Den spion-anklagede fotograf Jacob
Holdt
tager til genmæle
Af JACOB HOLDT
EKSTRA BLADET har fået oplysninger fra
en afhoppet KGB-agent, Gordievskij, som skulle afsløre mig
som den helt store agent ... og beskriver at jeg skulle have
været "rystet" over oplysningerne. Ingen med kendskab til
mig vil imidlertid være det mindste rystet, thi jeg har selv
snakket om det i årevis til venner og bekendte - endog til
journalister - ja sågar skrevet om det i mit årlige
julebrev, som går ud til ca. 100 venner og gamle
skolekammerater.
Det har heller ikke skortet på
advarsler - allerede i efteråret 1976, et par måneder efter
min KGB-kontakt opstod og lang tid før de tilbød mig penge -
fik jeg en henvendelse fra en ansat i NATO om min
forbindelse med russerne og et eller andet om at de skulle
have en finger med i min bog. (Jeg vil gerne sætte udvalgte
journalister i forbindelse med denne NATO-officer, for at de
kan bekræfte dette, men for at beskytte ham i hans
top-klassificerede stilling vil jeg ikke lade PET eller FET
afhøre ham).
Når det er vigtigt for mig at nævne ham
er det naturligvis for at ingen skal være i tvivl om, at jeg
fra første øjeblik var klar over at efterretningstjenesten
holdt øje med mig. Og det var jeg
glad for, for det gjorde mig hele tiden
ekstra bevidst om hele tiden at undgå at jeg af KGB kunne
blive presset ind i en situation, jeg ikke kunne komme ud af
igen. Dette gav mig således mulighed for at udforske den
opståede forbindelse med KGB videre, hvilket jeg havde to
meget vigtige grunde til.
Alle, der kendte mig på det tidspunkt,
vil kunne bekræfte at mit eneste ønske blot var at komme
tilbage til USA hurtigst muligt, det land jeg var blevet så
forelsket i. Jeg turde dog ikke tage originalbillederne med
tilbage og der 1å et stort forarbejde med show, bog og film
før jeg følte mig parat til at gå i gang med racismearbejdet
i USA. Og jeg blev hurtigt indfanget af "succesen" her i
Europa, som fik det til at trække ud. Allerede i de første
måneder havde Information fortalt mig, at bogen ville gøre
mig til millionær, og var der noget jeg ikke ønskede at
blive på grundlag af en fotografisk udbytning af fattige var
det millionær.
Derfor fik jeg allerede i 1976 ideen
til at bygge et hospital i Afrika for pengene. Jeg ønskede
at det skulle være i frontliniestaterne i det sydlige Afrika
for at styrke disse i kampen mod apartheid i Sydafrika. På
det tidspunkt var kun Angola og Mocambique uafhængige, og
jeg valgte Angola på Vestkysten, hvorfra de amerikanske
slaver kom. Det skulle betragtes som en indirekte gave fra
det sorte Amerika til Afrika. Også socialdemokratiet
herhjemme støttede på det tidspunkt MPLA, som så ud til at
ville arbejde i den brede fattige befolknings interesse. Jeg
fik folk på arkitektskolen, som havde lavet lignende
projekter til ANC i Tanzania, til at gå i gang med tegninger
til hospitalet, en tysk læge-organisation med erfaring fra
Mocambique til at love at bemande hospitalet, og for at
trænge igennem Angolas bureaukrati vidste jeg at det var
nødvendigt at have de sovjetiske forbindelser i orden. Dette
var min oprindelige idé med den russiske forbindelse.
Desuden vidste jeg at det var umuligt at få honorar for
bogen ud af østlandene, så mit ønske var at disse i stedet
kunne levere lokalt produceret hospitalsudstyr. Men næsten
fra begyndelsen lod "Nick" (fra KGB) mig føle, at det var
noget humanitært pladder, og da jeg sagde at jeg ønskede at
lade virksomheden køre af sorte amerikanere mens jeg trak
mig tilbage til USA, blev han rasende. Jeg husker det
ordret:
"Don't ever employ black Americans. You
can't trust them. They are children, they are spoiled."
