fennestad først til Moskva og derpå til Afrika inviteret
af regeringerne i Mocambique og Zimbabwe. Efter at passagererne i
det russiske fly har genkendt os fra artikler i Pravda
og Izvestia og fyldt os med
vodka, havner vi i en brandert i et fængsel i Mozambique. I Zimbabwe,
hvor aviserne slår mit besøg stort op som den "barmhjertige Samaritaners
besøg" bliver vi først kørt rundt i Limousine. Da vi protesterer,
lader undervisningsministeren en tidligere guerillasoldat køre os
ud til skoleprojektet Nyafaru i bjergene, som vi havde støttet. Her
får vi en hjertelig modtagelse og festmiddag af beboerne, som gribes
af billederne i min bog og spørger: "Hvorfor kommer de (stakkels
sorte amerikanere) ikke hjem til Afrika?" Besøger derefter landbrugskollektivet
Batsiranai,
hvor 120 tidligere frihedskæmpere har fået 2000 hektar jord, men ingen
maskiner af regeringen. Vi lover dem straks hjælp og senere på året
sender vi en stor traktor og diverse landbrugsredskaber. Vi føler
at dette er den bedste investering vi kan gøre i kampen mod apartheid
i Sydafrika: at hjælpe Zimbabwe med at blive et positivt, multi-racialt
og demokratisk forbillede.
Min bog bevirker at de
ellers paranoide ANC-frihedskæmpere
i Zimbabwe får tillid til os. De bliver konstant skudt af infiltrerende
sydafrikanske elitetropper. Manden vi bor hos har fået sin bedste
ven sprængt i luften af en bilbombe ugen før. Ingen kender mere end
en eller to andre ANC-medlemmer, men nu betros vi at smugle tophemmelige
dokumenter ned til en guerrillagruppe i Botswana med ordre om at sluge
papirerne hvis vi bliver stoppet. Forehavendet lykkes, men hele gruppen
som vi overrækker papirerne til, massakreres af sydafrikanske elitestyrker
få dage efter vores besøg. I stedet prøver vi uden held at snige os
over ørkengrænsen ind i Sydafrika, som har bandlyst mig - i øvrigt
den højeste og eneste udmærkelse jeg nogensinde har modtaget for min
kamp mod apartheid.
Blaffer videre 8000 km
gennem Østafrika og flyver direkte til San Francisco, hvor Tony og
Howie har brug for hjælp. Syv af vore medarbejdere bosætter sig nu
i San Francisco for at oprette et teater i stil med det showet kører
i i København i 12 år (den længstkørende forestilling nogensinde i
byen). Vi er så forventningsfulde om succes at vi bevidst har sendt
alle vore penge til Afrika for at starte på en frisk. Men så let går
det ikke i USA. Vi ender på social- og sultehjælp. Vi har flotte anmeldelser
og gode shows, men ikke nok penge. Året er så hårdt at gruppen gradvist
går i opløsning. Jeg sendes på landevejen med min to års søn for at
finde et forlag til bogen, som vi kan få et forskud af. Desuden ved
de andre at jeg kan overleve som vagabond uden penge. Min søn og jeg
får $100 med på rejsen - og returnerer efter et par måneder med mindst
det dobbelte. Min søn forkæles med is, kærlighed og hengivenhed af
mine venner i ghettoerne, hvor de ikke er vant til at se et hvidt
barn.
1983
Vender med min familie tilbage til København for at skrive den amerikanske
bog. Med den kritik vi har fået særligt
fra Californiens venstrefløj ligger det i luften at den amerikanske
bog skal gennemtænkes langt bedre end den europæiske udgave.
Er dog på enkelte turneer
bl.a. i England, hvor showet ender som skandale.
Londons byråd har slået det kæmpestort op som indledning på det
anti-racistiske år og tusinder står i kø. Første aften har vi stor
succes, men anden aften trænger en gruppe, som man mener er organiseret
af CIA, ind og ødelægger forestillingen i Scala
teatret. Slagsmål bryder ud i publikum, mine apparater og billeder
knuses og politiet tilkaldes. Gruppen trænger næste dag ind i Londons
byråd, som de overhælder med kaffe, og stort slagsmål bryder ud mellem
Tory'er og Labour,
som gøres ansvarlig for showet. "The (American) Pictures War"
fortsætter i Englands aviser i længere tid og ingen tør siden røre
showet. I Irland, hvor folk i showet genkender så meget af deres egen
koloniale undertrykkelse under britisk overherredømme, er det derimod
en stor succes.
