Netop i 1992 vendte mine tanker tilbage til mange af jer. Min astrolog (hvorom mere senere) advarede mig nemlig forrige år kraftigt om, at dette ville blive året hvor min fortid ville indhente mig, hvor jeg ville blive tvunget til på ubehageligste vis at se ned i min sjæls dybeste afgrunde og konfronteres med sider i mig selv jeg ikke ønskede at se i øjnene. Særligt havde hun advaret om januar. Skønt jeg efterhånden har fået ikke så lidt agtelse for hende, må jeg tilstå at jeg tog imod advarslerne med sund skepsis. Men få timer inde i det nye år brød helvede løs. Nytårsdag ringede Ekstra Bladet op og sagde i Jakob Andersens ubehageligt truende stemme: "Vi sidder inde med hemmelige KGB-papirer som viser at du var en af Sovjetunionens vigtigste agenter i Vesten!" Skønt det kom som et lyn fra en klar himmel, sundede jeg mig skyndsomt og sagde at det havde jeg da aldrig lagt skjul på og jeg kunne let opregne talrige vidner, som jeg havde fortalt om min russiske forbindelse gennem årene. Så "hemmelig agent" det kunne jeg da vist ikke være. Min "indrømmelse," som der stod næste dag i Ekstrabladet, overrumplede tydeligvis Jakob Andersen som lidt efter lagde røret på. Selv var jeg dog dybt rystet. Lidt efter ringede en mand med russisk accent og stillede mig yderligere spørgsmål. Da det kun var 3 dage efter Gorbachovs' afgang, fik det mig lettet til at antage at det måske var nogle, der gik og ryddede op i KGB's arkiver i Moskva, som med en lille nytårsspøg ville varsko mig om hvad der kunne komme. Men kort efter stod Ekstrabladet med journalist og fotograf hjemme hos mig og begyndte at rulle min fortid op. Jeg var straks samarbejdsvillig og forsøgte at finde sagens dokumenter frem, men da det meste for længst var pakket i kasser i min bedstemors hus, kom jeg til at nævne at jeg i et tidligere julebrev til jer havde omtalt mine russiske kontakter og gav dem brevet. Det blev i Ekstrabladet næste dag til "Vi har fået opsnappet et hemmeligt brev fra Jacob Holdt til en ven hvori han indrømmer..." Skønt de fleste oplysninger i Ekstrabladet stammede nok så meget fra mig selv som fra dobbeltagenten Gordievsky opdagede jeg således snart, at dette blad kan man ikke samarbejde med. At dette var en "åbenbaring" skyldes at Ekstrabladet igennem mange år havde skrevet begejstret om vore aktiviteter i Amerikanske Billeder, hvorfor jeg ikke lugtede den store fare. Samme aften ringede jeg Jørgen Dragsdahl op, da han var en af de mange jeg havde fortalt om mine russiske middage igennem årene (og som ofte havde advaret mig imod dem). Skønt han havde travlt med en ansøgning til USA, kastede han alt fra sig for at begynde det helt store forsvar for mig i Information. I de næste dage kimede alle landets aviser og Tv-stationer mig ned. Først tog de Ekstrabladets version for gode ord og chefen for Danmarks Radio meddelte at de måtte aflyse den planlagte Tv-udsendelse om mig. Men da Dragsdahl rykkede ud i Information tog hele pressen snarere min side og begyndte at latterliggøre Ekstrabladet. Fire dage senere kom så Ekstrabladets tidsindstillede bombe, da Dragsdahl, som dels var manden der i sin tid gjorde Amerikanske Billeder til en mediebegivenhed og dels nu kom til mit forsvar, selv blev afsløret som den helt store KGB-agent. Nu var det endnu lettere for Ekstrabladet at vise at KGB havde styret Amerikanske Billeder. Mange af jer har måske i Berlingske Tidende og Information læst min redegørelse om KGB. Til jer andre - i Jylland - vil jeg her fortælle lidt om det som Ekstrabladet