Alt hvad der er værd at vide (og måske
lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig
......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet
noget for mig.
Indholdsfortegnelse
1. I mit 25 års jubilæumsbrev udpenslede jeg hvad der
sker når man konsekvent siger "ja" til alle. Nu
skal I høre om hvorfor jeg en sjælden gang har måttet sige
"nej" - og hvad der mon kan komme ud af det - inkl.
alt om mit forhold til Monica Lewinsky!
2. Hvordan jeg sagde nej til en affære med en af USA's
højst betalte og mest velanskrevne call girls - og derved
endte i seng med to dampende og stønnende lesbiske piger
samme nat
3. Hvordan et besøg på bøssebar bragte mig i
himmerige og et bøssemord bragte mig til et lesbisk
cowboyland
4. Hvordan en af mine massemorder-venner ikke har kunnet
skrive til mig i de sidste to år fordi han havde myrdet endnu
en sort fyr. Nu er han dog på ret køl igen og ønsker at få
nogle af jer julebrevslæsere som pennevenner. Jo, jeg har
advaret ham om hvor dårlige I er til at besvare mine
julebreve!!!
5. Hvorfor du bør tage en syvtommer hammer og slå
hovedet ind på din ægtefælle
6. Hvordan jeg - med mordet på en ukendt mand og
orkanen Mitch's hjælp - brændte to kendte danske digtere af
7. Hvordan jeg brændte alle mine penge af på Jamaica's
prostituerede
8. Hvordan Mitch hvirvlede mig tørskoet over
Panamakanalen
9. Hvordan min families 112. tipoldefar, Aaron, og hans
nok så berømte (og blodige!!!) bror, Moses, tørskoet kunne
føre israelitterne gennem det Røde Hav
10. Hvordan jeg vadede tørskoet over Storebælt - og
blev slået af en af jer gamle skolekammerater i processen
11. Hvordan jeg fejrede min 25 års fiasko som
"guerilla" i Guatemala ved at trænge ind hos
Mayaindianerne i 4 km høje bjerge som det end aldrig lykkedes
guerillaen at indtage i de blodige mellemliggende år
12. Hvem af jer gamle skolekammerater, der har den
skrappeste hukommelse
13. Hvordan jeg måtte køre min svigerdatter hjem da et
natligt overfald bremsede hendes lynkarriere som model i New
York - og hvordan supermodellen Helena Christensen samtidigt i
New York sendte mig besked om at hun ville slutte sin
verdenskarriere.......jo, rigtigt, for i stedet at komme ud at
køre med mig....
14. Hvordan en anden kvinde blev bestsellerforfatter med
sin nye bog om at køre med mig i USA - ved at rakke mig ned
fra ende til anden
15. Hvordan jeg i år belønner alle jer venner, der har
sendt mig julehilsner, ved at vedlægge hendes
"smudslitteratur" om mig i Julebrevet (i det omfang
jeg har råd til den dyre bogporto - ellers kommer jeg forbi
med bogen i januar) - for at I ret kan lære af andre at jeg
ikke er helt så stueren som jeg gav udtryk for i sidste års
julebrev
16. Og endelig: hvordan flere af jer klagede over at mit
julebrev var blevet "for pænt" sidste år - hvorfor
jeg i år igen vil forsøge efter bedste evne at holde den
gamle "smudsige" juletradition i hævd....
Kære årbog.... gamle venner ....såvel som svage
smugkikkende sjæle
Ja, I kender jo efterhånden mine julebreve godt nok til at
vide at mine Ekstrablads-agtige overskifter er mildt
overdrevne - og samtidig dog indeholder et gran af pudsig
sandhed. At vi i en vis grad kan se tilbage på årets
begivenheder som sådanne små pudsige oplevelser - vignetter
midt i alt det trivielle - er jo med til at gøre det lidt
morsommere at leve. Når jeg oplever hvor gode mange af jer er
til mundtligt og især morsomt at berette om jeres oplevelser
- for ikke at tale om at huske dem - kan jeg ikke andet end
blive lidt misundelig - tørvetriller, som jeg altid føler
mig til middags-selskaber og festlige lejligheder. En af årets
store oplevelser var da også at møde en næsten fotografisk
hukommelse af vores ungdom. Jeg var dumpet ind hos Henning
Dahlgård, som jeg var blevet særdeles skæbneforbundet med,
da vi i to år konkurrerede om at ligge tættest på dumpegrænsen
i 1. og 2. real, og nu ikke havde set i over 6 år. Og hvad
denne købstadssagfører ikke kunne fortælle om vores fortid
er vist ikke værd at vide! Jeg troede umiddelbart at han tog
fejl af mig og en anden, da han på et tidspunkt sagde at
