"Minder fra min barndom 
og tiden i Fåborg præstegård"

22. del

af provst Jacob Holdt

 

Ydre Missionskredsene

Kort efter at vi var kommet til Fåborg, kom en ældre mand fra Jyllerup op til mig i præstegården og fortalte om den lille kreds i Jyllerup, der samledes for at støtte Santalmissionen. Han ville gerne have mig med til at deltage i den kreds. Det sagde jeg ja til. Det viste sig, at der også var kredse i Årre, og Kærbjerge. Man samledes i vinterhalvåret en gang om måneden i skiftende hjem. Der fortalte jeg så om missionens arbejde, læste op, man sang, drak kaffe og hyggede sig med almindelig snak.

Jeg sidder overfor den afrikanske besøgende (med ryggen til)Det var nogle meget hyggelige aftner, og jeg kom til at kende disse hjem særdeles godt. Kredsene omkring Varde var samlede i et kredsforbund. Det holdt et årligt fællesmøde på skift i de forskellige sogne. Her kom så een af de hjemmeværende missionærer og fortalte om arbejdet i Indien. Der var spisning af medbragt mad, underholdning og lotteri og gudstjeneste om aftenen. Kredsforbundet tilrettelagde også missionærens besøg til de enkelte kredse. På eet eller andet tidspunkt kom jeg i kredsbestyrelsen og blev formand. Det førte senere igen til at jeg blev valgt ind i landsstyrelsen. Det betød en del rejser til København til bestyrelsesmøder og deltagelse i det store årsmøde, der afholdtes over flere dage i een eller anden provinsby. Jeg sad i landsstyrelsen til et år efter at jeg var blevet provst, så kunne jeg ikke få tid mere. Det var ret så krævende at følge med i udviklingen på missionsmarken, ansætte og følge de nye missionærer.

Men det kneb med at holde liv i de små kredse i mine egne sogne. Dels havde jeg ikke for meget tid til at gøre det ordentligt, og dels var det svært at få nye og yngre med, så flokken, der samledes blev ældre og ældre og til sidst måtte vi erkende, at der var ikke rigtig baggrund for at holde det gående. Men ikke mindst samværet med folk i kredsene i Jyllerup og Kærbjerge var meget givende. Det var lidt særprægede mennesker i disse yderkanter af sognene. Stilfærdige og nøjsomme husmandsfamilier, som gerne gav deres bidrag til ydre mission. Det var mest grundtvigske folk, der var med i disse kredse. Men også enkelte familier fra Indre Mission var med i Kærbjerge og var gode trofaste støtter og gode bidragydere.

 

Restaureringen af Fåborg kirke

Fåborg kirke trængte slemt til en restaurering af kirkens indre. Altertavle og prædikestol (fra 1600-tallet) afrenses og opmales. Det ternede flisegulv i koret fjernes. Stolestaderne fornyes. Gavlene havde meget fine udskæringer fra 1500-tallet. De skulle bevares, men sæderne var for smalle og ryglænene lodret stående. De skulle fornyes. Der skulle skaffes bedre plads mellem bænkene. Der var den ejendommelighed, som jeg har set i andre vestjyske kirker, at midtergangen ikke var lige i midten. På mandfolkesiden (højreside) var der 5 pladser og på kvindesiden (nordsiden) var der 6-7 pladser. Ingen har kunnet give en forklaring på dette fænomen. Skyldtes det at kvinderne antoges for at være lidt mere bredbagede end mændene? Eller regnede man med flere kvindelige kirkegængere? Eller skulle der være plads til børnene? Gangen mellem rækkerne var temmelig smal, så det var meget vanskeligt at bære en kiste ind og ud. I gangen var der trægulv, mens koret var belagt med gule og sorte fliser i skråt skakmønster.

I skibets nordvestlige hjørne var et fyringsanlæg til opvarmning af kirken. Her måtte kirkebetjenten slæbe tørv og andet brændsel ind igennem kirkerummet og fyre, og slæbe asken ud. Var det kold vinter måtte han fyre hele natten for at få varme i kirken.

Orglet var gammelt og udslidt. Der skulle ikke blot en organist til, men også en bælgetræder. Det var også kirkebetjentens opgave at træde bælgene, så der var luft nok til piberne. Der måtte et nyt orgel til.

Bræddelofterne over både kor og våbenhus var ormædte og rådne, så de skulle skiftes ud.

Det var en meget stor restaurering, der forestod. Man havde fået valgt arkitekt og beregnet omkostningerne. De var ikke småpenge, hen imod 100.000 kr. En del penge lånte vi i Stiftsmidlerne, andre i en Sparekasse. 

