|
Dragsdahl var
synsk i 1992
Udgivet 13/05 2010 på
www.180grader.dk
af
Jeppe Juhl
Følgende er en sandfærdig
beretning, der på ingen måder
tager stilling til, om juraen
bag frifindelsen af Dragsdahl er
lødig eller ej. Det er jeg
imponerende ukvalificeret til at
tage stilling til. Jeg vil dog
gerne tilføje, at kritikken af
Krarup for hans fordømmelse af
dommen og dommeren mangler
enhver form for indre logik.
Selvfølgelig kan en politiker
kritisere en dom og en dommer!
Men nu til historien, som heller
ikke i sig selv kan bidrage til
en opklaring, men som sætter
tingene i perspektiv, skulle jeg
mene ...
I foråret 92 er jeg til hyggelig
forældre-kom-sammen i en
vuggestue i Indre By. Jeg sidder
til bords med Jakob Holdt, hvis
datter Malou er på samme stue
som min søn Jonas. Jakob Holdt
er en utrolig venlig og stille
fyr. Fantastisk sympatisk og
varm faktisk. Og han har, mens
vi sidder der og drikker the,
for nogle få uger siden haft den
tvivlsomme ære af at være den
første af en lang række
personer, som den fortrinlige
Jakob Andersen, med hjælp fra
Vladimir Pimonov, har afsløret
som værende indflydelsesagenter
for Sovietunionen i en
artikelserie, der er startet på
Ekstra Bladet. Serien var især,
men ikke udelukkende, baseret på
vidneudsagn fra den afhoppede
KGB-oberst Oleg Gordievskij.
Alle oplysninger, der blev bragt
i EB var blevet tjekket og
godkendt af PET, inden
offentliggørelse!
Jeg fortæller fotografen, at jeg
har været på Ekstra Bladet i en
årrække, og kan selvfølgelig
ikke dy mig for at spørge til
artiklerne, ikke mindst fordi,
de er skrevet af min nære ven
Jakob Andersen. Jakob Holdt
kigger på mig med sine venlige,
milde øjne og bekræfter hvert
eneste ord i Ekstra Bladets
artikel. Jeg kan tydeligt huske,
at jeg var en anelse overrasket.
Ikke over, at det Jakob Andersen
skrev var korrrekt, manden er et
fyrtårn blandt danske
journalister, men over, at Holdt
så beredvilligt og
uforbeholdent, indrømmede, at
han havde arbejdet for selveste
KGB! ’Det, der står, er korrekt.
Ja, jeg var naiv, og ... (...)’.
jeg kan ikke citere ham ordret
så mange år efter, men det var
hævet over enhver tvivl. Ekstra
Bladets oplysninger var 100%
sandfærdige og ædruelige. Jakob
Holdt havde været ulønnet
indflydelsesagent for KGB, og
var vidende om forholdet, omend
han (vistnok) ikke havde dårlig
samvittighed, idet han jo bare
gjorde, hvad han mente var
moralsk rigtigt på dette
tidspunkt.
Jeg kan ikke helt huske
sammenhængen, måske faldt
snakken først på Holger Vivike,
men hvad jeg husker krystalklart
er, at Jakob Holdt af sig selv
lige pludselig begynder at tale
om Jørgen Dragsdahl. Jeg havde
ikke omtalt Dragsdahl med et
eneste ord. Ordene faldt
nogenlunde således:
’Jeg husker tydeligt den
dag, jeg så mig selv over hele
forsiden og på Ekstra Bladets
spiseseddel. Jeg var hjemme (i
Nyboder, red.?), og lige
pludselig ringede det på min
hoveddør. Da jeg åbnede døren,
så stod Jørgen Dragsdahl til min
udtalte forbløffelse foran mig.
Ser du, Jeppe, vi havde faktisk
ikke talt med hinanden i ti år
på det tidspunkt, og nu stod han
så der, og forklarede mig: ’Jeg
skal nok hjælpe dig, Jakob...’.