ikke skrev om. Vi holdt som sagt i Købmagergade aldrig denne forbindelse med KGB hemmelig. I kollektivet kaldte vi ham altid "russeren" - en af de mange underlige perifere personer i vores omgangskreds - og han kom stort set kun på tale de 3-4 gange om året, hvor jeg kom påfaldende beruset hjem, hvilket altid fik de andre til at udbryde: "Nå, har du nu igen været ude og spise med russeren." Vi følte os smigret over den opmærksomhed vi fik fra en stormagt, skønt det langsomt gik op for mig, hvilken afmagt denne i virkeligheden demonstrerede. Kontakten opstod kort efter showets start i 1976. Pga. udsigten til de store royalties fra bogen ønskede jeg at oprette et hospital i en af de såkaldte frontliniestater i Afrika som bidrag til kampen mod apartheid i Sydafrika. Kun de øst-orienterede Angola og Mocambique var dengang uafhængige og jeg skulle derfor bruge russernes hjælp. Men i 1977, da bogen var udgivet, gik det op for mig, at russerne udelukkende var interesserede i at udnytte Amerikanske Billeder til et angreb på Præsident Carters menneskerettighedspolitik. Jeg blev stærkt oprevet, for var der nogen jeg beundrede, var det Carter - den første amerikanske præsident nogen sinde, som lagde pres på diktaturer for at demokratisere og derved lagde grund til hele den bevægelse, vi har oplevet lige siden og som indirekte har medvirket til både Østblokkens og apartheids fald i Sydafrika. I kollektivet vidste vi der var alvor bag Carters ord, for en af dem, der var ansat til at føre Carters politik igennem overfor Sydafrika var Charles Pinderhughes, som var far til Howie - den ene af de sorte i kollektivet. Som en af de førende i USA indenfor sort psykiatri fik vi ham til Danmark for at vurdere Amerikanske Billeder mere sociologisk. Vi ventede spændte på resultatet. Efter en uges tid kom dommen, "Et mesterværk!" Det var dette manuskript med hans vurdering jeg i største morskab og hemmelighedsfuldhed derpå overrakte til KGB, og som jeg siden hen har erfaret i Ekstra Bladets sensationelle "afsløringer" med den afhoppede dobbeltagent Gordievskij, at han vandrede hele vejen med op til chefen for KGB i Moskva, Andropov, den senere præsident for Sovjetunionen, som banede vejen for Gorbachov. At Andropov, som var kendt for at kunne engelsk, skulle have læst mit manuskript og i mig set en af sine vigtigste agenter i kampen mod Carters "irriterende" menneskerettighedspolitik (mit kodenavn i KGB var "Prst" - russisk for præst), er en sand skæbnens ironi: nemlig det selv samme manuskript, som en af Carters ansatte havde givet det blå stempel! Jeg har vist før fortalt i julebrevene at jeg ofte har boet hos Carters datter, Amy, og da jeg fortalte hende historien og om hvilken dramatisk betydning hendes far i øvrigt havde fået for mig, morede hun sig grundigt og inviterede mig derpå til middag med sin berømte far. Når man tænker på hendes eget oprør imod CIA har vi jo lidt tilfælles, for mens jeg prøvede at føre min "ja"-politik overfor russerne så konsekvent, at de troede jeg var med dem til det sidste, på samme måde som når jeg var sammen med kriminelle eller Ku Klux Klan i USA, ja, så førte jeg faktisk KGB grundigt bag lyset lige fra begyndelsen. Der gik nemlig ikke en måned efter deres tilkendegivelse af, hvor vigtig bogen var for dem i undergravningen af Carters politik - kort efter bogens udgivelse - før jeg satte min sagfører Søren Henriksen til at standse bogens videre udbredelse over hele verden. Den rasende udvikling, der på to år havde forvandlet mig