1984
Amanda Berger
- en af de frivillige fra Vestkysten - flytter til New York for at
organisere showet der. Bogen er endnu ikke færdig, men jeg starter
i september med filmen i Film
Forum til flotte anmeldelser og lange køer. Derefter turnerer
jeg i universiteter. Bl. a er det en vedvarende succes i Harvard
universitet, hvor unge jurister såsom Dan
Williams bliver så stærkt påvirket, at de ændrer karriere for
at arbejde for de fattige i stedet for Wall St.
I København opløser jeg
de sidste rester af vores kollektiv og gør i stedet min lejlighed
åben for alle. En vidunderlig international atmosfære skabes omkring
showet hver sommer, hvor op imod 50 fra USA, Israel, Australien, Afrika
osv sover der hver nat, spiller musik osv.
1985
Min familie flytter med mig til Boston i et år for at hjælpe med at
distribuere bogen efter at min frivillige bogdistributør Ann
Hodge er blevet dræbt. Om efteråret kører jeg rundt med min far.
Amerikanske publikums er utroligt åbne - og allerede efter mit første
show finder min far sig en ny kone i M.I.T.
Efter en turne i Californien bliver jeg ramt af alverdens ulykker
personificeret i en gruppie, som forfølger mig over hele landet. Det
ender med at tyve bryder ind i bilen og stjæler alt inklusive billeder
for 150.000 kr.
1986
Et nyt show bliver fløjet over og forårsturneen går udmærket indtil
gruppien igen viser sig. Efter et skænderi smadrer jeg bilen frontalt
i irritation. Derefter turne ude vestpå og besøg i sydstaterne. Sammen
med familien er jeg i Mexico og Cuba inden vi vender tilbage til Danmark
om sommeren. Min lejlighed i København bliver mere og mere domineret
af arabere og flygtninge. Midt i
flygtningedebatten bruger fjernsynet vort samvær som eksempel
på at mange racer kan bo sammen. Er om efteråret bl.a. på Jamaica,
hvor jeg bor hos gangstere og prostituerede i Kingstons ghetto,
Trenchtown.
1987
Har en gammel skolekammerat, Hans
Peter Knudsen, med på forårsturneen - den første af mange danskere
til at følge mig gennem USA's bedste skoler og værste slum. Den kendte
sorte forfatter James Baldwin har adskillige gange forsøgt at se showet
og endelig lykkes det for ham ved at køre i en snestorm i to timer.
Han er så begejstret bagefter at vi går ud at drikke bagefter - kun
et par uger før hans død. Den progressive sorte borgmester i Chicago,
Harold Washington, organiserer mit show for byrådet for at hele
sårene mellem de sorte og hvide byrådsmedlemmer, men også han dør
lige efter. Jeg nomineres - den første af mange gange - til amerikanske
studenters (National Ass. of Campus
activities) humanitære fredspris.
Min familie kører endnu
engang rundt med mig og vi bestiger Aztec- og Mayaruiner i Mexico.
Om sommeren ender jeg med at have
66 arabiske, palestinensiske og iranske flygtninge boende. De
sover overalt på mine gulve og bruger mit soveværelse som bederum.
Jeg begynder at stå tidligere og tidligere op om morgenen for at undgå
at stå to timer i kø udenfor mit badeværelse. Infrastrukturen bryder
sammen, de få tiloversblevne amerikanere flygter og det bliver til
en ghetto. Efter flere knivdramaer - og da også mine gamle inviterede
sorte venner fra USA flygter - beslutter jeg mig for at smide
alle ud og senere på året at udleje stedet til andet formål.
