Studenterår og besættelse

Det første spørgsmål var så, hvor jeg skulle bo. Jeg fik tilbud om at bo i Lyngby hos fars søster, " Faster Anna", der var enke og boede i en stor villa. Det tog jeg imod. Fra Lyngby tog jeg så ind til undervisning og forelæsninger i København Jeg gik til filosofikum hos professor Kuhr, og begyndte på både græsk og hebraisk. Det var en noget barsk omgang at skulle lære de to sprog. Et lyspunkt var imidlertid professor Hal Kochs forelæsninger over kirkehistorien. Han var en fremragende underviser, der med sin levende fremstilling kunne gøre os virkelig interesserede i faget.

Mens jeg boede her i Lyngby, oplevede jeg 9. april. Vi hørte motorstøj, så store flyvemaskiner stryge lavt hen over byen, og blev gennem radioen klar over, hvad der var sket. Jeg tog ind til København, så de første tyske soldater på Nørreport station og siden rundt i byen, hvor de kom farende på motorcykler eller marcherede i kolonner. Undervisningen på universitetet var suspenderet den dag. Vi fattede faktisk kun sådan halvt, hvad der var sket og regnede i øvrigt i den første tid med, at det var et halvt års tid, så ville besættelsen være ophørt.

Samme dag kom dekret om mørkelægning, så alle fik travlt med at dække vinduer med tæpper, og hvad man nu ellers havde. Men inden så forfærdelig længe, gik livet sin nogenlunde vante gang igen, og man passede sit arbejde, sine studier, foreningsliv og fornøjelser, selvfølgelig med den dæmpning og de restriktioner, som besættelsen medførte. Den medførte også en stærk national bevidsthed, der gav sig udslag i forskellige folkelige møder og stævner. Det store nummer var alsangsstævner i parker, hvor tusinder samledes for at synge danske sange.

Der blev udgivet særlige alsangsbøger, og en kongesangbog. Og kongen, Chr.X., blev et nationalt samlingspunkt. Han genoptog sine morgenrideture i byen, og folk flokkedes om ham, skraldemænd stoppede op i deres arbejde og hilste ham ærbødigt. Der var altid en store skare cyklister, der fulgte ham. Som en af datiden sange udtrykte det: " om kongen af Danmark, står hjerterne vagt."

Men der var også nogle, der var klar over den store fare folket var i. Fare for at blive præget af nazismen. Medløbere med tyskerne var der hurtigt mange af. Een af de mænd, der gik i spidsen for en ægte dansk vækkelse, var professor Hal Koch.

Han holdt i september 1940 på universitetet en række forelæsninger om Grundtvig. Det var et vældigt tilløbsstykke. Auditoriet var stuvende fuldt, og folk stod på trapper og gange for at lytte. Det var et bevidst forsøg på, ved beretningen om Grundtvig, at vække det danske folk til bevidsthed om dets egenart og historie. Det blev på en vis måde begyndelsen til modstanden mod nazificeringen af folket.

Man har senere sammenlignet disse forelæsninger med den tyske digter Henrik Steffens berømte forelæsninger i København 1802, der vakte et nyt åndeligt liv i Danmark og som indvarslede romantikken. For alle os, som hørte Hal Kochs forelæsninger, var de en vældig oplevelse og en inspiration både til et teologisk studium og til en fordybelse i dette at være dansk.

En anden vigtig begivenhed i det første besættelsesår var indvielsen af Grundtvigskirken på Bispebjerg d. 8 september 1940. De mandlige medlemmer af Studenterkredsen var blevet bedt om at være ordensmarskaler ved den lejlighed. På den måde kom jeg med til indvielsen. Den begivenhed var jo ellers forbeholdt alle mulige prominente personer.