"det var den måned du kom op på 13,02 i
gennemsnit." Jeg vidste jo med mig selv at jeg aldrig
havde fået et eneste 13-tal, men havde fuldkommen glemt at
der havde været en særlig talskala knyttet til alle de g+'er
jeg levede af den gang. Ikke nok med at han kunne huske mine
gennemsnit fra kvartal til kvartal (foruden sine egne og
andres), men han kunne tilmed huske præcist hvor meget jeg
havde stødt i kuglestød, sprunget i længde- og højdespring
osv. fra stævne til stævne, på hvilke datoer de fandt sted,
hvor mange øl jeg havde drukket natten før - alt sammen
krydret med et ocean af spændende og morsomme detaljer. At
komme dumpende uanmeldt ind ved 9-tiden en aften i øsende
regn ude på heden og pludselig få en sådan mammutfilm med
"Her er dit liv" rullet op for sig, var ikke blot en
kæmpeoplevelse, men tillige deprimerende - ikke blot hvad angår
min erkendelse af min egen hukommelses sølle tilstand, men
også det nagende spørgsmål: "Hvorfor har du ikke selv
interesseret dig lige så meget for dine medmennesker? Hvorfor
er du så selvoptaget at du kun kan opleve og beskrive verden
ud fra det du selv har oplevet?" Og da han så tilmed
begyndte at referere hele mit senere liv fra årene efter
vores skoletid... at sætte alle mulige begivenheder på plads
ved hjælp af mine julebreve - "Hva' si'r du? Ka' du da
ikk' huske det? Det var da den måned det år hvor du skrev i
dit julebrev at du var i Skotland, hvor du gjorde dit, foretog
dig dat osv." - ja, da måtte jeg til sidst løbe
skrigende ud i regnen. Hellere sove trygt ude under den
trommende og for erindringen altudviskende regn på biltaget
end inde i et levende, omvandrende bibliotek, der gjorde mig
aldeles søvnløs ved tanken om hvad jeg mon havde skrevet i
årenes løb og truslen om at bruge det imod mig. Så skulle I
mangle en god sagfører, der virkelig kan paragrafferne, et
par detaljer fra skoletiden (eller et par numre af mine gamle
julebreve), - ja, så kommer I ikke uden om Henning Dahlgård
i Billund!
Foruden biblioteker og handelsskoler havde jeg i januar
hele 10 gymnasieforedrag. Gymnasierne er jo fortsat min
foretrukne målgruppe; af alle de lande, jeg har vist show i,
har ingen haft så moden og positiv en gymnasieungdom som
Danmark. Vi har sikkert alle et arbejde, hvor vi ind imellem føler
at vi ikke slår til eller det hele forekommer meningsløst.
Jeg selv lider nok mere af den slags depressioner end de
fleste som følge af de mange tomme perioder og ensomme
stunder på landevejen. Men når jeg vågner op i bilen om
morgenen i gymnasiernes skolegårde og straks bliver næsten
"trukket ind i varmen" af en flok elever og lærere
til morgenkaffe og en forventningsfuld festsal med 400-600
elever, ja, så føler man trods alt at der er en vis mening i
det man laver. Netop derfor kan jeg blive helt slået ud, når
det ind imellem går galt. Ingen handelsskole eller teknisk
skole kan slå mig ud, thi der har jeg altid rustet mig som
skulle jeg i krig i Kosovo. Selv Johannes Møllehave vandrer
af og til ud i protest fra handelsskoler. Det, der holder mig
oppe, er da også hyppigt at få at vide at jeg er den eneste
foredragsholder, der kan holde fast på deres storrygende
elever.
Men i Nr. Sundby Gymnasium gik det alligevel galt i januar.
Jeg havde ellers glædet mig meget, da min kusine Birgit
underviser her og det var her jeg i 1976 havde mit første
gymnasieshow. Straks ved ankomsten følte jeg at et eller
andet var galt - ingen lærere og elever til at modtage mig,
ingen plakater eller synlig forberedelse og først og fremmest
ingen menneskelig varme. Ingen hilste på mig i lærerværelset,
hvor jeg ellers kendte adskillige fra min kusines mange
abefester. Sent glemmer jeg den fest, hvor en af lærerne
havde prøvet at forføre mig og du, Annie H., derpå gav
hende et knytnæveslag så hun røg langt hen ad gulvet. Nu
syntes alle de 90 lærere på skolen derimod at gå rundt som
rene af-sexede zombier - udelukkende beskæftiget med deres
egne ting. Ingen engagerede sig i andet end deres timer, og en
sådan stemning smitter naturligvis af på eleverne. Det store
flertal - ikke mindst lærerne - pjækkede til min fællestime.
Men hvad værre var - selv blandt de resterende virkede det
som om at oplevelsesintensiteten var meget ringere end andre
steder, at de ikke var blevet intellektuelt stimulerede -
bortset fra en enkelt elev, der stod og hulkede uophørligt
ved mine skuldre i pausen. Elever fortalte at denne
ligegyldighed også havde rådet, da Ebbe Kløvedal og andre
havde været der. Jeg vidste fra min kusine at der var
alvorlige ledelses- og samarbejdsproblemer på skolen, men
selv med en sådan forhåndsviden blev jeg helt slået ud af
fiaskoen. Efter 22 år i showbusiness har jeg aldrig lært
helt at klare den slags nederlag uden en god portion
selvbebrejdelse. Det er selvfølgelig menneskeligt at være sårbar
og det modsatte - en kølig, professionel distance til tingene
- ville jo nok være værre. Allerede næste morgen i Århus
Katedralskole blev jeg igen mødt med rundstykker og overstrømmende
menneskelig varme af elever, lærere og en rektor, som
plantede sig midt i publikum for at sætte den rette stemning
og straks efter forestillingen stod op og sagde til salen:
"Kan vi straks skrive kontrakt om at få dig tilbage om
to år?" Jo, det varmede efter nedturen dagen før, men
"klumpen" efter nederlaget i Nr. Sundby sad mig
stadig i livet, da jeg to uger efter fløj til USA. Jeg brugte
derfor hele flyveturen til at skrive et langt brev til skolens
lærere og ledelse om de ledelsesproblemer, jeg følte jeg
havde gennemskuet ved at sammenligne med den gode stemning på
andre gymnasier. Der skal mod til at kritisere noget sådant,
men da lærerne for længst havde lært at dukke sig, måtte
der jo en udenforstående til. Og da jeg alligevel ikke ønskede
at blive inviteret tilbage så længe den nuværende struktur
herskede, havde jeg intet at tabe. Jeg emailede det lange brev
hjem til min kusine, som delte det ud på lærerværelset.
Netop fordi stemningen havde været trykket og ingen havde
turdet stikke næsen frem, ramte det på et ømt sted og satte
en voldsom og nødvendig debat i gang blandt lærere og
ledelse. Jeg brugte især min forståelsesramme om
undertrykkelsesforhold til at forsøge at analysere skolens
interne problemer. Pludselig kunne lærerne begynde at lufte
deres egne frustrationer, råd blev nedsat, møder afholdt, og
efter de meldinger jeg fik tilbage, tror jeg sjældent at jeg
har været så igangsættende som nyttig idiot udefra. Langt
mere end hvad showet ville have kunnet udrette. Og således
fik jeg vendt et af årets psykiske nederlag til en beskeden
sejr - så længe debatten ellers fortsatte...
I New York skulle jeg have mit første offentlige show på
Manhatten i årevis og glædede mig til at afprøve den nye
opdaterede version i et stærkt jødisk, intellektuelt klima -
tilmed i et jødisk teater. Jeg havde inviteret mange af mine
personlige venner i byen - også blandt de hjemløse, såsom
Ed. Som sort har han i mange år levet af at sælge min bog på
gaden udenfor en pengeautomat på St. Marks, hvor folk jo ikke
så let kan lyve sig fra at de har cash på sig. Ed og jeg nærer
en dyb gensidig respekt for hinanden, men hver gang jeg har været
i biografen med ham og set film om raceproblemer, vender han
altid hele sin vrede mod det hvide samfund imod mig
personligt. Og det kan jo være ganske katarsisk at blive sat
lidt på plads ind imellem! Også min sagfører Dan Williams
kom for at vise sin nye kone showet for første gang. Som elev
på Berkeley havde han stilet målrettet mod en karriere på
Wall Street, men så så han Amerikanske Billeder og
"blev frelst" og har siden viet sit liv til de
fattige. Som jurastuderende på Harvard arrangerede han 6
shows for mig og var med til at gøre showet til en succes i
eliteuniversiteterne. I dag er han sagfører sammen med en
anden af mine venner, Leonard Weinstein, for den verdensberømte
dødsdømte Mumia Abu-Jamal. Derfor lavede jeg i foråret støtteforestilling
i København for Mumia - altså i virkeligheden for at samle
penge ind til mine to gamle venner! Men desværre ser Mumias
appelmuligheder nu ud til at være udtømte. Guvernøren i
Pennsylvania lovede i valgkampen fornylig at underskrive dødsdommen
og kun hans ambitioner om at blive vicepræsident - altså at
skulle pleje omgang med alle de verdensledere såsom Mandela,
der har protesteret - synes at udsætte Mumias egentlige
henrettelse. Weinstein selv var nu i Italien for at samle
penge ind til sagen og kunne ikke komme til mit show. Han er
en personlig ven og tidligere kæreste af min kinesiske
veninde, Christina - den vidunderlige pige som jeg i årevis
har delt lejlighed med. Jeg morede mig derfor, da denne
verdensberømte advokat (for bl.a. i sin tid Angela Davis)
under sin kampagne i Danmark i et helsides interview i
Politiken hævdede at Mumiasagen optog al hans tid og at han
"i årevis ikke havde haft tid til kvinder." For
Christina havde netop vist mig en video, hun optog, da hun
sammen med flere andre unge kvindelige fans blev inviteret op
på hans store luksuriøse landsted i Catskill-bjergene af den
charmerende, nu snart 70-årige aktivist, som - kunne man se
af de mange asiatiske ansigter - tydeligt led af "gul
feber" - den betegnelse Christina bruger for mænd der løber
efter hende.
Nå, men da Dan Williams, som er koreaner, prøvede at
flirte med hende mens jeg engang var hjemme hos min anden
kone, Vibeke, røg de uklar. Så et af de store problemer til
mit New York-show var nu at få Dan og Christina sat i hvert
sit hjørne af salen, hvorfor det var en lettelse at deres fælles
ven, Weinglass, netop var ude at kæmpe for Mumias liv.
