Kære venner
Intet nyt fra Vestfronten. Sådan
kunne jeg kort beskrive året der gik i dette julebrev. Selvfølgelig
en tilsnigelse, men for jer der har fået mine breve - for
mange af jer nu i over 20 år - vil det nok føles sådan. I
ved da også fra tidligere, at jeg mest skriver ud fra et
behov for at skrive - ikke nødvendigvis fordi jeg elsker jer
så højt. Men med mit rastløse liv har jeg måske et stærkere
behov end de fleste for at holde fast ved fortiden. At jeg så
har valgt at kaste redningskransen til jer skal I ikke tage
jer af. Jeg føler jo større tilfredsstillelse ved at skrive
sådanne "personlige" breve end bøger og
avisartikler til nogen man slet ikke kender. En del af jer er
måske nok lidt sløve mht. at skrive julekort tilbage. Jeg
spekulerede på, om det var fordi jeg er gledet ud i glemselen
for jer, men fik så et brev fra en 17 årig datter af et par
af mine venner gennem mange år. Hun gav udtryk for, at hendes
forældre havde lyst til at skrive til mig, men følte at i
forhold til det jeg oplever "ude i den store verden"
forekom deres egen hverdag så kedelig og triviel, at det
sikkert ikke ville interessere mig. Det gav mig lidt at tænke
over. Dels kendte jeg forældrene godt nok til at vide, at det
de selv lavede var mindst ligeså værdifuldt og spændende,
og dels gik det endnu engang op for mig, at andres liv altid
virker mere spændende end ens eget.
Af samme grund håber jeg
altid at lokke jer med på mine turneer for gennem jeres
umiddelbare og følsomme reaktioner at genopleve alt det spændende
jeg engang fandt i Amerika, men som nu forekommer
trivielt. De fleste børn, mine egne inklusive, oplever
sikkert deres forældres arbejde som kedeligt. Det er da
heller ikke underligt, at jeg i stigende grad får
tilbagemeldinger om, at mine julebreve er blevet populær læsning
for mange af jeres efterhånden halvvoksne børn. Ja, tænk
sig at man er ved at blive så gammel at ens første kæresters
børn nu planlægger at køre med mig i USA. Og Sus, som jeg
kom sammen med på Esbjerg Statsskole før Beatlestiden, da
man gik og flettede Brylcremefedtede fingre i parken... ja, i
år gik hendes søn på Indiana University, som jeg netop
holdt foredrag i. Og Marius Ibsen fra Statsskolen har nu en søn
på high school ved Boston, som jeg håber at tage til mit 14.
foredrag i Harvard i februar. Således at begynde at opleve
jer, som jeg kom til at holde af, gennem jeres børn er så spændende
at det er grund nok til at sende jer julebreve. Et tilsvarende
forhold har jeg fået til mange af børnene af de folk I
kender fra min bog. Det triste ved at bevare kontakten med så
mange mennesker er jo at man derved også får en masse
lidelse tæt ind på livet. Gennem sidste års julebrev lærte
jeg at en god ven fra min tid på Krogerup Højskole havde begået
selvmord. Hvis nogle af jer andre går og tænker på noget
lignende, så tag for Guds skyld hellere på køretur med mig
i USA. Så gælder undskyldningen med at I ikke har tid eller
råd i al fald ikke.
Da I fra tidligere julebreve
ved en del om mit arbejde i USA, kunne jeg, som I fornemmer i
indledningen, tænke mig i år i stedet at reflektere lidt
over min fortid. Ikke mindst fordi dette blev året, hvor så
meget af den vendte tilbage. 3. juledag tog jeg med familien
ned til Jörg Meier, den østtyske spion, som arbejdede for os
i Amerikanske Billeder, og som I måske så et interview med i
TV. Et herligt gensyn efter 8 år - og ikke så lidt af en
reflektion over alt det, som han havde kæmpet for (men nu var
helt desillusioneret over). Humøret og optimismen havde han
bevaret. Ligeså utroligt var det at bo hos Alexander Nagel i
Vestberlin i julen, som i sin mere idealistiske ungdom
organiserede shows for os i Berlin, men nu havde et stort
firma og var begyndt at investere i filialer i Østberlin. Den
rigdom, som køerne af østeuropæere i gaderne nu søgte,
fandt vi til overmål i hans luksuslejlighed.
