Indeks over KGB dokumenter
 

Ekstra Bladet 3. januar 1992 
 

Han bad selv
KGB om penge

  

Af Jacob Andersen og Vladimir Pimonov

 

I sine offentlige kommentarer afviser Jacob Holdt ikke, at han gennem otte år havde regelmæssige møder med KGB-officeren Nikolaj Gribin, og at han tog imod 10.000 kr. fra denne. De blev leveret i en konvolut i en plasticpose.

PENGE PÅ GIROKONTO I går tilføjede Holdt over for Ekstra Bladet, at han ikke vil afvise, at KGB også har indbetalt andre penge på hans girokonto. I hvert fald gav Holdt Gribin et girokort og bad ham gøre det. Men han erindrer intet om, hvorvidt de rent faktisk blev indbetalt.

Den engelske efterretningstjeneste har oplysninger, der går ud på, at Jacob Holdt ved to forskellige lejligheder modtog 50.000 kr.

Derimod afviser Jacob Holdt , at KGB kunne betragte ham som agent. I den sovjetiske efterretningstjeneste var han registreret som en ægte og meget nyttig indflydelsesagent, der gik under kodenavnet 'Prist.' KGB's operationer omkring Jacob Holdt blev betragtet som en stor succes af hovedkvarteret i Moskva, og de blev endda indrapporteret til den politiske ledelse i Politbureauet.

ANDROPOV

En af dem, der specielt fik forelagt rapporterne om Holdt, var KGB's daværende chef Jurij Andropov, som blev Sovjetunionens leder efter Leonid Bresjnev.

KGB og Holdt skændes altså om, hvad han leverede for pengene.

Jacob Holdt har til Ekstra Bladet fortalt om en række tilfælde, hvor KGB forsøgte at få ham til at udføre visse ting, men han siger, at han aldrig gjorde det.

I et såkaldt julebrev, som han sendte til en lang række venner, fortalte Jacob Holdt i 1989 om sine kontakter til 'russiske og andre østagenter' . På dette tidspunkt var han for længst klar over, at den danske efterretningstjeneste fulgte hans forhold til russerne.

Som Ekstra Bladet skrev i går: Efterretningstjenesten havde kendt til sagen i årevis, men der blev truffet en politisk beslutning om ikke at rejse straffesag.

 

Indeks over KGB dokumenter

 Tilbage til oversigt over mine artikler

Copyright © 2002 KGB