Tilbage til norske anmeldelser 

Louisiana 1. okt. 2009


Tale af Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, til åbningen af
"Tro, håb og kærlighed"



Kære venner, kære Jacob –

Forleden var der en, der sagde til mig – hvordan har I det med at udstille Jacob Holdts billeder, de er jo ikke teknisk perfekte? Bemærkningen er sådan en af slagsen, der lyder indlysende, men dybest set er underlig. Det er jo rigtig nok, at Jacob godt kunne have gjort sig lidt mere umage hist og her, og jeg ville da heller aldrig foreslå ham som reklamefotograf – måske med Benneton-dynastiets autenticitetssøgende regime sådan som det så ud i 1980erne som undtagelsen. På den anden side set: Hvornår viser Louisiana nogensinde fotografier, fordi de er teknisk perfekte? Jeg mindes ikke i nyere tid at være stødt på udstillinger af Pirelli-kalenderens nøgne damer, B&Os varekatalog eller diverse bilfabrikkers sublimt suggestive portrætter af V8motorer i kælent modlys – den tekniske perfektion har intet med det at gøre, som et museum som Louisiana vælger ud fra. Det er noget helt andet.

Hvad er det så? Hvad er det Jacob Holdt kan eller gør?

Inden jeg svarer på det, kunne det måske lige være på sin plads at sige lidt om, hvad det er vi ser omkring os. Amerikanske billeder, siger vi til hinanden, men det er egentlig lidt forkert, hvis man vil, undskyld mig, fluekneppe adjektivet lidt. Billederne er ikke amerikanske, de er danske. Det er billeder af Amerika, billeder taget i Amerika, det er et blik Amerika – og ikke Amerikas blik på sig selv. Sådan noget findes nemlig ikke – og det bliver en pointe lige om lidt.

Jacob har fotograferet Amerika siden 1970erne og har selv for længst institutionaliseret sit engagement og sin opgave. Vi på Louisiana synes imidlertid, at det var tiltrængt med et blik på Holdts blik på Amerika. Og det er det, vi har her omkring os – udvalg. Vores udvalg. Der er tusindvis af flere og andre. Men nogen har altså kigget på Holdts kiggeri med deres vinkel i forsøgsvis samklang med en tonalitet hos Holdt selv – og de nogen er Louisianas curator Mette Marcus, som er den egentlig ansvarlige for hele projektet, kunstneren og formand for Statens Kunstfond Erik Steffensen, idemanden bag udstillingen, og arkitekt Gudrun Krabbe, der har haft mere end ti fingre med i den rumlige realisering af stoffet. Stor tak til jer for kiggeriet på kiggeriet på Amerika. Og stor tak til Louisiana-teamet, der har fået det hele i hus og op på væggene.

 

Vi eller I har været enige fra start til slut, i hvert fald med jer selv om, at det det hele går ud på er både at tegne et portræt af en bestemt måde at se på, arbejde på, møde mennesker på – nemlig Jacobs – og så det land, den kultur, der ligger i skudlinien, Amerika. Udstillingen handler derfor om, hvad det vil sige at være et menneske og hvad det vil sige at være et menneske i forhold til et andet menneske, kendt eller ukendt, ven eller fjende – hvis den distinktion ellers giver mening i Holdts store permanente soning af et humant univers. Som sådan lægger udstillingen sig helt konsistent i sporet af dette efterårs to andre store udstillinger på Louisiana – den i grafikfløjen om de aktuelle udfordringer til en bæredygtig arkitektur i vores samfund og den samtidskunstudstilling, The World Is Yours, der fylder Sydfløjen.

Der står samfund, mig og dig, her og nu over det hele – og det er vi stolte af på Louisiana. Lægger vi aftenarrangementerne Louisiana Live oven i hatten, kan vi godt tillade os at tale om et stærkt forhøjet beredskab af det, man i kapitallogikkens kronede dage i Århus, da jeg var ung, kaldte ’samfundsmæssighed’. Det er helt bevidst – det hænger sammen for os, der driver museet, således fra tid til anden at træde ekstraordinært i karakter som tidens stemme.

Nå, men det stopper jo ikke dermed. For vi er jo hverken politikkens eller kronikkens hus – vi er en æstetisk, en kunstnerisk, en kulturel institution – og så er vi tilbage ved billederne, tilbage ved kiggeriet på kiggeriet. Når jeg gør så meget ud af denne fordobling – altså at der er Amerika, Jacob Holdts billeder af eller fra Amerika og endelig Louisianas udvalg hængt op på væggene, skyldes det ikke alene distinktionens indlysende realitet, men tillige at man kan høre Jacob sige mærkelige ting om sine billeder og det andre gør ved dem, hist og her. I Politiken sagde han for nylig, at Louisiana havde fundet billeder frem han selv kun havde brugt et nanosekund på i egen sammenhæng – andre steder siger han, at han ikke er kunstner, og endnu andre steder siger han, at han ikke er fotograf. Det er noget man har presset ned over ham.

Alt det her ved han selvfølgelig ikke noget om – eller rettere sagt: han ved hvad han ved, men billederne ved mere. Det kan være hårdt at sluge, når man har tilrettelagt sit eget værk som et show eller et projekt, men der er heldet alligevel med ham, Holdt – nogle havde lyst til et andet blik på sagerne end hans eget og det er jo alt andet lige en kærkommen åbning midt i arkivet - og heldet var med dem, for Jacob sagde ja.