I slutningen af januar tilbage
til arbejdet. Tony og jeg for USA rundt hele foråret, ind og
ud af fly, den ene dag i Øst, næste aften 5000 km borte i
Californien, og næste aften igen på østkysten og så
fremdeles. Når dagene ofte smuldrer væk for mig hjemme i
Danmark er jeg ikke så lidt imponeret af hvad man rent
faktisk - fysisk - kan nå at udrette på en dag. For anden
gang i træk havde vi et publikum i Univ. of Calif. i Davis på
ca 2.000. Og halvt så mange næste aften til mit 9. show i
Stanford - skolen med de fleste nobelpristagere - som jeg ikke
mindst kom til at elske forrige år, da den stod parat med både
læge og sygeplejerske da rygtet var gået fra min forelæsning
samme morgen i U. of Pen. i Philadelphia, at jeg var dødssyg.
Man kan jo ikke aflyse, når folk har sat så mange penge på
spil. Og for fjerde gang havde vi flere end de tilladte 1.500
i Univ. of Michigan, så brandvagter måtte standse showet.
For 3. gang på et år var jeg i Boston University, hvor
professorerne over middagen fortalte at de fik en opringning
efter sidste show fra selveste Præsident Bush's taleskribent,
som havde forlangt "equal time" for at fremføre
regeringens side af sagen. Så måtte skolen bringe ham ind
til et tørt foredrag om alt det regeringen gør for de sorte.
Pga af nedskæringerne måtte de i år bruge sponsorer og fik
en tidligere elev, nu mangemillionær, til at betale min
forestilling. Han sad i forreste række med sin minkklædte
kone og fik et bragende bifald fra de 700 elever. Jeg takkede
ham for beløbet og undskyldte ihærdigt mit angreb på minkklædte
millionærer sidst i showet.
Alt dette og de daglige
krisesituationer var rutine. Som noget nyt i forårsturneen
kom jeg endelig til min sidste stat, Hawaii. Jeg sagde farvel
til Tony i Michigans dybe sne og fløj med et næsten tomt
jumbofly den lange vej over Stillehavet til - fantaserede jeg
- en uge på de subtropiske badestrande. Skønt jeg ankom midt
om natten mødte en delegation op for at lægge den
traditionelle blomsterkrans om halsen på mig. Jeg blev
indkvarteret i universitetets kæmpestore gæstebolig omgivet
af palmeparker og masser af tjenestefolk. Jeg boede klods op
af Imelda Marcos luksus-eksil og forsøgte naturligvis at besøge
hende, men blev afvist af vagterne. Til showet mødte jeg
bl.a. Norges fredsforsker Johan Galtung. Men badestrande blev
det ikke til, da jeg endte med at undervise hele ugen. Det
blev dog lidt af en oplevelse. Ikke blot fordi jeg i hver
eneste klasse først fik en blomsterkrans af en indfødt Hawaii-pige,
men også fordi det var første gang jeg havde oplevet selv at
være minoritet - eneste hvid i rent asiatiske klasser med filippinere,
japanere, kinesere, koreanere og de indfødte Hawaii-folk. Og
flere af mine klasser var udelukkende kvinder. Da jeg intet
vidste om Hawaiis helt specielle racisme - japansk
diskrimination mod filippinere, hvide og indfødte -
underviste jeg ikke i racisme, men 'classism' (mangelen på en
velfærdsstat). Jeg har altid haft en svaghed for kvinder fra
andre racer eller befolkningsgrupper, jeg ikke har mødt før,
de første sorte, kinesere, indianere, jøder osv., og jeg
blev da også ikke så lidt fascineret af Ruhia, den første
altid smilende indfødte Hawaii-pige, jeg kom til at kende.
Ikke mindst fordi hun ligesom Tony og jeg arbejdede med
co-counseling og var Bahai (den religion jeg nok selv ville vælge,
da den søger at sammensmelte Islam, Kristen- og Jødedom,
Bhudisme og Hinduisme og søger aktiv integration på det ægteskabelige
plan mellem racerne). Hun kørte mig rundt i bjergene og tog
mig til spændende Bahaimøder.
Det var lidt af et valg at
tage til Hawaii. Jeg havde nemlig fået en personlig
invitation fra SWAPOs generalsekretær til at være med ved
Namibias uafhængighedsfest - Afrikas sidste koloni.
