Alt hvad der er værd at vide (og måske
lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig
......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet
noget for mig.
Indholdsfortegnelse
1. Hvordan vi i familien fejrede hjerneåret ved at slå
hul i hovedet
2. Årets mange dødsfald blandt mine julebrevslæsere
3. Hvordan jeg selv var lige ved at blive slået
ihjel.......endnu engang
4. Hvordan jeg kom 4000 år tilbage i min slægts
historie - og hvad der mon kan komme ud af det.....
Men en advarsel! Efter de 80 siders overdosis af sex og
vold i jubilæumsudgaven sidste år har jeg besluttet mig til
i år at forsøge at skrive et "pænt" almindeligt
julebrev - helt uden sådanne krydderier. Så hvis der
nogensinde har været grund til at du skulle springe læsningen
af en årgang over er det måske i år.....
Hvis du ikke var blandt modtagerne sidste år, kan du
hente både dette og tidligere udgaver på mine nye
hjemmesider http://www.american-pictures.com
De ligger på denne adresse: www.american-pictures.com/dansk/julebreve.htm
Kære gamle venner og enkelte nye
Da jeg har erfaret at mange endnu ikke er blevet færdige
med mit julebrev fra sidste år, skal jeg fatte mig i korthed
i år og give jer et pusterum til at indhente det forsømte i.
Det er i øvrigt ingen sag at fatte sig i korthed når man
ikke har tid til at skrive. Showene kommer væltende ned over
mig for tiden - både i USA og i Danmark - og ikke mindst er
jeg glad for at danske gymnasier nu ivrigt bruger den nye
udgave.
Men ellers var der ikke meget at råbe hurra for i året
der gik og hvis det ikke var fordi traditionen og jeres mange
søde julebreve bød det, ville jeg nok slet ikke have fået
lyst til at skrive disse linier.
Årets første dødsfald var Ib - min mors kæreste og tro
støtte gennem de senere år - som vi alle holdt utroligt
meget af som den humørspreder han var for os - og ikke mindst
min mor. Vi var bange for at det ville slå min mor helt ud,
men man lærer jo med årene hvilken vej det går og hun tog
det forbavsende roligt - også det at stå på egne - stadigt
mere svigtende ben - faktisk for første gang i sit liv.
I USA havde min agent sendt brochurer for sent ud til
universiteterne med det resultat at min afrejse i februar blev
ved med at blive udskudt - og i ventetiden blev julebrevet til
jer længere og længere, da man jo må have tiden til at gå
med et eller andet. Senere ærgrede jeg mig over at jeg måske
var blevet lige lovlig privat i julebrevet og skar antallet af
modtagere ned til det halve; det betyder jo ikke så meget når
jeg først og fremmest skriver dem for mig selv. Men det var
faktisk sjovt for mig at få tænkt mange af de hændelser
igennem jeg var kommet ud for gennem en konsekvent politik
"om at sige ja." Egentlig havde jeg tænkt mig i år
at berette lidt om hvad man kan komme ud for ved "at sige
nej," for faktisk har jeg jo ind imellem været tvunget
til af den ene eller anden grund at sige nej! Og selv om man så
ikke havner i spændende seksuelle og voldelige eksperimenter
kan der faktisk også komme utrolige ting ud af det. Men det må
jeg vente med at berette om til jeg får tid.
Da jeg endelig kom til USA i slutningen af februar var
flere af de planlagte shows blevet aflyst, så jeg endte med
kun at have ét i Boston Art Institute, hvor 500 begejstrede
elever brugte 10 timer på det og workshoppen bagefter.
Faktisk var effekten af mit nye "terapeutiske" show
så stærk at jeg til sidst måtte bede om lov til at bryde
op. Jeg skulle nå en flyver til Vestindien næste morgen.
Pga. de mange aflysninger havde jeg nemlig fået tid til at
føre min slægtsforskning ud i praksis. Jeg berettede sidste
år om hvordan jeg fandt ud af at Vibekes tip-tip-oldemor
havde været sort slave i Dansk Vestindien og nu ville jeg ned
og se om jeg kunne finde nogle af mine børns sorte
grandkusiner og fætre. Det lykkedes dog ikke i første
omgang, men på St. Croix fandt jeg frem til plantagen som
"Waage" engang havde arbejdet på. Og hvor heldig
har man mon lov til at være? For mens næsten alle de gamle
danske plantager i dag ligger hen i shopping centre og
McDonald's var lige præcis "Little La Grange" en af
de få, der endnu var intakte, idet den lå på det mest
paradisiske sted ude i bjergene. Det viste sig endog at
ejeren, den 87-årige Fritz Lawal, stadig talte dansk og blev
henrykt da jeg sagde "at nu kom jeg fordi vi i familien
ville have plantagen tilbage." Det måtte vi da gerne få,
sagde han, hvis vi også ville betale alle omkostningerne med
at holde den i stand. Min timing kunne ikke have været bedre;
plantagen var nemlig usædvanlig ved ikke blot at have vindmølle
til sukkerrørs-forarbejdningen, men også heste- og vandmølle.
Waages slavefæller havde møjsommeligt bygget en større
"romersk" akvædukt, der førte vandet milevidt fra
bjergene ned til vandmøllen. Derfor skulle plantagen nu laves
om til museum, og Niels Helveg Petersen skulle allerede ugen
efter komme over og åbne den - og jeg og min familie skulle
selvfølgelig nu efter dette utrolige sammentræf være æresgæster
ved højtideligheden. Sådan kom det dog ikke helt til at gå,
for Vibeke var i selv samme øjeblik nede og forhandle i netop
det land, Ghana, hvorfra Waages forfædre i sin tid var blevet
bragt over med slaveskibe. Ja, hvem ved om Vibeke netop sad og
forhandlede om sit danske kulturfremstød med sine egne fjerne
afrikanske slægtninge?
Det lykkedes mig i St. Croix's arkiver at finde navnene på
de andre 56 slaver, som vores hvide forfar havde ejet på
farmen, og jeg håber nu at finde frem til hvilke slaveskibe
Waages familie blev bragt over på for evt. en dag som en Alex
Haley at komme i forbindelse med deres familie i Ghana.
Jeg berettede sidste år om hvordan det siden var gået
Waages mulatdatter, som blev gift med vores tipoldefar, oberst
Castonier. Derfor var det næsten lige så bevægende for mig
nu at stå i det røde fort i Frederikssted på det sted, hvor
han hin mindeværdige dag - i hvert fald for Vestinderne -
havde givet ordre til ikke at skyde på Bhuddos
fremstormende slaveoprørere. Dette bevirkede at von Scholten
samme dag ophævede slaveriet. Nu hvor jeg stod der kunne jeg
endnu bedre forstå årsagen til denne utrolige begivenhed.