Samtalen mellem Holdt og
mig fandt ganske vist sted, så
vidt jeg husker, efter
EBs artikler om Dragsdahl, men
ikke desto mindre er det meget
tankevækkende, at Dragsdahl
mange uger, før turen kommer til
ham selv, personligt tropper op
(han ringer ikke først) hos en
mand, som han ikke har set i ti
år. Det kan naturligvis kun
skyldes én eneste ting.
Dragsdahl har vidst, at han han
snart selv ville få ørene i
maskinen. Han var med andre ord
synsk.
Følgende lille historie kan
naturligvis ikke bruges til at
dømme Dragsdahl. Det jeg spørger
mig selv om, er: Ville en totalt
uskyldig mand reagere på den
måde ... måske, jeg ved det
ikke. Jeg har aldrig haft noget
med KGB at gøre. Jeg holder mig
til Mossad!
Mit svar:
Jacob Holdt om Jørgen
Dragsdahl og KGB
Udgivet 07/08 af
Jacob Holdt
Jeg bliver nødt til at
tilbagevise nogle af de ting
Jeppe Juhl skriver om mit
forhold til Dragsdahl. Jeg selv
kan være ligeglad, da jeg aldrig
har lagt skjul på mit forhold
til KGB, STASI, KKK og andre
sjove uvæsner. Så længe man ikke
laver destruktiv eller
landskadelig virksomhed handler
livet vel om at være åben
overfor den verden man lever i.
Men når Jeppe Juhl bruger min
åbenhed – også den jeg viser
overfor for ham selv – i et
forsøg på at stemple andre
mennesker – særligt mine venner
– må jeg sige fra. Jeppe
indrømmer at han ikke husker
samtalen bedre end jeg selv gør
det i dag, men jeg ved i hvert
fald at jeg ikke har sagt
forkerte ting. Jeg har aldrig
sagt at Dragsdahl af sig selv
dukkede op hos mig efter
Ekstrabladets afsløringer som om
han ”var synsk” og vidste hvad
der ville komme for ham selv.
Samme dag, 2. nytårsdag 1992,
hvor Ekstrabladets Jakob
Andersen havde ringet mig op med
chokbomben ”Vi har beviser for
at du var KGB’s største agent i
Vesten”, ringede jeg om aftenen
til Dragsdahl fordi han
tidligere havde advaret mig mod
fortsat at have kontakt med
”russerne”, betegnelsen som vi
altid brugte om KGB i
Amerikanske Billeders store
arbejdskollektiv idet ingen af
os havde fantasi til at
forestille sig at selveste KGB
skulle være interesserede i os.
KGB var for os noget med
spionage og alt hvad vi foretog
os var jo én stor åben bog.
Derfor har jeg da også masser af
beviser i mine ”åbne bøger” for
at jeg selv kontaktede
Dragsdahl, f.eks. i det
julebrev, som jeg hvert år
sender til hundredvis af gamle
skolekammerater og fans og
arrangører af Amerikanske
Billeder.
Eller f.eks. talen
jeg holdt til Dragsdahls 50 års
fødselsdag.
Julebrevet er skrevet samme år
hvor vi begge blev afsløret i
Ekstrabladet og fortæller også
om HVORFOR jeg lige netop
kontaktede Dragsdahl, da jeg som
den første kom i klemme. Nemlig
at han var en af de få som
konsekvent havde advaret mig mod
fortsat at have kontakt med KGB.
Desuden vidste jeg jo fra hans
skriverier i Information at han
havde en del viden om emnet
ligesom han privat havde fortalt
mig om alle de problemer han
havde haft med diverse væsner i
Sovjet i forsøget på at få
sin russiske kone ud. Han lagde
aldrig skjul på overfor mig hvor
meget han hadede hele systemet
derovre – i og for sig lidt
risikabelt for ham at sige til
mig når han vidste at jeg selv
snakkede med KGB og han kendte
min åbenmundethed. Jeg husker
tydeligt den sidste gang
Dragsdahl advarede mig om at
”nu gør du altså klogt i at
holde op med at mødes med
russeren.” Det var engang i
80’erne, da vi begge var til
fest i Pastor Erik Bocks
præstegård, og jeg som
sædvanligt stod og ”pralede” til
gæsterne om hvor megen interesse
”russerne, tilmed højt placerede
personer på den Sovjetiske
ambassade” viste for mit
arbejde.
