Når der skete et dødsfald, kom de pårørende til præstegården for at melde det, og for at aftale nærmere om begravelsen. Jeg blev hurtigt klar over, at det var en meget stiv og unaturlig situation for familien, så jeg begyndte hurtigt, når folk ringede om dødsfaldet, da at aftale, at jeg kom ud i hjemmet for at snakke om det. For det første, var folk, selv i den situation meget mere naturlige og åbne, og for det andet fik jeg allerede ved et sådant besøg et indtryk af familien, så hjemmet og hvad der prægede det, billeder, skriftsteder på væggene, bøger osv. Og bare i den dagligdags handling, at der da skulle laves og drikkes en kop kaffe, fik meget lettere en samtale i gang. Ofte traf man også flere af familien, så også det gav mig et indtryk, som sagde mig noget. Så kunne man i ro og mag høre om sygdomsforløbet, dødsfaldet, og tale om salmerne, der skulle synges ved begravelsen. I de fleste tilfælde, i hvert fald endnu i halvtresserne, blev kisten stående i hjemmet eller evt. på sygehuset til selve begravelsesdagen. Der var nu heller ikke i Fåborg og Årre kapeller ved kirkerne før omkring 1955. Var det fra en af de små lejligheder, blev kisten anbragt i en garage eller lignende.

På selve begravelsesdagen mødte degnen så op i hjemmet til den aftalte tid, for at "synge ud." Man sang en salme, degnen sagde trosbekendelsen, bad en bøn, endnu en salme, så blev kisten sat i rustvognen, eller i enkelte tilfælde på hestevognen, der så var passende pyntet. Og man kørte af sted til kirken, familie og naboer var mødt op og fulgte efter. Ved huse og gårde ligtoget passerede, havde man ofte langt blomster og grankviste på vejen.

Når kirkebetjenten fra kirketårnet kunne se ligtoget, begyndte han at ringe med kirkeklokken, indtil vognen standsede ved kirkegårdslågen. Her blev kisten sat på et par bukke uden for lågen, og præst og degn tog imod, hilste på familien. Så begyndte man at gå ind over kirkegården, mens klokken igen ringede, og man sang salmen: Du Herre Krist. Det var ganske vist oftest kun præst og degn, der sang, så efterhånden fik jeg afskaffet dette. Ved lågen stod også undertiden faner, fra pensionistforening, ungdomsforening, gymnastikforening, de gik forrest ind over kirkegården og ind i kirken. Når vi kom ind i kirken, begyndte orglet at spille Du Herre Krist. Så var det jo spændende om degnen havde ramt den rigtige toneart. Mens kisten blev sat på plads foran kordøren, og følget fandt sig pladser, sang man resten af salmen, minus det sidste vers.

Naboer og venner havde pyntet kirken med løv og blomster, undertiden lidt rigeligt. Og over kordøren var lagt et bredt bræt fra side til side, og her stod krukker med blomster eller potteplanter. Der kunne også stå stager med brændende lys. Det hele omgivet af sort slør. Og lige under det bræt stod præsten under sin tale. Det var ikke rart, særlig ikke i Årre, hvor gesimsen, brættet hvilede på, sad ret lavt. Der havde jeg fornemmelsen af at stå med det hele på hovedet. Det bræt fik jeg dog efterhånden afskaffet. Ved restaureringen af Fåborg kirke i 1955 blev brættet "væk !"

Når folk så var kommet til sæde i kirken, sang vi en salme og præsten holdt sin tale. Så en salme, en bøn og velsignelse og endnu en salme, hvorefter de, som skulle bære kisten, rejste sig og gjorde klar til at bære ud. Mens det skete, sang vi verset: "Så rejse vi til vort fædreland" og langsomt kom vi ud på kirkegården, hvor kisten blev sænket, mens vi sang det sidste vers af Du Herre Krist: Giv os, o Gud, vi på dit bud..

Derefter jordpåkastelse, fadervor og velsignelse. Så ringede klokken de 9 bedeslag, en fra familien eller degnen takkede for blomster og deltagelse og bød til mindesammenkomst på kroen. Det hele sluttede med, at vi sang Klokken slår.

Hvis der var faner, blev de højtideligt sænket over graven. Men det var nu lidt problematisk, hvis det var pensionistforeningen fane, for bærerne var ofte lidt gamle, det var jo en æressag, at få lov at bære fanen. Men for det første mente de, at fanen skulle sænkes ikke over graven, men ned i graven. Det så ikke så godt ud. Og var det så tilmed blæsevejr, kunne fanebæreren have svært ved at styre fanen. Vi fik så den ordning, at nok var de med ude at tage imod kisten, når den kom til kirkegården, men efter højtideligheden i kirken, blev fanerne inde i kirken.

