FOR MINDRE end et år siden snakkede politikerne ivrigt om at belemre Danmark med en Storebæltsbro, som hovedsagelig ville bevirke en yderligere udvidelse af privatbilismen herhjemme - ved at sparke det muliges grænser ud hinsides det urimelige. Få måneder efter laver de så - per diktat udefra - denne overflodspolitik fuldstændig om, og vi skal i stedet til at spare på energien og forbruget.

Ikke siden præsident Fords berømte kovending, da han den ene dag bebudede skatteforhøjelser som en løsning på krisen og den næste dag sendte checks med millioner af dollars tilbage til vælgerne for at få dem til at øge deres forbrug – ikke siden denne fabelagtige saltomortale mindes jeg at have set politikere demonstrere større mangel på overblik og forståelse af situationen.

Nuvel, der er ingen af os der forstår tiden vi lever i til bunds, og netop derfor føler jeg det rimeligt uden at bruge tørre tal og kendsgerninger at beskæftige mig med det verdensbillede, vi intuitivt kan begynde at skimte. Det første, der umiddelbart chokerer i den forbindelse, er at politikerne - slavebundne af befolkningens almindelige egoisme med kortsigtede mål - ikke længere kan eller tør tænke i moralske eller verdensperspektiviske baner, men overlader de mere filosofiske langtrækkende beslutninger til en gruppe Tredje Verdens ledere.

Anker Jørgensen, som bør huskes som en mand, der mens det endnu var upopulært, bravt tog stilling mod Vestens forbrydelser i Indokina, forekommer på netop denne baggrund i dag som en olievædet vatnisse af dimensioner truet af øjeblikkelig tørlæggelse i samme sekund den befinder sig udenfor den brede benzindrivende strøm af motorveje.

De virkelige vogtere af menneskehedens vel er derfor ikke sådanne kyniske fireårstænkende vestlige politikere, men i stigende grad en gruppe OPEC-ledere med ørkenagtige visioner. Som repræsentanter for tidligere fattige og nøjsomme nationer kan de ikke andet end skræmmes over denne, måske menneskehedens hidtil største skændsel: at en lille håndfuld mennesker i Vesten ødsler størstedelen af Jordens ressourcer væk på et enkelt århundrede.

NU HVOR vi så har fået at vide udefra, at vi skal til at skære vort olieforbrug ned med små 5-7 pct. skorter det naturligvis ikke på røster fra politikere og avisskribenter om "man dog ikke godt vil spare en lille smule på olien." Ingen, der kan huske blot 6 år tilbage, kan imidlertid have nogen tiltro til muligheden af at overtale en grådig rotte til at bide sig selv i halen ad frivillighedens vej. Men hvad der virkelig ryster - også når man gennemløber Politikens spalter - er, at ingen af disse velmenende appeller tilsyneladende løfter sig op over rotteplanet. Alle kommentarer, ledere osv. kører videre ad selviskhedens ensporethed ved at bruge argumenter om valutabalancen og lign. "nødvendige foranstaltninger for Danmark". Ingen tænker på at lave spareforanstaltninger til fordel for Jordens fattige majoritet. Og de færreste skænker det en tanke hvilken verden deres egne børn skal leve i. Sådanne tanker regnes for naive, for teknikkens fremskridt løser jo sikkert alle problemerne.

Tanken om hvornår olien slipper op skubbes til side, mens ungerne skubbes ind på bagsædet. Selv venstreorienterede idealister køber bil "af hensyn til børnene" (skønt børn har det meget sjovere i tog og bus). Men rent bortset fra folks sikre overbevisning om at andre energiformer nok skal blive opfundet i tide til at vi kan føre vor overdådige livsform videre i Vesten og dens satellitklasser i ulandene, hvordan står det så til med de brede befolkningers evne til at betale for disse nye energiformer?

