|
I anledning af fru Godfreys død for
nylig skrev jeg dette i mit julebrev:
Men ét menneskes død kommer jeg ikke
uden om at omtale, nemlig den 82-årige
fru Margaret Godfrey i Canada. Thi uden hende ville alt
have været anderledes for mig i dag. Jeg havde i 1967 taget
hendes 17-årige bortløbne datter Kristen ind i den
slumlejlighed, jeg boede i på Vesterbro, blandt de mange andre
hjemløse og rejsende, jeg husede. En dag kom hendes velbeslåede
mor på besøg fra Canada og vi svingede så godt sammen, at hun
inviterede mig til at arbejde på deres luksusfarm uden for
Toronto. Hun var dermed årsag til at jeg overhovedet endte i den
verdensdel i disse år, hvor de fleste unge rejste mod Indien og
var altså hovedårsagen til "Amerikanske Billeder." Fru Godfrey
havde i sin ungdom været kommunist, men var nu blevet
desillusioneret over kommunismen. Hun havde dog stadig megen
idealisme i sig og da hun var skuffet over sine egne to mere
jordnære sønner, som ønskede at blive farmere, tog hun mig under
vingerne som sin egen søn. Med sit intellekt og politiske
modspil endte hun hurtigt med at blive den mor for mig, som jeg
aldrig havde haft, men stærkt savnet. Det, hun så i mig, var min
venstreorienterede idealisme, som på det tidspunkt flirtede
alvorligt med socialisme som en løsning på den tredje verdens
lidelser. Jeg så på det tidspunkt Cuba som en lovende model for
Latinamerikas fattige – dvs. i årene før den grønne revolution
løste eller midlertidigt udskød en del af sultproblemerne. Som
ung er man dog ikke altid i stand til at gennemskue så
gennemgribende systemskifter, som Cuba stod for, og fru Godfrey
brugte som hjemmegående husmor uendelig tid til i diskussioner
at slå ned på alle hullerne i min tænkning – dem som hun selv i
sin ungdom havde været et nemt offer for. Da hun var progressiv
og solidarisk med min tænkning, fik hun derfor enorm indflydelse
på den. Som ven af Canadas premierminister, Trudeau, var hun med
til at udvirke åbningen mod Maos Kina, som hun var blandt de
første til at besøge – og gennemskue. Når sådanne højtstående
politikere kom på besøg præsenterede hun mig altid stolt som sin
revolutionære ven fra Danmark. Gennem sin enorme indflydelse
reddede hun mig ud af min værste vildskab og fanatisme og
reddede sandsynligvis også mit liv, thi jeg var jo i de år på
vej til at blive guerilla i Guatemala. Jeg kæmpede hårdt imod
hendes argumenter, men da jeg i 1972 blaffede rundt i Guatemalas
jungle for at tilslutte mig guerillaen, var det nok alligevel
hendes indre stemme og fornuft, der fik mig til ikke at tage
skridtet helt ud og dermed at vende tilbage til USA for at
"bekæmpe fjenden indefra," som Che Guevarra havde sagt. Dette
blev som bekendt gjort ved hjælp af kameraet i stedet for
geværet – altså med en stigende tro på muligheden for reformer
frem for omvæltning. Men gennem alle mine vagabondår videreførte
jeg dialogen med fru Godfrey i mit hoved ligesom jeg hver tredje
måned blaffede op til Canada for at debattere videre med min
"God mother." Meget af den dialog kan man stadig høre i
Amerikanske Billeder, som hun desværre aldrig fik at se som
show. På mærkelig vis var det også Godfrey-familien, der blev
årsag til mit andet show om Bolivia gennem hr. Godfreys
formandskab for CARE Canada. Mens både han og sønnerne i mine
unge år nærede en vis jalousi overfor mig pga. mit tætte forhold
til Margaret, fik jeg en anderledes respekt i hans øjne, da han
begyndte at høre CARE’s tilbagemeldinger om mit arbejde i
diverse lande. Og nu, hvor han som 85-årig arbejder med at
skrive CARE’s historie, ønsker han helt naturligt at arbejde
sammen med mig som sin CARE-fotograf. I min ungdom havde jeg
kraftigt nedvurderet den mere konservative Charles Godfreys
"nødhjælps-løsninger," der jo blot "udskød de uundgåelige
revolutionære forandringer i den tredje verden" - skønt han
hvert år brugte al sin ferie på at rejse ud og lave frivilligt
ulønnet arbejde som læge i de fattige lande. Derfor var det
vidunderligt at vi – under den kraftige påvirkning fru Godfrey
havde haft på mig – i en sen alder kunne mødes i netop dette
arbejde. Som familiens adopterede søn var jeg den eneste, de
kontaktede, da fru Godfrey i oktober skulle begraves i stilhed
på deres ødegård. Jeg forsøgte at flyve derover, men måtte
desværre på grund af shows i Danmark opgive – travlhed med netop
det arbejde og den karriere fru Godfrey i sandhed havde skabt
for mig. Det var bittert, men vigtigere var det at jeg fik sagt
farvel og tak til hende i levende live, da hun under mit sidste
besøg usentimentalt og muntert havde stillet sin kiste ind i
dagligstuen for at hun selv og vi andre hver især kunne give
hende det med sig i døden, hun selv syntes var passende. |
|
|