En anden grund til at jeg straks
kontaktede Dragsdahl efter
Ekstrabladets afsløring var også
at han var en af mine få
tilbageværende venner på
Information, avisen som jeg var
nødt til at bruge til mit
forsvar. Han var manden der
gjorde mig kendt og Information
var mit forlag. Men lige siden
jeg i 1977 vha. min sagfører,
Søren B. Henriksen (senere
direktør for Dansk Handel),
vandt en retssag over
Information, som jeg krævede
standsede udgivelsen i hele
verden af det som var deres helt
store pengeindtjening, min bog
Amerikanske Billeder, havde der
været ”kold krig” mellem mig og
Information. Standsningen af
bogen skete jo netop for at
modarbejde KGB, som ønskede at
bruge min bog verden over imod
Carters menneskeretspolitik som
jeg fortæller om i julebrevet og
diverse avisartikler. Derfor
vidste jeg nu i 1992 at
Information lå inde med alle
sagsakterne, som kunne få mig
frikendt i medierne for at være
”KGB-agent” ved tydeligt at vise
at jeg havde arbejdet i
præsident Carters interesse. (Et
godt eksempel på værdien af at
”infiltrere” KGB som deres egen
”agent”, for hvis jeg havde haft
berøringsangst overfor KGB ville
min bog jo have været ude over
hele verden – nøjagtig som de
ønskede det).
Samtalen var telefonisk og
Dragsdahl gik da også allerede
næste dag i gang med mit forsvar
i Information. Et par dage efter
skrev chefredaktøren Lasse
Ellegård en leder, hvori han
kaldte mig en ”filosof”, der
blot havde brugt KGB for at få
indflydelse i Angola og
derigennem hjælpe mig med at
skaffe mig af med mine
millionindtægter til kampen mod
apartheid i det sydlige Afrika, bl.a.
i det der senere blev til Kwanzu
Zul.
At min eneste ven under min
kolde krig med Information var
Dragsdahl var selvfølgelig
pinligt for bladet, da han kun
fire dage efter min afsløring
selv blev udråbt som KGB-agent i
Ekstrabladet – altså ikke som
Jeppe Juhl skriver ”mange uger
efter.” Det kom for mig som et
chok og den rene parodi fordi
jeg vidste hvor meget Dragsdahl
var kommet til at hade
Sovjetsystemet under hele
koneudleveringsprocessen. Hver
gang jeg havde sagt noget, der
blot prøvede at kaste lidt
forståelse over Sovjets
handlinger, havde han altid
irettesat mig som naiv med ord
som ”Du kender intet til
ondskaben bag deres
listige intriger!”
Først efter Dragsdahls egen
afsløring i Ekstrabladet
troppede han op hos mig på min
og min kones invitation. Vi
ville trøste ham og hans nye
polske kone ved at lave en
overdådig KGB-middag for dem i
stil med dem KGB så tit havde
inviteret mig på. Hele huset var
udvendigt dækket festligt med
sovjetiske flag for at også
vores Ekstrabladslæsende naboer
kunne følge lidt med i hvad der
foregik. Og det var virkelig
vores indtryk at Dragsdahl
var utrolig rystet og forbavset
over selv nu at være blevet
udråbt som KGB-agent.
Fuldstændig anderledes end i
dagene forinden, da han roligt
og afbalanceret havde givet mig
gode råd om min kattepine. Det
var ikke den samme mand før og
efter og jeg er sikker på at han
ikke ville have kunnet være så
rolig og fornuftig forinden hvis
han var ”synsk”, som Jeppe Juhl
skriver, og havde haft den
mindste mistanke eller angst for
at han selv også senere ville
blive afsløret.
