|
Søndagspolitiken pinsedag 15 maj 2005
Jacob Holdt og Niels Jørgen Holdt - præstesønner fra Jylland og
ophavsmænds til henholdsvis 'Amerikanske billeder' og 'Copenhagen
Marathon'. To brødre, der er uenige om meget. Bortset fra, at det er
fedt at løbe langt.
Jacob Holdt skulle have været præst ligesom hans far i tre kirker i Vestjylland (nej, min familie stammer blot fra for 200 år siden, siden da har vi været præster over hele landet. Min far havde tre kirker.) Ligesom Jacob og Jacob og Jacob og Jacob før ham. "I 5-6 generationer er den førstefødte blevet døbt Jacob, og så er han blevet præst. Det synes min farmor også, at jeg skulle. Det var derfor, jeg stak af til USA for at blive vagabond. Selv om jeg var langt væk, blev hun ved med at skrive lange breve til mig. "Nu har du fået masser af livserfaring, så nu er det på tide at du kommer hjem og overtager". Hun ville altid have mig til at 'gå bogens vej'".
Det fortæller Jacob Holdt, mens vi står og kigger på oliemalierne på væggen i hans arbejdsrum under taget i et lille hus i Nyboderkvarteret i København. I guldrammerne hænger de der over arkivskabene, alle præsterne med deres pibekraver og strenge sorte kjoler. Det er en tung arv at skulle løfte? "Ja, eller skulle man sige løbe fra..." griner 58-årige Jacob Holdt med den krøllede humor, som hele tiden kommer boblende ud gennem det lange grå skæg, som er blevet hans kendetegn.
For at undgå
blodbad
For Jacob Holdt
begyndte, i en alder af 42 år, at løbe maraton. Indirekte ansporet af
sin bror, Niels Jørgen Holdt, der grundlage Copenhagen Marathon i
1980, og som siden har opfundet store folkeløb som Alt for Damernes
Kvindeløb og den nyeste succes: DHL-stafetten i Fælledparken hvor
10.000 firmahold dyster.
Jacob Holdt fik dog ikke trænet, da han i tiden op til løbet befandt sig blandt stenkastende palestinænsere på den besatte Gaza-stribe. Så han måtte udgå efter 26 km. "Så blev jeg igen straffet med at snitte blodappelsiner i de næste 10 år. Først som 52-årig lykkedes det mig at gennemføre. Og siden har jeg gennemført hvert løb udelukkende for at undgå dette årlige familieblodblad. Nu er jeg oppe på otte løb, og i år skal jeg faktisk løbe tre, København, Stockholm og Berlin".
Maraton er idioti
Niels Jørgen Holdt sidder helt roligt på sin kontorstol og lader sin storebror udbrede sig. For godt nok fik Jacob ikke sin udskårne prædikestol i en af de kirker, som deres far passede. Men ingen tvivl. Jacob er en slags gadepræst, indsat i embedet af sit eget legendariske lysbilledshow om Amerikas umenneskelighed. Niels Jørgen er mere jordnær og pragmatisk: "Det første maratonløb, du gennemfører, er en stor præstation. Resten er bare idioti. Jeg har løbet 20..." Niels Jørgen siger måske ikke så meget, men i 26 år har han arrangeret Danmarks største motionsløb - han var faktisk manden, der gjorde løb til en folkebegivenhed og en firmafest. "Du vandt jo også engang nordisk mesterskab i stangspring. Du var den første, der kunne det der med glasfiber", siger Jacob Holdt i et forsøg på at lokke broderen til at tale. "Nej", siger Niels Jørgen og prøver at synke mere ned i kontorstolen med øjnene gemt bag en halvbrille fra tanken. "Det var bare en ungdomskonkurrence. Jeg blev aldrig til noget..." "Men du var da på hele forsiden af Vestjyske..." "Der skete ikke ret meget i Esbjerg den sommer", siger Niels Jørgen, træt af opmærksomheden.
Springgrav i haven
De to brødre var
vilde med atletik. Og gode til det. Hjemme i haven havde de en
springgrav, altså en slags sandkasse, som Niels Jørgen kunne træne
hop i. Jacobs yndlingsdisciplin var højdespring. "Jeg blev smidt ud
af Esbjerg Statsskole i 2. g. Det største tab var ikke intellektuelt,
men atletikholdet fik problemer, da de ikke havde mig med længere",
griner Jacob Holdt. De to brødre taler om, hvorfor de begge er
begyndt at løbe langt. En grund er simpelthen, at de er gode til det.
Det er en niche. Ligesom de begge har fundet deres nicher med
henholdsvis lysbilleder og folkeløb. Og så kan de lide ensomheden og
kampen. Jacob Holdt peger på en væg, vinkelret på den med
familieportrætterne. Her hænger det klassiske Storm P. Maleri,
'Tilbage til naturen' hvor en stor grå flok af mennesker pukler af
sted, mens en glad vagabond i strålende farver begiver sig ud i
naturen, helt for sig selv. "Mange opfatter et maraton, som om at
løberne er alle de grå flokdyr, der kæmper sig af sted. Men sådan er
det ikke. Et maraton er din egen præstation. Du er vagabonden, der
går din vej, fordi du har et behov for at være dig selv", siger Jacob
Holdt.
Fik ideen i USA
Mens den ældste
bror tog til USA for at kortlægge fattigdommen og racismens landkort,
så var Niels Jørgen fascineret af Amerika af en helt anden grund.
Nemlig at det var her, man først så de store folkeløb. Derfor tog han
i 1980 på en 42,195 km lang 'studietur' til New York Marathon.