Amerikanske Billeder var jo med til at finansiere en
sygeplejeskole for namibiske flygtninge i Angola og havde
tidligere haft et møde med den nye præsident Sam Nujoma. Alt
det var som glemt i USA's travlhed, men Afrika glemmer ikke så
let, har jeg lært, og jeg var glad over at se fortiden vende
tilbage endnu engang. Dog kom indbydelsen for sent til at
aflyse shows i USA. Min søn, "Flim", som jo blev født
nøjagtig 10 år før på Zimbabwes uafhængighedsdag (præsident
Mugabes smukke kone, Sally Mugabe, bar ham dengang symbolsk i
sine arme kort efter den fælles fødselsdag), skulle samtidig
komme til Amerika for at køre rundt med mig. Det så vi begge
frem til. Vi havde en god turne, hvor vi bag i bilen lavede
lektier mens Tony kørte, men ikke eet sted lykkedes det mig
at lokke Flim ind og se showet, som han jo er opflasket med
fra barnsben. Nej, i hver eneste skole fandt han straks vej
til video- eller computerafdelingen. Og den
jantelovsmentalitet, han som danske børn normalt er tynget
af, var som forduftet i frihedens Amerika. Jeg var forbløffet
over at se ham frejdigt konversere med lastbilchauffører på
den åbne måde, jeg elsker hos amerikanere, uden flakken i
blikket. Da vi besøgte Lelas familie (side 187 i gl. udg. af
bogen) i en af de værste ghettoer i New York, strøg han
rundt med hendes søn i natten. Men da Lela fortalte, at
hendes søns bedste legekammerat på samme alder og i samme
opgang netop var blevet skudt få dage før - og om alle de
andre børn der også var blevet dræbt - blev vi nervøse og
ledte i lang tid i de uoplyste gader efter dem. Alle havde set
ham fordi han var den eneste hvide - og troede han var pige -
og efter lang tids søgen fandt vi ham blandt en masse
kriminelle typer foran en butik. Han skulle skrive dagbog for
skolen om turen, og jeg studsede over at når han besøgte
sorte hjem satte han aldrig etiketten "sort" på dem
sådan som amerikanere hele tiden gør. Jeg selv tænker hele
tiden racistisk fordi jeg underviser i sort-hvide forhold og
uden at tænke over det sagde jeg: "skriv f.eks. om den
sorte familie vi var hos torsdag aften...." Han kan ikke
have undgået at føle ghettoen og volden. Når han aldrig
satte etiketten på, tror jeg det går tilbage til han var 2
år, da jeg blaffede 12.000 km rundt med ham. Vi boede kun i
sorte hjem i ghettoer, hvor de aldrig havde set et hvidt barn
og derfor forkælede ham. Så det han lærte om sorte var
noget med masser af kager, is og kærlighed. Alle andre hvide
børn i USA får de modsatte budskaber om sorte fra forældrene
i disse vigtige formative år - de fornemmer forældrenes
frygtreaktioner, hører når de låser bildørene i visse
kvarterer osv. - og ender derfor som racister, der ser
samfundet i et psykologisk sort/hvidt-, vi/dem-kastesystem.
Trygheden Flim nu følte blandt sorte var nok igen et pust fra
fortiden.
Vi sluttede med to shows i
Harvard og tog så til Island. Det blev igen fortiden der
vendte tilbage, da det var nøjagtigt 20 år efter jeg var her
sidst under udvandringen til Canada. Mange af jer husker det
150 siders tætskrevne brev om mit stop her. I flyet dertil mødte
jeg dengang en tysker. Sammen tog vi til Reykjavik og drak
kaffe og sludrede om hvor vi skulle bo. Han foreslog Frelsens
Hær. Jeg sagde i spøg, at i så lille et land kunne man vel
starte oppefra med præsidenten. Spøg blev til væddemål:
jeg slog op i telefonbogen for at finde præsidentens adresse
og vi skiltes. Dog tog jeg fejl og endte til morgenmad hos
handelsministeren, hvis datter var en kusine til præsidentens
datter, Dora. De oplysninger kunne jeg bruge, og da jeg senere
den morgen bankede på hos den bøse, konservative præsident
kunne jeg straks se at han misbilligede mit lange hår, min fåreskindspels
og mit 15 m lange Vietconghalstørklæde. Så jeg bad om at se
Dora i samme naturlige tone, som da jeg siden bankede på hos
Rockefeller. Han formodede vel jeg var en ven og vækkede
hende. Og mens han gik ind i sit studerekammer, satte jeg Dora
ind i situationen, at jeg havde brug for et sted at bo. Jeg
endte med at bo der i 3 uger og vandt således væddemålet,
kom ind i et nyt land uden at kende nogen, spiste morgenmad
hos handelsministeren, frokost med højesteretsdommeren og gik
i seng hos præsidenten. Siden prøvede jeg på om det mon også
lod sig gøre i USA. Det gik dog ikke så let i mine vagabondår
selvom jeg fik Nixons datter i tale to gange. Men siden kom
jeg jo til at bo flere gange hos præsident Carters rebelske
datter Amy.
