Bryllup med
Grethe
Men store begivenheder stod for
døren. Grethe og jeg skulle giftes, jeg skulle ordineres og
indsættes som præst ved Grundtvigskirken.
Vi havde egentlig planlagt brylluppet til
fredag d. 7 juni, men det måtte flyttes til lørdag d. 8
Pinselørdag. Årsagen var, at biskop Rosendahl i Roskilde kun
kunne holde ordination d. 7 juni. Jeg ville meget nødig
ordineres af biskop Fuglsang-Damgård i København. Han var
ikke lige mit nummer og han ville også kun kunne tage en
ordination sidst i juni, så det brugte jeg til at overtale
Rosendahl til at holde ordination, men det kunne så kun blive
d. 7 juni, så brylluppet måtte flyttes. Det voldte da lidt
besvær.
Men jeg var nu glad for at ordinationen kunne
blive i Roskilde Domkirke. Den havde jeg jo gået i skole ved
siden af i 7 år, og haft som særlig opgave i historie, og
teologisk var jeg og min far helt på linje med Rosendahl.
Inden ordinationen skulle jeg og de to andre
ordinander, Ole Godtfredsen og Kai Ryhede, til bispeeksamen.
Der var et par skriftlige opgaver bl.a. en prædiken til 2.
pinsedag. de skulle afleveres et par dage før den mundtlige
bispeeksamen. Den foregik dagen før ordinationen. Vi begyndte
kl. 1o i bispegården. Lidt læsning i det græske N.T.
samtale derom, snak om vore opgaver, frokost hos bispinden med
hyggeligt samvær, tur i domkirken og aflæggelse af
præsteløftet. Biskop Rosendahl var i vældig godt humør,
så det var en meget hyggelig og afslappet atmosfære.
I juni var så ordinationen, der begyndte
kl.13. Domprovst Ege intimerede, og Rosendahl ordinerede os
så. En del præster fra egnen var mødt op. Og selvfølgelig
min familie og adskillige venner. Bl.a. min gudfader,
overlærer Hjuler og hans kone Karen fra Ølgod.
I juni var der så bryllup. Jeg var efter
ordinationen taget hjem til Allerslev. Så jeg kom med bil til
Roskilde, hentede brudebuket og kørte til Fløng kirke, kl.
15,3o. Far viede os. Han talte over verset fra Grundtvigs
bryllupssalme: Vi har med alle vinde det hyggeligt herinde, vi
har med Gud i pagt fred og engelvagt. Jeg havde i
valgmenighedernes salmebog fundet en salme Grundtvig havde
skrevet til et Pinsebryllup:" Nu er der lyst i vore
lunde", den sang vi blandt andet.
Efter vielsen kørte Grethe og jeg til
fotograf i Roskilde. Og så var der fest på Marbjerggård.
Der var rejst telt i haven, vi var 54. Der var familierne,
enkelte ungdomsvenner, folk fra valgmenigheden, og svigerfars
omgangskreds. Der var sange og mange taler og gode ønsker. Et
væld af gaver. Lige før vi tog af sted med bil til
Købehavn, var der fakkeltog for os.
Haugstrup, som jeg havde boet sammen med i Øster
Søgade, var flyttet til Nødebo kostskole, så vi havde
kunnet overtage hele lejligheden. Stor var den nu ikke, men vi
havde da fået indrettet os, fået lidt andre møbler, og
havde en hyggelig lille lejlighed. Det var ikke alle nygifte,
der på den tid var så heldige.
Pinsedag skulle jeg så indsættes som
hjælpepræst ved Grundtvigskirken. Pastor Olsen indsatte mig
og jeg prædikede og havde altergangen. En del kredsmedlemmer
og folk fra Allerslev deltog foruden selvfølgelig familien.
Der var så frokost (medbragt) i Øster Søgade, vi var en
12-14 stykker. Næste aften var der eftergilde i Marbjerg i
anledning af brylluppet. Og så var det ellers hverdag.