Jeg var chokeret, og fra det øjeblik
begyndte jeg på næsten enhver måde at modarbejde ham. Straks
samme år ansatte jeg 4 sorte amerikanere, bl.a. en morder,
som jeg ønskede at gøre til direktør for Amerikanske
Billeder og som fik udgangstilladelse fra Herstedvester
fængsel om dagen for at udføre arbejdet.
DA DET LANGSOMT gik op for mig, at
russernes virkelige interesse var at bruge mig som redskab
imod Carters menneskerettighedskoldkrig blev jeg stærkt
deprimeret, for var der nogen jeg var en fan af var det
Carter. Men jeg valgte at køre med på russernes spil og jeg
er glad for nu at se af KGB’s dokumenter, at jeg åbenbart
har spillet rollen så godt, at selv chefen Andropov har
betragtet mig som et trumf-kort.
Jeg er en stor beundrer af Gordievskij,
for både Information og jeg selv er i besiddelse af talrige
dokumenter, der tydeligt viser at jeg i virkeligheden var
dobbeltagent: at jeg på ethvert punkt modarbejdede KGB. Mest
pinligt blev det for Information, da jeg straks jeg indså at
min bog ville blive brugt i østblokkens
menneskerettighedskrig mod Carter, allerede før
bogkontrakten blev underskrevet ønskede bogen standset i
alle lande. På bogmessen i Frankfurt var den allerede solgt
til 7 lande, og Information havde uden tvivl set frem til
millionbeløb til at redde bladets økonomi.
Efter en lang og nervepirrende krig med
Information, der kostede både bladet og mig dyre
sagførerhonorarer og hvorunder direktør Finn Kern tydeligt
vil kunne huske at jeg grædende brød sammen i hans kontor og
tryglede om ikke at udgive bogen, endte jeg med at få en
kontrakt så stram at bogen aldrig udkom i flere lande end
der, hvor skaden allerede var sket. Lad mig også tilføje, at
i samme øjeblik Zimbabwe blev frit, droppede vi
øjeblikkeligt det østblok-orienterede Angola for at satse på
et demokratisk land, som kunne "tjene som en sort/hvid
raceharmonisk model for de hvide progressive kræfter i
Sydafrika". Og der kunne jeg bruge DANIDA som formidler af
pengene, hvorfor jeg ikke længere havde brug for russerne.
At jeg ind imellem fortsatte med at
have møder med KGB skyldes den anden side af mig: at jeg
altid har været fascineret at trænge igennem til mennesket
bag systemets facade. Jeg har i min amerikanske udgave af
bogen skrevet dels om mine østblokkontakter, og dels om
hvordan jeg på lignende vis "med skæg og blå brille2"
trængte ind og boede i det republikanske
præsidenthovedkvarter, trængte ind til mennesket bag the "Secret
Service, forklædt som Ku Klux Klan trængte ind til hemmelige
klanmøder osv. Men især om mine forhold til de mest lyssky
elementer såsom kriminelle, narkomaner, prostituerede, og
her i august måned endog fik en massemorder til at åbne sig
og bekende (på min bånd-optager) hvor mange sorte han havde
myrdet.
Jeg har fundet utrolig mange ligheder
mellem amerikanske lyssky elementer og KGB helt ned i
detaljer som måden man placerer sig i restauranten, altid
med dem med ansigtet mod døren og mig med ryggen til. Det,
der altid volder mig problemer, er at man undervejs bliver
testet for at de kan sikre sig at "man er med dem". Disse
småkriminelle prøver jeg bliver udsat for af kriminelle har
jeg beskrevet i bogen og de kom naturligvis også med KGB.
Den første kom meget hurtigt og viser lidt om den utrolige
naivitet og kloderethed, de lagde for dagen. De spurgte mig
om jeg ikke kunne hente nogle papirer i et eller andet "defence"
institut, der lå i Vandkunsten nr. 8. Jeg sagde som vanligt
eftergivende "at det skulle jeg da tænke over," men ved
næste møde undskyldte jeg med ikke at have haft tid. Og
sagen kom aldrig på bane igen.
DET VAR UTROLIG naivt at sende en kendt
person med et langt flettet skæg ud for at spionere, og jeg
vidste da også at de blot forsøgte at tegne et psykologisk
portræt af mig. Den næste prøvelse kom, da de gav mig en
adresseliste med ca. 30 navne på kendte folk. Jeg skulle
sende min bog ud til dem og fik sammen med en flaske whisky
en kuvert med 10.000 kr. pakket ind i en bog med
elskovshistorier til dækning af udgifterne. Jeg var klar
over at det var en indirekte måde at få en, der i realiteten
var millionær, til at modtage et så slattent beløb på.