For slaveoprøret var jo netop startet på La Grange og Little
La Grange og havde Castonier skudt på oprørerne havde han jo
i bogstaveligste forstand måttet dræbe sin egen kones nærmeste
familie. Dette er en væsentlig detalje som Thorkild Hansen
ikke fik med i "Slavernes øer". Uden dette besøg
ville det heller ikke være gået op for mig at det netop var
på "vores" families plantage det afgørende oprør
startede, som førte til enden på dansk slaveri.
Ligeså var det en utrolig oplevelse at være til
gudstjeneste i den gamle danske Sabboath kirke i
Christianssted, hvor Waages datter Maren for 200 år siden var
blevet gift med Oberst Castonier. Da jeg fortalte det til præsten,
hev han mig straks op foran menigheden for at jeg skulle fortælle
om det. Og både de hvide og de sorte var lige begejstrede
idet de jo i teorien alle kunne være i min familie gennem
dette for Vestindien ikke helt usædvanlige blandingsægteskab.
Blot at opleve en integreret gudstjeneste var hjertevarmende
efter de raceadskilte kirker " i det egentlige USA.
Men ellers var jeg ikke begejstret for Vestindien, hvis
sorte befolkning virkede fjern og utilnærmelig i
sammenligning med menneskevarmen på Haiti, Jamaica og Cuba.
Alligevel synes jeg det er vigtigt at vi som danskere kommer i
kontakt med denne del af vores fælles fortid. Men skal I
derover - for danskerne er jo deres anden største turistindtægt
- bør I for jeres egen skyld kombinere det med en tur til
disse andre langt mere uspolerede øer. Thi de danske øer har
fået al den værste amerikanske kultur ind ved at blive
amerikanske. Og når befolkningen virker uspændende, må man
jo finde andet selskab. Så glad var jeg da det lykkedes min
tidligere omtalte "kinesiske kone" i New York at
smutte væk fra sin nye rige, men travle "mand" i et
par dage og besøge mig i mit lille tropeparadis med sin nu
velspækkede pengepung. Med sit sprudlende humør lykkedes det
hende faktisk at løsne selv den stive sorte befolkning lidt
op.
På vej hjem tog jeg mig også lige tid til at besøge et
af mine ønskemål gennem mange års bopæl blandt "the
lower East Side's" puerto ricanere. Men Puerto Rico hører
efter dette besøg ikke længere til blandt mine ønskemål.
Udover regnskoven, som hører til de bedste jeg har vandret i
- endog med ægte regn - virkede det hele som Ét stort San
Diego - dvs med samme fremmedgørende følelse af at vågne op
i et motel hver dag. Jeg har det slet og ret svært med
ulande, der er blevet rige for hurtigt, og har glemt at få
historien og patinaen med sig. Selv de gamle historiske gader
i San Juan fra Columbus tid virkede hyppigt som turistkulisser
og blev som alt andet på øen ødelagt af et bilhelvede jeg
ikke har set mage til noget steds i USA. Og alligevel var det
i denne plastikkultur ikke muligt at finde et billigt motel, så
hurtigt fandt jeg ud af at det var billigst at overnatte i
sex-motellerne, der ikke adskiller sig meget fra Thailands.
Det vil sige at man tager bilen med sig ind i seng, så ingen
fortørnede ægtefæller opdager hvem man er sammen med. Der
kunne jeg så ligge i mørket - thi en boghandel var vist ikke
opfundet i dette pengehelvede - og stirre på mig selv i de
spejlklædte lofter og kæmpe en brav kamp gennem en luge ud
til betjeningen for at få udleveret et lagen til at tage over
mig. For det er der vel ikke brug for i sexmoteller, hvor de
tilsyneladende ikke tidligere havde oplevet nogen sove en hel
nat igennem.
Jeg lovede at der ikke skulle være sex i dette julebrev,
men fortiden fanger hyppigt. Tilbage i New York begyndte jeg
pludselig at få telefonopringninger fra diverse homoseksuelle
- eller rettere skabsbøsser - i Danmark, som lige havde hørt
min radioudsendelse og bare ville takke mig for at jeg så
"ærligt" og "åbent" fortalte om mine
homoseksuelle forhold. Dette havde de selv altid haft lyst til
overfor deres egen familie, men ikke haft mod til. Det er
sikkert også lettere for mig at fortælle om, idet jeg jo
samtidig så tydeligt har bekendt mine heteroseksuelle tilbøjeligheder.
Der skal jo ikke så meget mod til at gå i seng med KGB når
man i det skjulte holder CIA i hånden. Hjemme i Danmark havde
svigermor og svigerfar adviseret deres bekendte om at deres højtelskede
svigersøn ville komme i radioen, men det kan jo nok være at
de fortrød det, da en halv times homoseksuelle bekendelser
rullede frem. Jeg selv var også lidt ked af, at jeg havde
fortalt jer om udsendelsen i sidste julebrev. Grunden var at
jeg i de 23 timers interview, som lå til grund for den, havde
brugt uhyre meget tid på at snakke om min barndom og
oplevelserne sammen med jer, mine gamle klassekammerater.
Derfor synes jeg at I skulle høre med. Men uden min viden
endte Helle Vibeke med at klippe alt dette væk for at koge
det hele ned til blot én time. Uden disse afsnit virkede det
jo lidt selvoptaget at få lokket jer til at høre med.
I april vendte jeg hjem til diverse 50 års fødselsdage.
Bl.a. var jeg med til både Johannes' og Marius' mere
offentlige rådhusarrangementer for at lure dem kunsten af
hvordan man fejrer denne milepæl - ligesom i øvrigt Niels
Thostrup kort tid efter min fødselsdag kom forbi for at få
nogle af mine dyrekøbte råd til sin egen fest kort efter. Da
jeg derved blev varskoet måtte jeg jo sende ham en gave; det
blev et stykke af Berlin-muren, der blev bygget netop på den
dag hvor jeg så ham for første gang - og et par ord om at
visse venskaber holder længere end selv de mest uigennemtrængelige
mure. Ja, det gælder vel efterhånden for de fleste af jer læsere.