Nå, de fleste andre venner
fra Islandstiden havde jeg haft forbindelse med under mine
turneer rundt i Skandinavien, men Dora var gledet ud. Jeg
elsker at tage Flim rundt til gamle venner, så nu var det tid
at vise ham hvor det hele startede. Doras far var nu død, hun
selv fraskilt med 20-årig datter og selvom jeg knapt kunne
kende hende efter 20 år var det den store gensynsglæde. Vi
hyggede os gevaldigt over hendes hjemmebryg, som uden
sammenligning er det bedste middel jeg kender mod jetlag. Så
nu er jeg begyndt at standse der hver gang jeg rejser fra USA.
Flim nød at hoppe rundt i vulkaner, varme kilder og gejsere.
Sommerferien stod også i
fortidens tegn med campingtur i de sørgelige rester af Østeuropa.
Vi købte telt af Karen Højer (fra vores parallelklasse på
Statsskolen) og tog først til Jörg Meier i de sidste dage af
DDR, så til Polen, hvor Flim blev planlagt under en rejse med
Vibeke dengang vi idealistisk underskrev "Warszawa-pagten"
om ligelig fordeling af bleskiftning osv. Denne gang skulle
ikke mindst Flim se Auschwitz som lidt modvægt til sidste
sommers oplevelse af palæstinenserne på Israels vestbred. Nå,
der var også mere muntre oplevelser. På manges råd opgav vi
Rumænien og endte i en nudistlejr i Jugoslavien. Alt foregik
nøgent, hvilket man vænner sig hurtigt til. Da jeg søndag
morgen gik efter rundstykker i det lokale supermarked,
opdagede jeg dog pludselig at noget var forkert. Alle havde jo
tøj på! Der stod jeg - ene bare mand - i en langsom,
uendelig langsom kø med lutter påklædte ældre mennesker af
den konservative type. Det føltes som en scene i en film. Da
jeg endelig kom op til den ældre katolske kassedame med
nedslagne øjne og hun havde slået mine varer op og jeg rakte
ned efter pungen, ja, så havde jeg selvfølgelig også glemt
den og måtte lade alle varer ligge.
Saddam Hussein ødelagde efterårets
turne. De høje oliepriser fremkaldte recession i USA's økonomi,
hvilket mærkedes på universiteternes budgetter. Antallet af
engagementer faldt til det halve, men det passede mig fint.
Jeg fik tid til at fotografere og være menneske(!) Med
et billigt kamera kastede jeg mig ud i crack-kriminaliteten og
fulgte flere skæbner meget tæt på. En kvinde i Harlem
gjorde især indtryk på mig. 22 år med en 10 år gammel søn
i Boston. Hun havde været hjemløs og prostitueret siden hun
var 14. Nu sad hun i samme døråbning hver dag og solgte
crack. Jeg blev gode venner med hende, inviterede hende ud
osv. En søndag sad jeg med hende hele dagen og opdagede at
hun sendte alle kunder væk tomhændede: "Ved du ikke at
jeg ikke sælger om søndagen", sagde hun. Skønt hele
hendes liv var ødelagt og hun lignede en "bag lady"
var det dybt imod hendes religiøse overbevisning at sælge
narkotika om søndagen. Sådanne små glimt af menneskelighed
midt i den værste brutalitet er med til at holde mig oppe i
den triste amerikanske hverdag.
