Ydre Missionskredsene
Kort efter at vi var kommet til Fåborg, kom
en ældre mand fra Jyllerup op til mig i præstegården og
fortalte om den lille kreds i Jyllerup, der samledes for at
støtte Santalmissionen. Han ville gerne have mig med til at
deltage i den kreds. Det sagde jeg ja til. Det viste sig, at
der også var kredse i Årre, og Kærbjerge. Man samledes i
vinterhalvåret en gang om måneden i skiftende hjem. Der
fortalte jeg så om missionens arbejde, læste op, man sang, drak
kaffe og hyggede sig med almindelig snak.
Det var nogle meget hyggelige aftner, og jeg
kom til at kende disse hjem særdeles godt. Kredsene omkring
Varde var samlede i et kredsforbund. Det holdt et årligt
fællesmøde på skift i de forskellige sogne. Her kom så een
af de hjemmeværende missionærer og fortalte om arbejdet i
Indien. Der var spisning af medbragt mad, underholdning og
lotteri og gudstjeneste om aftenen. Kredsforbundet
tilrettelagde også missionærens besøg til de enkelte
kredse. På eet eller andet tidspunkt kom jeg i
kredsbestyrelsen og blev formand. Det førte senere igen til
at jeg blev valgt ind i landsstyrelsen. Det betød en del
rejser til København til bestyrelsesmøder og deltagelse i det
store årsmøde, der afholdtes over flere dage i een eller
anden provinsby. Jeg sad i landsstyrelsen til et år efter at
jeg var blevet provst, så kunne jeg ikke få tid mere. Det
var ret så krævende at følge med i udviklingen på
missionsmarken, ansætte og følge de nye missionærer.
Men det kneb med at holde liv i de små kredse
i mine egne sogne. Dels havde jeg ikke for meget tid til at
gøre det ordentligt, og dels var det svært at få nye og
yngre med, så flokken, der samledes blev ældre og ældre og
til sidst måtte vi erkende, at der var ikke rigtig baggrund
for at holde det gående. Men ikke mindst samværet med folk i
kredsene i Jyllerup og Kærbjerge var meget givende. Det var
lidt særprægede mennesker i disse yderkanter af sognene.
Stilfærdige og nøjsomme husmandsfamilier, som gerne gav
deres bidrag til ydre mission. Det var mest grundtvigske folk,
der var med i disse kredse. Men også enkelte familier fra
Indre Mission var med i Kærbjerge og var gode trofaste
støtter og gode bidragydere.
Restaureringen af
Fåborg kirke
Fåborg kirke trængte slemt til en
restaurering af kirkens indre. Altertavle og prædikestol (fra
1600-tallet) afrenses og opmales. Det ternede flisegulv i
koret fjernes. Stolestaderne fornyes. Gavlene havde meget fine
udskæringer fra 1500-tallet. De skulle bevares, men sæderne
var for smalle og ryglænene lodret stående. De skulle
fornyes. Der skulle skaffes bedre plads mellem bænkene. Der
var den ejendommelighed, som jeg har set i andre vestjyske
kirker, at midtergangen ikke var lige i midten. På
mandfolkesiden (højreside) var der 5 pladser og på
kvindesiden (nordsiden) var der 6-7 pladser. Ingen har kunnet
give en forklaring på dette fænomen. Skyldtes det at
kvinderne antoges for at være lidt mere bredbagede end
mændene? Eller regnede man med flere kvindelige
kirkegængere? Eller skulle der være plads til børnene? Gangen
mellem rækkerne var temmelig smal, så det var meget
vanskeligt at bære en kiste ind og ud. I gangen var der
trægulv, mens koret var belagt med gule og sorte fliser i
skråt skakmønster.
I skibets nordvestlige hjørne var et
fyringsanlæg til opvarmning af kirken. Her måtte
kirkebetjenten slæbe tørv og andet brændsel ind igennem
kirkerummet og fyre, og slæbe asken ud. Var det kold vinter
måtte han fyre hele natten for at få varme i kirken.
Orglet var gammelt og udslidt. Der skulle ikke
blot en organist til, men også en bælgetræder. Det var
også kirkebetjentens opgave at træde bælgene, så der var
luft nok til piberne. Der måtte et nyt orgel til.
Bræddelofterne over både kor og våbenhus
var ormædte og rådne, så de skulle skiftes ud.
Det var en meget stor restaurering, der
forestod. Man havde fået valgt arkitekt og beregnet
omkostningerne. De var ikke småpenge, hen imod 100.000 kr. En del penge lånte vi i Stiftsmidlerne, andre
i en Sparekasse.
Det sidste gik til på en pudsig måde.