Da jeg kom hjem fra USA var jeg indstillet på ikke at
fejre min egen fødselsdag, som jeg jo brugte så megen
fortvivlet spalteplads på i sidste julebrev. Men Vibeke fik
mig alligevel overtalt til - og det er ikke en gang en
beskeden løgn - at lave et lettere drop-in party efter
arbejdstid - desværre uden jyderne. Og det blev en herlig
blanding af venner. Som jeg skrev i takkeskrivelsen var det
som at få rullet en film med hele ens fortid op for øjnene -
et varmt déjavu med de mange stadier man går igennem på
livets sørgmuntre vej. Et sådant déjavu tror jeg også
andre oplevede - lige fra min første kæreste, Lotte, der
brugte lejligheden til at beklage sig til mine forældre over
at vi ikke havde fået lov til at sove sammen i præstegården
for 31 år siden - til min søns søde 15-årige kæreste,
Anna, der under nutidens mere frie forhold gennem snart et par
måneder har boet hos Daniel - og derfor nød på min fødselsdag
at få sin egen far på besøg - inden hun sluttede aftenen af
med at spille og synge for gæsterne. Jeg fornemmede en
ualmindelig hyggelig stemning med langt mere snak på tværs
af værtens forskellige "tidsperioder" end jeg ofte
har oplevet det ved fester. Måske det var fordi I var en
rigtig passende blanding af "flippede" og "slipsede"
venner - eller dem der før i livet havde været det ene og nu
var endt som det andet - såsom vores Am. Billeder's afholdte
"Søren sagfører" (nu direktør for
arbejdsgiverforeningen DHS) - eller Finn Ejnar Madsen, der
engang startede ungdomsoprøret fra mine ligkistebutik i
Dannebrogsgade - og nu kom med nyttige og alfaderlige
visdomsord til min søn om hvordan man skal skubbe sin rektor
ned fra talerstolen og undgå at blive fanget af politiet når
man maler graffiti på togene. Jeg nævner jer to som udmærkede
repræsentanter for faserne i mit livs - såvel som
efterkrigstidens - spændende historie, da I jo er
karakteristiske for den udvikling så mange i vores generation
gik igennem. Der var varmende taler af min far og min forlægger
Per Kofod ligesom Pia Tafdrup læste op af mit eneste varige
bidrag til dansk litteratur: nemlig de digte hun skrev på
vore rejser sammen. Netop fordi man bliver rystet så stærkt
sammen på sådanne rejser var jeg glad for at se ikke mindre
end syv af mine tidligere amerikanske medchauffører tilstede.
Den norske forlægger, som jeg havde med på sidste års tur,
havde på dagen komponeret og indsunget en ualmindelig smuk
"salme" om fødselarens rastløse sind og en
dramatisk sang om vores jagt på massemorderen Woody igennem
de tågede sumpe, som hun vist endnu ikke er kommet sig over.
(Hun ringede mig netop i skrivende stund op for at fortælle
at Cappeln's Forlag lige har meddelt at de vil udgive hendes
bog om vores rejse sammen i det nye år).
Jo, det var alt i alt en storslået dag. Bedst tror jeg nok
min gamle dansklærer, Erik Madsen, ramte mine følelser på
dagen - omgivet som jeg var af så mange skønne venner - med
inskriptionen i sin Aristofanesoversættelse "Til den
lykkeligste af mine pædagogiske fiaskoer!" Og midt i en
sådan salig lykkerus er det jo derfor godt at blive mindet om
med Niels Vest's gave: "Af jord er du kommet"
(....til jord skal du vel snart blive...) - at man efter denne
runde fødselsdag nu skal til at forberede sig på livets
aftentimer - og at netop her i livets slut-ræs må man gøre
en mere aktiv indsats for at holde bedre fast ved de
vidunderlige venner og bekendte, som livets mærkelige tilfældigheder
har skænket Én.
Dagen efter kørte jeg til en stor verdenskongres nede i
det sydlige Østtyskland. Ja, det er vist berettiget stadigvæk
at sige Østtyskland, for mens studenterledere fra hele verden
var strømmet til, glimrede vesttyskerne med deres totale fravær,
hvilket der var megen bitterhed over. Da jeg under mit show
sammenlignede de hvide amerikaneres psykologi overfor de sorte
med vesttyskernes overfor østtyskerne ramte jeg mere i plet
end jeg havde drømt om. Østtyskerne havde nemlig allerede
under oplevelsen af mit show følt at det var dem selv, det
handlede om. Det var i øvrigt rørende at opleve dem komme
med de gamle dårligt trykte østtyske udgaver af min bog fra
kommunismens tid for at få dem skrevet under - fra dengang
hvor der i mit forord lidet sensitivt stod skrevet "at de
blot kunne komme og besøge mig". Det var der jo en hel
del der til gengæld gjorde allerede samme dag, muren faldt.
Jeg fik i øvrigt et par gode veninder blandt piger, der som børn
var blevet fjernet fra forældrene p. g. a. sportslige evner
og sendt på de velkendte sportsanstalter for olympiadehåb.
Det pudsige var at de begge prøvede at retfærdiggøre denne
form for undertrykkelse ved at fortælle om hvordan det havde
udviklet deres selvtillid og tro på sig selv i forhold til
deres gamle kammerater, som ikke fik denne chance. Dette
virkede jo meget overbevisende når de sad der med deres
flakkende øjne og usikre stemmer og berettede om det! Jeg tør
slet ikke at tænke på hvor "megen" selvtillid
deres tidligere kammerater så har, men det fik mig igen til
at tænke på de tilsvarende tendenser jeg ser i sorte
amerikanere - og hvorfor vesttyskerne ikke vil have noget med
disse "bondeknolde" at gøre. Men ret beset må jeg
sige, at jeg synes de er langt, langt sødere at være sammen
med end vesttyskerne med al deres aggressive og målrettede
energi - selvom jeg netop som foredragsholder var mildt sagt
frustreret over østtyskernes totale mangel på evne til
effektiv organisering. Således endte jeg Én af dagene som
pauseklovn og "stand in" for en udebleven berømt
astronaut. Alle i byen var kommet slæbende med deres små børn
for at opleve denne astronaut. Skuffelsen var derfor stor, da
de i stedet skulle se mit show, men først en lang
paneldiskussion mellem mig, en gammel professor fra Harvard,
der lignede Einstein og kun kunne snakke om computere og en
ekspert i folkemordet i Jugoslavien. Vi skulle tale om verdens
fremtid, men talte i øst og vest på forskellige sprog. Vi
var helt til grin og det varede ikke længe før mødre med
mindre børn begyndte at stemme med fødderne - en ret, de jo
desværre nu har fået i Østtyskland.......synes man, når
man sidder som en anden Honnecker højt deroppe på et panel
med ivrige pressefotografer omkring sig - og netop derfor
let kommer til at tage sig selv UMÅDELIGT højtidelig.
Sommeren brugte jeg til for alvor at kaste mig ud på
Internettet i. Med mine internationale kontakter er det jo
vigtigt at få sig nogle hjemmesider og et godt domænenavn.
Jeg havde læst hvordan alle de gode navne for længst var
blevet købt op og at selv store firmaer må købe deres egne
navne tilbage for kæmpesummer. Så min nervøsitet var næsten
som at afvente resultatet af en HIV-test, da jeg med sved på
panden trykkede på computerknappen for at se om nogen ude i
den vide verden mon havde brugt navnet "American Pictures".
Det ville jo være underligt andet med alle de amerikanske
selskaber der hedder "American Graphical Pictures"
o.lign. Og sandt at sige var mit navn også blevet opkøbt på
mystisk vis i Cuba, Vietnam, Azerbajan og Bolivia, men selve
COM-adressen var til min store forbløffelse ledig. Og dette
er jo den allervigtigste at få, så den kastede jeg mig
straks over. Derefter gik jeg i gang med at lave hjemmesider.