fra at være vagabond, til at blive en brik i stormagtspillet, kastede mig ud i langvarig forvirring og depression. Jeg begyndte at føre juridisk krig mod venner som forlæggeren Per Kofod - for at undgå at spille russernes spil i forbindelse med videre udgivelse af bogen - ikke mindst da jeg først og fremmest ønskede at vende tilbage til USA og ikke ville risikere at blive anklaget for at have leveret billig propaganda til fjenden. At alt dette kom til at gå ud over de venner, som havde satset så meget på bogen og dens tanker, slog mig meget ud. Straks efter den kolde krigs afslutning i 1989 gav jeg derfor Per Kofod verdensrettighederne tilbage. Rent menneskeligt følte jeg ikke, at jeg i 1977 havde levet op til det ansvar, bogen gav mig, men min intuition om at dens videre udbredelse dengang måtte standses, føler jeg mig i dag, efter KGB's afsløringer i Ekstra Bladet om hvor meget Østblokken rent faktisk satsede på den, ret stolt af. For det er ikke så let for en forfatter at forsøge at stoppe en succes, tror jeg, ved udsigten til at den kan indtjene millioner. Skønt jeg under min KGB-infiltration således bedragede KGB helt op til selve toppen i Moskva, er jeg også lidt glad for ikke på noget tidspunkt direkte at have løjet overfor min personlige KGB-føringsofficer, Nikolaj Gribin, som jeg i mit sædvanlige forsøg på at trænge igennem til mennesket bag facaden udviklede et langvarigt venskab til. Vi brugte hinanden samtidig med at vi nærede en dyb menneskelig respekt for hinanden. Udelukkende pga. de rapporter han sendte til hovedkvarteret i Moskva om Amerikanske Billeder fik han en af de højeste stillinger indenfor KGB i det nye Rusland - og jeg håber meget at vi nu, hvor han skal til at lære at arbejde sammen med USA i stedet for imod, vil finde sammen i et fornyet venskab, hvorfor også han kommer med på min julebrevsliste. Jeg kom til at holde virkelig meget af mennesket Gribin på trods af den totalitærstat han repræsenterede og som han jo blot forsøgte at leve med efter bedste evne. Efter al det jeg havde oplevet i USA var det fristende med lidt spænding i det ellers så "kedelige" Danmark: at skulle følge specielle snørklede ruter, hvor andre KGB-folk holdt udkig med om jeg blev skygget af PET eller CIA blot for at mødes med "Nick" til fuldkommen uskyldige hyggemiddage. Denne spændingsfornemmelse var ikke opstået af intet, for allerede det første år fik jeg et diskret tip fra en ven i NATO om at de holdt udkig med mig. Derved blev det hele en interessant, men ganske ufarlig leg på en totalitær stats præmisser afholdt i et trygt demokratisk land, hvor jeg intet havde at miste så længe jeg ikke vadede ud hvor jeg ikke kunne bunde.
USA lagde om muligt lige så stor vægt på betydningen af Amerikanske Billeder som Sovjetunionen. Da min film havde premiere i New York, afslørede The Village Voice at det amerikanske udenrigsministerium i et forsøg på at bremse effekten af Amerikanske Billeder igennem flere år havde bevilget store beløb til at invitere europæiske fotografer til USA for at vise den "anden side" af USA. Uden at vide af det kom de til at give et stort beløb til min ven, Jan Stenweik, som hjalp mig med mit første show. Begge stormagter prøvede forgæves at få lidt indflydelse: "Hvorfor putter du ikke flere fattige hvide ind i showet?", sagde f.eks. KGB-manden en dag. Nøjagtig en uge efter sagde den amerikanske ambassadør til mig: "Hvorfor har du ikke mere om fattige hvide?" Tidsånden var stærkt ideologisk og emnet racisme trådte i baggrunden.
