Barndomsår i
Allerslev
I januar 1929 blev min mor så viet i Vartov
kirke i København til Even Nikolaj Marstrand. Vielsen blev
foretaget af valgmenighedspræst Thorvald Balslev, en af min
stedfars gode venner. Bagefter var der bryllupsmiddag hos
"farfar", den gamle borgmester Jacob Marstrand i
dennes store lejlighed ved Glyptoteket.
Vi flyttede så ind i præsteboligen i
Allerslev og til en tilværelse som en hel familie, idet jeg
fik ikke blot en stedfader, men også to søstre, Gerda og
Ida, som var henholdsvis 3 og 1 1/2 år ældre end mig.
Jeg havde været der før, idet min mor og jeg
havde besøgt min stedfar i efterårsferien i 1928. Da havde
jeg leget godt med de to piger, der var ret så kvikke og
dristige. Bl.a. havde de fundet ud af, at ved hjælp af en
stige kunne vi komme op på et lille halvtag, der forbandt
huset med garagefløjen, og derfra kunne vi kravle op ad
stråtaget helt op på tagryggen, hvor der var en herlig
udsigt. Og så kunne vi kure ned ad stråtaget. Det blev der
naturligvis sat en stopper for. Taget havde ikke godt af det,
og helt ufarligt var det da heller ikke. Men end ikke det
besøg havde fået mig til at ane uråd. Vi blev dog hurtigt en familie. Det varede
ikke længe, før jeg ganske naturligt kaldte min stedfar for
far, og sådan benævner jeg ham i det følgende.
Det var en dejlig stor præstebolig, bygget i
1924. Centralvarme, badeværelse. Og så mange værelser på
loftet, at vi børn kunne få hvert vort værelse. Derudover
var der pigeværelse, og så længe vi børn var hjemme, havde
vi ung pige.
Jeg kom godt ud af det med mine to søstre.
Medvirkende var nok også, at netop det år blev det en rigtig
streng vinter med megen sne og frost. Så vi tumlede meget i
sneen med vore kælke. Der var nogle fine skrænter, idet
præstegården lå ret højt, og på den træbevoksede
skråning mod øst var der ret stejlt, så der var gode
kælkebaner ind og ud mellem træerne. Vi var også med, når
der skulle kastes sne for at få vejene ryddede, og folk fra
gårdene var kommanderet ud til snekastning.
Som legetøj havde jeg modeljernbane, ikke
elektrisk, men med lokomotiver, der skulle trækkes op. I
årenes løb fik jeg en hel del udstyr til det, så det var
ret imponerende anlæg, jeg kunne bygge. Senere blev det
meccano. Byggesæt med mange stænger, hjul og plader. Det var
spændende maskine og køretøjer, jeg kunne bygge.
Om
aftenen samledes familien i dagligstuen
omkring den store bordlampe. Så læste far højt. Det var
Felix Salten "Bambi" og andre dyrefortællinger,
Ingemanns historiske romaner, Selma Lagerlöfs romaner.
Aftenen sluttede med en aftensang og fadervor. Da vi blev
ældre, sad vi med hver sin bog eller pigerne med
håndarbejde. Gerda gik på den tid i realskolen i Tåstrup,
hvor de havde boet. Men Ida og jeg blev undervist hjemme
sammen med to nabodrenge Ebbe og Finn Frandsen.
Fra sommeren 1930 gik jeg i skole i Osted
friskole, der var 5 km, så jeg havde fået lært at cykle.
Det gjorde børn ikke så tidligt den gang som nu. Skolens leder hed Kristian Hansen, og var af
den gamle grundtvigske lærertype, der satte fortællingen
meget højt. Så her mødte jeg i levende fortælling
bibelhistoriens spændende beretninger, den nordiske mytologis
gudeverden, og historiens helteskikkelser.
Danskundervisningen var også meget god. Man
fik lært at stave og at analysere. Vi var flere årgange i
samme klasse, så nogle af kammeraterne var ældre end jeg.
Det generede mig egentlig kun, når vi spillede fodbold, så
blev jeg gerne sat på mål. Det brød jeg mig ikke rigtig om,
for det var nogle hårde skud, de store drenge sendte på mig.
Den sorte skole i
Roskilde
Da det var meningen at jeg skulle læse, fik
jeg foruden skolegangen i Osted friskole også lidt
ekstraundervisning hjemme, sådan at jeg ville have en chance
for at klare optagelsesprøven til 1. mellem i Roskilde
Katedralskole.
Allerede i 11 årsalderen skulle man altså
bestemme sig for, hvilken uddannelse, man ville sigte på. Så
jeg var til optagelsesprøve i juni 1932 og var så heldig at
blive optaget på Katedralskolen.
Det var en noget anden form for skolegang end
den, jeg havde haft hidtil. Ikke blot var der nye fag,
engelsk, matematik, fysik, kemi, senere tysk. Lærerne var nok
fagligt dygtige, var cand.mag.er, men pædagoger var de
bestemt ikke alle sammen. Der mødte jeg lidt af det, man i
grundtvigske kredse med slet skjult foragt har kaldt den sorte
skole. Det var lektier, terperi, gloser, remser, grammatik,
så det stod efter. Og så karakterbøger !
