Jacob Holdts
tale til åbningen af
Ghettoen i vore hjerter
Jeg vil starte med at takke Øksnehallen for at lade mig
lave denne udstilling om racisme. Og ikke mindst de sponsorer, som har
gjort den mulig. Først professor Bente Klarlund Petersen, som havde
foreslået at vi sammen skulle lave en bog om racisme som et mentalt
sundhedsprojekt og lagde et godt ord ind for mig hos Trygfonden. Dernæst
direktør for Trygfonden, Gurli Martinussen, som fik overbevist bestyrelsen
om at undervisning om ”vores” racisme er et projekt, der ligger inden for
rammerne af fondet om at skabe tryghed i samfundet. Og en tak til CARE,
som jeg har arbejdet for i mange år, og som har sponsoreret
Ugandabillederne. Jeg ved at dette heller ikke var lykkedes hvis ikke du
Morten fra Colorgruppen var trådt til med en meget kraftig sponsorering og
hvis ikke I rent fysisk lå lige for enden af min gade, hvor jeg kunne
aflevere billeder i tide og i utide – det sidste så sent som for 3 timer
siden. Også en tak til min kusine, Birgit Vanghaug, der som dansklærer
slog ned på de værste brølere i mine mange tekster.
Jeg taler meget i
udstillingen om betydningen af en ”frelsende engel” til at hjælpe
undertrykkelsens ofre på ret køl, ”and if anybody here was my own saving
angel in this exhibition it was Christina Voigt from Germany.
She
came up here 2 weeks ago to help and soon took over the entire organizing
of the more than 700 pictures, working from 6 morning to midnigt trying to
understand and organize my chaotic thinking – which by the way was in
itself in a deep ghetto from a severe flu. Thank you so much Christina for
making this exhibition possible. It shows that something good can come out
of the ossies who are in so many ways still Germany’s ghetto.”
Lad mig så kort sige om udstillingen at den er beregnet på
at være undervisende. Der er ikke tale kunstfotografi. Rundt om i Europas
kunstmuseer kører der i disse år en helt anden udstilling med det som
nogle synes er mine mere kunstneriske billeder. De billeder kan I købe i
den nye bog, som kunstforlaget Steidl lige har udgivet, henne ved skranken
her i Øksnehallen.
Som pædagogisk udstilling er ”Ghettoen i vore hjerter” derimod stadig i
støbeskeen. Racismen har historien igennem udviklet sig og fundet nye
sofistikerede niveauer. Følgelig har jeg gennem 37 års arbejde med
antiracisme lært hele tiden at ændre holdninger og strategier. Vigtigste
historisk ændring var den fra dominativ racisme til evasiv (altså
undvigende) racisme, som i USA allerede var sket da jeg ankom i 1970 og
som er den form for racisme vi har kopieret herhjemme i de senere år. Det
var den undvigende racisme, som tvang millioner af sorte ind i ghettoer i
Norden, da de flygtede fra dominativ racisme i syden. Som jeg prøver at
vise i den pædagogiske billedbog om Ku Klux Klan er det ikke skurkene der
er de farligste racister, men os – de gode retskafne borgere med alle de
rigtige meninger, der presser millioner af sorte i USA og i stigende grad
lige så mange muslimer i Europa ind i fysiske og mentale ghettoer.
Udstillingen handler derfor kort sagt om VORES racisme – i alle samfund
til alle tider.
Jeg kom til USA i 1970’erne hvor de stadig var i færd med at bygge og
konstruere ghettoerne, som en af mine norske medrejsende konkluderede for
et par år siden. Når først disse er konstruerede i et samfund ved vi at de
er så godt som irrreversible, hvorefter den institutionaliserede racisme
træder i kraft. Den gang lagde jeg mærke til at ca. 80% af de hvide, der
samlede mig op som blaffer, startede enhver samtale om de sorte med at
finde fejl hos dem, bebrejde dem og tage afstand fra aspekter ved deres
kultur. Og brugte dette som begrundelse for at konstruere ghettoer for
deres medborgere.
Da jeg for 30 år siden startede med at vise amerikanske
Billeder i Danmark var så godt som alle danskere enige i at fordømme denne
amerikanske racisme. Når jeg i dag bevæger mig rundt i Danmark lægger jeg
mærke til at det er den samme procentdel, der i enhver samtale om
indvandrere og især muslimer forsøger at finde fejl hos dem, bebrejde dem
og tager afstand fra alle mulige aspekter i deres kultur og religion.