Skønt olie næst efter pindebrænde og kokasser nok er den billigste form for brændsel verden nogensinde vil opleve, har vi for længst set at ulandene ikke længere er i stand til at betale for denne energi. Hvordan de så vil være stillede den dag det meste af olien skal produceres fra højtudviklede astronomiske Statfjordanlæg i havene eller andre utilgængelige steder, tør man kun gisne om. En kendsgerning er uomtvistelig: hvad der end kommer af energiopfindelser efter olien vil blive endnu dyrere. Måske indenfor mulighedernes ramme for os, som har stjålet Jordens billige energi til at bygge vor gigantiske industriformåenhed op, men for Jordens brede befolkninger vil disse nye energiformer være endnu mere uopnåelige end selv nutidens olie. Og den nåede de som bekendt aldrig rigtig at få del i!

Vi står altså her ved århundredskiftet i en situation, hvor ca. 20 pct. af Jorden er blevet industrialiseret, mens de resterende 80 pct. aldrig vil blive det. Men på trods af at de fleste mennesker intuitivt er klar over dette, oplever vi alligevel ingen seriøse forsøg indefra i Vesten på effektivt at standse den del af dette forbrug, som må karakteriseres som overforbrug såsom privatbilisme, lystsejlads, airconditionering etc. Politikerne vil hellere lade deres vælgere ose vore byer og samvittigheder sorte og speede vore søer og nerver tynde end gemme netop denne luksusolie til at give ulandene den fornødne industrialisering, som vil kunne bringe dem lige op på det niveau, hvor de kan få råd til fremtidens endnu ikke opfundne, men i al fald dyrere energiformer. Ingen atomkraft, solkraft, vindkraft eller religiøs kraft (den ukendte kraft man håber vil blive opfundet) vil kunne give bonden i Bangla Desh eller Tanzania den kunstgødning eller de traktører, som er et minimumsgrundlag for enhver begyndende industrialisering. At sætte en industrialisering i gang i sådanne ulande her ved århundredskiftet, hvor den billige olie slipper op, er næsten lige så umuligt som at appellere til den sunde fornuft hos en Lyngbyvej, der hver morgen sluger mere benzin end hvad et tilsvarende stykke jord skulle bruge til kunstgødning for at give føde og liv til hundreder af familier i Bangla Desh.

De fleste 'Lyngbyveje' i verden har et alternativ i form af tog og bus, men der findes intet alternativ for familierne i Bangla Desh. At appellere til folks fornuft i et luksusdemokrati (som jo er et produkt af høj velstand og social ro: kvaliteter vi berøver ulandene, hvorved de også berøves chancen for demokrati) kompliceres yderligere af triste kendsgerninger såsom at f.eks. disse linier sandsynligvis blot læses af dem, som sidder mageligt i tog og busser på vej til arbejde, mens de som virkelig har brug for at læse dem, højst får tid til at skimme avisen fordi de mere eller mindre stressede må sidde med begge hænderne på et rat hele vejen.

Der skal megen fantasi til at forestille sig hvordan verden vil se ud, hvis den fortsætter på det nuværende ansvarsløse grundlag, hvor 20 pct. industrialiserer videre til skyerne ved hjælp af det allerede opnåede forspring, mens de resterende 80 pct. bliver ladt tilbage til et fremtidigt niveau, der i realiteten vil ligge under det nuværende. For fantasien har åbenbart allerede i dag svært ved at forestille sig de ufattelige menneskelige lidelser vi producerer rundt i verden ved daglig at trykke speederen i bund for en yderligere forværring af den globale skævhed.

Alligevel kan man intuitivt gisne sig til, at hvad vi i dag ser af social uro, sult og oprør vil blive mangedoblet. Når først den stigende bevidsthed i de fattige lande om at man for evigt skal være fattig (uden håb), om at man er blevet ladt i stikken og så at sige forvist fra jordkloden, - når først denne bevidsthed for alvor slår igennem i de brede befolkninger, vil de aktioner vi har set fra palæstinensernes side, da de blev klar over at netop dette var sket for deres vedkommende, være rene bagateller. Hele jordkloden vil blive sat i en permanent undtagelsestilstand. Guerillaer bevæbnede med giftsprøjter vil forgifte tilfældige banan- og kaffesendinger til de rige lande. Sabotageaktioner, flybombninger etc. vil ramme "uskyldige" hvor som helst i de rige lande. Hvad desperate udskudte som palæstinenserne har kunnet udrette med en befolkning på kun ca. 1 million er den rene folkeforlystelse i sammenligning med de kommende 3-4-5 milliarder u-lændinges aktioner.