Jeg tilbragte også meget tid
med de overalt vrimlende hjemløse, og da jeg havde en slem
hoste i lang tid, var jeg bange for at have fået tuberkulose,
som mange lider af. Jeg sad nemlig hver nat til kl. 3 om
morgenen og delte vin og øl med dem. Flere tjener lidt penge
ved at sælge min bog i gaden, bl.a. Muhammed - en tidligere
sort panter. Sammen bespiste vi hundreder af mennesker i San
Francisco for 15 år siden, men nu lever han selv under
papkasser dækket af blåt plastik: en skyldfremkaldende påmindelse
om en fjern fortid hvor vi begge var "down and out."
En dag blev jeg genkendt af en ung dansker i New Yorks
skyskraberkvarter, hvor turisterne kommer. Han var på efterårsferie
og viste sig at være hundeangst for at komme udenfor disse
"sikre" områder. Jeg tilbød at vise ham lidt rundt
blandt de hjemløse i mit kvarter. Det blev en stor oplevelse
for ham. Det traf sig så heldigt, at det var sent på dagen,
hvor mine venner var lige så tilpas fulde at de alle
inviterede ham "inden døre" i papkasserne og var
utroligt flinke overfor ham. Men det, der var så pudsigt, var
at de, flere af de steder vi kom i byen, netop sad og læste
min bog - gennemblødt af vand og fugt. Et rent tilfælde,
vidste jeg, men med de generaliseringer en førstegangsturist
altid gør udfra enkelte oplevelser, kunne jeg se at denne
unge dansker virkelig var imponeret. Og beskedenhed har jo
aldrig været min stærke side, så jeg lod ham naturligvis
blive i troen!
Ellers var den store fornyelse
i mit liv at jeg i efteråret fik en 'sky-pager', der er en
form for beeper. En biltelefon duer ikke da jeg konstant er i
nye områder, men nu ringer venner gratis til mig via
satellit. Hvor jeg end er i USA, i en flyvemaskine, i bilen
osv beeper skypageren øjeblikkeligt i lommen på mig og jeg
kan straks høre deres indtalte budskab og ringe tilbage. Min
agent bruger den naturligvis mest, men også Vibeke ringer til
mig i tide og utide når hun har et problem med computeren
eller børnene derhjemme. Ofte er jeg så i telefonen sekunder
efter og kan kommandere de uvorne børn i seng midt fra
Alaskas bjerge. På samme måde føler jeg mig nu i meget nærmere
kontakt med venner i USA. Mange af dem I kender fra bogen
"beeper" mig nu for at fortælle mig om vigtige
begivenheder i deres ghetto, så jeg straks kan komme flyvende
og fotografere. Jeg havde f.eks. en sjov oplevelse, da jeg sad
højt oppe i Minnesotas skove i et sommerhus. Næsten
samtidigt beepede to venner i Hartford-ghettoen mig uden at
kende hinanden for at fortælle mig om begivenheder der skulle
ske på samme dag to uger senere. Den ene var Leslie (i
badekaret på side 189), som jeg var tæt på at blive gift
med i mine vagabondår, og som nu havde arrangeret en kæmpedemonstration
mod narkotikaen i ghettoen og gerne ville have mig til at
fotografere når hun introducerede guvernøren. Hun var så
bevæget over at jeg kunne komme, at hun også introducerede
mig som "a good, good old friend" Med al den marihuana
vi to havde røget sammen var jeg rørt over nu at se hende gå
forrest i kampen mod narkotikaen. Den anden var en sort
veninde, jeg tit bor hos, skuespilleren, danseren, kunstneren,
foto modellen, der ønskede at jeg skulle komme til hendes
solo-danseoptræden sammen aften. Den fik så bragende
anmeldelser, at jeg nu prøver at arrangere en turne for hende
i Danmark. At jeg kunne komme til begge disse begivenheder var
et mirakel skabt af Saddam Husein.