Hvorefter vi bruger denne racistiske tænkning som begrundelse for – ikke
af had, men i kærlighedens navn – at undvige dem vi tænker ilde om, at
tage vore børn ud af skolen hvis der er for mange af ”de andre”, at flytte
væk fra såkaldt belastede kvarterer. Det er især min egen generation, som
gør dette, den som i deres ungdom så kraftigt havde pegefingeren ude efter
amerikanerne, men som nu er blevet et fuldstændig spejlbillede af den
racisme jeg dengang viste i Amerikanske Billeder.
Med andre ord handler dette om ”vores racisme”. Men fra mit
antiracisme-arbejde i alle lande har jeg lært at så godt som ingen af os
erkender vores egen racisme. I Danmark vælter det ind med den ene analyse
og rapport fra udlandet om vores racisme, som også er let at mærke for
danskere netop hjemvendt fra udlandet, især fra USA hvor tonen i de
mellemliggende år stærkt har ændret sig til det bedre. Når jeg i dag
påpeger amerikanernes racisme derovre i universiteterne, påpeger disse tit
at den danske racisme da er langt, langt værre. Det ved eleverne bl.a. fra
de mange højtuddannede indvandrere, der ikke kan holde vores danske
racisme ud og flygter til det for indvandrere så langt mere imødekommende
USA. Det gør ondt for mig som dansker derovre at skulle stå til ansvar for
vores racisme herhjemme.
Jeg har aldrig i min racismeundervisning i USA bebrejdet
nogen for at være racist, da jeg godt er klar over at det ikke var noget
de selv har valgt i et racistisk samfund. Og det gør jeg heller ikke med
danskerne i dag, der langsomt - uden selv at være klar over det - har
lullet sig ind i en negativ tænkning om ”de andre”, der f.eks. gør det
naturligt for os som et af de få lande at bygge selv regeringsgrundlaget
på en bevidst og kalkuleret dæmonisering af et mindretal.
Det som denne udstilling handler om er derimod at tage
ansvar for sin racisme, hvilket jeg forklarer lidt om under mine
definitioner på racisme. Hvorfor skal vi overhovedet gøre det? Simpelthen
fordi vi er ved at blive klar over at vi ikke kan bevare
sammenhængskraften i længden som nation uden at integrere denne. Og er der
noget vi kan lære af racismen i alle andre lande er det at man ikke kan
skabe integration med nogen, som man definerer som uønskede, som man i sit
indre tænker negativt om. Integration handler ikke om at integrere
indvandrere, men om at integrere os selv i hjertet med ”de andre.”
Skal vi have integration i Danmark må vi altså til at arbejde med vores
egen racisme. Som hjælp til dette har jeg lavet et par lærebøger i
udstillingen, som I kan læse sammen med billederne eller derhjemme på
computeren. De er baseret på de erfaringer jeg har fået fra workshops
gennem 25 år i USA's universiteter, som især i mange af
eliteuniversiteterne har været obligatoriske for alle de nye studerende.
At arbejde med sin egen racisme er ikke nogen let sag uden hjælp udefra.
Som I vil se i udstillingen bruger jeg også eksempler på min egen racisme,
som jeg selvfølgelig hele tiden opdager nye tilfælde af. Senest var da jeg
ville invitere flere af mine sorte venner fra USA’s ghettoer, som blev
kendt i Amerikanske Billeder, med over til denne åbningsfest for at møde
deres danske læsere. Jeg fandt hurtigt nogle velhavere i USA der ville
sponsorere deres rejse, men dermed var problemerne ikke løst. De glædede
sig gennem måneder til deres første rejse ud af ghettoen, men alligevel
fik de sig ikke taget sammen i tide til alle de praktiske ting, den
involverede, såsom anskaffelse af pas, aftale med myndighederne om ikke at
miste kontanthjælpen eller at få betalt huslejen undervejs osv. Ærlig
talt, jeg har rejst i ghettoer i årevis, men nu gik det rigtigt op for mig
HVOR lammede og magtesløse deres ofre bliver af lang tids ghettoisering.
Og det værste var, med al det stress jeg var i for at nå tidsplanerne til
denne udstilling kunne jeg pludselig ikke klare at vise hensyn til denne
ineffektivitet hos mennesker, som jeg i mit mørke indre ræsonnerede ”da må
lære at kunne tage et ansvar som alle os andre.”