Jo, tryk blot speederen i bund for en sådan udvikling. Og når nu danskerne åbenbart kun kan forstå selviske argumenter, burde de måske også mindes om at det jo trods alt er deres børn, der er målet for hvad der end kommer af voldsaktioner, krige og frygt som et resultat af vore forbrydelser i dag imod den Tredje Verden.

Og dog tror jeg ikke at sådanne argumenter hjælper. For folk, som tumler rundt i speedbåde og charterrejser, har nu engang ikke den samme historiske bevidsthed og hukommelse som bonden der år ud og år ind vandrer til fods i den Tredje Verden. Når derfor gennemsnitsdanskeren en sommerdag står i det konkrete valg mellem at bile ungerne op til sommerhuset i Hornbæk eller at tage HT’s billige 6,66 kr's klippebillet sammesteds for at undgå at ungerne om 30 år bliver ofre for et terrorangreb fra den Tredje Verden (eller endnu værre: skal leve med den konstante frygt for et sådant angreb), ja, så må vi forvente, at gennemsnitsdanskeren vælger bilen. Der er nemlig i Vesten en uendelig kløft mellem det vi selv anser for moralsk forsvarligt i øjeblikket og det verden eller historien anser for moralsk forsvarligt.

FORLEDEN argumenterede en professor i Politiken for at vi ikke bør få nulvækst, men tvært imod sætte vor vækst yderligere op for at vi med vor stigende rigdom skal kunne hjælpe ulandene.

90 pct. af Folketingets politikere har den samme missionærfilosofi, som man jo altid har hørt næsten parallelt blandt USA’s superrige Rockefellere, der ønskede at blive rigere for bedre at kunne hjælpe negrene og de fattige amerikanere. Sådanne selviske argumenter har politikere, økonomer og folk med ekspertise kørt efter i de sidste 400 år i total foragt for kendsgerningerne, der viser, at kløften er blevet større og større siden vores oprindelige niveau. Når EF-politikerne nu anklager USA for at bruge dobbelt så meget olie per indbygger som EF mens de åbenbart betragter det som en naturlig ting at vi selv bruger næsten 60 gange så meget som ulandene, sker det med den samme uhørte frækhed og 'forglemmelsens' demagogi som når de angriber os fællesmarkedsmodstandere med at vi fører selvisk politik. (Jeg er dog vis på at de fleste EF-modstandere med glæde ville gå med, hvis denne rige klub blev udvidet til også at inkludere alle ulandene og disse vel at mærke måtte få indflydelse i parlamentet proportionalt med deres befolkninger og behov. Uden deres medlemskab kan disse velhaveres diskussionsklub - Europaparlamentet - ikke blive mere demokratisk end de hvides Mulder-gate-demokrati i Sydafrika, dvs. diktatorisk i en større sammenhæng.)

HVAD STILLER vi så op her under den øjeblikkelige energikrise for, at undgå at vores energidiktatur skal ødelægge enhver chance for at ulandene nogensinde kommer på fode, hvilket må være en betingelse for at vore børn kan leve i nogenlunde fred og harmoni med omverdenen?

Frivilligt opgiver Vesten ikke sit firhjulede luksuslegetøj, for så var det sket for 10-20-30 år siden, dengang da man klart kunne begynde at vejre hvilken vej oliedunsten blæste. Og de magtmidler vi modstandere af privatbilisme har ville blive latterligt illustreret dersom vi f.eks. lavede en underskriftsindsamling af de få underskrifter vi kunne samle omkring denne sag herhjemme. Og hvis vi efter et par århundreder var nået rundt til alle de 3 milliarder i ulandene, ville Folketinget jo alligevel forkaste underskrifterne med den sammensætning, det har i dag.