Jeg havde i øvrigt en anden
underlig dobbeltoplevelse med to gamle sorte venner, som
bragte mig i et slemt dilemma. Den ene var Denia (side 165),
som jeg siden, da jeg fik tænkt tingene igennem under
skrivningen af den amerikanske bog, indså at jeg skyldte så
meget at jeg skrev et specielt forord. Det var hende, der den
første dag jeg ankom i USA fra Canada på vej mod
Latinamerika, frysende, angst og ensom i Chicago, inviterede
mig hjem og introducerede mig til det sorte Amerika på en så
inspirende måde, at jeg ikke blot hængte ved hende i lang
tid, men også USA og endte med at få de sortes
problemstilling som livstidsjob. Hver gang jeg siden har haft
show i Chicago har jeg haft hende med på scenen. Hun var
senere gift med en hvid i 17 år, men sidste år blev de skilt
og hun var så deprimeret hver gang jeg ringede til hende, at
jeg kørte de 3200 km mellem Boston og Chicago for at muntre
hende op. Her i foråret boede jeg igen i hendes
luksuslejlighed på toppen af en skyskraber. Det blev en dag
jeg aldrig glemmer, 11 feb. Vi stod tidligt op for at se den
direkte reportage med Nelson Mandelas løsladelse fra fængslet
....den lange, lange venten efter at se en mand man aldrig har
set, men altid kendt. En meget stærk oplevelse set her gennem
det sorte USA's begejstring. Men pludselig bagefter kom
bomben: om jeg ikke nok ville være far til et barn for Denia,
da hun ellers ville blive for gammel til at få børn - uden
forpligtelser idet hun jo vidste alt om Vibeke! Jeg var lamslået.
Enhver anden kunne jeg straks have fejet til side, men ikke
Denia, som jeg skyldte alt. Jeg lovede at tænke over det og
fløj så af sted ved middagstid til San Francisco, hvor jeg
lejede en bil og kørte op til Sacramento.
Her skulle jeg have show næste
dag og havde arrangeret at bo hos Cindy, også en sort
veninde, som jeg havde et mærkværdigt forhold til det år,
vi kørte vores teater i S.F. Det vil føre for vidt at
omtale, hvor afhængig vi som gruppe blev af Cindy, som siden
var i Danmark for at køre showet. Det endte med den store
skandale, da Londons byråd havde slået Am. Bill. stort op
som indledningen på det anti-racistiske år. Vi blev
invaderet, politi tilkaldt og Cindy og jeg stod i et kæmpeopgør
med hinanden på scenen foran det enorme publikum. Det endte på
forsiden af London-aviserne - slagsmål brød ud mellem Labour
og Toryer i byrådet - med det resultat at vi aldrig kunne
komme tilbage til England. At jeg aldrig kan adskille det
personlige fra det offentlige har englænderne jo aldrig brudt
sig om - det eneste land hvor bogen blev en fiasko. Nå, skønt
jeg næste dag bittert satte Cindy på et fly tilbage til USA
er vi for længst blevet gode venner igen. Men nu kom så
resultatet af vores lange venskab - en ny bombe. Cindy spurgte
mig om jeg havde lyst til at blive far til et barn. Hun har et
fast forhold til en mand, som ikke vil gå fra sin kone, og
ikke vil være far til hendes barn i samme by. Ingen har
nogensinde spurgt mig om noget sådant før. Og nu bad ikke
mindre end to sorte kvinder mig om det på selv samme dag i
hver sin ende af landet. Jeg var så skrubforvirret at jeg -
mens vi fortsatte vores samtale - ringede hjem til Vibeke for
at få hende med på råd. Men inderst inde vidste jeg
allerede at hverken jeg eller Vibeke ville kunne klare det -
selvom jeg følte at jeg skyldte Denia og Cindy nok så meget.
Men bag problemet ligger der
en skræmmende udvikling, som jeg i stigende grad mærker
personligt. I disse år, hvor raceundertrykkelsen er blevet
voldsomt forværret, er det sorte ægteskab faldet komplet fra
hinanden. Den sorte kvinde og den sorte mand vandrer i hver
sin retning. For det meste vandrer manden i fængsel eller i døden,
så der bliver et kæmpeunderskud af mænd.
Alle andre minoritetsgrupper
har været i stand til at gifte sig ind i det hvide Amerika,
60% af nys ankomne asiater, 40% af de af spansk afstamning,
men kun 2% af de sorte. For veluddannede sorte kvinder har
denne mangel på veluddannede mænd altid været der, men i
80erne er den blevet stærkt forværret af sorte mænds
hastige forsvinden fra universiteterne og af AIDS.