Grethe
Jeg havde truffet Grethe ved en
gymnastikopvisning i Roskilde. Kredsens gymnaster skulle som
så mange andre gange være sluteffekten på opvisningen, som
blev holdt sjovt nok i min gamle skole, Katedralskolens
gymnastiksal. På et af de lokale pigehold så jeg en køn ung
pige. Og da der efter opvisningen var bal på
Højskolehjemmet, fandt jeg hende, dansede med hende og fandt
ud af, at det kunne vist godt blive til mere. Vi fra
København skulle med det sidste tog, og en del piger fulgte
os til toget, deriblandt Grethe, og vi fik da aftalt at mødes
igen. Det var nok en uges tid senere, hvor Roskilde Amts
Gymnastikforening havde gæstespil fra Det Kgl. Teater, også
på Højskolehjemmet. De spillede Hertz'
"Sparekassen" med Bodil Ipsen som Madam Rust. Og så
var der bal bagefter, og på den måde lærte vi hinanden at
kende. Vi begyndte snart at komme i hinandens hjem, og Grethe
kom ofte til København, var med til fest i
Studenterforeningen og navnlig i Kredsen, det blev også til
mange biograf- og teaterture. Og 23 november 1942 forlovede vi
os i København, købte ringe og spiste frokost på Scandia.
Og underrettede familierne om vores beslutning.
Grethe var født 31 marts 1921 på
Marbjerggård i Marbjerg, Fløng sogn. Hendes forældre var
gårdmandsfolk, Niels og Oline Hansen. Hun havde 3 ældre
brødre, Asger, Ebbe og Evald. Asger lærte jeg aldrig at
kende, idet han på grund af nervemæssige problemer aldrig
kom ind, når jeg var der, så jeg fik aldrig talt med ham.
Ebbe var landbrugsuddannet og det var nærmest ham der passede
gården med karlehjælp på. Evald læste i København og blev
cand.polit. Svigerfar var en dygtig bonde, der var højt agtet
af andre bønder. Han var venstremand, i nogle år
folketingskandidat, medlem af Roskilde amtsråd, sad i
bestyrelser i slagteri, bank og sygekasse m.m. Han var derfor
meget hjemmefra.
Grethe var en hel del yngre end sine brødre,
og da hun var eneste pige, kunne det ikke undgås, at hun blev
noget ompylret og forkælet. Hun har selv fortalt, hvordan
moderen tog hende med som lille pige til damekaffe, når byens
damer kom sammen. Så sad hun til stads i sit fine tøj.
Der var skam stil over det i Marbjerg.
Gårdmændene i byen sagde "De" til hinanden og
brugte altid efternavn. Det samme gjaldt ikke mindre damerne.
Svigermoder havde den indstilling, at hun ikke skulle arbejde
om eftermiddagen. Der var man pænt klædt på og kunne gå i
byen eller tage imod besøg.
Hun havde naturligvis altid dygtig pigehjælp,
men var selv en dygtig husmoder, der kunne lave meget god mad
og servere fine kager. Jeg tror aldrig, jeg har fået så gode
kager som der, men hun behøvede heller ikke at spare på
smør, fløde eller sukker. Man havde den sjove skik,, når
der var kaffebord, så fik man serveret lagkagen først. Og
den var fantastisk god, lavet af mange fine tynde bunde med
creme og syltetøj imellem og godt med flødeskum. Når man
så havde spist sig næsten mæt i lagkage, kom boller,
kringle og alt det andet, som hørte til et kaffebord.
Svigermor var en meget dygtig husmor selv, men
hun evnede ikke at sætte Grethe til at lære husholdning
hjemme. Ej heller at hjælpe med at passe haven, plukke bær
og lignende. Svigerfar ville gerne have haft Grethe ind på
realskolen i Tåstrup, men det havde hun ikke lyst til. Efter
at hun var konfirmeret ville svigermor så have hende uddannet
som modist. Det var ikke fint nok at være i huset, så Grethe
var en kort tid hos en modist i Roskilde, men det kedede hende
at sidde at sy. Så det blev ikke til noget.