Hvor store odds vi har imod os blev tydeligt åbenbaret for os, da Dansk Cyklistforbund - på trods af sine snæversynede krav under demonstrationen for nylig om blot at få lidt bedre afstribning af cykelstier - blev udråbt til at være terrorister af Berlingske Tidende. Når borgerskabet opfatter selv den mindste indskrænkning i sin bilfrihed som terrorisme må vi stiltiende acceptere, at sådanne begreber er lige så letflydende som det brændstof, der unddrages den Tredje Verden gennem disse bilfascisters anti-terrorkorps. Skulle man imidlertid virkelig lave terrorisme til fordel for den Tredje Verden burde det ikke blot gøres gennem cyklistens personlige eksempel (hvor livsfarligt dette end kan være i mange byer), men snarere gennem 'forebyggende' natlige aktioner med at smide tændstikker i parkerede bilers benzintanke. På den måde kunne man med en barnlig magtfryd (mage til den man har når man sidder bag et bilrat) undersøge hvor let verdensressourcerne sandhed kan ødsles væk for øjnene af mennesker, der ikke har en chance for at gribe ind.

Men det er nok alligevel naivt at forestille sig at selv ødelæggelsen af hundreder af fjendens 'tanks' vil føre til en afgørende vending i slaget for jordens fattige ved altså at føre til Folketingets moralsk begrundede beslutning om at gøre Danmark til det første vestlige land, der forbyder privatbilisme. Nej, snarere skal vi have brændt tusinder af disse stålskeletter af før Folketinget finder på seriøst at sætte en stopper for bilismen fordi det nu er blevet en unødvendig 'bebyrdelse af handelsbalancen' med denne stigende bilimport!

Hvor desperate sådanne løsninger end er for minoriteterne i Vesten, der ønsker at tænke og handle i lidt mere verdensdemokratiske baner, må de dog synes milde for det flertal af verdensbefolkningen, som passivt må sidde og se på at deres fremtidsmuligheder går op i ós. Og hvor ensidige disse betragtninger end er ved udelukkende at omtale den del af oliefrådseriet, der stammer fra legetøj (og ikke f. eks. manglende isolering), er de dog så alsidige og rimelige, at de ikke kræver en eneste alvorlig indskrænkning i vor levestandard (i første omgang), men tvært imod en berigelse i form af kollektiv 'valutabesparende' gratis-trafik. Men når nogle uansvarlige medlemmer i vor regering forgæves trygler en uansvarlig befolkning om at indskrænke sig til at ikke at bruge bilen den ene dag i ugen for at opnå valutabesparelser, er det en sådan latterliggørelse af de millioner af bønder og fattige, der det sidste par år på grund af prisstigningerne har måttet indskrænke sig til kun at tænde olielampen i hytten om 'søndagen', at denne såkaldte 'kriseerklæring' intet andet er end en tidsindstillet krigserklæring til disse bønders børn. For hvis det endelig var lykkedes at overtale den danske befolkning til at lade bilen stå den ene dag om ugen uden at samfundet derved går i stå, havde den Tredje Verden jo fået et slående bevis for at bilen overhovedet ikke er nødvendig for os - et bevis som nok skal blive husket og brugt, når det en dag lykkes den Tredje Verden at få sin Nürnberg-proces over Vestens politikere. 'Hvorfor standsede I så ikke dette unødvendige spild allerede dengang der først fremkom tvivl om hvorvidt verdens olieressourcer ville vare århundredet ud,' vil de blive spurgt.

Jo, jo, i dag sidder politikerne stadig som vore kølerfigurer glitrende med bedøvende indviklet snak om halvtredsøresafgifter og blændende med dygtige udredninger, kompensationer og forlig, alt sammen for at give os den tryghed, der kan stampe vor begyndende tvivl i jorden for at de kan opnå genvalg. Men hvis man har blot den mindste tvivl om hvorvidt de her skitserede intuitioner om verdensudviklingen er rigtige eller forkerte, hvordan kan man så andet end lade tvivlen komme ens børn til gode ved øjeblikkeligt at sætte en hængelås for bilgaragen og tage andre nødvendige foranstaltninger? Kan man andet end f. eks. lave ,underskriftsindsamlinger til OPEC-lederne om igen at 4doble oliepriserne og denne gang lade profitten komme den Tredje Verden til gode? Ansvaret for Jordens ressourcer kan i hvert fald ikke længere overlades til Vestens politikere. Eller kan man andet end blive "terrorist", når regeringen endnu en gang fremlægger en "kriselovgivning", der tvinger den Tredje Verden til at industrialisere med vore indtørrede kamelklatter fra Matthæusevangeliets kap. 19,24.