Det sidste gik til på en pudsig måde. Sammen med et menighedsrådsmedlem, en ældre gårdmand fra Vrenderup, Jens Peter Christensen, var jeg i Sparekassen i Varde for at søge om et lån på 10.000 kr. som hele sognet selvfølgelig kunne garantere for. Men det var direktøren nu ikke villig til. Men så tog Jens Peter Christensen sin bog til sparekassen frem og sagde: Men så vil jeg gerne opsige mine penge her, så kan sognet låne dem af mig !" Så fik piben en anden lyd, og vi fik vort lån bevilget.

Men vi ville også skaffe nogle penge selv, så vi besluttede at holde en basar i sommeren 1951. Og så gik kvinder i gang med at lave håndarbejder m.m. i løbet af vinteren. Man hyggede sig i små kredse, der syede og nørklede. Der blev samlet gevinster ind fra forretninger og virksomheder. En lodseddel blev lavet og jeg tror den kostede 10 kr. og det var mange penge dengang.

Præstegårdshaven blev gjort i orden, boder og kaffeborde stillet op, og så snurrede tombolatrumlerne, kaffen flød i stride strømme og kager fortæret. Det skaffede os en ganske pæn sum penge. Basaren og en indsamling i sognet gav i alt 23.000 kr. Det var ganske pænt.

20 januar 1953 begyndte vi så på restaureringen. Gudstjenesterne afholdt vi i missionshuset, bryllupper og begravelser i Årre eller Agerbæk kirker.

Alt inventar i kirken blev fjernet, gulvet brudt op. Prædikestolen, der skulle sænkes 40-50 cm, blev pillet ned og den murede sokkel under den hugget itu. Og der fandt vi en indmuret flaske, der viste sig at stamme fra en restaurering i 1882, hvor man havde flyttet prædikestolen lidt. I flasken lå en kort beretning om hvad man den gang havde foretaget sig, et nummer af datidens lokale avis og nogle dengang brugte mønter. En lignende flaske lod vi indmure i det nye alterbord.

Det mest spændende var imidlertid undersøgelsen af gulvet i kirken. Der var ikke tidligere foretaget grundige undersøgelser af gulvene i danske landsbykirker. Min nabopræst i Åstrup, Høgsbro Østergård var meget arkæologisk interesseret, og han fik af Nationalmuseet lov til foretage udgravninger. Og det blev meget spændende. I selve kirkeskibet havde der været foretaget begravelser. Vi fandt forskellige ting, der stammede fra kisterne. Og i den vestlige ende fandt vi sylden til den oprindelige vestgavl, et par meter inden for den nuværende. Det var en syld af marksten, vel mere end 1 m bred og lige så dyb.

Det mest spændende var dog gulvet i koret. Vi fandt rester af det gamle fritstående alter af store granitsten. Og forsigtigt med små skeer og børster arbejdede vi os ned gennem lagene. Vi fandt huller efter træstolper, der har været dele af den allerførste kirke af træ, som formodentlig er brændt. Der var i hvert fald et brandlag, aske og forkullet træ. Her i gulvet fandt vi en del mindre knogler, som vi sendte til Naturhistorisk Museum til bestemmelse. Og det var en mærkelig samling. Der var rester af kat, ko, mus får, duer, gråspurv, ugle, skruptudse og tamsvin. Har huset, der lå her først, været et almindeligt beboelseshus? Dog, senere udgravninger i andre kirker i Sydvestjylland har vist de samme stolpehuller og andre steder rester af trævægge. Så det kan godt have været en trækirke, der først var bygget og i 1100 tallet har man så bygget den kvaderstenskirke, der står i dag. Der var også en smeltegrube, som kan have været brugt til jernudvinding fra myremalm, der fandtes visse steder på egnen. Eller det kan have været brugt til støbning af blytaget.

Det mest spændende var de mønter vi fandt. Vi var blevet meget forsigtige, at ikke noget værdifuldt skulle blive overset, så al jord vi fjernede i koret gik gennem et finmasket sold. Og der dukkede spændende ting op. Vi fandt omkring 35 mønter, som blev sendt til Nationalmuseet. Et par stykker beholdt vi dog. De ligger nu i præstegårdens arkiv. Mønterne var bl.a. 2 fra Valdemar Sejrs tid før 1234, 5 efter 1234 fra et møntværksted i Ribe, 2 fra Erik Klipping, 2 fra Christoffer I, tyske og svenske fra 13-1400-tallet, 1 fra Chr. IV, skilling og markstykker fra Frederik VII. Det må være offerpenge, der er tabt og trådt ned i gulvet. Der er præsterne gået glip af en indtægt!