Problemet løste sig dog ved at Christina sov over sig. Hun
havde haft en kæmpefest på toppen af sit højhus natten før
- planlagt så jeg kunne nå med fra Danmark - og sov nu sin
brandert ud da jeg ringede til hende: "Hvor pokker bliver
du af?" råbte jeg tosset efter at showet var sat i gang.
Hun havde krævet af alle sine gæster at de kom til mit show
og nu stod jeg der med de fordrukne festdeltagere til en søndag
matiné forestilling uden at hovedpersonen selv havde vist
sig. "Uh, uh, I guess I goofed up," sagde hun og var
der 5 minutter efter på cyklen, hvorved jeg nu let i mørket
kunne fortælle hende hvilket hjørne hun absolut ikke
skulle sætte sig i. Ed havde samtidig svoret at han ikke
ville komme hvis han skulle sidde sammen med hvide. Han blev
da også så emotionel af showet, at han blev nødt til at gå
før pausen - bange som han var, sagde han, for at tage sin
vrede ud på mig igen. Jeg skal ikke komme yderligere ind på
problemet med at sætte mine mange forskelligartede venner
sammen i ét og samme publikum - Dan sad trykket dybt ned i sædet
i pausen for at Christina ikke skulle se ham - men det afgørende
for mig var at der var absolut enighed om at det nye show var
en succes og mere relevant måske end nogensinde. Dette var
vigtigt for mig at vide, da jeg i stigende grad er blevet træt
af de mere og mere apatiske og stressede studenter ude i
universiteterne og derfor er begyndt seriøst at lege med min
gamle idé om et fast teater i New York.
Efter showet stod en smuk sort jurist og ville stille mig
spørgsmål. Jeg havde travlt med at pakke sammen og sagde at
hun kunne gå med mig ud at spise og stille spørgsmål der.
Men Lorna, hed hun, havde lavet en spørgeliste så lang at
det blev sent. Ud på natten var hendes tog til New Jersey for
længst kørt og da jeg skulle starte min turné derude næste
dag, tilbød jeg at køre hende hjem. Da det gik op for hende
at jeg sov i bilen i frostvejr, insisterede hun på at jeg
overnattede hos hende. Nuvel, tænkte jeg, så kan jeg jo også
få mit første bad. I huset var der kun én stor himmelseng.
Jeg lagde mig inderst og sov for længst da hun efter lang tid
kom fra badeværelset i natkjole. Jeg vågnede ved at høre
hendes hvisken og så at hun lå på gulvet, bedende med
foldede hænder og himmelvendte lukkede øjne ind over sengen.
Iført en hvid kyse var det en utrolig smuk scene i
stearinlyset under baldakinerne på himmelsengen a la
"Borte med blæsten" og jeg ærgrede mig over at jeg
ikke kunne få fat i kameraet uden at afbryde hendes snak med
Gud. Det forekom mig at hun fortsatte sin bøn i timevis og
langsomt gik det op for mig at det var én lang angrende kamp
med Gud over at hun havde til hensigt at indlede et seksuelt
forhold med mig. Det ærgrede mig at hun ikke i stedet havde
spurgt mig, men amerikanske kvinder ta'r det jo altid for
givet at mænd er seksuelt interesserede når de først er
lukket ind i varmen. Da jeg var helt udkokset efter festen,
showet, jetlag'en og timevis af juridisk skarpsindigt borende
spørgsmål, var jeg kun interesseret i at sove, men magtede
dog alligevel med et halvt øje åbent at fryde mig over synet
af en smuk kvinde, der så hengivent og i så voldsom sjælekamp
bogstaveligt havde kastet sig for mine fødder. Bortset fra
mit 22-år gamle princip om aldrig at indlede seksuelle
forhold med kvinder, der lige har oplevet showet - thi at
udnytte denne kunstige magtposition ville jo hurtigt
korrumpere mig - ønskede jeg ikke at denne vidunderlige
religiøse oplevelse skulle ødelægges af en gang gammeldags
pligtsex affødt af pervers skyldfølelse over at gøre mig
kostbar. (For at forstå Lorna, som hun hed, vil jeg henvise
til tidl. julebrev om sorte uddannede kvinders vanskelige
situation). Et langt dybere venskab kunne udvikle sig ved at
sige nej, tænkte jeg. Tiderne skifter jo, gamle venner
forsvinder og man må hele tiden sørge for i New York at
skaffe sig nye for ikke at blive ensom. Her er gode venner
langt sværere at få end sex. Den fornuftige alliance mellem
hendes Gud og mig viste sig da også udbytterig og siden hen
har vi gået meget ud sammen ligesom hun ustandseligt e-mailer
mig fra sit sagførerkontor i en skyskraber på 5. Ave. Så
det var en heldig start på turnéen!
At sige nej i en sådan situation er dog ikke altid så let
og ét sted endte det med at koste mig dyrt. Efter et show i
Cornell for en del år siden havde jeg på et tidspunkt en uge
fri og besluttede spontant at tage til Jamaica. Straks i
Kingston mødte jeg et par luskede fyre, der inviterede mig
hjem. Jeg havde ikke just lyst til at bo hos disse to, men måtte
jo ikke "sige nej", tænkte jeg. Alle havde advaret
mig hjemmefra: "Ta'r du til Jamaica, må du for Guds
skyld ikke tage til Kingston. Og for alt i verden ikke til
ghettoen Trenchtown." Nu bragte mit "ja" mig
lige lukt i løvens hule til et slimet, beskidt værelse i
Trenchtown, hvor jeg måtte dele seng med to halvnøgne
gangstere og tre andre sov på gulvet ved siden af. Der var
stegende lummerhedt, men de turde ikke åbne skodderne til
gaden af frygt for at andre gangstere skulle skyde ind. Jeg
havde solgt en masse bøger i Cornell dagen før og lå med et
10 cm tykt bundt dollarsedler under min hovedpude af frygt for
at de skulle se dem. Natten lang drønede reggae-musik fra et
bedehjem på den anden side mens tusinder af sultne hunde uophørligt
glammede. Pludselig ved 4-tiden bremsede en jeep op og
fordrukne soldater slog døren ind med geværkolber. Alle blev
vi jaget ud på gaden i underbukser og op mod muren med hænderne
bag nakken og maskinpistoler i maven, mens soldaterne
ransagede værelset. Jeg havde set gangsterne gemme en sæk
marihuana, men soldaterne var for fulde til at finde den og kørte
igen. Efter dette mareridt af en søvnløs nat flygtede jeg op
til turistbyen Ocho Rios på nordkysten og indlogerede mig i
et billigt ludderhotel. Her var trygt oppe og om aftenen gik
jeg til en vild koncert med verdens første rapper, Yellowman.
I reglen afføder stærk vold altid romantiske affærer i mit
liv, så da jeg efter nogen tid i den tykke rus af ganja,
flimrende lys og drønende reggae blev aldeles forelsket i en
sort skønhed derinde, Verona Blake, kom det ikke helt bag på
mig. Jeg var dog ligeså skæv af marihuana som da jeg efter
en fest hos Angela Davis blev røvet på gaden af tre pistolmænd
og tog derfor ikke med hende hjem. Hun foreslog i stedet at
lave middag for mig næste dag, hvor vi efter at have købt en
kylling gik hjem til hende. Jeg bemærkede straks at hun ikke
boede i de elendige blikskure som alle andre og spurgte, hvad
hun levede af, idet jo næsten alle er arbejdsløse på
Jamaica. Hun svarede undvigende, og jeg blev endnu mere
nysgerrig da jeg fandt en kasse dyre bøger under sengen og
opdagede at hun var vel belæst i amerikansk litteratur. Efter
middagen, som jeg havde betalt, foreslog hun at jeg skulle
flytte ind. Men i hendes compound havde jeg genkendt en af de
prostituerede, jeg tidligere havde set på gaden, og mistænkte
derfor nu Verona for at have opnået sin relativt høje
levestandard gennem en form for prostitution. Så jeg sagde at
hun kunne komme til mit hotel næste dag, hvor vi kunne drøfte
forslaget. Jeg var helt og aldeles betaget af hendes charme,
skønhed og intellekt - så det var godt at få hende lidt på
afstand. Nu begyndte vi at gå ud sammen i de næste dage, men
hver aften endte hun med at sidde i mit hotelværelse og spørge
hvorfor jeg ikke ville gå i seng med hende. Jeg har jo mine
underlige principper og én grundregel, jeg erhvervede i
vagabondårene, var den aldrig at gå i seng med prostituerede
- selv når der som i dette tilfælde ingen beviser var for at
hun havde skaffet sine penge fra rige turister. Et andet
princip har jeg holdt lige så fanatisk siden min første
Afrikatur, hvor jeg en aften gik ud med en "date,"
som jeg knap nok nåede at kysse. Alligevel ringede hun til
mig i Danmark i årevis efter og det gik således op for mig
at det er den rene koloniale udbytning under nogen omstændigheder
at indlede forhold til indfødte i den Tredje Verden. De kan
ikke skelne mellem kærlighed og håbet om gennem ægteskab at
slippe ud af fattigdommen. Også på Jamaica vidste jeg at det
eneste, de drømte om, var "a oneway ticket to USA".
Men stillet overfor Veronicas uimodståelige skønhed og
konstante kærlige berøring af mig må jeg tilstå at jeg var
tæt på at give fanden i mine stædige principper - ikke
mindst når hun nøgen tog bad under et vandfald i junglen.
Vores Bountyland-romantik endte da hendes tante i Kingston
blev syg og Veronica måtte bede mig om penge til busbilletten
derned. Under hendes fravær rygtedes det blandt byens
bedrestillede prostituerede at jeg havde givet hende penge,
for allerede dagen efter kom en anden sød pige med en voldsom
tandpine og bad mig om penge til at gå til tandlæge. Heller
ikke hende kunne jeg nægte hjælp, da behovet tydeligt var
akut, men tog til gengæld nogle smukke billeder af hende i blå
natkjole i hendes 2 x2 meter lille palmebladshytte. Dag for
dag kom der flere og flere og bad om hjælp. Det var udenfor
turistsæsonen, så ingen havde penge. Snart gik det som en
lynild blandt byens prostituerede at jeg var den eneste mand
der kunne hjælpe - tilmed uden sex - og i løbet af 10 dage
havde jeg brugt alle mine bogpenge fra Cornell på dem. Men
til gengæld har jeg aldrig haft det så sjovt. Nætterne var
dog et mareridt. Flere af gadeludderne var så udsultede at de
kravlede op på den kun 30 cm brede gesims udenfor mit hotelværelse
på 2. sal og stod natten igennem med armene strittende ind
gennem orkan-persiennerne, hviskende uafbrudt: "Please
let me in!" Når jeg endelig faldt i søvn fik jeg de mærkeligste
armstrittende mareridt. Først byttede jeg værelse med
stuepigen, som boede uden vinduer, men til sidst måtte jeg
flygte ud af byen fra den aggressive underklasse af
gadeluddere. Det skete da en af overklasseludderne en dag
pludselig spurgte mig ud om Platon. Efter en længere
filosofisk diskussion tog hun mig med hjem. Jennifer var
Rastafari og boede i en vidunderlig bambus- og palmebladshytte
på et jungledækket bjerg med udsigt over havet, omgivet af
Rastaer og geder. Da jeg trådte ind var hele hytten fyldt med
filosofibøger stablet op langs bambusvæggene. Hun
prostituerede kun for at få råd til bøger, sagde hun
overbevisende, for der var ingen problemer med at overleve på
hendes frodige jordlod. Ingen millionær, tænkte jeg, har
nogensinde ejet så vidunderligt et sted. "Her flytter
jeg ind," sagde jeg. Som sagt, så gjort, og hvis jeg
ikke snart efter skulle tilbage til shows i USA, var jeg nok
blevet der til mine dages ende. Men endnu engang havde jeg
bestået ulandsprøven og var stolt af at jeg rent faktisk kan
"sige nej" når det rigtig gælder og at jeg uden at
"sælge ud" havde "arbejdet mig op" fra
Trenchtowns gangsterslum til et sandt millionærparadis - næsten
gratis!
På forårsturneen havde jeg en lang række universiteter på
lavt karakterniveau - tilmed ude i det mest snæversynede
Pennsylvania. I et af dem lå jeg hele eftermiddagen i
hotellet og så de smukke Tv-reportager om Carla Tuckers
religiøse omvendelse i fængslet og interviews med de mange,
der alligevel mente at hun stadig burde henrettes. Jeg blev
rasende på dette forbandede folk, der går med så meget had
i deres hjerter at de selv i de mest oplagte tilfælde har
glemt ordet "tilgivelse". Da jeg følgelig skulle
indlede mit show kl. 19 på nøjagtig samme tidspunkt, hvor
Carla skulle henrettes i Texas, var jeg fast besluttet på at
standse al videre foredragsvirksomhed i dette uhyre af et land
dersom ikke ex-præsident Bush's søn i sidste øjeblik
aflyste henrettelsen. Men da jeg stod overfor publikum, der i
høj grad bestod af netop den type kontante mennesker fra
arbejderklassen uden evne til at tilgive - med laskede deller
der ivrigt forsøgte at skjule deres ansigters smerte og følelse
af egen utilstrækkelighed - ja, da kunne jeg alligevel ikke nænne
at aflyse showet. I stedet gav jeg dem en dundertale, med en
stemme der skælvede af raseri, om denne nation af ondskabens
mennesker. Der er ingen tvivl om at oprigtigheden i min
indledning nåede deres hjerter, for de sad som små fromme
lam under hele forestillingen uden at turde gå, hvilket de
ellers flittigt plejer at gøre i den type skoler. Kun én
enorm fed kvinde rakte sin lille tykke finger op: "But
she killed somebody!" sagde hun med pibende stemme,
tydeligt bevæget af stemningen i lokalet, men ude af stand
til at forstå nogen senere lov og menneskeanskuelse end
Hammurabbis.
Da jeg nåede op til Vermont Law School havde jeg dog et
mere liberalt publikum - jurastuderende, der ved at de senere
skal ud og forsvare sorte kriminelle, lytter altid ivrigt til
mine argumenter. Og endnu bedre var det i University of Maine,
hvor 800 begejstrede studenter stod op og klappede i over 5
minutter efter forestillingen. Heroppe i det frisindede New
England, hvor jeg boede i de skønneste "bed and
breakfasts", ærgrede det mig overalt at jeg ikke havde fået
en dansk passager med i bilen gennem de smukke sneklædte
bjerge. "Hvor er Amerika dog skønt," tænkte jeg
alene i bilen - tydeligt påvirket af at jeg her havde det
godt indvendigt ved at befinde mig blandt mere forstående
mennesker. Efter at være hoppet lidt rundt til flyveshows i
Arkansas, Colorado, Oklahoma og Kansas, skulle jeg ud til en
ren pigeskole i Californiens bjerge. Det var det første
Internet-skabte show - helt og holdent et resultat af mine nye
hjemmesider - og med en betaling på 2500 dollars dækkede
blot dette show jo rigeligt min dyre indlogering på verdens
største web-hotel på Floridas kyst (Under orkanen Mitch's hærgen
måtte jeg dog flytte mine web-sider længere ind i Florida
til IBM's gamle orkansikre førerbunker). I Los Angeles var
det skønt igen at bo hos en velhavende gammel veninde, Mimi,
der oprindelig som indfødt mørkhåret Hawaiiskønhed havde
organiseret mit show i Honolulu - efter at være fløjet rundt
i hele landet for at se det igen og igen. Hun har et stærkt
politisk engagement og forkæler mig hver gang med sin typisk
jødisk moderlige omsorg. Derimod var det deprimerende at
gense en gammel jødisk kæreste, Stephanie, som jeg havde
blaffet med i Mexico i 1972. Vi havde dengang ikke kunnet enes
og var midt ude i Oxacas ørken endt med at slå plat eller
krone om hvem der skulle gå mod nord og hvem mod syd. Ved en
eller anden kaktus skiltes vi så og i mange år klarede hun
sig udmærket som anden rangs skuespiller. Nu sad hun så som
udbrændt skuespiller i et lille hummer hos to rige bøsser i
Hollywood og drømte om et gennembrud som jeg vidste aldrig
ville komme - sørgeligt mindende mig om de tilsvarende håbløse
eksistenser i Jon Bang Carlsens film "Hotel of the
Stars."
