CB-tjeneste og luftangreb

Jeg var imidlertid blevet CB-betjent. Det var et slags hjælpepoliti med særlige opgaver. 15 marts 1943 skulle jeg møde til grunduddannelse i 14 dage, lidt eksercits, lidt praktisk skolegang. Og så blev vi fordelt til de forskellige tjenester. Jeg kom til telefontjeneste, og fik tjenestested på Øbro central, der lå i Rosenvænget tæt ved min bopæl, så det var nemt. Opgaven bestod i at sidde ved et særligt telefonapparat, hvorfra vi skulle give melding om luftalarm. Der kom en opringning fra luftmeldecentralen på politigården. Den skulle vi så give videre til 20 abonnenter, vi havde samlet en særlig omstillingskasse. Der kunne være "forvarsel", når engelske flyvere kom ind over landet, eller "luftalarm", når de nærmede sig København. Vore abonnenter var hospitaler og særlige fabrikker, især nogle der arbejde for tyskerne, som Våbensyndikatet.

Vi var placerede i et lille lagerlokale på centralen. Vort apparat og bord stod mellem to store vinduer, der ikke var nogen beskyttelse for, så vi havde dagslys. Det var rart, da vi udnyttede tiden til læsning. Vi var kun een mand på vagt ad gangen, men i 24 timer. Der stod en seng, så vi kunne sove om natten, og da det var ret begrænset, hvad der var af overflyvninger, var der god tid til at læse. Og da de to andre, der passede Øbro også var teologer, havde vi rig lejlighed til at læse sammen. Da vagterne var så lange uden ret meget arbejde, var det kun studenter, der kunne udnytte tiden til læsning, de kunne bruge til det job. Og da der kun var 14 dages sommerferie, kunne man lige så godt udnytte tiden, og jeg regner med, at jeg blev færdig med mine studier et halvt år tidligere end jeg ellers ville have været.

Når andre måtte i beskyttelsesrum, når der blev slået alarm, skulle vi blive siddende ved telefonerne. Så man kunne læse videre eller vende sig om på den anden side og sove. Det var en rigtig god tjans, jeg havde fået der, især da aflønningen efterhånden blev rimelig, og det var med til at jeg kunne slutte mine studier uden studiegæld.

Det gav også lejlighed til snak med de telefonarbejdere, der kom ind på det lille lager efter tråd og ledninger. Når de drak deres "kaffe" formiddag og eftermiddag, stak de en kop ind til mig. Så det var meget hyggeligt.

Lidt dramatik oplevede jeg dog der. Jeg havde vagt den dag, da Shell-huset blev bombarderet. Hvis der overhovedet var forvarsel, så var det meget kort, og pludselig var de engelske maskiner over byen: Faktisk først da gik luftalarmen. Shell-huset blev bombarderet, og der udviklede sig luftkamp over byen, også over Øbro-centralen, et par skud ramte muren, men forårsagede ingen skade. Da det gik løs, var min eneste beskyttelse at krybe ned under det kraftige bord, der stod mellem vinduerne. Det var det nærmeste, jeg kom krigen. Men hurtigt hørte vi at Shell-huset, Gestapos hovedkvarter var bombet med utrolig præcision. Og desværre ved en fejltagelse også den franske skole på Frederiksberg, hvor en del børn og lærere omkom. Shellhusets bombning medførte, at Gestapos arkiver med navne på modstandsbevægelses folk var tilintetgjort, samtidig slap en hel danske fanger, der havde siddet i de øverste etager som et slags skjold, ud i friheden igen.

Denne telefontjeneste havde jeg til et par måneder efter befrielsen, da vi blev hjemsendt. Men både økonomisk og studiemæssigt havde det været stor fordel. Selvfølgelig var der ting, man ikke kunne deltage i på grund af vagterne, men nogen byrde var det bestemt ikke.

Jeg havde heldigvis også tid til at udnytte de kulturelle muligheder i byen. Biograf og teaterture var hyppige. Der var biografer, der gav billige billetter til studenter, 50 øre. Bladt og jeg er mange gange cyklet helt ud til Enghave bio eller Bispebjerg bio for at få en billig biograftur. Men engelske og amerikanske film forsvandt, så det var danske, franske og svenske og vel også tyske film. Meget populær var den svenske film "Landevejskroen", der i flere år gik i Nørreport Bio.

Teaterlivet blomstrede. På det kgl. teater kunne man også få billige billetter, så det benyttede vi os af, bl.a. så jeg " Porgy og Bess" inden tyskerne forbød opførelsen af den. Hyppigt var vi på Folketeateret. Det var nok mit foretrukne teater. Men også Det Ny Teater og Betty Nansen Teatret besøgte vi.

For en teolog var det jo en naturlig ting at deltage i søndagenes gudstjenester. Og der var mange steder at vælge imellem, nogle gange var jeg med Bladt i St. Johannes kirke, hvor Marius Jacobsen prædikede. Ham var Bladt meget optaget af, men jeg brød mig ikke om hans lidt højtidelige, pietistiske forkyndelse. Jeg søgte til Vartov, hvor den gamle Balslev var præst og var en vinter med til bibelkreds hos ham. Der var og er en ganske særlig stemning over gudstjenesterne der. En meget levende salmesang og en fortrolig og for mig hjemlig atmosfære. Balslevs forkyndelse var meget stilfærdig, dybtgående, enkel og redelig. Barnedåben og altergangen var der en ganske særlig højtid over. Enkelte gange hørte jeg Neiiendam i Holmens kirke, men det var mig lidt opstyltet og selvhøjtideligt.