Statistikker om at f.eks. 38% af sorte mænd i New York nu er
AIDS-inficerede, og at det store flertal af kvinder, der dør
af AIDS, er underklassens sorte, er nok til at skræmme mere
bevidste sorte kvinder fra vid og sans. De tør simpelthen
ikke røre ved sorte mænd med en ildtang. Og herefter er
mulighederne for dem minimale. Selvom de inderst inde godt
kunne acceptere en hvid mand, føler de at disse er for
racistiske til at de overhovedet kan kommunikere. "It is
too complicated". En sort universitetskvinde tog mig i
efteråret rundt i Omaha for at besøge sine veninder. Det
viste sig, at hun ikke i hele byen kendte en eneste sort
kvinde, som havde en mand.
Det er denne fortvivlede
desperation, der er skyld i, at sådanne sorte kvinder i disse
år viser mig lige lovlig megen interesse, (efter Vibekes
mening). Det har forundret mig meget, fordi det netop var
denne Cosby-show-type - de rige, de smukke, de veluddannede -
der aldrig i mine vagabondår viste nogen som helst interesse
for mig. Dengang var jeg mest sammen med underklassen, som jeg
ikke havde meget til fælles med. At de i dag viser interesse
for en halvgammel og affældig mand som mig viser deres
desperation. Showet, eller rettere mine workshops, er
naturligvis katalysatoren som lader dem formode, at her er en
hvid, der i det mindste arbejder ærligt med sin racisme. Mit
problem er at håndtere denne nye situation på en ansvarlig måde.
Jeg har jo for længst i disse AIDS-tider ændret den bevidste
JA-filosofi, jeg skrev om i bogen, men med min trang til at møde
mennesker lader jeg stadig let tingene blot ske. Heldigvis har
jeg Vibeke, som simpelthen er en guldklump for mig.
Ligegyldigt hvad jeg forvilder mig ud i kan jeg altid snakke
åbent med hende om problemerne. Hverken Vibeke eller jeg har
så meget usikkerhed at vi lider af nogen victoriansk
besiddertrang. Så det jeg beundrer hende så meget for er
hendes evne til altid at støtte kvinden i de situationer hvor
jeg måske uden at tænke over det er gået for langt og følelserne
har forvildet sig ind i billedet - f.eks. at minde mig om at
nu må jeg snart ringe til vedkommende. Aldrig har Vibeke krævet
at jeg holdt op med at se et menneske, jeg holdt af, kun at
jeg viser ansvar overfor det. Herom er vi naturligvis enige,
men når man tager det omtalte samfundsproblem i betragtning,
er der - selv om jeg altid fortæller folk om Vibeke og viser
billeder af min familie derhjemme - når man arbejder så tæt
sammen med og bor hos denne samfundsgruppe ofte en meget tynd
usynlig linje, hvor man glider ud af det strengt ansvarlige
område. For hvad er det moralsk forsvarlige egentlig hvis man
ser bort fra gammeldags slidte småborgerlige betragtninger,
som ingen involverede parter i dette tilfælde deler?
Måske det netop var alt
dette, der gjorde mig nysgerrig efter at lære mig selv at
kende som mand. Da jeg havde fri en uge i november, stod jeg i
valget mellem at besøge venner på Jamaica, tage til Costa
Rica (for at undersøge en sort-hvid problematik jeg benytter
i undervisningen) eller at flyve til Seattle til en "Mens
Liberation Workshop." Jeg valgte det sidste og det blev
en absolut uforglemmelig oplevelse sammen med 35 vidt
forskellige mænd at udforske de sider i os selv som et
sexistisk, konkurrencebetonet samfund har undertrykt i os. Berøring,
følelser, angst- og ensomhedsfølelser overfor andre mænd
osv. Vi havde intense kurser, personlig rådgivning og
befriende leg og fysisk kontakt, alt sammen indenfor de "co-counselings-principper"
jeg har fortalt lidt om i tidligere breve. Med det voldsomme
afløb, som vi alle sammen fik for vore ophobede følelser,
kunne jeg ofte føle så intens en kærlighed overfor de mænd,
jeg 'arbejdede' sammen med, at jeg i al fald, for en periode
bagefter, følte at jeg aldrig mere havde brug for kvinder. Så
det var i bedste forstand en befrielse.