Begynder dette år at
udvikle min racismeworkshop og håber efterhånden at kunne frigøre
mig helt fra showet for kun at undervise. Mens jeg tidligere så det
som mit højeste mål at skrabe flest mulige penge sammen til de fattige
lande, ændrer jeg nu gradvis formålet med mit arbejde til at hjælpe
amerikanske studenter med at overvinde deres racisme for på den måde
at hjælpe underklassen. Om efteråret har jeg digteren
Pia Tafdrup med mig i bilen i USA. Hun får mig overtalt til begynde
at fotografere igen. Senere på efteråret bliver min datter Lalou født
1988
Har om foråret forfatteren Palle
Petersen med og begynder igen samarbejdet med Tony Harris. Kombinationen af en
sort og en hvid mand sammen på scenen viser sig at være meget stærk
for studenterne. Tony verbaliserer min tænkning meget bedre end jeg
selv kan gøre det og hans evne til at se offeret i de hvide racister
og at behandle dem med dyb kærlighed og hengivenhed, får tårerne frem
både hos mig selv og i vore publikum i mange skoler. Så det forekommer
lidt uretfærdigt at jeg endnu engang nomineres til NACA's Humanitære
fredspris. Det er frustrerende for Tony hele tiden at stå i skyggen
af mig under showet - og at der i mange skoler ikke er tid til hans
workshop næste dag. Problemet er at vi nu har så megen succes at vi
har shows hver eneste dag og en hel del kørsel mellem dem. Men
Tony er i det mindste en god chauffør (han er i al fald for bange
for at lade mig køre, siger han) og således ender han i den gode gamle
sorte rolle som chauffør for end en succesrig hvid. Er bl.a.
i Alaska. Min lejlighed i Købmagergade tømmes for flygtninge og ombygningen
går i gang.
1989
Efter mit årlige show for de nye studenter på
Boston University ringer præsident Reagans taleskribent skolen
op og kræver at der bliver stilles lige så meget tid til rådighed
til at "præsentere den anden side af historien."
Jeg har show i Union College den
dag Berlinmuren falder, men er heldigvis i stand til at fejre dens
egentlige fald med min søn stående ovenpå den sammen med en tusindtallig
skare af jublende tyskere i julen - muren som ikke blot havde været
en prøvelse for os hver gang vi havde show i Berlin, men som tillige
symboliserede de magtfulde kræfter jeg havde været oppe imod med min
bog. Efter at have standset udgivelsen af bogen i adskillige år gav
jeg nu min gamle forlægger Per Kofod tilladelse til at genlancere
den over hele verden.
Da jeg tidligere har været
med til at finansiere en sygeplejeskole for namibiske flygtninge i
Angola modtager jeg nu officiel invitation fra selve SWAPOs generalsekretær
til at være med ved Namibias uafhængighed. Viser dog show på Hawaii
på selve dagen.
1990
Amerikanske Billeder havde tidligere haft møder med lederen af
Namibias guerillabevægelse,
Sam Nujorma - landets nuværende præsident - og hjælper som følge
deraf med at finansiere en sygeplejeskole for SWAPO.
Derfor er vi nu glade for at se kampen mod apartheid triumfere - ikke
mindst gennem vort samarbejde med den magtfulde "divestment
movement" i amerikanske universiteter. Afrikas sidste koloni
får endelig uafhængighed og jeg inviteres officielt til festlighederne
af præsidenten. Blot for at finde ud af at min agent for længe siden
har organiseret shows for mig på Hawaii den dag. På forårsturneen
kommer min 10-åreioge søn over for at køre med mig og Tony. Han er
dog mere interesseret i videospillehallerne i amerikanske universiteter
end i vores foredrag. Efter forårsturneen tager vi til Island for
at fejre 20 års-jubilæet med gamle venner som engang havde haft mig
boende på min oprindelige tur til USA.
Sadam
Hussein ødelægger efterårsturneen. Under indtryk af den kommende
krig falder antallet af foredrag til det halve af det normale. I stedet
får jeg tid til at fotografere den eksploderende crackkultur og at
tilbringe mere tid med de hjemløse.
1991
Under forårsturneen flyver jeg til Bolivia for at lave et show for
CARE. Efter at have kørt rundt med
CARE-ansatte i to uger, er jeg begejstret for CAREs måde at
give bistand på. Senere lejer jeg en jeep for at køre rundt på egen
hånd. Ude af stand til at tale spansk er jeg heldig hver gang jeg
har brug for hjælp at løbe ind nogle af mine tidligere amerikanske
publikum, som kan køre med mig som tolke.
Tilbage i Danmark laver
jeg Bolivia-showet på 3 uger og har har premiere på Roskildefestivalen.