Det havde jeg jo ikke forstand på, så jeg fik Bjørn Meldgård
til at brygge et modul sammen og vælge farverne og lave de første
4 sider. Mere havde jeg ikke råd til. Så der var ikke andet
for end at begynde at lære hvordan man skriver i HTML-sprog,
hvordan man skanner billeder osv. Inden længe
"mestrede" jeg da også Adobe Photoshop, Frontpage,
Composer og mindre hjælpeprogrammer og det var sjovt selv at
sidde og lave knapper, retouchere billeder til mindste jpg-størrelse.
Desværre måtte jeg i første omgang skanne billeder fra
bogen frem for originalerne. Det er virkelig hyggeligt at
sidde og lave sådan noget i familiens skød (som man så
naturligvis glemmer i processen) frem for at sidde bag et
bilrat dagen lang. Og inden længe begyndte jeg da også at få
ros fra ukendte steder på Internettet. Én anti-racistisk
organisation i Holland gjorde mig til "Site of the month"
og anden i Californien inviterede mig til fremtidige
konferencer i Dubrovnik og Sydafrika mens adskillige
amerikanske sociologi-forbund meldte tilbage at de havde lagt
mig øverst på deres egne links. Så hvis familien ikke
regner Én for noget når man sidder med hovedet inde i en
computer dagen lang, ja, så kan man i det mindste finde trøst
i at "man er noget ude på NETTET." Og det er vel
det der virkelig tæller nu om dage!
Ja, det er jo også sjovt at se hvordan man selv bliver kørt
op af medierne til at tro at hele ens fremtid er sikret, hvis
blot man får sine hjemmesider lavet, og derfor går op i det
som gjaldt det liv og død. Det minder lidt om dengang jeg
lavede bogen sammen med Kitte og troede den ville ændre hele
mit liv. Og nu - et halvt år efter min fødsel på nettet -
skænker jeg det ikke en tanke. De fleste e-mails henviser jeg
til min agent (som til gengæld har fået rigtig mange shows
ud af det), så det er mest irriterende porno-annoncer jeg nu
bliver bombarderet med - og ind imellem nogen, der via mine slægtssider
har fundet frem til at de er vores 10-nde grandkusine o.lign.
Men jeg håber da at I vil gå op og lige kigge på resultatet
af min hobby denne sommer.
I sommerferien isolerede jeg mig - efter Vibekes og andres
mening - nok lidt for meget. Jeg havde lovet Lalou at bygge en
hule oppe i et træ og fandt da også de tre største træer i
haven nede ved åen. Der var nogle velegnede grene imellem
dem, men da jeg kom derop blev jeg helt svimmel ved at kigge
de 10 meter ned. Så de grene jeg havde samlet til formålet
ville det ikke være forsvarligt at bygge hule med til børnebrug.
Altså måtte jeg til trælasthandlen efter nogle større
planker. Da gulvet endelig var bygget forekom det så stort
som en fodboldbane, så der måtte også nogle kraftige sider
på for at børnene ikke skulle falde ned. Og siden hen et
tag. Og sådan voksede langsomt et projekt frem som til sidst
mindede om en mellemting mellem et rumskib og en flyvende
domkirke. Jeg har jo altid haft tendens til "overkill"
og rumskibet endte da også med at koste en formue. Var det
for børnenes skyld eller for barnet i mig selv? Ja, det
diskuterede familie og naboer jo heftigt mens jeg skruede og
savede fra 8 morgen til 10-11 om aftenen. Da det endte med at
tage hele sommerferien, kunne børnene - Lalou og naboernes -
ikke bruge "hulen" før aftenen før ferien var
slut. Jeg nåede dog lige selv at prøvesove i mit lille slot,
som Vibeke heftigt anklagede mig for at have bygget blot for
at undgå at sidde og holde hende i hånden hele ferien. Jo, børnene
var skam begejstrede for at lege på min Tarzanrebstige, men
at bruge den lidt forvoksede "hule" kom de jo aldrig
rigtig til. Og da vi så kom hjem til København lå der et
brev fra sommerhusnaboen, som var en af Københavns skrappeste
advokater, om at hvis ikke huset i træerne var fjernet inden
en uge, ville vi få et større sagsanlæg imod os. Godt nok
hang domkirken truende ind over nabogrunden og har vel ikke
just forbedret deres udsigt ud over det smukke fredede
"Rusland", men da jeg flere gange havde snakket med
naboen under byggeriet uden at denne havde gjort ringeste
indvending, blev jeg ikke så lidt sur over udsigten til at
skulle ødelægge mit kunstværk. Så jeg skrev et af mine
rasende lange breve tilbage om det urimelige i at lade mig gå
i god tro en hel sommer og så først slå til dagen efter
rejsegildet. Naboen havde dog i forvejen gjort sig upopulær i
området gennem lignende "havesyge." Så vor gode
nabo - Ebbe Harder, der som leder på arkitektskolen var ikke
så lidt imponeret over mine arkitektoniske egenskaber og
havde støttet med gode råd og alt sit efterhånden ødelagte
værktøj, fik med sine store oratoriske egenskaber behændigt
svinget stemningen på grundejerforeningens møde om sagen
over på min side. Sagføreren har derfor indtil videre måttet
stillet sagen i bero - mens jeg selv fuldstændig har mistet
lysten til hverken at bruge min store domkirke - eller
svigermors lille sommerhus nedenunder. Jo, vi havde skam en
rigtig god sommerferie - Vibeke og jeg - og vist også børnene!
Og yderligere fin stemning kom vi i ved på nært hold at følge
afslutningen på to venners liv. Den ene var Molle's død, min
brors svigermor, der ganske vidst kom på det rigtige
tidspunkt efter lang tids senilitet, men som jo alligevel er
svært at komme igennem. Den anden var vores gode ven, Mette,
der som nævnt i sidste julebrev kæmpede med kræft, og som
nu efter længere tids håb og optimisme pludseligt døde -
kun 41 år gammel. Hun tilhørte vores lille madklub af forældre,
der har mødtes jævnligt siden vore sønner var i børnehave,
og som for mit vedkommende efterhånden er blevet en
erstatning for jer - fortidens venner - som i dag bor så
spredt. Med sin smittende livsnydelse sluttede hun sjældent
vore sammenkomster før den lyse morgen og det var hendes
menneskelige sider nok så meget som hendes anerkendelse som
kunstner, der fik begravelsen til nærmest at ligne en
folkevandring.