Nu hvor KGB-affæren er kommet lidt på afstand, er der
meget man kan more sig over. F.eks. at min kones søster i
lang tid var kæreste med Dragsdahl, hvorfor min svigerfar,
som sad i en top-hemmelig stilling i militæret, faktisk kunne
have siddet med ikke mindre end to svigersønner, som var
KGB-agenter. Eller at opleve svigerfars begejstring over at se
Lublimov rykke ud til vores forsvar i Tv-interviews fra Moskva
- han, der som tidligere chef for KGB i Danmark jo var hans
forhen fjende, men siden blev dissident i Sovjet og pludselig
fik en gevaldig troværdighed - når han på TV angreb sin
gamle ven Gordievskij i England: "Kære kammerat
Gordievskij, du ved jo udmærket godt at vi sad i København
og opfandt alle disse spionhistorier...." Morsomt var det
også at se Gordievskij fra sit skjul i England afsløre sin
uvidenhed om i hvor høj grad jeg havde bedraget KGB, da han
tydeligt forbløffet over mine oplysninger begyndte at rode
sig ud i løgne: "Vi satte en pistol i tindingen på
Jacob Holdt og krævede at han standsede bogen i Østeuropa."
Hvad ligner det når både jeg og Information lå inde med
papirerne, der tydeligt viste at det var resten af verden min
juridiske krig mod Information handlede om. Men morsomt var
det ikke i de første uger, hvor jeg følte mig som i Kafkas
Processen med angreb efter angreb. Den virkelige helt må dog
siges at være Vibeke. Hun gik netop i januar op til sin
afsluttende eksamen på Handelshøjskolen, men lagde alt til
side for at støtte mig med at passe telefon osv. i den hårdeste
tid. Skønt hun det meste af året er enlig mor med to børn
blev hun alligevel den bedste i en dygtig klasse. Jeg vil også
gerne sige de forældre tak, som støttede med at passe børnene
for at det ikke skulle gå for meget ud over dem. For dette er
måske det hårdeste, når man begynder at få trusselsbreve
som såkaldt "landsforræder" (og med handsker på
og i største højtidelighed må overrække dem til
fingeraftryksundersøgelse til det selv samme PET, som i årevis
havde skygget mig og nu viste sig at være usædvanlig søde),
at det er ens uskyldige familie fortidens synder går ud over.
Med det niveau Ekstra Bladets læsere befinder sig på er der
nemlig ikke langt fra "KGB-agent" til
"landsforræder" til som næste skridt for en syg
person at smide en brandbombe ind ad dørsprækken. Skuffende
var det også for mig at min gamle ven Kirsten Jacobsen, tidl.
chefredaktør på Ekstrabladet, som hører til modtagerne af
mine julebreve gennem årene og som jeg mødte til et cocktailparty
for Tv-avisens medarbejdere i julen få dage før
Ekstrabladets hetz brød løs, at hun ikke der kunne give mig
blot et diskret praj om hvad der var i gærde, men tvært imod
bevidst og koldt undgik mig. Jeg siger det ikke mindst,
Kirsten, fordi du selv engang fik mig til at udføre noget
ulovligt (og altså satte mit omdømme på spil) da du bad mig
om at smugle din narkoman-elsker fra Algeriet ind i Danmark og
give ham arbejde og bolig i over et år. Med vor kærlige
omsorg skulle det blive det eneste år i hans voksne liv hvor
David var stoffri. Du vidste således alt om vort forhold til
KGB, for David morede sig ofte med når vi havde gæster at
vise dem kærlighedsromanen med pengene fra KGB. Jeg kan til nød
forstå at du af solidaritet med din arbejdsplads tiede
overfor mig (hvorved jeg blev overrumplet og ikke fik tid til
at finde dokumenterne frem). Men det er sværere at forstå at
du af skyldfølelse vælger at give mig den kolde skulder. For
jeg så jo tydeligt her i oktober at du ikke er kold overfor
mig. Nu, hvor jeg har fået galden ud i dette lukkede
julebrev, kan vi være gode venner igen. Jeg hører ikke til
dem, der bærer nag. Jeg synes dog, at en anden af mine venner
på Ekstrabladet, Knud Buchardt, handlede noget finere. Da PET
indkaldte ham til forhør i 1981 og prøvede at presse ham til
at spionere imod mig, nægtede han pure og gik i stedet til
mig og fortalte det hele. Det gjorde det endnu mere spændende
når jeg fortsat legede kispus med PET's forfølgere gennem Københavns
gader helt op til 1985, hvor Gribin blev udvist.