Nå, jeg tog tilbage til
Danmark før normalt. Den internationale bistandsorganisation
CARE har nemlig valgt mig til et projekt i Bolivia. Og for at
det ikke skal gå ud over mit normale arbejde i USA, synes
Vibeke, som føler det er på tide jeg beskæftiger mig med
andet end de sortes problematik, at jeg skal tage derned
allerede i januar. 4 km oppe i hjertebankende tynd luft skal
jeg i en 5-årig periode følge et bistandsprojekt for
indianske bønder, der skal forhindre dem i fortsat at ødelægge
den økologiske balance, og derefter lave et show til
skolebrug. Jeg kan ikke spansk, kan ikke fotografere (slet
ikke sky indianere) og har ikke tid, så hvorfor mig? Men igen
lader jeg blot tingene glide... det er jo så svært at sige
nej.
Men jeg håber at være hjemme
til vores 25 års studenterjubilæum. Da jeg var til middag
med Steiness og Johannes i foråret, foreslog de at jeg skulle
tage initiativ til at samle de gamle X'ere, da jeg måske har
kontakt med de fleste. Det vil jeg gerne - om ikke andet så
for at være sikker på at komme med. Jeg er jo ikke
selvskreven da jeg ikke fuldførte til studentereksamen. Det
har jeg faktisk haft komplekser over lige siden. Jeg kan betro
jer, at jeg i alle de år har haft et vedvarende
tilbagevendende mareridt, hvori jeg ser mig selv svedende i
gymnasieklassen - år bagud de andre og uden chancer for at nå
jer. Sidst var her i efteråret, da jeg overnattede i bilen i
New Haven på vej til New York. Igen et mareridt med at i
andre stod ude hos Kurt Lauritsen, tror jeg det var, og ivrigt
diskuterede jeres eksamensopgaver mens jeg ensom og isoleret
betragtede jer ude fra en krog uden muligheder for at bestå.
Jo, det slipper mig aldrig. Jeg vågnede igen sveddryppende
op, følte mig usædvanlig deprimeret og gik ind og drak kaffe
i Howard Johnson med New York Times. Her læste jeg at
eleverne på Yale Universitet den dag havde racismestrejke pga.
et eller andet racistisk overfald. Nysgerrigt kørte jeg til
skolen. Avisen viste sig dog at være forældet: det hele var
sket dagen før. Da jeg stadig deprimeret gik ned ad gaden,
blev jeg genkendt af en professor, der straks foreslog at jeg
skulle komme og undervise hendes klasse en time senere. OK,
sagde jeg, hvis du gir frokost. Og straks gik rygtet og flere
andre professorer bragte deres klasser, så vi fik et stuvende
fyldt auditorium samlet på minutter. Med denne overraskende
og overvældende opmærksomhed fik jeg faktisk snakket mig ud
af denne dags gymnasie-mareridtsdepression, men så heldig er
jeg ikke hver gang. Man kan nemlig føle sig utrolig ensom og
forladt ude på landevejen, hvis man ikke har haft shows i
flere dage (hvilket måske også forklarer nogle af de andre
psykologiske problemer, jeg har beskrevet her i brevet). Og
takket være Hussein havde jeg som sagt flere af disse dage
end normalt. Med tid til dybere reflektion, der altid giver
smerte.
Nå, det var meningen at tage
nogle af mine nye billeder fra det sidste år med i
julebrevet, men det kan jeg se nu, der ikke er plads til. Nu håber
jeg snart at høre fra mange af jer. Jeg er glad for i år at
have fået julepost fra en del. Husk mit stående tilbud om at
I kan køre med på mine ture - så bliver jeg måske ikke så
deprimeret på de "tomme" dage. Og ligeledes at I -
hvis I er på ferie i USA - kan låne min store beboelsesvogn
at køre rundt i - hvis I ellers gennem julekort til mig har
gjort jer fortjent til det. Marius Ibsen var her til middag i
går aftes. Han og familien skal køre Amerika tyndt i den i
juli måned.
Nu ønsker jeg jer alle en glædelig
jul og et godt nytår.
Med kærlig hilsen
Jacob Holdt, Gernersgade 63,
1319 København K. Tlf 33 12 44 12.
I USA: American Pictures, P.O.Box 2123, New York, NY 10009.
Ring til mig fra Danmark på:
0091-202-296-6081 og i USA på 1-800-SKYTALK. Efter
computerstemmen drejer I pinnummer: 8670732 og trykker tasten
med firkanten på, indtaler besked og hænger op. Sekunder
efter vil jeg ringe tilbage, hvis jeg kan.
Tilbage til oversigt
|