Jeg sendte aldrig bøgerne ud, men
afleverede heller ikke pengene tilbage. Jeg ønskede, at
russerne skulle føle at jeg var med dem. I stedet viste jeg
kuverten og pengene til alle mine venner, tog billeder af
dem, som jeg bl.a. viste til en journalist, og fordelte dem
i øvrigt til de mange nødstedte, der tit kom hos mig. Ude i
byen fortalte jeg så vidt og bredt om det, at der kom en
historie i Berlingske Tidende om "en kendt dansk forfatter,
der havde udgivet en bog om sorte amerikanere i året for
menneskerettighedserklæringen i Helsinki. (hvem kunne være i
tvivl om hvem det var?), som havde modtaget en kuvert med
10.000 kr. af KGB og glemt den på en eller anden bar i det
københavnske natteliv.
For øvrigt gav jeg KGB vores
Afrikahjælps-girokort med besked om, at ville de støtte os,
var de velkomne. Vi fik i forvejen så megen støtte (dog mest
fra amerikanere).
"Nicks" indberetning til sine chefer
har sikkert været rosenrød, men skønt jeg et langt stykke
hen lod ham føle at jeg var på hans side, kunne jeg dog ikke
undgå ind imellem at sige min mening. Sent vil han glemme
vores skænderi om Leck Walesa og Solidaritet, som jeg varmt
støttede (også økonomisk i stille protest mod de penge jeg
havde fået). Mon han indberettede dette til Andropov for at
opnå den høje stilling han i dag sidder i i Moskva? Jeg
tvivler på det. Han prøvede ind imellem at få indflydelse på
mit arbejde
"Hvorfor putter du ikke flere fattige
hvide ind i showet? Det er jo ikke kun de sorte, der er
undertrykte".
Nøjagtig en uge efter sagde den
amerikanske ambassadør til mig:
"Hvorfor har du ikke flere fattige
hvide med. Det bliver jo lidt ensidigt på denne måde."
Det var interessant at de havde fælles syn på mit show (om
end forskellige mål), men begge havde totalt misforstået
det. For mig handlede det om racisme. Også Information
misforstod det jo ved at kalde det "Amerikanske Billeder".
Slagkraftigt måske, men min egen oprindelige titel var "En
personlig rejse gennem den sorte amerikanske underklasse".
Og dette fører direkte til mit endelige
opgør med KGB: min stigende irritation over konstant at
blive misforstået i Europa. Højrefløjen hadede showet fordi
de så det som et angreb på USA, venstrefløjen elskede det af
samme grund. Alle misforstod det, følte jeg, og konstant
stod jeg overfor publikum og måtte forsvare USA. Ja, i
Tyskland, hvor anti-amerikanismen var på sit højeste, blev
jeg hylet ud af publikum af samme grund, og alle mine
amerikanske medarbejdere (på nær en) nægtede at vise showet
i det land.
De sorte medarbejdere havde følt, at de
kunne forbedre forholdene i USA ved at lægge et ydre
opinionspres på USA (i stil med det der var under
borgerretskampen), men i 1980 blev vi alle så trætte af at
blive brugt i en ideologisk magtkamp (mens racismen gradvis
blev værre i Europa) at vi besluttede at lukke det hele og
flytte til USA. Mon det var i KGB’s interesse? Det tør nok
siges, de prøvede at udøve pres på mig for at få mig til at
fortsætte.
Og hvis KGB skulle tro, at penge kunne
motivere os, har de også misforstået noget. For dermed sagde
vi også farvel til de mllionbeløb showet og bogen tjente ind
i Europa. Efter at have sendt det sidste store beløb til
Afrika, endte vi i yderste fattigdom på socialhjælp og
foodstamps i San Francisco, hvorefter gruppen gik i
opløsning. Og skønt show og bog i USA nu er en relativ
succes på universiteterne, havde jeg f.eks. sidste år et
underskud på 10.000 $.
Så det er vist nu jeg har brug for jer, KGB, men hvor er I
nu?