En sommer var hun barnepige hos en
forvalterfamilie på en stor gård ved Vordingborg og havde en
ganske dejlig tid. Senere var hun et par gange ung pige i
huset i København, men har selv fortalt, at hun faktisk ingen
ting kunne, ikke gang skrælle en kartoffel, da hun kom
derind. Det var heller ikke længe før også det kedede
hende. Nogle måneder var hun dog på husholdningsskole i
Sorø, for øvrigt sammen med hendes svigerinde Lis' søster
Karen Margrethe, som hun havde som veninde ligetil de sidste
år, hun levede. En sommer var hun på Snoghøj
gymnastikhøjskole. Et års tid lærte hun barnepleje på
Børnehjemmet "Norgesminde" i Hellerup. Da var vi
forlovede, og det var jo vældig rart, at hun nu var så tæt
ved. Så hun besøgte ofte mig og Bladt i vores lejlighed. Så
tog hun sig kærligt af opvasken, der undertiden stod fra
flere dage, og lavede mad til os. Det samme gjorde Bladts
kæreste, Gudrun. Så vi var rigtig i salveten, så meget
mere, som der ofte kom madpakker fra Sønderjylland eller
Marbjerg.
En sommer, det har nok været i 1945, var hun
vistnok på tilskyndelse fra min mor på nogle måneders
vævekursus på Haslev håndværkerhøjskole. Hun fik også en
væv, der stod på loftet på Marbjerggård og fik da også
vævet lidt. Det var nok mest bordløbere og puder.
Når Grethe blev så dygtig en husmor, som hun
blev, så var det ikke fordi hun havde lært det hjemme, men
det var, hvad hun selv på disse skoleophold havde lært og
siden hen selv lærte sig. For der blev ikke stillet store
krav til hende af svigermor. Der var en tid, hvor det hed, at
hun var pige derhjemme, men svigermor lavede nok det meste, og
hvis Grethe havde været til bal en aften, så fik hun bare
lov at sove længe næste dag.
Grethe blev således noget forvænt, også af
svigerfar, der gerne pungede ud til godt tøj og andre
fornødenheder. Vi blev således altid hentede ved toget i
Hedehusene. Der var selvfølgelig da også hen ved 3 kilometer
at gå. Men det var dejligt, når Ebbe eller svigerfar holdt
ved stationen med hestekøretøjet, en såkaldt dogcart. Den
havde kun to hjul, store. Der var plads til 4 personer, de
bageste sad med ryggen til de forreste. Så det var godt med
en god rolig hest. Da bilerne igen kunne kom ud at køre, kom
den gamle Ford i brug, og så var det den, vi blev hentet i.
Hjemmet i København
Den lejlighed i Øster Søgade 108, som jeg
havde delt, først med Svend Bladt og senere med Knud
Haugstrup, kunne Grethe og jeg overtage, da vi blev gift.
Haugstrup var så storsindet at tilbyde at flytte, han ville
være kostskolelærer i Nødebo.
Så der i den lille lejlighed begyndte vort
ægteskab. Der var to små stuer, et rimeligt køkken og et
lille toilet, dog med bruser. Men det var jo store ting
overhovedet som nygifte at have egen lejlighed. Det var ikke
så nemt at få her lige efter krigen. Men vi fik indrettet
os, fik lidt møbler ind fra Allerslev. I den første stue,
der vel knap var 12 kvadratmeter, havde vi seng med
udtræksseng under, chatol, klaver, et par stole.
I den næste lidt mindre, et skrivebord og
bogreoler. Der var et indbygget skab, hvor vi kunne have tøj
hængende. Begge stuer var ind til gården, men da det var på
anden sal og vendte mod syd, var der nogenlunde lyst. Så fik
vi indrettet os ganske rart. Det var et dejligt sted at bo,
let at gå ture ved søen eller på Kastellet og Langelinje,
og nemt til byen. Til Bispebjerg cyklede jeg altid, men det
gav mange ture, ofte flere på een dag, alt efter hvordan
arbejdet lå. Jeg fik anskaffet skrivemaskine og kunne så
skrive mine prædikener og taler på den. Det gjorde det jo
lettere for mig at læse, hvad jeg selv havde skrevet.