I efterårsferien havde Vibekes forældre havde inviteret
alle tre døtre, 4 børnebørn og os tre svigersønner til fødselsdag
på Mallorca. Det var umiddelbart ikke det mest ophidsende
sted at tage hen, men da det skulle stå i familiens tegn betød
kedelige omgivelser ikke så meget. Og faktisk er Mallorca
ikke så dårligt som sit ry. Det gik op for mig at jeg ikke
havde fået set de smukke historiske kvarterer i Palma under
mit første besøg for 31 år siden, da jeg i en uge stak af
fra Livgarden med min første kæreste, Lotte, under
foregivelse af at være indlagt på Rigshospitalet. Også
bjergene og de hyggelige små landsbyer er et besøg værd,
ja, jeg nød virkeligt alt dette originale spanske efter alt
det forlorne spanske, jeg lige havde set på Puerto Rico. Men
mest dog de gamle romerske ruiner! For nu var jeg i min slægtsforskning
kommet dybt ned i Romerriget og havde slæbt det halve
kongelige bibliotek med på rejsen. Dog ville jeg endnu ikke
indrømme overfor familien at det var "familien,"
jeg arbejdede med, så mens jeg lavede meterlange slægtstavler
om natten ud fra de kæmpeværker jeg pløjede mig igennem om
dagen såsom Cambridge's "Roman Rule in Asia Minor"
- ja, så prøvede jeg at lade som om det var ren og skær
historisk interesse, der drev værket. Jeg er nemlig for længst
blevet anklaget for at interessere mig mere for de døde
familiemedlemmer end for de levende. Men faktisk måtte jeg på
denne tur indrømme overfor mig selv at også den levende
familie er så spændende at det ikke blot var pligtfølelse
overfor den, som rev mig væk fra bøgerne. Blot samværet med
de to andre svigersønner - så forskellige som vi er - var
hele turen værd. Eller nydelsen af at opleve hvor godt
"morfar" - ramt som har er af Parkinsons - klarede
strabadserne på denne tur, som alle vidste let kunne blive
hans sidste.
Tanken om at vore forældre jo ikke lever evigt, fik jeg
dog lidt for tæt ind på livet i ugen derpå. Få dage efter
hjemkomsten døde min mor pludseligt. Hun havde været svag på
det sidste og vi var enige om at det var det rigtige tidspunkt
for at undgå en lang og for alle parter svær nedtur. Men
netop fordi hun stadig var så relativt rørig - hun havde
flere gange samme dag været ude at købe ind - kom det
alligevel som et chok. Jeg brød straks i gråd ligesom børnene
gjorde det, men ellers var jeg mere overrasket over hvor
roligt både jeg og mine brødre tog det. Hvad det derimod har
sat i gang af dybere reaktioner i mig er jeg ikke helt klar
over - og selv om tabet af forældre er et fællesmenneskeligt
anliggende, vil jeg nok heller ikke skrive om det her - før
jeg er mere afklaret omkring det. Min mor havde som bekendt et
meget vanskeligt og til tider sygt sind, så der var ingen af
os - hverken mine brødre eller min far - som havde et
ukompliceret forhold til hende. Hver gang psykologer og
astrologer har udspurgt mig om hende, har jeg stort set
klappet i som en østers. At Helle Vibeke fik lokket nogle ord
ud af mig i sin radioudsendelse var jeg egentlig overrasket
over - og lettet over at mor ikke selv hørte den. Thi ligeså
ærlig som hun selv kunne være, lige så meget måtte vi
andre livet igennem gå på listesko for at bestræbe os på ikke
at være ærlige overfor hende, med mindre vi ønskede at se
hendes Tennessé'ske Glasmenageri eksplodere - og derefter
falde sammen i lange perioder. Præsten, der holdt talen over
hende i den smukke Christianskirke, havde haft et lignende
forhold til sin mor - og endte faktisk med kun at snakke om
hende. Så fænomenet er jo ikke ukendt, men netop når det
drejer sig om ens egen mor afføder et sådant forhold uundgåeligt
dybe følelser af skyldfølelse - ikke mindst når hun
pludselig er væk og det for alvor går op for én at det er
for sent at hele sårene. I mit tilfælde er der ekstra meget,
der skal bearbejdes, fordi jeg på så mange måder har arvet
meget af hendes sind - både det positive og det negative. Og
da jeg selv på så mange måder lever i et glasmenageri, vælder
der alt for meget smerte op under forsøg på ar bearbejde
vores forhold i tankerne. Så - skønt jeg hyppigt bruger mine
julebreve til at skrive mig ude af smerte og oplevelser
på - vil jeg nok i dette tilfælde lægge låget over hende
uden yderligere kommentarer - indtil videre. Dette kom jeg i
øvrigt heller ikke til, idet jeg i selv samme øjeblik hvor
mine brødre gjorde dette i kapellet, var tvunget til at holde
et foredrag for eleverne i Himmelev gymnasium, hvis lærere
var taget til Tyskland. Jeg havde da også tidligere kysset
min mor farvel i kapellet, men undlod at aflyse i Himmelev
fordi gymnasiet ligger lige der, hvor jeg havde så mange
positive oplevelser med min mor på sommerferierne i hendes
barndomshjem. Derfor var det en særlig oplevelse for mig at skulle
køre igennem landsbyen for barndommens lyseste oplevelser,
Marbjerg, for lige efter foredraget at komme til min mors
begravelse. Netop for at holde fast i disse vidunderlige
minder satte jeg jo for nogle år siden en masse penge til på
at købe hendes barndomshjem tilbage - et minde som Valerie,
en sort veninde fra USA, i dag "plejer" for mig. Så
her er det lykkedes mig på smuk vis - for det er du jo,
Valerie! - at integrere min gamle verden med min nye.
Og kun få timer efter begravelsen måtte jeg så tage af
sted i flyet mod den nye verden - over til noget, som næsten
var ved at blive min egen død. For efter mange gode
"shows" - hvormed jeg som bekendt mener
"gode" elever - regnede det pludselig ned over mig
med ulykker. Jeg havde 4 dage fri efter Colgate University og
tænkte at jeg lige ville smutte til Rom på en gratis kurérbillet.
Det kan godt være at alle veje fører til Rom, men når man
tager så store omveje som jeg, skal man åbenbart betale for
det. Jeg skal ikke gå i detaljer, men jeg både tabte
forhjulet under kørslen, smadrede døre i limousiner og fik
fartbøder. Roms trafik var den rene afslapning for mig inden
jeg vendte tilbage til USA og allerede næste dag blev ramt af
en stor lastbil på en øde motorvej i Wisconsin kl. 6 om
morgenen. Jeg havde godt nok set lastbilen langt ude i
horisonten miste herredømmet og tænkt: "Nu ser du en
ulykke under opsejling." Men lastbilen kom nærmere og
blev ved med at hoppe rundt på de modsatrettede kørebaner
som en hest i et rodeo. Og pludselig ramte den jorden og tog
et ryk til siden og kom så - helt bogstaveligt -
"flyvende" over de amerikanske motorvejes 15 meter
brede og dybe midter-rabat - stik mod mig. Jeg kunne intet gøre
og han ramte med et brag ind i bagpartiet på min lille
udlejnings pickup truck, som blev kastet op i luften og
bagefter stod med næsen vendt mod trafikken. Han selv pløjede
ud i grøften og smadrede sin lastbil, men overlevede og kom
farende over mod mig, råbende igen og igen: "Are you
alive?" Han var fuldstændig overbevist om at han havde
dræbt mig og blev ved med at spørge om jeg virkelig ikke var
kommet til skade. Havde han blot ramt en halv meter til
venstre ville jeg med nogenlunde sikkerhed være gået samme
vej som min mor. Han var i øvrigt af den højreorienterede
militstype, der kunne have bombet Oklahoma City, og det må
have været et pudsigt syn for forbipasserende at se denne
karseklippede mand i camouflagejægeruniform og stramme støvler
stå og omfavne en langhåret flipper kl. 6 om morgenen mens
han råbte "Praise the lord! Thank God we are alive."