Det er rigtigt, som Jeppe Juhl
skriver, at jeg ikke havde set
meget til Dragsdahl i et par år,
men det skyldtes at det meste af
mit arbejde nu foregik i USA’s
universiteter. I to omgange
boede jeg tilmed som amerikaner
fast derovre i et helt år (til
KGB’s store ærgrelse, de sendte
hele tiden mærkelige personer
forklædt som bl.a. løbere i
træningsdragt ind i mit
kollektiv for at høre hvornår
jeg kom hjem). Men han mødte
altid op til vore
børnefødselsdage i kollektivet,
hvilket jeg har masser af
billeder af. Og i slutfirserne
husker jeg i al fald én middag
min kone og jeg var til hos ham
i hans lejlighed i Åbenrå sammen
med Peter Wiwel. For ikke at
tale om alle de gange i
slutfirserne, hvor han kom
løbende hos os fordi han var
blevet kæreste med min kones
søster, som boede i en
kvistlejlighed hos os.
Når Juhl skriver at jeg skulle
have sagt om Ekstrabladets
artikler ’Det, der står, er
korrekt. Ja, jeg var naiv, og
... (...)’ er det selvfølgelig
også rigtigt i den forstand at
det jo var mig selv Jakob
Andersen fik oplysningerne fra
(jeg kom til i ovenstående
julebrev at kalde ham Viktor
Andersen da jeg ikke personligt
mødte ham dengang og blot skrev
julebrevet efter hukommelsen).
Men når han påstår at jeg skulle
have sagt ”naiv” om mig selv ved
jeg at det ikke var mine ord.
Jeg betragtede aldeles ikke mig
selv som naiv i min langsigtede
strategi på at bruge Sovjets
indflydelse i Afrika til selv at
få indflydelse. Det var
simpelthen realitetserkendelse
før murens fald.
Naiviteten, synes jeg, ligger
hos dem der overhovedet tager
KGB alvorligt – i al fald den
del af KGB jeg kender til gennem
deres arbejde med
indflydelsesagenter. For jeg
skulle ikke gå til ret mange
middage med KGB før det gik op
for mig at de overhovedet ikke
anede hvad de skulle stille op
med mig. Min succes med
Amerikanske Billeder var jo
allerede en kendsgerning FØR de
mødte mig. De fik mig aldrig til
at ændre et komma i teksten. Alt
hvad deres virke i Vesten
handlede om var blot at sætte
sig på ryggen af andres succes
og blæse sig selv op i øjnene på
hovedkvarteret i Moskva, som
KGB’s underchef i København,
Lubimov, indrømmede det efter at
han senere blev dissident i
Sovjet. KGB’s folk var
udelukkende interesserede i at
beholde deres gode, luksuriøse
liv i Vesten og havde tilmed
enormt svært ved at ”hverve” de
folk, som de kaldte
”indflydelsesagenter”, viste det
sig siden. "Hvervning" for dem
betød bare at kendte folk sagde
ja til at gå til middage med
dem. At nogen som Bent Jensen
kan tage den del af KGB’s
magtesløse virke alvorligt er
mig en stor gåde. Desværre gør
Dragsdahl det også ved at lægge
sag an mod ham – imod mit råd,
som måske også var
lidt overskudsagtigt arrogant al
den stund jeg ikke blev skadet i
mit virke i samme grad som han.
Alt dette sidder jeg i dag og
snakker meget om med vores
fælles gamle ”afslører”, Jakob
Andersen, som siden er blevet
min gode ven og som også privat
mødes med mig, hvorom
jeg fortæller her.
Jeg driller ham med at han som
min forfølger mest af alle
minder mig om Les Misérables’
pligtopfyldende, men
følelseskolde politikommissær.
Og han driller mig tilbage som
min Facebook ven ved offentligt
at rakke mig ned hver gang mine
fans skriver noget rosende om
mig på min væg. For ligesom Bent
Jensen tærsker han langhalm på
KGB’s latterlige magtesløse
fortid og har som fastgroet i
den tid svært ved at få sine
udgivelser udspredt i en ny og
ændret verden, hvorfor jeg har
hjulpet ham lidt med at udgive
hans skriverier om mig i den
ganske verden.