Sidst på sommeren blev vi klar over, at
Grethe var gravid, men hun klarede graviditeten og pasning af
hjemmet fint, og den 29 april 1947 kunne jeg køre hende på
Diakonissestiftelsen. På den tid var fædrene ikke med ved
fødslerne, så jeg tog hjem og forsøgte at læse. Kl. 19,3o
ringede de fra Diakonissehospitalet og fortalte at der var
kommet en dreng. Jeg tog derud og var hos Grethe et kvarters
tid. Drengen fik jeg først at se næste aften.
Diakonissestiftelsen havde det fine tilbud, at unge
præstefamilier gratis kunne få deres børn født der. Det
havde vi selvfølgelig benyttet os af.
Først 9 maj kunne jeg hente Grethe og drengen
hjem. Men allerede næste dag efter en begravelse og
træffetid i Marmorkirken, tog jeg på weekendtur med
TK-drengene til Uggeløse, med arbejde på hytten og grunden
og cykeltur hjem i strid modvind, så jeg var først hjemme
kl. 19.
Allerede Pinselørdag d. 24 maj var jeg af
sted igen til Uggeløse, pinselejr med 75 deltagere, jeg
cyklede dog hjem kl. 23, hjemme kl.1. For Pinsedag havde jeg
barnedåb og skulle skrive prædiken til 2. Pinsedag, hvor jeg
havde tjenester både i Grundtvigskirken og i Marmorkirken.
Der var utrolig meget arbejde og samtidig var jeg med til en
del forberedende møder angående turen til Prag. Herom
senere.
8. juni havde jeg højmesse i
Grundtvigskirken, og her blev Jacob døbt. Vi havde hidtil for
sjov kaldt ham "Mads". Det var også for ikke at
røbe for familien, at han selvfølgelig skulle have navnet
Jacob, som hver førstefødte søn havde haft det i flere
slægtled. Men navnet Mads blev hængende i familiebrug, og
bruges stadig ofte af hans brødre og mig og gamle venner i
Fåborg. Først da han kom i skole i Slebsager skole, begyndte
man at bruge hans rigtige navn. Festen i anledning af
barnedåben blev holdt af svigerfar og svigermor på gården i
Marbjerg.
Men 21 juni startede Holger Søndergård og
jeg og en flok drenge på en cykeltur til Sønderjylland, hvor
vi lå i telt mange steder og kom først hjem den 6. juli. Det
var en sommer med meget fint og varmt vejr, så det gav os
anledning til mange ture på Langelinje og til at sidde ved
søen med drengen i barnevogn.
Det var dog lidt trangt i den lille lejlighed
og heller ikke praktisk i forhold til mit arbejde på
Bispebjerg. Og det lykkedes os ved gode forbindelser at få en
dejlig stor 2 værelseslejlighed på Bispebjerg,
Skoleholdervej 41. Det var i en ret nybygget karre, der lå
lige overfor Bispebjerg kirkegård, som vi havde udsigt til
fra køkken og soveværelse, og med udsigt ind over byen fra
den ret store stue. Fra den var der en stor dejlig altan ud
mod syd. Det var en svir at flytte ind i en sådan bolig. Det
skete 29. oktober 47.
Vi havde hos snedker Nielsen i Lejre fået
lavet nye møbler, et helt soveværelse med dejligt skab og et
raffineret toiletbord, lavet efter mine tegninger. Det var i
nøddetræ, meget fint. Og det er i brug endnu, dels hos mig
og dels hos Steen. Derudover et nyt skrivebord også i nød,
efter egne tegninger. Det er det, jeg stadig bruger og har
været meget tilfreds med, selvom det efterhånden er lidt
ramponeret. Sovesofa, til ekstra sengeplads, spisebord med
stole og et par reoler og alligevel var der god plads midt på
gulvet. Der var tilmed et godt pulterkammer lige over
lejligheden, som lå på 4. sal.