Jeg har succes med at turnere i danske skoler med det, men under debatten
med eleverne bliver jeg hele tiden spurgt ud om mit arbejde i Amerika.
Jeg chokeres over at opdage hvor meget racismen er eksploderet i danske
skoler i de ti år siden jeg holdt op med at turnere. Jeg beslutter
mig til at lave en ny dansk verseion af Amerikanske Billeder i et
forsøg på at modarbejde racismen.
Under efterårsturneen
i USA følger et Tv-hold fra Danmarks Radio
mig rundt i universiteter og ghettoer for at lave et Tv-program om
mig. Jeg har bedt alle mine hjemløse venner i New York om at medvirke
i filmen, men nogle af mine bedste venner er indlagt til afrusning
eller i fængsel og kommer ikke til det aftalte tidspunkt. Mest skuffet
er jeg over fraværet af Muhammed - en sort panter med hvem jeg havde
bespist fattige 20 år tidligere. Men Tv-folkene er om end endnu mere
utilregnelige, da de arbejder efter danske fagforeningsregler og ikke
har tænkt sig at sidde omkring et ildsted på gaden og vente hele natten.
1992
Nytårsdag bryder helvede løs:
Gorbachev er netop gået af og Gordievskij,
den tidligere leder af KGB i Danmark, the previous top KGB officer
in Denmark, sælger nyheden til Ekstrabladet
om at jeg "har været deres topagent i Vesten". Dag efter
dag bringer aviserne nye afsløringer om mig. Fra første øjeblik indrømmer
jeg at "jeg var agent eftersom jeg lod KGB tro at jeg var deres
agent." Imidlertid havde jeg gennem alle årene åbent fortalt
alle mine venner om kontakten, så kunne jeg mon virkelig have været
en god gammeldags tophemmelig agent? De fleste forsvarer mig med at
jeg jo altid har "haft omgang med de forkerte mennesker",
men for min familie er det en hård måned med trusselsbreve stilet
til "landsforræderen Jacob Holdt" osv.
Efter en uges angreb beslutter
jeg mig til at fortælle min fulde historie til pressen.. Da jeg er
i besiddelse af alle dokumenterne, der klart viser at jeg havde standset
min bogs udgivelse ude i verden for at den ikke skulle kunne blive
brugt af russerne osv - ender offentligheden med at have mest tillid
til min version (tror jeg) - eller slet og ret ikke at interessere
sig for det mere. I skolerne prøver jeg at underholde eleverne med
mine "KGB spionhistorier", men det er mere interesserede
i racisme. Snart konkluderer jeg at jeg ingen fremtid har i showbusiness
som "spionen der kom ind fra kulden."
Under forårsturneen flyver
jeg til Costa Rica for at studere det sort/hvide raceforhold der og
bagefter til Nicaragua for at fotografere mellem Managuas slumbeboere.
I sommerferien har jeg familien med rundt i Bolivia for at fotografere
og præsenterer her den spanske udgave af Bolivia-showet.
I november er jeg lige
ved at dø. Jeg taler alt for længe i et midnatsradiointerview i Grand
Forks, North Dakota og må derfor køre i alt for høj hastighed i en
snestorm for at nå et fly til Californien i Minneapolis næste morgen.
Kl. 3 om morgenen rammer jeg noget usynlig "sort is" og
min store vogn rulle rundt adskillige gange og blokerer trafikken
i den modsatte kørebane. Heldigvis kommer mine to passagerer ikke
ret meget til skade, men i mit chok aflyser jeg resten af turneen
- "Hvorfor slå sig selv ihjel for apatiske elevers skyld?"
- og tager i stedet på besøg i forskellige ghettoer.
1993
Under forårsturneen bliver the
World Trade Center sprængt i luften netop som jeg flyver hen over
det. I dagene derpå er det som om FBI langsomt omringer mig indtil
de sluttelig afspærrer depotet, hvor jeg opbevarer mit show. Hvorfor?
Jo, i rummet ved siden af mit har terroristerne fabikeret bomben.
De havde ellers altid forekommet mig at være tiltalende folk at snakke
med!
Om efteråret starter jeg
en ny dansk udgave af Amerikanske Billeder med stærk vægt på dansk
racisme. Da jeg ikke har vist det i 10 år, overraskes jeg over at
se hvordan det nu virker helt anderledes på danskerne - hvordan de
"virkelig føler sig ramt," som publikum siger.