At jeg senere skulle blive præst ved kirken, anede jeg jo ikke. Men der var en anden grund til, at jeg var glad for at være med: Min far havde siddet i kirkens byggekomite. Han havde arvet pladsen efter sin far, borgmester Jacob Marstrand, der havde været en af initiativtagerne til at få kirken bygget, og havde til sin død været formand for byggekomiteen.

Byggeriet havde været længe undervejs. Det var påbegyndt i 1921 og i 1929 kunne man indvie tårnet som midlertidig kirke, medens kirkeskibet så blev bygget i løbet af 30'erne. Det tog sin tid at skaffe pengene til dette store værk, og der var kun 8 uddannede murersvende, der arbejdede på det. Min far fortalte, at han havde været i kirken dagen før indvielsen. Da gik een af disse efterhånden gamle murersvende og fugede alteret, der var opført af gule mursten, som hele kirken. Han gik og kom og blev ved at pusle med arbejdet, det var som om, han ikke rigtig kunne forstå, at nu var det arbejde forbi, et livsværk for ham, en af de anonyme kirkebyggere.

Jeg fortsatte mine studier i græsk med eksamen i januar 1941 og tog også samtidig filosofikum. Så gjaldt det hebraisk og nytestamentlig græsk med eksamen i disse fag i juni 1941.

Jeg var imidlertid flyttet ind til byen. Det var lidt upraktisk at bo i Lyngby, og da jeg så fik mulighed for at bo hos min faster Anna, min "rigtige" faster, flyttede jeg ind til hende i september 1940. Hun havde en lejlighed i Øster Farimagsgade 87 på 5. sal. Hun havde været enke siden 1918, havde en 3½ værelses lejlighed med kakkelovne. Hun blev dog ret hurtigt syg og døde i sommeren 1941. Jeg havde imidlertid fundet ud af, at det ville være bedre selv at have en lejlighed sammen med en kammerat.

Det blev Svend Bladt, der også studerede teologi. Vi kørte byen rundt og ledte efter lejlighed, og trods begyndende boligmangel fandt vi omsider en. Den havde samme baggård, som den jeg boede i. Den fik vi lejet fra 1 oktober 1941. Det var Øster Søgade 108. Det var ganske vist en lejlighed med vinduer ud til gården, men med lidt eftermiddagssol, centralvarme og et lille badeværelse. Der boede jeg så hele min studietid og det første år efter, at jeg var blevet præst og gift. Det var meget heldigt med den lejlighed, for den var billig (80 kr. om måneden) og lå i rimelig afstand fra universitetet.

Den første tid cyklede vi ind sidst på eftermiddagen og spiste middag på "Kannibalkøkkenet", Universitetets kantine. Det var billigt og rimelig godt. Så vidt jeg husker kostede en varm ret 95 øre. Når vi flottede os fik vi kogt eller stegt rødspætte, men den kostede også 1,25 kr. Vi blev nu hurtigt trætte af denne storkøkkenmad, og det var også besværligt at skulle cykle ind til byen for at spise, og da der nu var køkken i lejligheden, så var det jo nærliggende selv at lave noget mad. Ingen af os havde nogen erfaring i det, men efterhånden fik vi da lært os en lille smule.

Og når jeg var hjemme i Allerslev, fik jeg gerne pakke med mad lige til at varme, og da Svend Bladt stammede fra en stor proprietærgård i Sønderjylland, kom der hyppigt pakker derfra. Der var spegepølse, røget skinke og meget andet godt. Og der var noget om, at rationeringen ikke rigtig var gennemført i Sønderjylland, i hvert fald ikke på en stor gård, så mens andre i København efterhånden som forsyningssituationen blev ringere og man måtte bruge byg selv til franskbrød og kager, så kunne vi nyde dejlige hjemmebagt hvedebrød.

Og da jeg havde lært Grethe at kende og kom i hendes hjem, kom der også mad derfra. Så vi led ingen materiel nød. Middagen indtog vi ved et lille firkantet bord i Bladts værelse, med gryderne på bordet. Dugen var gårsdagens Kristeligt Dagblad, som vi havde et studenterabonnement på. Opvasken var det ømme punkt.