Sammen med et menighedsrådsmedlem, en ældre gårdmand fra
Vrenderup, Jens Peter Christensen, var jeg i Sparekassen i
Varde for at søge om et lån på 10.000 kr. som hele sognet
selvfølgelig kunne garantere for. Men det var direktøren nu
ikke villig til. Men så tog Jens Peter Christensen sin bog
til sparekassen frem og sagde: Men så vil jeg gerne opsige
mine penge her, så kan sognet låne dem af mig !" Så
fik piben en anden lyd, og vi fik vort lån bevilget.
Men vi ville også skaffe nogle penge selv,
så vi besluttede at holde en basar i sommeren 1951. Og så
gik kvinder i gang med at lave håndarbejder m.m. i løbet af
vinteren. Man hyggede sig i små kredse, der syede og
nørklede. Der blev samlet gevinster ind fra forretninger
og virksomheder. En lodseddel blev lavet og jeg tror den
kostede 10 kr. og det var mange penge dengang.
Præstegårdshaven blev gjort i orden, boder
og kaffeborde stillet op, og så snurrede tombolatrumlerne,
kaffen flød i stride strømme og kager fortæret. Det
skaffede os en ganske pæn sum penge. Basaren og en indsamling
i sognet gav i alt 23.000 kr. Det var ganske pænt.
20 januar 1953 begyndte vi så på
restaureringen. Gudstjenesterne afholdt vi i missionshuset,
bryllupper og begravelser i Årre eller Agerbæk kirker.
Alt inventar i kirken blev fjernet, gulvet
brudt op. Prædikestolen, der skulle sænkes 40-50 cm, blev
pillet ned og den murede sokkel under den hugget itu. Og der
fandt vi en indmuret flaske, der viste sig at stamme fra en
restaurering i 1882, hvor man havde flyttet prædikestolen
lidt. I flasken lå en kort beretning om hvad man den gang
havde foretaget sig, et nummer af datidens lokale avis og
nogle dengang brugte mønter. En lignende flaske lod vi
indmure i det nye alterbord.
Det mest spændende var imidlertid undersøgelsen af gulvet i kirken. Der var ikke tidligere
foretaget grundige undersøgelser af gulvene i danske
landsbykirker. Min nabopræst i Åstrup, Høgsbro Østergård
var meget arkæologisk interesseret, og han fik af
Nationalmuseet lov til foretage udgravninger. Og det blev
meget spændende. I selve kirkeskibet havde der været
foretaget begravelser. Vi fandt forskellige ting, der stammede
fra kisterne. Og i den vestlige ende fandt vi sylden til den
oprindelige vestgavl, et par meter inden for den nuværende.
Det var en syld af marksten, vel mere end 1 m bred og lige
så dyb.
Det mest spændende var dog gulvet i koret. Vi
fandt rester af det gamle fritstående alter af store
granitsten. Og forsigtigt med små skeer og børster arbejdede
vi os ned gennem lagene. Vi fandt huller efter træstolper,
der har været dele af den allerførste kirke af træ, som
formodentlig er brændt. Der var i hvert fald et brandlag,
aske og forkullet træ. Her i gulvet fandt vi en del mindre
knogler, som vi sendte til Naturhistorisk Museum til
bestemmelse. Og det var en mærkelig samling. Der var rester
af kat, ko, mus får, duer, gråspurv, ugle, skruptudse og
tamsvin. Har huset, der lå her først, været et almindeligt
beboelseshus? Dog, senere udgravninger i andre kirker i
Sydvestjylland har vist de samme stolpehuller og andre steder rester af
trævægge. Så det kan godt have været en
trækirke, der først var bygget og i 1100 tallet har man så
bygget den kvaderstenskirke, der står i dag. Der var også en
smeltegrube, som kan have været brugt til jernudvinding fra
myremalm, der fandtes visse steder på egnen. Eller det kan
have været brugt til støbning af blytaget.
Det mest spændende var de mønter vi fandt.
Vi var blevet meget forsigtige, at ikke noget værdifuldt
skulle blive overset, så al jord vi fjernede i koret gik
gennem et finmasket sold. Og der dukkede spændende ting op.
Vi fandt omkring 35 mønter, som blev sendt til
Nationalmuseet. Et par stykker beholdt vi dog. De ligger nu i
præstegårdens arkiv. Mønterne var bl.a. 2 fra Valdemar Sejrs
tid før 1234, 5 efter 1234 fra et møntværksted i Ribe, 2 fra
Erik Klipping, 2 fra Christoffer I, tyske og svenske fra
13-1400-tallet, 1 fra Chr. IV, skilling og markstykker fra
Frederik VII. Det må være offerpenge, der er tabt og trådt
ned i gulvet. Der er præsterne gået glip af en indtægt!