Jeg selv var så rolig og fattet at jeg gav mig til at
fotografere min ulykke - ja, det mest skræmmende ved tanken
om min egen død var på det tidspunkt at jeg sikkert ikke
ville have fået billeder af den - og det er jo ikke til at
leve med! Men senere på dagen, da jeg ringede hjem til Vibeke
om det, satte chokket ind. Det var i mellemtiden lykkedes mig
på trods af min forsinkelse med politirapporter, slagsmål
med Budget om den ødelagte bil osv, at nå flyveren i Milwauké.
Pga. "Thanksgiving" skulle jeg ellers have ventet i
3 dage ude på de sure landeveje. Nu ville jeg blot hjem - i første
omgang til New York, hvor Christina samme aften tog mig på
den dyreste, fineste restaurant hun kunne finde på Manhattan
for at trøste mig - og et par dage efter hjem til min kone i
Danmark.
Skønt tabet af adskillige kære satte sit præg på året,
er vi jo også blevet opmuntrede af en familieforøgelse. Da
jeg kom hjem efter forårsturnéen stod der nemlig 4 og
ventede på mig i lufthavnen: en af dem vores søn Daniel's kæreste,
Anna, som nu i 8 måneder har boet hos os. Hun blev opdaget af
Daniel til en fest på Christiania - og af modelbureauerne på
gaden i London som 15-årig. Så kort efter min hjemkomst i
foråret skulle jeg til noget jeg aldrig havde prøvet før:
et modeshow, der var slået gigantisk op som en slags Miss
Danmark konkurrence. Ud af 700 modeller var 10 valgt ud, som i
diverse dragter skulle paradere ned ad "the cat walk."
Og minsandten om ikke Anna vandt, hvorefter hende og Daniel
blev fotograferet overalt i den kulørte presse. Konferencier
var i øvrigt Cecilie Thomsen, den smukke datter af en af jer
julebrevsmodtagere, Erni, fra min studenterkursusklasse. Hun
bliver jo slået op i pressen som den nye James Bond-pige og
hendes første store opgave var nu at overrække blomster til
"vores" Anna. Senere på året var Anna så til den
store internationale konkurrence a la Miss Universe i Nice med
deltagere fra 80 lande. Her kom hun på fjerdepladsen og vandt
350.000 kr hvilket jo må forekommer lidt underligt for min søn,
som pukler med at bringe blomster ud til 25 kr per buket. Men
Anna gider ikke at være model. Hun er først og fremmest et
usædvanligt kærligt og kreativt menneske, der spiller,
synger, hygger, klipper og selv laver julegaver - mens hun får
det ene 13-tal i skolen efter det andet uden næsten at røre
en bog. Så hun har til fulde givet familien nyt liv i et lidt
svært år, hvor jeg ellers var ved at begrave mig i og søge
lidt for meget trøst i familiens døde - hvilket I nu skal høre
om.
Min slægtsforskning i antikkens historie:
A.h.t. de mange, for hvem slægtsforskning virker dødt og
søvndyssende, samler jeg dette støvede kapitel her til
sidst, så I kan få lejlighed til at stå af - hvis I ikke
allerede er stået af. Men det er egentlig lidt synd, for den
eneste spændende rejse jeg har været på i år er min rejse
ned i dødsriget - om jeg så må sige - eller i al fald langt
ned i antikkens historie, hvor menneskene jeg mødte pludselig
kom i live for mig og gjorde mit eget liv mere levende for
mig. Man kommer jo aldrig til at forstå nutidens menneske
uden før eller siden at beskæftige sig med dets historiske
dimension. Som omtalt sidste år var det Vibeke's onkels død
der satte det hele i gang og skønt jeg dengang kunne berette
om at være nået tilbage til år 1390 og ivrigt tog på
Margrethe-udstillinger på Nationalmuseet o.lign. for at se
hvordan vi i familien gik klædt dengang, - ja, så opleves
alle de mennesker jeg derved kom i kontakt med i dag som de
rene nutidsmennesker. Thi siden har jeg gjort helt utrolige -
ja, alle vil umiddelbart sige usandsynlige - opdagelser
mere end 4000 år tilbage i tiden.
I foråret fik jeg det første helt store gennembrud, da
jeg efter rejsen til Vestindien endnu engang tog til
mormonerne for at se om jeg kunne nå tilbage til Afrika. Der
var dog intet at finde om vores slaveforfædre, så jeg
kastede mig i stedet over de mange løse ender enhver slægtsforsker
sidder med. Men uden et eneste held. Efter mange dages
gravning i deres arkiver og computere var jeg ved at give op,
men så opdagede jeg på et arkiv i Boston nogle forfædre til
en af vore fjerne tipoldemødre, Ebba Catharina Kurck, fra
1660 i Sverige. Denne gren førte langsomt flere med sig. Og i
andre arkiver i New York begyndte jeg nu at grave utallige
forgreninger frem. Det viste sig nemlig at Ebba nedstammede
fra den svenske adel og adelen har jo altid været god til at
skrive ned om sig selv. Efter kort tid havde jeg samlet over
1000 adelige forfædre helt tilbage til 1200-tallet med navne
som Brahe, Bille, Gyldenstjerna, Oxenstjerna, Sture, Vasa osv.
At de var adelige tænkte jeg dog først over, da jeg en dag
studsede over at i hvert fald 8 af dem var døde på samme dag
i 1520, hvorved det "Stockholmske blodbad" pludselig
blev en familiebegivenhed frem for tør historie og Chr. II
også i mine øjne blev til "Christian Tyran".
Og er man inde i adelen kommer man også snart til kongerækkerne.