Det var en dejlig lejlighed med god entre og
godt badeværelse, så vi nød rigtigt at bo så godt. Og her
var der plads til at have besøg af familien. Far og mor kom
engang imellem, svigerfar og svigermor ligeledes. Ligesom vi
ret tit var på besøg, både i Marbjerg og Allerslev. Af og
til var der eet og andet at hjælpe med i Allerslev med haven
eller brændet. Jeg havde også i nogle år haft et par
bistader. Dem skulle jeg af og til se til. I slutningen af
juni og begyndelsen af juli 1948 var jeg med et hold TK-drenge
på tur til Telemarken i Norge, omtalt under afsnittet om T.K.
Grethe var gravid igen og 25 august kl. 2 om
natten kørte jeg hende til Diakonissestiftelsen, mens Jacob
lå alene, men allerede kl. 4 ringede de og fortalte, at det
var en dreng igen. Og 3. september kunne jeg hente dem hjem.
Mads var i mellemtiden blevet passet i Marbjerg. Det var lidt
meget for Grethe at klare de to drenge, når jeg var så meget
væk, så vi fik moster fra Silkeborg til at komme over hos os
en tid. Det var en god hjælp i en måneds tid.
Far var imidlertid blevet syg og indlagt på
sygehuset i Roskilde, så jeg tog nogle af hans gudstjenester
og en konfirmation, og d. 17 oktober havde jeg gudstjenesten i
Osted kirke, og her blev Niels Jørgen døbt. Festen bagefter
blev holdt på Marbjerggård. I det efterår havde jeg mange
gange på en søndag gudstjeneste både i Grundtvigskirken og
i valgmenigheden. Det gav meget rejseri.
I de år havde hjælpepræster og
kaldskapellaner ret dårlige forhold, både lønmæssigt og
arbejdsmæssigt. Hjælpepræster blev ofte af deres
sognepræster groft udnyttede. Jeg havde nu ingen grund til at
klage. Men vi var en del yngre præster, som syntes, at
præsteforeningen gjorde for lidt for os. Dens bestyrelse
bestod fortrinsvis af ældre præster og provster. Så vi
dannede en underafdeling Yngre Præsters Forbund.
Der kom jeg i bestyrelsen og var med til vi
til sidst nedlagde forbundet 8 år senere, de sidste år havde
jeg været formand. Vi havde faktisk ved vort arbejde opnået
en del af det vi ville. Og det var da lærerigt at være med i
et sådant arbejde.
Selvom jeg havde travlt og vi havde to
småbørn, så fik Grethe og jeg dog tid og lejlighed til at
gå en del både i biograf og i teater. Når vi skulle af sted
begge to, havde vi undertiden en af drengene fra T.K. til at
sidde hos børnene, eller en gammel enlig mand, der hed
Knudsen. Han kom så gerne og spiste middag med, inden vi tog
af sted. Det fungerede ganske godt.
Det var en stor fordel at bo på Bispebjerg.
Jeg havde ikke langt til kirken og kapellerne. Vi kunne holde
en del bestyrelses- og planlægningsmøder hos os. Men
lejligheden lå på 4. sal, så det var et slæb at få
drengene op og ned, da der ikke var elevator. Men det gik, vi
var jo unge. Og der var de vigtigste forretninger lige i
nærheden. Vi forsøgte at få en større lejlighed, men det
lykkedes ikke. Så vi begyndte at spekulere på en større
forandring. Far var fyldt 70 d. 22 februar 1949 og havde
bebudet valgmenigheden at nu ville han holde op. Der var så
lidt følere ude, om jeg kunne tænke mig at overtage
stillingen som præst i valgmenigheden. Jeg blev dog klar
over, at det nok ikke lige var sagen. Det ville nok ikke være
så let at være præst for dem, man var vokset op hos eller
sammen med. Og man kunne også frygte, at farmor ligesom
stadig ville være med. Lønnen ville heller ikke være så
stor, at en familie kunne klare sig ved den, så jeg skulle
have noget andet arbejde ved siden af. Heldigvis blev det ikke
til noget.
|