Jeg kunne heller ikke være i L.A. uden at se det ny
Ghetty-museum, som rigtignok var imponerende på toppen af et
bjerg. Men ærlig talt kunne jeg med min nye historieinteresse
bedre lide det gamle, der var bygget som en romersk rigmandsgård.
Hvert eneste frie minut på hele forårsturnéen brugte jeg
da også i universitets-biblioteker for at lave research på
min nye slægtshistoriske bog. I de 10-15 minutter mellem
hvert skift under forestillingen styrtede jeg over på
biblioteker i de mindre skoler, hvor det kunne nås. Her
noterede jeg mig alt af interesse på antikkens hylder for
senere at bestille værkerne hjem fra Det Kgl. Bibliotek. I
hver eneste storby fra Boston til L.A. pløjede jeg også
antikvarboghandlere igennem og "boede" i Barnes
& Noble's vidunderlige store boglader. Resultatet var et
stadig voksende bjerg af bøger i bilen, som jeg fik
transporteret hjem i fly i store kasser. Derhjemme havde
Vibekes gamle kæreste, Ole, under min udflugt bygget vores
soveværelse om til et studerekammer, hvor bøgerne nu hobede
sig op overalt. Nu skulle jeg nemlig starte et nyt spændende
kapitel i mit liv som historieforsker - og det er jo immervæk
ikke så lidt af et spring for én som stort set aldrig har åbnet
en bog. Med næsten 9000 direkte forfædre tastet ind i
computeren var selve slægtsforskningen slut - nu skulle der
noget kød på! Aldrig havde jeg været så inspireret før og
kastede mig ud i de ægyptologiske studier med tørstig iver.
I husker fra sidste julebrev selvfølgelig alt om mine planer
om at skrive "Lalou's verdenshistorie" fortalt for
min datter, går jeg ud fra. Men seriøs ægyptologi er nu
engang noget tungt, støvet noget og de store værker tog sin
tid at komme igennem. Jeg skrev uhyre spændende og
personligt, syntes jeg selv, om de første faraoer i vores
familie fra Amenemhat I. omkring 2000 f. Kr. og nåede hele
500 år op i tiden til Det Nye Kongerige. Men jo mere jeg
levede mig ind de forskellige faraoers liv og prøvede at
fortolke dem for min datter (og en evt. senere udvidet læserskare),
jo mere voksede omfanget af bogen. At fatte sig i korthed har
jo aldrig været min stærke side. Derimod var det spændende
for første gang at skrive om noget, som ikke var personligt
oplevet. Og dog - der er ingen tvivl om at de kapitler i
bogen, som har med min oplevelse af Bibelhistorien i mine første
barneår - såsom Abrahams, Josefs og Moses' adfærd i ¦gypten
- er blevet de absolut stærkeste, personlige og samtidig mest
sensationelle. Da jeg skrev til jer sidste år havde jeg kun
fundet en mytologisk slægtslinie ned til disse patriarker og
en sådan har jo ikke noget med seriøs slægtsforskning at gøre.
Men siden lykkedes det mig gennem Karl den Stores jødiske
ambassadør i Sassanidernes Persien at finde vejen gennem
exilarcherne i Babylon helt ned til Davids hus og slægt og
dermed til patriarkerne. Det helt store scoop for min bog var
dog at jeg ved hjælp af den ny ægyptiske kronologi, som kun
ganske få forskere endnu kender, nu kunne sætte patriarkerne
i den rette historiske sammenhæng. Med denne 200 års
forskydning passer pludselig ægyptologien med Biblens
kronologi og det var absolut fascinerende at se f.eks. hvordan
Abrahams fordrivelse fra ¦gypten nu passede præcist med
verdens første antisemitiske forfølgelse under Amenemhat I.
og den "prinsens mur" han byggede tværs over Sinai
omk. 1980 f. Kr. for at holde hebræerne ude. Eller at se
hvordan Bibelens farverige beskrivelse af Josef og hans berømte
drøm om Nilens køer nu passede præcist med de
vandstandsstigninger, der er målt i Nilen på netop den tid,
hvor Amenemhat III. foretog de kæmpemæssige
landvindingsprojekter syd for Memphis med netop Josef som den
geniale vesir bag det hele. Lang tid før hebræerne fik en
national identitet var Josef altså den første i rækken af jøder
i diaspora, der på trods af antisemitisme steg til de højeste
tinder - som f.eks. en senere Kissenger eller min egen 4.
grandfætter, den kendte norske udenrigsminister Edward Bull.