Det var slemt, for det var ikke særligt gode
karakterer, jeg kom hjem med. Men trods alt klarede jeg mig da igennem de
fire mellemskoleår uden at dumpe, selvom det var tæt på et
par gange.
Min mellemskoleeksamen var dog så hæderlig,
at jeg kunne komme i gymnasiet. Da jeg allerede på det
tidspunkt havde besluttet mig for at studere teologi, valgte
jeg den sproglige linje. Vi var 14 elever i klassen, 3 drenge
og 11 piger, der fulgtes ad til vi blev studenter.
Her fik vi skolens rektor, V.S. Lauridsen, som
lærer i historie. (Da jeg var kommet til Fåborg mange år
senere, opdagede jeg, at hans far havde været førstelærer
og kirkesanger i Årre, og jeg er overbevist om, at hans
opvækst i dette vestjyske sogn i meget høj grad havde præget
ham og hans livsholdning.) Han var en meget streng og
krævende lærer, forlangte, at vi virkelig arbejdede med
stoffet. Første gang vi fik karakterer, var de for os alle
helt i bund. Men vi lærte at respektere ham og hans krav, så
det gik efterhånden nogenlunde.
Hans interesse for historie gav sig udslag i,
at han fik udsmykket skolens gange med danmarkshistoriens
kendte navne og begivenheder. Da hans største interesse var
dronning Margrethe, var der en gang, der særligt var helliget
hende, "Margrethe-gangen". Skolens naboskab til
domkirken var nok medvirkende dertil. Hovedmindesmærket i
domkirken er jo dronning Margrethes store marmorsarkofag bag
højalteret. Nok var skolen også under hans ledelse en
udpræget kundskabsskole, men over indgangen til en af gangene
havde han ladet indskrive salmelinjen: "Gør vor kolde
kundskab varm" fra Grundtvigs salme " Kom Gud
Helligånd, kom brat."
Een lærer havde vi et ganske særligt forhold
til, lektor Rathsach, vi var det sidste hold, han førte op
til studentereksamen, før han gik af. Vi havde ham i engelsk,
hvor han gav os en god indføring i eng. litteratur ikke
mindst poesien. Oldtidskundskab var ikke et fag, der var yndet
af eleverne, men han formåede at gøre den græske
kulturhistorie og arkitektur så levende og spændende for os,
så vi fik meget ud af det. Han var pædagog, og vi holdt
meget af ham. De andre klasser og lærerne kaldte os lidt
gemytligt, drillende og misundeligt for "de små
Rathsacher".
Til årets skolefest var det tradition, at 2.
g'erne opførte et amatørskuespil. Da det blev vor tur var
valget faldet på Hostrups "Eventyr på fodrejsen".
Det var morsomt at være med til prøverne, der foregik til
dels efter skoletid. Jeg skulle spille "Skriverhans".
Man har nok ment, at da jeg kom ude fra landet, var jeg egnet
til at spille denne forsorne sjællandske småforbryder. Selve
opførelsen kom jeg nu ikke med til, idet jeg havde fået
lungebetændelse, og det var dengang, før pennicellinets
opfindelse, en ret alvorlig sag. Jeg var meget dårlig i 8
dage, men klarede det dog.
Vi havde en gymnasieforening "Hroar",
der holdt møde på skolen hver lørdag aften. Her var der
foredrag, diskussioner og enkelte fester. Jeg kom til skolen ved at gå eller senere
cykle til Lejre station og så med toget derfra til Roskilde,
så et kvarters gang til skolen.
Det var udmærket at komme tidligt op om
morgenen. Det var værre, når vi skulle hjem, for da passede
togtiderne dårligt. Der var ofte 1-2 timers ventetid. Dem
tilbragte jeg ofte på biblioteket i Roskilde, der heldigvis
lå på vejen til stationen. Undertiden var jeg med kammerater
hjemme, men der var ikke så mange, der boede i selve byen,
idet mange af skolens elever kom fra oplandet. I sommertiden
cyklede jeg dog de 10 km til Roskilde. Selvom det kunne være
en våd og kold omgang, så var det både sundt og dejligt.
Den bedste tur hjem var dog den dag sidst i juni, da
skoleåret sluttede, og der var en lang sommerferie foran en.
I juni 1939 blev vi studenter. Efter sidste
fag køretur i hestevogne rundt i byen og til kammeraternes
hjem, øl og vin og hurraråb. Translokationen fandt sted i den store
skolegård omkring lindetræet, hvor vi studenter var i
smoking og hvide kjoler. Rektortale, højstemte sange, vi fik overrakt vore eksamensbeviser, blev fotograferet foran "kongeporten"
til Domkirken. Siden studentergilde i Herthadalen ved Lejre,
med festmiddag med vin i for os lidt uvante mængder, sange,
dans og sværmen i den lyse sommernat.
Og så spredtes vi for alle vinde til
forskellige uddannelser, de fleste dog ved universitet eller
læreanstalt i København. I nogle år mødtes vi dog til
Roskildensersamfundets årsfest, der altid holdtes på hotel
"Prinsen" i Roskilde. Men det ebbede efterhånden
lidt ud, siden blev det kun til de runde jubilæer, vi
mødtes.
|