Så samledes man på kroen til kaffebord. Når kaffen var vel overstået, undertiden under ret så livlig snakken, sang vi forskellige salmer. Der blev holdt taler i mindet om den afdøde. De første år, hvor de gamle degne endnu var der, talte jeg ikke her. Jeg havde jo gjort det i kirken. Men da de gamle degne ikke længere var med, kunne det ske, at der ikke var een, der sagde et ord, og det kunne være ret så pinligt. Så besluttede jeg mig for altid at sige eet eller andet, også for ligesom at få begyndt. Det kunne godt tage nogle timer med en sådan mindefest. Ikke mindst når vi af og til fik middag med suppe, kød og kaffe. Det kunne også være noget af en prøvelse på en varm sommerdag at skulle ind og have varm suppe kl. 2-3 om eftermiddagen i en efterhånden tæt pakket sal.

Ved begravelser fra Indre Mission var der også altid mange, der ved mindefesten ikke blot skulle mindes den afdøde, men også, og måske ikke mindst aflægge et lille vidnesbyrd for os alle ud fra eller sluttende med et skriftsted. Der var jo en alvorlig baggrund at gøre det på, og det var jo også en måde, hvorpå man gjorde opmærksom på, at man selv var blandt de rettroende og havde "sin sag med Gud i orden." Men selvom de var ret gode til at udtrykke sig, så kunne det være ret strengt at høre på.

Det tog alt sammen sin tid. En begravelse tog som regel en hel dag, foruden de forudgående samtaler og besøg hos familien. Forberedelse af talen om formiddagen, selve begravelsen og så kaffebordet bagefter. Det kunne være lidt vanskeligt, hvis det var en dag, hvor jeg havde konfirmander om formiddagen eller det var en lørdag, hvor jeg skulle skrive prædiken, og måske endda have et bryllup.

Faneindvielser, hjemmedåb og hjemmealtergang

Jeg skal også lige omtale indvielsen af Pensionistforeningens fane. En gang i 50’erne havde Danmarkssamfundet tildelt Fåborg sogns pensionistforening en fane. Den var blevet overrakt nogle bestyrelsesmedlemmer ved en gudstjeneste 15 juni i Vor Frelsers kirke i Esbjerg. Men den skulle indvies hjemme i foreningen. Det skete på Agerbæk Hotel. Tre stolte ældre mænd førte den op ad gulvet i den fyldte sal. Der var rejsning over dem. En af dem, Carl Timmermand, var glødende kommunist ! Jeg slog så med nogle bevingede ord det første søm i, formanden det andet og et bestyrelsesmedlem det 3.

Ikke så sjældent blev jeg bedt om at holde hjemmealtergang for en syg eller døende, eller blot for en, som på grund af svaghed ikke kunne komme til kirke. Det kunne ske i hjemmet eller på sygehuset. Og der kunne være en ganske særlig højtid over det. Det var jo de gamle, det betød meget for. Så sørgede man for, at de både voksne og mindre børn kom hjem for at være med. Jeg kan endnu se for mig halvstore børn stå i døren ind til bedstefars ellers bedstemors sovekammer og lidt forskræmte følge med i handlingen, uvante med det hele.

Jeg blev også kaldt ud til hjemmedåb. På den tid foregik alle fødsler i hjemmene. Kun hvis der var komplikationer, skete de på sygehusene. Men af og til var der børn, der var så svage og/eller skulle indlægges på sygehuset, at forældrene ønskede dem døbt. Det kunne være ret så højtideligt. Det foregik næsten altid i soveværelset, hvor moderen lå. Dåbsfadet var et vandfad eller den pæne suppeterrin. Vi sang en salme og jeg foretog dåben, igen en salme. Familien var altid lidt beklemte ved situationen. Det var jo et ny liv, der stod på spil. Senere blev det ofte på sygehusene, at hjemmedåbene foregik. Nogle gange endog i kuvøse. Det var ikke altid barnet levede. Så kom den stilfærdige begravelse med kun lige de allernærmeste pårørende. Levede barnet, fulgte siden hen fremstillingen ved en gudstjeneste i kirken.

Men som Kaj Munk skriver et sted i novellen " Et bette barn bliver født hos Ivers:" "Der er noget frydefuldt for en præst at blive vækket af sine søde søvn og blive hentet ud til en hjemmedåb. Man er ved at føle sig som et lige så nyttigt medlem af samfundet som lægen og dyrlægen."

Også fødslerne blev meldt i præstegården, hvor de nødvendige papirer blev ordnet. Der forelå en anmeldelse fra jordemoderen, og så kunne fødslen indføres i kirkebogen. I 50’erne var der endnu familier med en del børn. Der var een familie, hvor faderen kom 11 gange for melde fødsel. Jeg døbte dem alle og siden hen konfirmerede jeg de 10 (en var død), og endnu senere viede jeg en del af dem. De 8 eller 9 børn var piger.

Fortsættes i 17. del: Dagligdagen i præstegården