Med østrigske arkæologers fund af Josefs grav og kæmpepalads
for nylig udrydes enhver tvivl om rigtigheden af mange af
Bibelens billedlige fortællinger og det interessante var
derfor for mig at holde dem op imod den nyeste ægyptologis
detaljer og, som en af de første, at fortolke dem - amatør,
som jeg trods alt er. I min bog beskriver jeg Josef som en ren
Stalin fordi han var ligeså hårdhændet og centralistisk -
som f.eks. antydet i Herodots beskrivelse af hans gigantiske
regeringscenter, Labyrinten, med de tusindvis af rum. Men
folkekær blev han, viser kultstatuen der blev fundet af ham i
en kæmpestørrelse, som ingen ægypter nogensinde blev beæret
med - bortset fra faraoerne selv. Man kan undre sig over
hvordan en udlænding kunne blive en sådan folkeforfører i
et xenofobisk land, men endnu mere spændende fandt jeg ved nærmere
efterforskning Moses, som vel nok er en af verdenshistoriens
10 største skikkelser og var kendt allerede af Platon. I en
alder af 80 blev han visionær folkeforfører og lovgiver for
et folk, han ikke engang var opdraget til at tilhøre. Som
faraos adoptivbarn eksisterer han i vores stamtræ hele to
steder, nemlig også gennem broderen Aaron's linie af
ypperstepræster. Det spændende for mig var at afdække alt
det historiske materiale om ham, som ikke kom med i Bibelen
eller som i Bibelen bliver nævnt uden nogen som helst
forklaring, såsom søsteren Miriams racistiske angreb på ham
over at have en sort afrikansk kone. Med min hidtidige
barnetro på at det var Ramses II., som havde adopteret ham
(ikke mindst cementeret gennem min barndoms storfilm "De
ti bud" og nu "Prinsen af Egypten"), gav dette
selvfølgelig ingen mening. Men gennem de sidste 3 års
revolutionerende nye kronologi fandt jeg at dette mysterium
blev løst; det var nemlig i stedet vores 128. tipoldefar,
Sobekhotep IV, som havde adopteret ham og som prins og hærfører
sendt ham på et togt længere sydpå i Nubien end nogen farao
nogensinde var nået til. Der kan endnu ses ruinerne efter den
høvding, han bekæmpede og hvis datter han tog til ægte
(lang tid før hans senere mere kendte arabiske kone, Re'uel,
under landflygtigheden fra Egypten). Moses var, konkluderede
jeg, verdens første imperialist, der ikke blot erobrede og røvede,
men også lagde det erobrede land ind under sit eget ved at
anlægge administration. Hele dette vanvittigt spændende
kapitel hører dog ikke hjemme i et julebrev - omend det var
blandt årets mest sindsoprivende oplevelser for mig. Lad mig
blot nævne - skeptiker som jeg er overfor billedlige bibelske
beskrivelser af f.eks. plager, brændende tornebuske og
adskilte vande - at det såmænd også lykkedes mig at få
mange af disse mærkelige fænomener forklaret historisk
gennem en forskydning af kronologien. Allermest
revolutionerende i min bog er nok min forklaring om hvordan
Moses kunne vende tilbage til Egypten som en 80-årig gammel
visionær skikkelse og overtale hebræerne - bosat der midt i
verdens kornkammer - til at følge ham ind i en uvis fremtid i
Palæstinas golde bjerge, hvordan de kommer over det som
Biblen fejlagtigt kalder "Det røde hav" og hvordan
semitterne kort efter tager magten i ¦gypten. Men alt det må
I vente med at læse til bogen bliver færdig. At fortolke og
skrive om min barnetro er - når alt kommer til alt - jo som
at skrive julebreve til min barndoms venner - blot et forsøg
på at holde fast på noget, som var, for at stå stærkere i
en stadig mere foranderlig verden. Men at jeg en dag skulle
ende som fanatisk Bibellæser, havde jeg nu aldrig drømt om.
Så da to damer fra Jehovas Vidner i april ringede på døren
og spurgte om jeg læste Biblen og var klar over at den var
sand, råbte jeg begejstret: "Ja, ja, jeg sad netop og læste
den, for den handler om min familie. Kom endelig indenfor. Så
skal jeg fortælle jer noget om min datters tip-tip...oldefar
deri, som I med garanti ikke vidste var sandt og som jeg lige
har fundet beviser for..." I skulle have set deres
ansigter blive mere og mere grå mens de hurtigst muligt prøvede
at finde en anledning til at komme af sted. Og det var jeg
egentlig ked af, for jeg havde netop brug for nogen at dele
min nye oplevelse af Biblen med.
Fortsættes i del 2
|