"Vi endte efter
vores første Copenhagen Marathon uden en krone. Men jeg boede billigt
og havde lejet mit hus ud, og så havde jeg hjulpet min bror med at
lave regnskaber for Amerikanske Billeder. Så der blev råd til en
inspirationstur til efteråret til New York. Og det var her, det hele
startede..." Siger Niels Jørgen og læner sig entusiastisk ind over
bordet. "Jeg havde et forfærdeligt løb, men en dag derovre så jeg en
plakat med en kvinde i fin aftenkjole, der sad med løbesko på. Det
var en reklame for deres 'kvindeløb', og da sagde jeg til mig selv:
"Det her bliver stort"". Så året efter arrangerede Niels Jørgen Holdt
Europas første kvindeløb. Som senere fik en aflægger i Stockholm,
hvorfra det bredte sig til resten af storbyerne omkring os. Jacob
Holdt griner: "Ja, min bror er blevet den store løbsgeneral. Og der
er mange flere, der kommer i hans 'kirke', end det var tilfældet der,
hvor vores far prædikede".
Vil slå folk ihjel
Løber med svinehund Jacob Holdt lader sig ikke slå ud af Niels Jørgens jordnære betragtninger. Han fortsætter: "Min bror og jeg har haft ret meget medvind på livets løbebane. Derfor er det en stor hjælp for mig, når jeg under maratonløbene udsætter mig selv for kunstig smerte, og pludselig oplever min egen evne til at tænke negativt om andre, ja, slet og ret 'løber ind i min egen indre svinehund'", siger han. "Jeg arbejder jo i dagligdagen med at bearbejde racisme i foredrag i USA og Danmark og hvis man ikke er i stand til at identificere sig med racisten har man jo ingen mulighed for at hjælpe personen ud af lidelsen. Under maratonløb forstod jeg pludselig vor afdøde mors evindelige behov for at se sig sort på indvandrere med den utrolige smerte, hun bar rundt på livet igennem". Men selv om Jacob Holdt er meget rummelig, så er der en ting, han har svært ved at klare. Det er danskernes behov for at vifte med dannebrog, når de ser en rød/hvid løber komme fordi.
"Hver gang jeg har løbet maraton i Berlin bliver jeg rasende på dem. Overalt langs ruten står der danskere med Dannebrogsflag. Det har jeg det fint med i internationale holdkampe, men maraton er en individuel sport som intet har at gøre med ens land. Man kæmper ikke mod nogen, kun mod sig selv. Så hvad ligner en sådan dansk udflagning under et maratonløb med råb som "Kom så Danmark"?" Fnyser Jacob Holdt. "I en tid, hvor Danmark har ry for at være Europas mest racistiske land, fatter jeg ikke, at danskerne ikke skammer sig over en sådan nationalchauvinisme. Ikke mindst når man som i Berlin løber direkte hen over ruinerne af en sådan tidligere forfejlet nationalchauvinisme. Og vi er den eneste nation, der udflager vores nationalisme på den måde". Igen sidder pragmatikeren Niels Jørgen klar med en afvæbnende bemærkning, når dogmatikeren får rullet sig lidt for langt ud. "Du lægger alt for meget i det. Det er jo bare en familie, der er nede og hygge sig! Jeg har selv prøvet at løbe mange maratonløb i New York, både i neutralt tøj og i dannebrogstrøje. Og det er da langt sjovere i nationale farver, hvor folk hilser og siger 'Hello, Denmark', også oppe i Harlem. Ingen opfatter det som nationalchauvinisme".
Hyggen sejrer
Jacob Holdt tog til Amerika og så fattigdommen og alt det skæve. Niels Jørgen opdagede i Guds Eget Land folkeløbet som et livsstilsfænomen i en tid, hvor mange har et overskud. Trods forskellig optik er de enige om, at amerikanerne hele tiden er de her 10-15 år foran. Det næste trin, gætter de på, er, at man ikke længere vil kæmpe så hårdt og individualistisk. Folkeløbene bliver mere og mere en social begivenhed, mindre og mindre enerens kamp mod sig selv. "Vi ser det også her i Danmark, hvor maratontiderne i gennemsnit ligger en time under de tider, som blev lavet i 80erne. Folk tager løb som en oplevelse, mere end som en kamp. Og der skal gerne være et socialt element. Når der er kvindeløb, så ser vi, at mange melder sig til i flok. Og den største vækst sker på vores 5x5 km stafet, hvor vi i år regner med 60.000 deltagere. Det er Danmarks største firmafest!" De hårde maratonløb er altså ikke et vækstmarked - måske var det et 80erne-fænomen, måske er folk bare blevet mere magelige. "Udviklingen i USA er lige nu, at det er i orden at være fed. Jeg holder jævnligt foredrag derovre, og tidligere kunne jeg godt finde på at sige, at en Ku-Klux-Klanmand typisk er en fed, hvid mand med en stor bil. Hvis jeg siger sådan noget i dag, så bliver mine tilhørere rasende. For halvdelen af dem er virkelig tykke, og det må man ikke tale om". "Men når det er sagt..." Bryder Niels Jørgen ind. "Så skal man jo stadig huske på, at en fem kilometer tur rundt i Fælledparken er en stor præstation for den enkelte, der måske aldrig har løbet så langt før. Og holdånd er jo en god ting". Besøg Jacob Holdts website, hvor han driller sin bror og drager maratonløbets blodige linjer gennem slægtshistorien: www.holdt.us/from/marathon Copyright © 2003 AMERICAN PICTURES |