For fjender – såsom KGB, KKK,
STASI, nazisterne,
Hizb-ut-Tahrir …..eller dem der
forfølger en i medierne – har
man til at forsone sig med og
have det sjovt med. De fylder jo
på godt og ondt jo alligevel så
meget i ens liv og sind at de
nok repræsenterer vigtige sider
af en selv. Jeg er i al fald
ikke blevet mere DDR-tilhænger
af at min gamle ansatte
STASI-agent, Jörg Meyer,
fortsætter samarbejdet i dag ved
nu at oversætte mine
hjemmesider, bl.a. for selv at
kunne drille sin datters
svigerfar, en tidligere
CIA-spion. Den Jörg Meyer, som
KGB altid advarede mig mod at
arbejde med i jalousi over at
min ”føringsofficer” i KGB, Nick
Gribin, så ikke overfor Moskva
selv kunne puste sig op med at
jeg var hans ”agent” - med
eneret :-) Og jeg er ikke blevet
mere racist af at være medlem af
KKK og være deres webmaster. Og
jeg er ikke blevet mere islamist
af at have Hizb-ut-Tahrir til
kaffebønnemøder i mine stuer.
Tvært imod har jeg brugt mit
venskab med sidstnævnte grupper
til at få flere medlemmer til at
hoppe af. Men på det punkt er
Dragsdahl og jeg forskellige,
hvorfor han som sagt altid har
advaret mig mod sådanne væsner.
Lige nu er jeg sammen med andre
gode venner i gang med at lave
en støttekomite for Jørgen
Dragsdahl til indsamling af
penge til hjælp til dækning af
den tårnhøje gæld han er kommet
i efter Bent Jensens
misforståede forsøg på at hænge
fast i et fortidigt sort-hvidt
verdensbillede med nogle ”gode”
og ”onde”. Men – da de begge er
ofre - ville jeg hellere arbejde
på at lave Bent
Jensens herværende støttekomite
om til en fælles ”Støttekomite
for den kolde krigs ofre” til
gavn for dem begge. For ligesom
i Sydafrika efter apartheid bør
efterkoldkrigsforsoning jo ikke
handle om at angribe dem der
havde forskelligt ståsted i de
mørke år, hvor undertrykkelsen
satte mennesker op i mod
hinanden (ikke mindst internt i
de kommunistiske lande). Af
hensyn til forståelsen af
sådanne undertrykkelser og de
ringe de altid spreder omkring
sig i verden, handler det om
inden det er for sent fuldt ud
at bruge resurserne vi har
blandt de mennesker, som befandt
sig på begge sider – eller i
dette tilfælde blot hævdedes at
stå på forkert side – som jo
både Bent Jensen og Jørgen
Dragsdahl efter sigende har
gjort det ideologisk i tidlige
perioder af deres liv. Få har så
meget viden og ekspertise om den
tid som de to.
Så frem for hver for sig at
samle ind til to gamle bitre
mænd, der synes at livet skal
handle om at føre den kolde
krigs had og splittelse videre,
er mit forslag at vi samler ind
til en fælles komite, der
betaler deres regninger, men kun
på den betingelse at de går i
forsoningsterapi med hinanden.
Og derefter i fællesskab skaber
en slagkraftig og velfinansieret
tværpolitisk tænketank, der
forsker i alle den kolde krigs
andre ofre. Til
gavn for historien og
demokratiet gennem en dybere
forståelse af dets altid truende
undertrykkelsesmekanismer. Alt
andet vil blot opmuntre dem til
at fortsætte deres sønderrivende
gladiatorkampe til døden dem
skiller – uden at de med deres
enorme viden og resurser
bidrager noget som helst til
samfundet og os andre som
støtter dem økonomisk. For
helvede, Bent og Jørgen, vi
lever ikke længere i romertiden,
men i en globaliseringens tid
hvor vi alle skal forsone os med
hinanden for at komme videre.
Indeks
over KGB dokumenter
Tilbage til oversigt over mine artikler
Copyright © 2002
KGB
|
|