Derimod var det en glæde at komme til gudstjeneste i Slotskirken, der endnu den gang var almindelig sognekirke. Her var Oscar Geismar præst. Det var en nydelse at høre hans smukke om end ofte lidt ordrige dansk. Han var en mester i at benytte modersmålet i sine ofte meget litterært prægede prædikener. Det var så markant, at jeg, når jeg nu læser en af hans prædikener, ligefrem kan høre hans tonefald og udtryk.

Men mest betød det nok for mig at være med til gudstjenesterne i valgmenigheden, når jeg var hjemme. Far brugte de to sognekirker i Osted og Allerslev til gudstjeneste. Der var næsten altid god kirkegang, menighedens medlemmer var meget trofaste overfor gudstjenesten. Og der var en vældig god salmesang. Far var selv kirkesanger, bad selv ind- og udgangsbøn og ledede, gående op og ned ad gulvet, selv kirkesangen. Men det var nu ikke svært, for der var mange gode sangere i menigheden. Jeg kan endnu for mig se disse stovte sjællandske bønder, der sang... netop af hjertens lyst. Gudstjenestegangen var den almindelige, men meget enkel. Far forberedte sine prædikener ved at nedskrive dem på maskine lørdag formiddag, så lærte han dem udenad. Han brugte aldrig manuskript på prædikestolen, men havde det dog for en sikkerheds skyld i lommen. Jeg mindes kun een gang, at jeg har oplevet, at han måtte tage sit manuskript frem.

Hans forkyndelse var meget enkel og forståelig, så redelig og ægte, så man følte, at han stod inde for hvert ord, han sagde. Det var ikke aktuelle prædikener, men nærværende og vedkommende. Han kunne bruge billeder fra litteraturen, musikken, kunsten og dagliglivet til at belyse evangeliets sandheder med. Før altergangen holdt han en kort tale, stående i kordøren, en jævn ligetil indbydelse til nadveren, ofte bygget over en salmelinje eller et skriftsted. Så fulgte en salme, Fadervor og indstiftelsesordene. Ingen af de mange bønner, der ellers bruges ved altergangen, for som han sagde, fadervor og indstiftelsesordene er det eneste, vi har fra Jesus selv.

En ganske særlig højtid var der over gudstjenesten Skærtorsdag. Den blev naturligvis altid holdt om aftenen. Og menigheden mødte talrigt op med deres store og mindre børn i flok. Sangen var varm og levende, lydhørheden stor, fællesskabet i menigheden blev udtrykt her stærkere end noget andet sted.

"Ene det på jorden ved,
Jesus og hans menighed,
at til jord er dalet ned,
livet i Guds kærlighed"

Det vers brugte far engang ved en Skærtorsdagsgudstjeneste, og det udtrykker for mig noget af det, jeg kom til at opleve i den lille Osted valgmenighed og dens gudstjenester.

Studenterkredsen i Grundtvigshus

Ud over studierne havde jeg også tid til at leve med i studenterlivet. Det første år var jeg bl.a. med i den store Studenterforeningen, der havde sit eget store hus i Vester Voldgade tæt ved Rådhuspladsen. Der var vist lørdag aften altid foredrag eller underholdning og dans bagefter, her traf jeg enkelte fra mit studenterhold i Roskilde. Der var læse- og avisstue og mange andre tilbud. Men jeg befandt mig ikke særlig godt der. Der var for mange rige fars sønner og døtre, lidt snobbet og overklassepræget.

Derimod fandt jeg mig hurtigt til rette i Studenterkredsen. Jeg havde på fars tilskyndelse allerede i sommeren 1939 deltaget i dens sommermøde på Danebod Højskole. Vi var der en uges tid, der gik med foredrag, diskussioner, udflugter, dans og så videre. Det havde været en god oplevelse. Så da jeg begyndte at læse i København, søgte jeg ganske naturligt dertil. Studenterkredsen holdt til i Grundtvigs Hus i Studiestræde. Her var der altid åbent i dagligstuen med aviser, skakspil og bøger. Og der var "den tavse", hvor man kunne sidde og læse i fred og ro. Der var næsten altid nogle i dagligstuen at snakke og diskutere med. Hver fredag aften var der møde i Billedsalen. Det var foredrag, ofte af kendte grundtvigske personligheder, højskolefolk og præster, universitetsfolk. Efter kaffen var der så diskussion om aftenens foredrag, eller lidt underholdning. Undertiden var der underholdning ved kendte kunstnere.

St. Bededags aften var der "Bedebal", det foregik oftest i et lille forlystelsessted i byens omegn. Her i Kredsen befandt jeg mig særdeles godt. Medlemmerne var næsten alle fra grundtvigske kredse rundt i landet. Her havde de et tilholdssted under deres studier eller anden uddannelse i København. Det var teologer, mag'er. medicinere, polit'er, sygeplejeelever, studerende på Landbohøjskolen, altså en meget broget flok. Med denne blanding undgik man at blive fagidiot, som kun kunne interessere sig for sit eget lille snævre studieområde.

En del højskoler tilbød medlemmer af Studenterkredsen et ophold i januar måned på højskolen. På den måde var jeg i januar 1942 på Rødding Højskole. Jeg deltog i den almindelige undervisning, men var også en del sammen med lærerne, så jeg lærte lidt om højskolelivet, og overvejede siden som så mange andre teologer at blive højskolelærer nogle år, inden jeg ville være præst. Det blev imidlertid ikke til noget.

En vigtig begivenhed i Kredsen var det årlige sommermøde, som blev holdt 6 dage først i august på een eller anden højskole rundt i landet. Foredrag, diskussioner, udflugter, gudstjenester, revy og sommermødebal. En helt særlig stemning var der over det første sommermøde efter befrielsen. Det blev holdt på Vrå højskole i Vendsyssel med vældig deltagelse også fra Studenterkredsen i Århus.

Fortsættes i 8. del: Ryes omrejsende "Studenterkarle"