På et vist tidspunkt turde vi ikke gå videre
på egen hånd, men kontaktede Nationalmuseet, der sendte en
magister Stiesdal over for at se på, hvad vi havde fundet. Da
han tog af sted sagde han, at det havde været meget lærerigt
for ham at være med. Man havde ikke tidligere gjort så
meget ud af undersøgelserne i landsbykirkerne, men nu blev
det bestemt, at intet gulv må støbes til, før gulvene var
behørigt undersøgt. Dette arbejde sinkede jo selve
restaureringen en del, men det var meget værdifuldt og blev
fulgt med stor interesse af folk. Ikke mindst store skolebørn
fra byen var med og nogle deltog i arbejdet.
Efterhånden kom der dog gang i
genopbygningen. De gamle stolegavle fra 1583 havde fået nye
sæder og ryglæn. Prædikestol og altertavle blev
restaurerede.
De specielle malere, der udførte dette
arbejde, boede på Fåborg kro. Den var på det tidspunkt
endnu uden bevilling, og på muren hang et gammelt skilt,
hvorpå der stod Afholdskro. Men kromanden, Alfred Brosbøl
anede, der stod noget andet under malingen, så han fik
kirkemalerne, som vi kaldte dem til at undersøge det
nærmere. De tog det med op i kirken, hvor de rensede det. Og
så åbenbaredes en noget anden bemaling.: Der stod nu: Kgl. privilegeret
kro. Og der var malet klukflaske og glas. Mens
det endnu stod i kirken, kom en gammel missionsmand, der sad i
menighedsrådet, op for at se til arbejdet. Han kiggede noget
på skiltet og på altertavlen, hvor en del af felterne med
indskrifter og billeder var taget ud. Han spurgte så. "Men hvor skal det sidde ?" Han blev dog klar over, at det
egentlig ikke hørte til der. Men det hænger stadigvæk på
muren på Fåborg kro.
Omsider blev restaureringen færdig og tirsdag
d. 7 april 1954. kunne vi holde genåbningsgudstjeneste.
Biskop Lindegård, Ribe, provst Noack, Alslev og
nabopræsterne deltog. Jeg prædikede. Bagefter var der
kaffebord på Fåborg kro med tak til mange sider og af mange.
Derefter havde vi middag i præstegården for
biskop, provst og menighedsrådet. Her fortalte biskop
Lindegård, der var født og opvokset i Hjordkær, om sin tid
som hyrdedreng i Gestlunde og fortalte bl.a., at han havde
gået til præst og var blevet konfirmeret af pastor Bremer.
Og da han efter konfirmationen tjente på en gård i Gestlunde,
havde han en dag fanget en stor fisk i åen.
Den ville han gerne forære til præsten i Fåborg. Men han
havde først fri dagen efter. Men så gik han op til
præstegården, kom ind i bryggerset, præsten blev tilkaldt
og tog imod fisken, men takkede ikke mindst for tanken, der
lå bag. Og tilføjede Lindegård:" Jeg tror nu også
fisken selv havde en "tanke!""
I løbet af året blev der også installeret
et nyt firestemmigt orgel. Der var ikke råd til mere. Senere i årene 1967-69 syede en kreds af
damer et kortæppe, dvs. et tæppe indenfor alterskranken. Det
var i korssting og et meget stort og smukt arbejde. Motivet
var et stort kornneg med vinranker med druer om. Motivet havde
jeg foreslået ud fra Petter Dass’ salme:
Dit minde skal, oh Jesus stå,
uglemt i sind og tanker
mens brød af ager er at få
og druer gror på ranker.
Samtidig med restaureringen byggede vi et
hårdt tiltrængt kapel med redskabsrum og toilet i kirkegårdens
sydøstre hjørne. En hel del år senere viste det sig at
blytaget på kirken var meget utæt, så det måtte lægges
om. Også det var et spændende arbejde at følge.
Blytækkeren byggede ildsted med smeltekar lige ved siden af
kirken. Her blev blypladerne fra kirken smeltet, lidt nyt bly
skulle også til. Når blyet var flydende, blev det hældt i en
lang form, der var dækket af et tyndt lag sand. Her stivnede det, blev rullet sammen i store ruller, og senere lagt op på
taget i lange baner.
I 1970’erne viste det sig at gavlen på
koret hældede mere og mere og truede med at vælte ud. Gavlen
blev fotograferet, hver kvader nummereret og det hele brudt
ned, og opmuret igen.
Også Årre kirke blev restaureret, fik
elektrisk varme og et ny orgel, og også der bygget kapel.
|