Mange var selvfølgelig indgiftet i de svenske kongerækker,
men mest glad var jeg ved at se en søn af Valdemar Sejr
hvorefter det jo var en let sag at komme tilbage til Gorm den
Gamle - mine børns 39. tipoldefar. (Jeg svor jo i sidste års
julebrev at jeg nok skulle finde en direkte blodlinie til
ham). Men, ak, selv Gorm virker ikke længere
"Gammel" i min familie. Ved at læse Johannes
Stenstrups lærde værker, Snorre, Saxo osv. har jeg også fået
sat alle vore sagnkonger og vikinger ind i familiens stamtræ,
thi selv om der ikke altid findes et historisk materiale om
dem, er de fleste forskere nogenlunde enige om deres slægtsforhold
og eksistens. De mest mytologiske linier venter jeg dog med
til senere, for nu fik jeg mere end nok at gøre med gennem de
danske, svenske og norske kongers ægteskaber med udenlandske
prinsesser at trænge ned i polske, ungarske, russiske,
engelske, franske og spanske fyrstehuse. Kongerne er selvfølgelig
lette nok, men hvad der kan give Én hovedpine er at finde
rundt i diverse hertugdømmer og grevskaber i det vildt
opsplittede Europa efter Romerrigets fald. Hver nat sidder jeg
og taster hundredvis af herskere af Anjou, Flandern,
Burgundiet, Friuli osv. ind i computeren, forsøger at finde
rede i slægtsforholdene og at sammenligne de meget
forskelligartede navne jeg finder i engelske, franske, tyske
og amerikanske kilder. Om dagen prøver jeg derpå at læse om
hvem de var mens jeg viser show i skolerne. Snart fik jeg
gjort Karl den Store til vores 37. tipoldefar og var således
helt stolt over at få både en kejser og helgen i familien.
Men det var blot den første af over 50 kejsere. Og blandt
konger er jeg i skrivende stund nået op på over 900, der er
direkte tipoldeforældre. Lidt efter lidt fik jeg mig gravet
ned igennem frankerriget og en stor oplevelse var det derpå i
foråret at nå igennem den næsten uigennemtrængelige mur,
der adskiller denne mørke middelalder fra romerriget - ikke
mindst fordi mange af familiens forfædre - såsom Regner
Lodbrog (39. tipoldefar) - som vikinger brændte alt hvad der
var af dokumenter i klostrenes arkiver af. Gennem
frankerrigets dynastier lykkedes det mig at finde nogle
obskure britiske småkonger, der nedstammede efter en datter
af kejser Claudius under dennes erobring af England. Og dermed
fik jeg jo hele det Julio-augustinske dynasti forærende, så
de berømte kejsere Tiberius, Nero, Caligula og ikke mindst
Augustus - vores 71. tipoldefar - kom ind i familievarmen. Og
det er jo sjovt netop i denne tid, hvor Daniel i gymnasiets
historiespeciale har valgt at skrive en sammenlignende analyse
af to af vore tipoldeforældre - Augustus og hans forbillede
Julius Cæsar. Begge hævdede jo at nedstamme fra Aeneas -
kendt fra Vergils berømte "¦Æneiden" - og således
har det også været morsomt for mig at føre stamtræet fra
Romulus og Remus helt tilbage til Trojas helte - dem som vi
fik ind med en eller anden søvndyssende modermælk i form af
Sparre P. i gymnasiet (han er i øvrigt lige gået på pension
fra Nørre Sundby Gymnasium, fik jeg at vide, da jeg ledte
efter ham under showet Dér i torsdags). Ganske vist er dette
KUN en mytologisk linie, men det er da alligevel sjovt
pludselig at få Agamemnon, Paris, Hector og den skønne
Helene blandt sine fjerne forfædre - eller grandonkler i
dette tilfælde. Jeg ville jo af samme grund fortælle Sparre
P. at jeg nu langt om længe ad mærkelige omveje havde fået
mig taget sammen til at læse det, som han ikke magtede at få
mig til at læse: nemlig Illiaden. Og da Aeneas, som jo
overlevede disse drabelige slag, havde Athene som mor, ja så
er det jo også sjovt for Vibeke og mine børn nu at kunne
sige at de direkte nedstammer fra Zeus og mange af de
andre kendte guder i det kæmpemæssige genealogiske slægtstræ
grækerne skabte over guderne. Kun ganske få af dem har dog
hidtil fundet vej ind i mit computerprogram (se mine
hjemmesider) idet jeg har mere end nok i arbejdet med den mere
seriøse, historiske del af slægtsforskningen.
At jeg senere på året skulle nå frem til de gamle grækere
ad helt andre veje ville jeg end ikke have drømt om i foråret.
Det store gennembrud for mig - der foreløbig har ført mig
mile(nia)-vidt forud for alle andre slægtsforskere jeg har
studeret på Internettet - kom under efterårets turne i
Norge. Her sad jeg en dag i min norske kedsomhed og surfede på
Internettet, hvor jeg pludseligt fik opsnappet en intern
diskussion mellem amerikanske historikere om at der
sandsynligvis var en ubrudt kongelinie ned til antikken gennem
Armenien. Gennem vores 34. tipoldefar, den svenske viking
Ryurik, der grundlagde Novgorod og 700 års ubrudt storfyrste-
og zar-dømme, havde jeg - med storfyrst Yaroslav den Vises
indførsel af byzantinsk kristendom gennem ægteskabet med
kejser Basilios' datter Anna - jo fået hele det Østromerske
rige under vingerne. Nu opdagede jeg så at Leo den V., der
også blev kaldt "Armenieren", rent faktisk havde
armenske rødder og gik derpå i gang med armenieren prins
Toumanoffs store værk om kristendommen. Heri redegør han for
sine forfædres historie ned gennem Mamikonide-fyrsterne og de
jødiske Bagratider. Ved i efterårsferien at pløje det store
"Roman rule in Asia Minor" igennem ovenpå de
romerske ruiner i Mallorca, lykkedes det mig at få sat den
armenske kongerække sammen helt ned til det persiske rige 400
f. Kr. Først var det spændende med en direkte linie at se
hvor langt jeg kunne komme tilbage i historien (det er den jeg
har lagt ind på Internettet, men pas på: den er fuld af
fejl, ved jeg nu efter yderligere forskning). Denne direkte
linie førte mig snart til Kyros den Store, som blev gift med
en ægyptisk prinsesse, og således kunne jeg nu begynde møjsommeligt
at taste faraoernes underlige "hieroglyf"-navne ind
i stamtræet. Det lykkedes mig at finde prinser og prinsesser,
der dannede broer mellem diverse dynastier, broer der for blot
få år siden var ukendte. Ægyptologien er nemlig i rivende
udvikling og snart begyndte jeg at kommunikere med alverdens
ægyptologer, assyriologer og hittitotologer over Internettet.
Jeg troede i lang tid at det var umuligt at komme længere end
til det 17. dynasti, hvor "Hyksos"-palæstinenserne
væltede ind over Ægypten - dem, hvis efterkommere vores 110.
tipoldefar, Ramses II, med lidt overtalelse fra Moses hjalp tørskoet
tilbage hvor de hørte hjemme. Hyksos ødelagde hele den
flotte kongerække, men lige før jul sendte en ægyptolog i
Californien mig sin seneste forskning, og således er det nu
lykkedes mig at komme tilbage til Ammennat I. i det 12.
dynasti. Mens de fleste af vore ægyptiske forfædre ligger
begravet i kongernes dal, er jeg nu så langt tilbage i
historien, at vores 137. og 136. tipoldefædre ligger begravet
i pyramider. Og gennem en anden linie af højestepræster for
guden Ptah i Memphis er jeg ligeledes nået tilbage til år
2000 f. Kr. - her dog med nøjagtig 150 generationers afstand
ned til mine børn. Kongerækkerne længere tilbage er kendte,
men slægtsforholdet mellem det 12. og det 11. dynasti kender
ingen endnu.
