For 40 år siden mødte Jacob Holdt sin skæbne i form af
mødet med social uretfærdighed i dens værste form, da han i en årrække
levede med og fotograferede de fattigste blandt USA’s sorte befolkning.
Hans bog ’Amerikanske Billeder’ udstillede vores alle
sammens dårlige samvittighed og sikrede ham i 1970’erne betydelig
berømmelse.
For altid skulle kursen for hans virke været udstukket; en
utrættelig kamp mod racisme, uretfærdighed og undertrykkelse var indledt,
som fra i dag og måneden ud kulminerer med en omfattende udstilling og
workshops i Øksnehallen i København.
Udstillingen ’Ghettoen i vore hjerter’ er samtidig Jacob
Holdts måde at fejre sin 60-års fødselsdag på. Alle danskere af alle slags
er inviteret til åbning klokken 16 i dag, og i Øksnehallens store lokaler
vil det bedste fra næsten fire årtiers utrætteligt arbejde i godhedens
tjeneste være ophængt og akkompagneret af musik og dans.
»At bevæge sig ind i racismens verden er ikke svært. Den
befinder sig i os alle,« siger den autodidakte fotograf, foredragsholder
og forfatter.
Det er den erfaring, han har gjort sig efter et langt liv
blandt undertrykte verden over.
»På en fotografisk udstilling er der ikke mulighed for
lange, terapeutiske foredrag, så jeg forsøger gennem små
billedfortællinger at tage tilskuerne med på glimtvise rejser ind i os
selv. For at vi kan komme i bedre kontakt med vore egne undertrykkende
sider,« fortæller Jacob Holdt om udstillingen.
Udstillingen kan samtidig ses som et udtryk for den
proces, Jacob Holdt selv har været igennem.
På et tidspunkt stod det klart, at hans egne ’Amerikanske
Billeder’ var lige så meget med til at bygge kløfterne, som dem han
langede ud efter.
»Da jeg i 1980’erne turnerede med mine foredrag i USA
lærte jeg bittert, at jeg ingen vegne kom med en sådan indre, negativ
tænkning og racistisk grundholdning med omvendt fortegn. Først da jeg
begyndte at bruge det inkluderende ’vi’ og at tænke kærligt og indlevende
om racisten, åbnede amerikanerne sig for mig. Stort set alt, hvad jeg nu
fortæller om i denne udstilling, er noget jeg siden lærte om racisme,
sexisme, homofobi, antisemitisme, islamafobi osv. Jeg lærte hvilke
psykiske omkostninger, der er forbundet med som hvid at vokse op i et
racistisk, undertrykkende samfund, hvor ingen undgår at blive racist. En
sådan selverkendelse er for de fleste mennesker lige så lang og smertefuld
en rejse, som den var for mig,« fortæller han.
’Ghettoen i vore hjerter’ viser fotos fra tiden i USA,
samt fra senere rejser i Afrika og Latinamerika, hvor Jacob Holdt på sin
kendte facon har vagabonderet med sit kamera.
Udstillingen omfatter også en større ’pædagogisk’ afdeling
om den amerikanske, racistiske organisation, Ku Klux Klan, for at vise,
hvordan vi alle i Jacob Holdts optik opfinder og bevidst dyrker ’skurke’
for at kunne se os selv i øjnene som anstændige mennesker. Og dermed
slippe af sted med undertrykkelsen af andre.
»Racismen har virkelig taget overhånd herhjemme. Det
mærker alle os, der rejser meget i udlandet. Tonen er meget grov, og der
er nok intet andet land, hvor man oplever noget tilsvarende være politisk
acceptabelt. Der er tale om fuldstændig klassisk racisme. Vi magter eller
evner ikke at leve os ind i de andres verden, og vi har som folk åbenbart
heller ingen glæde ved det. Derfor ender vi med selv at skubbe dem fra os,
som vi kræver integrerer sig med os,« siger Jacob Holdt med sin sociale
indignation fuldstændig intakt og skarpsleben.
Han sammenligner atter med USA, hvor der foregår en
kraftig ghettoisering af afroamerikanere i takt med, at de udstødes fra
samfundets muligheder.
Alligevel er situationen ganske anderledes ’over there’.
»Derovre oplever man en stor begejstring over for
indvandrere, en nysgerrighed som jo ender med at gøre de fleste
indvandrere til superamerikanere på rekordtid. Hvis vi herhjemme ikke
tager os sammen og bløder op, øges ghettoiseringen og afstanden. Man kan
jo ikke integrere olie og vand, og ikke integrere sig med nogen, som man
konstant tænker negativt om,« siger han.
Hans fest i dag kalder han for ’Ghettogether’, og den
slutter først, når alle er integreret.
»Mit show er en kamp for Danmark. For det Danmark, jeg
elsker og er vokset op i. Hvis vi ikke åbner vores døre og inviterer vores
invandrere og naboer inden for til familiefester og sammenkomster
fragmenteres vores kultur på sigt. I virkeligheden skulle vi alle synge
sange fra den danske højskolesangborg. De er jo smukke,« siger Jacob
Holdt.
jakob.rubin@jp.dk