Han har været vores dårlige samvittighed i årtier, har
Jacob Holdt
.
Og amerikanernes. Hans billeder af sorte, nødlidende amerikanere
i metropolerne såvel som på landet er blevet fortællingen om USA på
bagsiden gennem de seneste 40 år Og på en eller anden måde rimer
hans socialt engagerede fotodokumentarisme dårligt på solnedgange
over pittoreske broer eller unge kvinder i stramme bluser ved
elskrivemaskinen.
Eller? Kunstmuseet Louisiana mikser i hvert fald det
tilsyneladende umikselige ved sin næste store udstilling, ' Tro Håb
& Kærlighed', der samler Jacob Holdts amerikanske billeder op, men
ikke, som vi kender dem, og ikke med stramt fokus på uret og
racisme, men mere spraglet og knap så insisterende. Billederne hører
ikke hjemme i det lysbilledforedrag, ' Amerikanske billeder', som
enhver dansk skoleelev har været vidne til, men er snapshots, som
udstillingens kurator, Mette Marcus, har fundet, da hun stod på
hovedet i Holdts arkiver.
»Udstillingen er kuratorens kunstværk«, siger
Jacob Holdt
. »Hun har sat enkeltbilleder sammen, der ikke i sig selv rigtig er
noget...«. Man forstår godt, at Holdt tidligere af bl. a. et fransk
forlag har fået mundkurv på over for pressen, fordi han har en
tendens til at tale sine billeder ned. I hvert fald dem, der strider
mod ortodoksien i ' Amerikanske billeder'.
»Jeg grinede højt, da jeg så, hvilke billeder de havde fundet i
mine arkiver. Nogle få af dem har jeg brugt i en hurtig sekvens på
seks sekunder på lærredet, når jeg viste lysbilleder og holdt
foredrag, men aldrig andet«.
Bredt blik
»Mange af billederne vender tilbage til nogle af de mennesker,
Jacob har fulgt siden 70' erne«, siger kurator og kunsthistoriker
Mette Marcus, »og de nyeste er fra maj i år. Vi ser f. eks. Martha,
en ældre prostitueret kvinde uden hår eller tænder, som, når hun
skal ud og trække, sætter gebis i og paryk på og kommer til at ligne
Tina Turner. Og når hun trækker i dag, foregår det, som man kan se,
med rollator. Billederne viser, at Jacobs blik faktisk er bredere,
end vi har set før, og at hans univers er de marginaliserede som
sådan: ensomme velhavere, homoseksuelle, Ku Klux Klan-medlemmer,
børn uden forældre.
Samtidig har han et sikkert blik for det smukke, som man nogle
gange glemmer, fordi indholdet skygger«. Normalt fortæller Holdt om
Amerika og racisme, som han gør det på skoler og i foreninger, både
i Danmark og USA, oftere og oftere uden hjælp af billeder i øvrigt.
I stigende grad er han desillusioneret over, hvad et billede
overhovedet formår: »Ét billede fortæller ikke noget som helst«,
hævder han. »Derfor var jeg også meget imod at udstille på museer og
udgive bøger, indtil jeg begyndte at sælge ud omkring år 2000. Et
billede af en apatisk sort mand, hvad betyder det? Ham, jeg har
fotograferet, sidder og kigger apatisk ind i tv-skærmen, har faktisk
ikke misset en dag på arbejde nogensinde, men alle, der ser
billedet, tror bare, han er en lazy nigger. Læg så oveni faren for,
at det bliver brugt forkert, i et racistisk ærinde. Den meget
højreorienterede Jewish Defense League huggede engang et af mine
billeder og brugte det på sin hjemmeside for at vise, hvor
forbryderiske sorte mennesker er. Til gengæld var der engang en fyr
i Mozambique, der udgav et af mine billeder for sit eget og sendte
det ind til en fotokonkurrence - og vandt! Det er den eneste pris,
jeg nogensinde har vundet, men jeg lod ham beholde den, for han har
garanteret heller aldrig vundet noget før«.
Enhver idiot..
Ifølge Jacob
Holdt selv er hans helt særlige
talent den vagabondering, der har ført ham ind i hundreder af
private hjem tværs over Staterne og har fået ham helt tæt ind på
livet af mennesker, der lever i en tilstand af underskud.
»Og når man først er kommet så tæt på, er man i en situation,
hvor enhver idiot kan tage et godt billede«. At et billede mildt
sagt ikke siger mere end tusind ord, men snarere intet som helst
overhovedet, illustrerer Jacob
Holdt med billedet af et smilende Ku
Klux Klanægtepar, der står i fuldt regalia med en ilder og en
hundehvalp i armene.
»Du kan aldrig sige sandheden med ét billede. Alle de klanfolk,
jeg har mødt, og som er mine venner, er skide søde, og kvinden på
billedet der satte sit liv på spil for at redde sorte mennesker.
Altså bagefter selvfølgelig. Klanfolk er typisk med i KKK i to år,
og så ryger de ud igen. Selv var jeg jo medlem i seks. Men hende her
blev voldtaget og skudt af en af mine andre venner, selv en af de
mest mishandlede fyre, jeg har mødt. Da hun er kommet sig, får hun
arbejde som socialarbejder i fængslet, men bliver fyret, da ledelsen
finder ud af hendes fortid i klanen, og da de hørte det, gjorde de
sorte i fængslet oprør, fordi hun simpelthen havde været fremragende
til sit job«. Men solnedgange hører med i billedet af USA.
Jacob Holdt
er stået ud af sin bil for at fotografere adskillige af dem. Som
alle andre. I udstillingen har han dog kæmpet for at få lov til at
prioritere solnedgange, hvor der var »mennesker forneden«. Gerne
fattige - gerne sorte.
michael.bo@pol.dk
Fakta: UDSTILLING TRO HÅB OG KÆRLIGHED
' Jacob Holdts Amerika' er undertitlen på Louisianas udstilling,
der åbner 2. oktober og kan ses til og med 7. februar.
Udstillingen viser 200 billeder, hvor tre fjerdedele aldrig har
været vist før.
Den personlige sammenhæng mellem billedernes historie og
fotografen vil blive forstærket af, at museumsgæsten via sin
mobiltelefon kan høre Holdt fortælle historien bag ca. 40 billeder.
Louisiana Biograf viser filmen ' Holdt!', et 25 minutters portræt
af Jacob
Holdt og nogle af de mennesker, han har fulgt i USA gennem
snart 40 år.