Ofte fik porcelænet lov at stå i vasken til, vi havde brugt det hele. Så måtte vi tage os sammen og vaske op. Siden hen, da vi begge var blevet forlovet, hændte det nok ret tit, at der stod en opvask og ventede på, at en af pigerne skulle dukke op, for de forbarmede sig som regel over os. Ofte tillige med at lave lidt god mad til os. De blev så belønnet ved, at vi gik i biografen med dem.

Det var selvfølgelig ikke nogen overdådig husholdning, vi førte. Dels forbød rationeringen det, og dels var vi begge meget sparsommelige. Jeg i hvert fald, fordi jeg var nødt til det. Min arv efter min far, 6.000 kr., der havde stået i Overformynderiet skulle slå til så længe som muligt. Det var begrænset, hvad jeg kunne få hjemmefra, for også der var økonomien ret stram, selvom det var blevet noget bedre på grund af lidt ekstra indtægter, som både far og mor havde. Han for undervisning på Århus Universitet, hun for foredrag.

Men Bladt var meget sparsommelig. Selvom han kom fra en stor sønderjysk proprietærgård, så havde han den holdning, at familien ikke skulle koste mange penge på ham. Ham kørte altid på en gammel nærmest udslidt cykel (senere opdagede jeg, at han i sit hjem havde den dejligste cykel stående. Nå, det skyldtes måske, at han ikke ville risikere at få den stjålet i København). Dårlige sko, der tilmed var for små, gik han altid med. Han var ikke hypokonder, men drak alligevel kamillete hver dag for ikke at blive syg. Så køkkenet stank altid af kamillete, og jeg har lige siden haft meget svært ved at nyde dette fremragende lægemiddel. Og lugten af det bringer mig altid i tankerne tilbage til Østersøgade 108.

En dag så jeg på opslagstavlen i Kannibalkøkkenet, at en blind dame søgte en student til at læse op for sig. Det ville blive betalt med et måltid og lidt penge. Det måtte jeg prøve. Så jeg tog ud til hende, et sted på Gl. Kongevej. Det viste sig, at hun var ret gammel, var svensk og havde i sit første ægteskab været gift med den svenske digter Werner von Heidenstam. Jeg kom der en gang om ugen og læste højt et par timer af forskellige romaner, vi fik snakket en del, og så fik jeg middagsmad og lidt penge. Hun forærede mig Heidenstams store historiske tobinds roman "Karolinerne", som jeg desværre ikke har mere.

Nogle år senere fik jeg, vist nok gennem en kammerat, et andet madsted. Det var hos en kontorchef på Carlsberg og hans kone, Max og Soff Eskildsen. De var barnløse, og havde så set en opgave, en fornøjelse i at indbyde en student engang om ugen til at spise hos dem. Det var et stort fint hjem i en lejlighed på Frederiksberg. Det var jo rart sådan at komme ud og spise lidt godt.

Teologistudiet

Foruden de sproglige forprøver og filosofikum begyndte jeg på de egentlige teologiske fag. Man kunne på den tid vælge mellem tre forskellige studieformer. Være maximist i 1) kirkehistorie med et større speciale og meget lille studium af Gammel testamente, eller 2) maximist i G.T. med speciale der, og lidt kirkehistorie eller 3) "gammel ordning" uden specialer, men med en større del af G.T. Jeg valgte det sidste. Det betød et stort kirkehistorisk pensum med Holmquist/Nørgårds 3 binds kirkehistorie, og af G.T. et større udvalg salmer, genesis og profettekster.

Det var ud fra den betragtning, at skulle man læse G.T. på hebraisk, så skulle det ikke være bare en lille forsmag med Genesis og 15 salmer, men et lidt grundigere studium. Jeg fortrød heller ikke dette valg, selvom professor Bendtsen bestemt ikke var den mest inspirerende forelæser. Lidt bedre var det med professor Hvidberg.