Siden er jeg så begyndt at grave i sidelinierne og har fået
de fleste af hittitterkongerne med og både babylonerne og de
grusomme assyrere. Det ærgrer mig naturligvis at jeg ikke kan
nå helt tilbage til Hammurabi, som står lyslevende for mig
fra Hubners tid. De konger, jeg husker fra min tidligste
bibelhistorie, udgør de største psykiske "sejre" i
min slægtsforskning, såsom Nebukadnesar, kong David og
Salomon (som vores 97. tipoldefar, farao Shoshenq I., røvede
alle rigdommene fra - undtagen pagtens ark!) - for ikke at
tale om vores 79. tipoldemor, Esther, fra Esthers Bog, der jo
ligesom Kyros reddede jøderne. David og Salomon er foreløbigt
kun vore 95. og 96. grandonkler gennem en mytologisk linie,
men jeg arbejder for tiden på en historisk linie gennem de
babyloniske exillarcher, der blev "tabt" efter
fangenskabet hos Nebukadnesar og senere indgift i
Sassanidernes perserrige. Gennem perserne er jeg også nået
gennem Alexander den Store og hele det makedonske, ptolemaiske
og seleukiske dynasti og tilbage til de gamle grækere. Største
oplevelse her var det at få både Perikles (under hvem
kulturen vel nåede sit højeste i hele menneskehedens
historie - hvad så bøssen Sofokles end måtte mene om ham)
og Kleistenes, som opfandt demokratiet, ind "i
familien". Og da min bror Niels Jørgen jo lever af at
lave Marathonløb, er det jo også tankevækkende at dette
ikke var blevet til, hvis ikke vores 81. tipoldefar, Miltiades,
havde vundet det famøse slag over vores 80. tipoldefar,
Darius, af Persien. Mere forbavset var jeg dog over at opdage
at vores 66. tipoldefar, Herodes den Store, 390 år efter
(omkring Jesu fødsel) var en af de store sponsorer af
olympiaden. Denne grusomme mand fik jeg med i stamtræet fordi
hans sønnesøn af romerne blev udpeget som konge over
Armenien. Ikke blot prøvede han at myrde Jesus, men han
henrettede også vores 66. tipoldemor Miriame og adskillige af
sine sønner efter retssager, der er levende beskrevet af den
jødisk/romerske historiker Josefus. Hvad hans børn og børnebørn
gik rundt og sagde er jo også levende beskrevet i det Nye
Testamente, hvor Jesus fornærmer vores 64. grandonkel Herodes
Antipas så meget, at denne bliver venner med Pilatus og
medvirker til Jesu korsfæstelse. Men vores 65. grandonkel,
Agrippa, er så tæt på at blive omvendt til kristendommen af
Paulus, at han redder denne - og derved sikrer kristendommens
udbredelse. Så uden "vores" familie var I jo nok
ikke blevet gode kristne. Jesus selv er vores "45th
cousin 79 times removed" siger computeren - (hvad en sådan
fætter hedder på dansk ved jeg ikke). Til gengæld er
profeten Muhammed vores 43. tipoldefar (gennem en maurisk
prinsesses' ægteskab med Alfonso VI af Castille).
Alt dette lyder dog nok lidt latterligt hvis I ikke går
ind på mine hjemmesider og kigger på hele stamtræet med
4.400 personer i. Og hvad fører et sådant tidsspilde mon så
til? Jo, nu har jeg fået den idé som den første i verden at
skrive hele verdenshistorien om til en familiekrønike. Da
historielæsning er blevet mere spændende for mig end slægtsforskning
- netop i kraft af denne - har jeg lyst til at genfortælle
"familiens historie" for min datter Lalou (Lucie) på
en mere spændende og personlig måde end de kedelige "søforbund",
"kornalliancer" og "kulturpåvirkninger"
vi faldt i søvn over i skoletiden. Arbejdstitlen er foreløbig
"Lucie's verden" - frit efter Jostein Gaarders spændende
"Sofies verden". Kun den del af verdenshistorien der
kan fortælles indenfor familiens rammer vil blive fortalt,
men bortset fra fjernøsten og Incaerne er det jo også det
meste: altså "One World, One Family". Jeg vil forsøge
at få bogen ud til Jesu fødselsdag år 2000 så det bliver nøjagtig
2000 års familiehistorie før og 2000 efter hans fødsel. Han
vil nemlig være en af "heltene" i bogen - et af de
få glimt af håb såsom Akhnaton (verdens første originale tænker
og grundlægger af monoteismen), Sokrates, Kleistenes,
Muhammed osv. - som står frem i en ellers endeløs parade af
voldsmænd og voldskvinder. Volden og undertrykkelsen (ikke
mindst overfor vore mange navnløse forfædre) vil være
det grundlæggende tema med budskabet om, at vi nu - 2000 år
efter Jesu - må til "at tage os sammen i familien."
Også billederne skal være i en personlig stil med Lalou
foran diverse monumenter som Persepolis, pyramider og
Claudius-akvadukter, og bagest i bogen vil der være en cd-rom
med slægtsprogrammet Jamodat og hele stamtræet - dels for at
forskere kan verificere at der ingen (grove) fejl er i det -
og dels for at opfordre læseren til selv at lægge sine data
ind i verdensstamtræet og finde tilbage til antikkens forfædre.
Så hvis der ikke skulle blive tid til julebrev de næste to
år ved I nu hvorfor!
Da jeg i julen lavede et større slægtsshow for familien -
4 timer langt og med 500 billeder af diverse forfædre og
mumier - kom julebrevet igen i år for sent ud. Min kone har
jo altid anklaget mig for at tænke mere på julebreve end
familien, når jeg skriver dem, men det fik hun jo ikke
lejlighed til i år. Det lader i øvrigt til at I i jeres
julebreve forsøger at overgå mig med vold - særligt Jess
havde i år en dramatisk historie om røvere der overfaldt og
skød på hans søn. Men som I kan se på mit julebrev i år
kan man godt tage sig sammen og skrive et "pænt"
julebrev en gang imellem. Hvis I af samme søvndyssende grund
ikke er nået med mig helt her til slutningen......ja, så kan
jeg jo ikke gøre noget ved. Nu må I have en rigtig godt nytår.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K
Tlf . 33-124412 (I USA: 212-614-0438)
Mine hjemmesider ses bedst på de seneste kraftige
computere. Især stamtræet kræver et hurtigt modem og meget
hukommelse. Det ligger under:
www.american-pictures.com/genealogy/slaegt.htm |