1994
To unge danske teenagere er netop blevet myrdet med kniv af andre
teenagere og landet er i chok. Jeg organiserer derfor et stort show
i Christianias Den Grå Hal på
Martin Luther Kings fødselsdag for at mobilisere penge og støtte
til "Stop Volden". Mere end 2000 tropper op - mange køtrende
helt fra Jylland - til en bevæget dag med budskab fra Kings datter
og afsyngning af "We shall overcome." Resten af året
er jeg fuldstændig booket i folkeskoler, der bruger mit show til at
sprede ikkevoldsbudskabet til børnene.
På forårsturneen har jeg
Anita Roddick - den progressive
ejer af den kendte kosmetikkæde
The Body Shop - med mig i bilen. Jeg tager hende med rundt til
mange af de fattige sorte i bogen. Skønt hun har arbejdet meget med
fattigdomsprojekter i mange Tredje Verdenslande er hun rystet over
at se håbløsheden i amerikanske ghettoer.
Under efterårsturneen
flyver jeg til Haiti for at se Clintons invasion, som jeg stærkt støtter.
Jeg flytter ind hos en af de fattigste familier, jeg kan finde i det
voldsramte slumkvarter City Solei og giver den arbejdsløse familie
et beløb per nat svarende til hvad et hotel ville koste. Jeg deler
en seng med 5 mennesker - en af dem en udmagret aidsramt kvinde. Under
orkanen Gordon
er jeg spærret inde i to dage mens vandet stiger til vores sengekant.
Bagefter vandrer jeg rundt - mere eller mindre i chok - i knædybt
vand med døde mennesker flydende rundt overalt.
1995
Efter efterårsturneen flyver jeg til Nepal for at vise shows for The
Body Shop som en udløber af min tur med Anita Roddick. Jeg kan ikke
få mit udstyr gennem tolden og ender med i stedet at fotografere for
CARE i bjergene. Bagefter flyver jeg til Thailand for at arbejde for
CARE og DANCED i den gyldne
trekant. Som udløber af Rio-traktaten
har Danmark her et stort projekt for at forsøge at redde regnskoven.
Under den buddhistiske ferie flyver jeg til Cambodja
for at meditere i The Killing Fields på 20-årsdagen for
Khmer Rouge's indtog i Phnom Penh . After spending the morning
alone with 8000 sculls I fall from a scooter into a muddy ditch full
of excrements. I want to see king Sihanouk
in the afternoon, but have no time to wash up. Sihanouk arrives at
his palace, I make a sudden jump onto the red carpet through the lines
of soldiers, can't get out again - and then to my surprise find Sihanouk
smiling to me while forcing me to walk backwards on the red carpet
- all the way into the castle which is totally closed off for journalists.
At least 500 m I walk like this with Shianook walking toward me -
while his entire government with wives in gala bow deeply for us.
I spent the whole afternoon with him in the most intimate situations.
Obviously - in my smelly, dirty costume - I have ended up to his great
amusement as a court jester for him.
1996
During the spring I have a Norwegian publisher with me on tour. We
try to find the mass murderer I had picked up 5 years earlier and
who is now an important part of the show. We spend some exciting days
tracking down his entire - and equally violent - family in dense fog
in the swamps and slowly get entangled in a sad web of generational
child abuse followed by violent adult behavior.
In Denmark I am deeply
involved in the Images of Africa festival organized by my wife. I
finally finish my new updated edition of American Pictures. For months
during the spring I e-mail the text back and forth to almost 20 American
professors and editors. Present the show at the AIESEC's world congress
in Poland.
After a long tour
in Norway I fly to Nepal with my family to continue the photography
I started earlier for Care - with a short stop to see Ghandi's grave
in New Delhi.
During the fall I have a woman from Danish State Radio in the
car to do a program on my relationship to old friends in the ghettos
as well as my new mass murder friend, Woody, who is now in prison.
1997
During the spring tour I go to the former Danish Virgin Islands -
partly to see the result of a different type of slavery here - and
partly to research my family roots in St. Croix. Also I visit Puerto
Rico for the first time.
Back
to Jacob Holdt's homepage
American
Pictures
|