Derimod var det meget spændende at gå til professor Hal Kochs kirkehistoriske forelæsning, torsdag, fredag, lørdag kl. 1o. Han var en meget levende og engageret underviser, der ikke stod og læste op af sit manuskript, men ofte siddende på kanten af katederet fortalte han livfuldt og spændende om kirkens historie, ganske særligt oldkirken, der var hans speciale. Han arbejdede på disputats om Konstantin den Store, men fik den aldrig gjort færdig. Hans engagement i det folkelige arbejde under og efter krigen tog hans tid. Men hans forelæsninger var en vældig god indgang til det teologiske studium.

Da jeg i juni 1941 havde bestået prøven i nytestamentlig græsk, kunne jeg så i efterårssemesteret følge forelæsninger i Ny Testamente. Det har formodentlig været over et af de synoptiske evangelier (Mattæus, Markus eller Lukas). Det var professor Mosbech der forelæste.

Men der var ikke en samlet plan for gennemgangen af N.T. Man kunne simpelthen ikke komme hele NT igennem ved at gå til professorernes forelæsninger. Men man lærte en metode at arbejde efter. Derfor gik de allerfleste studenter tillige til manuduktion. Det var et privat arrangement, som man betalte for. Men det var derimod meget givende, vi var vel ikke mere end 2o studenter på hvert hold, og her blev virkelig undervist systematisk, så man fik lært noget. Jeg gik i NT hos undervisningsassistent Børge Diderichsen, der senere blev professor i NT.

Men når man først havde lært metoden gennem nogle semestre, kunne man læse videre på egen hånd ved hjælp af de forskellige kommentarer. På den måde kunne man komme hele stoffet igennem. Også i GT gik jeg til manuduktion, det var hos Svend Holm Nielsen, der senere blev professor i GT.

Jeg passede nogenlunde omhyggeligt studierne. Men det hele fik en brat ende på grund af tyskernes overgreb, først 29 august 1943 og siden med interneringen af politiet og jødeforfølgelserne. Universitetet fungerede ikke, al undervisning var standset, om end man kunne bruge biblioteker og laboratoriet, det teologiske håndbibliotek og læsesal.

Men da der var vedholdende rygter om, at også studenter og lærere skulle interneres, kom vi der ikke, og mange flyttede i hvert fald for en tid fra deres hidtidige bopæl. Jeg boede således en tid hos min faster Hedvig i Baggesensgade. Men efterhånden vendte vi tilbage til vore værelser og lejligheder. Manuduktionen fortsatte, men nu under jorden, i private hjem eller i spejderlokaler og menighedshuse. Vi sad ofte klumpet sammen med meget primitive borde og bænke. Det værste var næsten tobaksrøgen. Rygerne kunne ikke undvære deres cigaretter under manuduktionen, og det var det elendige krigs"tobak", de pulsede på.

Det var også en stor fordel at læse sammen to og to, navnlig efterhånden som vi nærmede os eksamen. Efter den dagældende studieordning var der ingen eksamen før efter 5-6 års studier. Så gik man op til det hele, ud fra den betragtning, at der var en sådan sammenhæng mellem de historiske, sproglige og dogmatiske fag, at man skulle have det hele samlet. Man kunne dog dele eksamen i to dele: 1.del med de systematiske fag, GT., NT. kirkehistorie m.m. og 2. del med de dogmatiske fag dogmatik og etik, men der måtte kun være et halvt år imellem de to eksaminer. Så det var et meget stort stof man skulle igennem. Vi var 2-3- stykker der læste GT sammen, det foregik hos en af vore kammerater på Regensen. En anden teolog, Johs Bjerrum, der boede tæt ved Østersøgade læste jeg kirkehistorie med.

Fortsættes i 6. del: CB-tjeneste og luftangreb