Altså begyndte jeg, som
enhver forretningsmand, der må skabe effektivitet og handlekraft på en
arbejdsplads for at overleve, at bruge mine fordomme mod ghettoens beboere
til at diskriminere dem. Jeg undlod nemlig at invitere flere af den slags
venner, som ønskede at komme, men som jeg godt vidste, ville virke
belastende for mig som arbejdsgiver mht til at skaber resultater på denne
udstilling. Og da til sidst selv Merrilyn, som jeg i min bog fremstiller
som Harlems rose der undslap ghettoens mentale greb, for kun to dage siden
kom med endnu flere undskyldinger for at komme for sent, regninger der
lige skulle betales for at hendes elektricitet ikke skulle bliver lukket
da mennesker i ghettoen jo hele tiden kun er to skridt fra at blive
hjemløse, endte jeg med at smække røret i og sige: ”Så kan det også være
lige meget. Du behøver ikke at komme og jeg ansætter ikke flere af din
slags.”
Jeg siger det lidt groft her, men bruger det som eksempel
på den racisme vi f.eks. som arbejdsgivere altid udøver mod magtesløsheden
og de andre følgesvende, som vores tilsyneladende uskyldige
hverdagsracisme skaber i ghettoens ofre.
Min racisme er som sagt skyld i at I i dag ikke kommer til
at høre Alphonso og Merrilyn, som tit har talt ghettoens stemme overfor
mine hvide universitetselever i USA.
Men tre af mine vigtigste kampfæller gennem mange års antiracismearbejde
vil i stedet advare os danskere om farerne mod at ghettoiser vore
medborgere De har hver især har gjort sig til talsmænd for netop
ghettoerne. Den første er Sandra Ruffin, der som præsident for de sorte
studenter organiserede mange af mine shows i Harvard i 80’erne. Siden
organiserede hun en udstilling af mine billeder i Kongressen i Washington
for at fejre at præsident Bush havde underskrevet loven om at skabe et
museum for de sortes historie i Washington. I dag er hun juraprofessor i
Florida. Værs’ god Sandra!
Tak til Sandra Ruffin. Dernæst vil jeg give ordet til Howie Pinderhughes,
som nogle af jer måske kan huske fordi han i sin ungdom i 80’erne kørte
Europas landeveje tyndt med lysbilledshowet Amerikanske Billeder. I dag er
han professor i sociologi i University of California. Da mange danskere i
dag rystes over det såkaldt hadske sprog vi oplever blandt vore
indvandreres børn i skolerne – et sprog jeg igennem mange år har hørt
parallelt blandt USA's ghettoiserede sorte børn – har jeg bedt Howie, som
har skrevet bøger om denne internalisering af racismen, at fortælle os
lidt om sine erfaringer. Værsgo Howie.
Tak til Howie Pinderhughes. Sluttelig vil jeg bede Tony
Harris tale. Jeg mødte Tony, da han arbejdede med fængselsfanger i 1973.
Vi blev straks venner og jeg inviterede ham i 1976 til Danmark for at vise
Amerikanske Billeder i skolerne. Efter 6 år flyttede vi til USA, hvor han
har været min partner i universiteternes racismearbejde lige siden.
De fleste steder så de først mit lysbilledshow og dagen derpå fulgte Tony
op med intense og meget emotionelle racisme workshops, hvor han især i
eliteuniversiteter som Harvard ofte holdt op til 300 elever i åndeløs
spænding i op til 12 timer. Det at opdage og arbejde med sin egen racisme
er nemlig netop spændende og befriende. Men det har vi ikke tid til i dag,
så Tony vil blot give os en opsang. Værsgo, Tony!
Tak til Tony. Endelig skal vi løsne lidt op og høre på en
talsmand for vores egen hjemlige ghetto, nemlig Ali Kazim.
Tak til Ali Kazim.
I alle lande er der kun én løsning, der kan bringe racismen
til ophør. Og det er at vi begynder at åbne os for og at være sammen med
dem vi har fordomme overfor. Derfor synes jeg nu vi skal fejrer hinanden –
tage hinanden under armen og danse med i de danse, som især tyrkerne og
kurdene har beriget det danske fællesskab med. Lad os komme i gang med –
her og nu – at integrere Danmark.
Tilbage til indeks for udstillingen
|