På et vist tidspunkt turde vi ikke gå videre på egen hånd, men kontaktede Nationalmuseet, der sendte en magister Stiesdal over for at se på, hvad vi havde fundet. Da han tog af sted sagde han, at det havde været meget lærerigt for ham at være med. Man havde ikke tidligere gjort så meget ud af undersøgelserne i landsbykirkerne, men nu blev det bestemt, at intet gulv må støbes til, før gulvene var behørigt undersøgt. Dette arbejde sinkede jo selve restaureringen en del, men det var meget værdifuldt og blev fulgt med stor interesse af folk. Ikke mindst store skolebørn fra byen var med og nogle deltog i arbejdet.

Efterhånden kom der dog gang i genopbygningen. De gamle stolegavle fra 1583 havde fået nye sæder og ryglæn. Prædikestol og altertavle blev restaurerede.

De specielle malere, der udførte dette arbejde, boede på Fåborg kro. Den var på det tidspunkt endnu uden bevilling, og på muren hang et gammelt skilt, hvorpå der stod Afholdskro. Men kromanden, Alfred Brosbøl anede, der stod noget andet under malingen, så han fik kirkemalerne, som vi kaldte dem til at undersøge det nærmere. De tog det med op i kirken, hvor de rensede det. Og så åbenbaredes en noget anden bemaling.: Der stod nu: Kgl. privilegeret kro. Og der var malet klukflaske og glas. Mens det endnu stod i kirken, kom en gammel missionsmand, der sad i menighedsrådet, op for at se til arbejdet. Han kiggede noget på skiltet og på altertavlen, hvor en del af felterne med indskrifter og billeder var taget ud. Han spurgte så. "Men hvor skal det sidde ?" Han blev dog klar over, at det egentlig ikke hørte til der. Men det hænger stadigvæk på muren på Fåborg kro.

Omsider blev restaureringen færdig og tirsdag d. 7 april 1954. kunne vi holde genåbningsgudstjeneste. Biskop Lindegård, Ribe, provst Noack, Alslev og nabopræsterne deltog. Jeg prædikede. Bagefter var der kaffebord på Fåborg kro med tak til mange sider og af mange.

Derefter havde vi middag i præstegården for biskop, provst og menighedsrådet. Her fortalte biskop Lindegård, der var født og opvokset i Hjordkær, om sin tid som hyrdedreng i Gestlunde og fortalte bl.a., at han havde gået til præst og var blevet konfirmeret af pastor Bremer. Og da han efter konfirmationen tjente på en gård i Gestlunde, havde han en dag fanget en stor fisk i åen. Den ville han gerne forære til præsten i Fåborg. Men han havde først fri dagen efter. Men så gik han op til præstegården, kom ind i bryggerset, præsten blev tilkaldt og tog imod fisken, men takkede ikke mindst for tanken, der lå bag. Og tilføjede Lindegård:" Jeg tror nu også fisken selv havde en "tanke!""

I løbet af året blev der også installeret et nyt firestemmigt orgel. Der var ikke råd til mere. Senere i årene 1967-69 syede en kreds af damer et kortæppe, dvs. et tæppe indenfor alterskranken. Det var i korssting og et meget stort og smukt arbejde. Motivet var et stort kornneg med vinranker med druer om. Motivet havde jeg foreslået ud fra Petter Dass’ salme:

Dit minde skal, oh Jesus stå,
uglemt i sind og tanker
mens brød af ager er at få
og druer gror på ranker.

Samtidig med restaureringen byggede vi et hårdt tiltrængt kapel med redskabsrum og toilet i kirkegårdens sydøstre hjørne. En hel del år senere viste det sig at blytaget på kirken var meget utæt, så det måtte lægges om. Også det var et spændende arbejde at følge. Blytækkeren byggede ildsted med smeltekar lige ved siden af kirken. Her blev blypladerne fra kirken smeltet, lidt nyt bly skulle også til. Når blyet var flydende, blev det hældt i en lang form, der var dækket af et tyndt lag sand. Her stivnede det, blev rullet sammen i store ruller, og senere lagt op på taget i lange baner.

I 1970’erne viste det sig at gavlen på koret hældede mere og mere og truede med at vælte ud. Gavlen blev fotograferet, hver kvader nummereret og det hele brudt ned, og opmuret igen.

Også Årre kirke blev restaureret, fik elektrisk varme og et ny orgel, og også der bygget kapel.

Fortsættes i 23. del: Kirkegårdsregulering og tårnbygning

Tilbage til indeks        Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside