|
Indeks
over KGB dokumenter
Leder i Ekstra
Bladet 5. januar 1992
Red leder - spion
Ledende artikel den dag
Ekstrabladet afslørede også Jørgen Dragsdahl som "spion"
Forleden afslørede Ekstra Bladet, at fotografen og
forfatteren Jacob
Holdt i en årrække var betalt
agent for den russiske efterretningstjeneste, KGB. Det var
noget af en sensation, og de små moralister på Information
og Det Fri Aktuelt gav sig straks til at prøve, om de kunne
tilbagevise den.
Blandt andet ved at spørge Jacob
Holdt , som naturligvis
sagde, at det var han slet ikke, og det skrev de to blade
så.
Det er nu engang deres måde at lave journalistik på.
På Information følte chefredaktør Lasse Ellegaard sig endog
kaldet til at skrive en såkaldt leder om emnet. Han lider
under den tvangstanke, at Ekstra Bladet er upålideligt, så
det handler ret mange af hans ledende artikler om. Denne
gang sluttede han af med følgende medie-moralske opstød: 'I
realiteten kan så at sige enhver redaktør i København kaldes
'indflydelsesagent', eftersom frokoster med diplomater hører
til en del af jobbet. Det gælder også de redaktører, som ved
præsentation af affæren Jacob
Holdt begejstret har udbrudt:
'den historie har det hele'.
Undtagen en spion.' Heraf mener vi at kunne udlede, at hr.
Ellegaard ligefrem savner en spion.
Det er synd for ham, men da vi nu engang er så flinke her på
Ekstra Bladet, iler vi med at opfylde hans ønske i dagens
avis, og dennegang skal Den forstenede Hippie ikke gå ret
langt for at finde spionen. Det er nemlig hans egen
forsvarspolitiske medarbejder Jørgen Dragsdahl, så nu må
Ellegaard da blive glad.
Måske bør vi tilføje, at Jørgen Dragsdahl ikke var en
blåøjet idealist som agent-kollegaen
Jacob Holdt , men
derimod en snu og ganske indflydelsesrig KGB-agent, der i
slutningen af 70'erne etablerede kontakter til den
progressive del af den amerikanske fredsbevægelse og
præsenterede dens synspunkter for den danske offentlighed,
hvor de vandt stor genklang. En ganske pudsig historie, når
man nu ved, at showet blev finansieret af KGB.
Dragsdahl blev af mange betragtet som uhyre irriterende, men
også modstanderne måtte bøje sig for hans ofte meget
skarpsindige analyser, der byggede på en stor konkret viden
om forholdene i både øst- og vest.
Hvor har den mand dog al den viden fra? spurgte man
forundret. Det er der nok ikke så meget grund til at spørge
om mere.
Her ville den gamle overlærer Madsen nok spørge: 'Og hvad
kan man så lære af det?' Det kunne der spindes lange ender
over. Om indholdet af den sikkerhedspolitiske debat, om
moral-vogteren Informations troværdighed og meget mere.
Vi vil foreløbig nøjes med at konstatere, at for fremtiden
vil vi - om muligt - tage det endnu mere afslappet, når det
lille skoleblad igen føler sig kaldet til at skrive om
andres utroværdighed.
Indeks
over KGB dokumenter
Tilbage til oversigt over mine artikler
Copyright © 2002
KGB
|
|