 

Kære Jacob, jeg siger dette for at drille dig lidt, men også fordi jeg er på jagt efter en pointe i dit værk. Den kommer her:

Den tyske kunstner Gerhard Richter, ikke nogen fotograf som sådan, men dog den største fotograf blandt malerne, siger det så smukt – og uden koketteri: Mine billeder er klogere end mig. Og han, Gerhard Richter, er ellers ret klog. I hvert fald klog nok til at indse, at når billeder slippes løs fra ophavsmanden – og det sker i samme sekund de vises til andre – så er de udsat på hjertets bjerge, udsat for hvad som helst. Et billedes historie, et billedes indhold, er ikke fastlagt af den, der tager det, det er en tilvækst, som også udspringer af dem, der ser på det.

Man kan godt mene, som fotograf, at man ikke er medlem af nogen skole eller tradition og det kan også være fuldkommen sandfærdigt – og sandt – at man ikke er inspireret af andre, men det nytter jo ikke noget i samme øjeblik billederne selv rejser ud og møder deres kammerater i det store bånd af anskuelighed, som vores visuelle arv er.

Det nytter heller ikke noget at hævde, at man ikke har et æstetisk greb eller ikke kerer sig om kunstneriske effekter, når man som Jacob fotograferer en kvinde, Sharon Lee, der holder sit gevær i diagonal position som Geronimo gør det på plakaten på væggen bag hende, og som til og med i kraft af belysningen fremtvinger en skygge mellem de to – et slags spøgelsesagtigt ’missing link’ mellem den unge amerikaner og den døde mytologiske forfader.

Eller tag billedet inde ved siden af, af stammerne, der står i vand til livet i sumpene

(i øvrigt som i det berømte billede Elletrundter af L.A.Ring, jeg siger det bare), en enkelt har fået et pink tørklæde bundet om sig, salig Roland Barthes ville have taget sig en ekstra drink på Deux Margots over dette punktum. Eksemplerne er mange – Jacob har et æstetisk blik, Jacobs blik er kunstnerisk, Jacob er nok, jeg er ked af at sige det, fotograf. Det kan godt være Jacob ikke selv kan se det – eller vil se det – (og måske er det netop det, der gør ham rigtig god), men det kan vi på Louisiana. Det er det, vi kan – det er derfor vi er her. For at samle billeder sammen, for at skabe fortællinger med dem, for at opspore sammenhænge, der ikke er umiddelbart givne – det er museets rolle.

 

Vi nærmer os en konklusion – Jacob Holdt er fotograf, det lyder ikke af rocket science, og dog har vi alligevel været oppe mod stærke kræfter her. Men OK, det er en del af jobbet – og afslutningsvis spørger vi derfor:

Hvilken slags fotograf er Jacob Holdt så?

Lad os gå tilbage et øjeblik til det teknisk perfekte eller rettere manglen på samme. Manglen er Jacobs hovedgreb. For manglen på teknisk perfektion i hans billeder peger konstant tilbage på den mand, der har taget dem. Eller måske ikke så meget på den mand, men på det forhold, at nogen står der/har stået der og tager eller har taget et billede.

Det menneskelige nærvær er altså på begge sider af den mærkelige membran, som fotoet er. Jacob kan komme ind og hen og ud og snakke med folk, som ingen andre kan og det kan man se både i hans billeder og med hans billeder. Det første for så vidt hans motivverden er vidtspændende, den pejler hele feltet, det andet for vidt han er til stede foran hvert eneste motiv. Det er det: at være der, der er kunsten hos Holdt. Det at gøre det.

Holdt er aktivist lige i dette punkt, hvor billeddannelse ikke handler om at lukke en sag eller fortælle en historie til enden, men egentlig det modsatte: handler om at holde den åben, handler om at give plads til næste kapitel – og i sidste instans handler om, at mødet mellem mennesker er det afgørende skridt, og at billedet kun er et trin.

Etik, politik og æstetik smelter således sammen hos Jacob Holdt. Eller måske mere præcist, de tre fænomener holder hinanden i skak i en trekant af gensidig uundværlighed. Det politiske bliver ikke til at skelne fra perverteret magtudfoldelse, hvis ikke det forbinder sig med etikkens grundlæggende respekt for medmennesket, og alt dette kan vi først fornemme, føle og forstå, når billedernes sprog tager os ved hånden og gør det synligt.

Kære venner, kære Mette Marcus, Erik Steffensen og Gudrun Krabbe, kære sponsorer – Knud Højgaards Fond, Bikubenfonden samt DONG Energy såvel som Colorgruppen, der har lavet et formidabelt arbejde, Foss Fotech og Vink, kære skribenter til kataloget, og ikke mindst – og i særligt medfør af hvad jeg lige har sagt om billeders kollektive skæbne – kære Jacob Holdt, velkommen til Jacob Holdt udstillingen, mageløse billeder fra, om og af Amerika, vores, jeres, Jacobs.

Tak.


 


  Copyright © 2009
AMERICAN PICTURES