Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Trykt i Dansk Udsyn foråret 1972.


Hvad sker der i det andet Amerika?



tekst og fotos af Jacob Holdt
 

Skrevet i foråret 1971 efter "majrejsningen" i Washington som en nyankommen besøgendes umiddelbare og yderst naive iagttagelser!




Følgende beskrivelse af hvad der rører sig i USA's befolkning i dag er langt fra fyldestgørende og kan som følge af måden, den er foretaget på aldrig blive det. Men den står som det indtryk jeg har gjort mig af USA efter ca. 5 måneders ophold her, hvor jeg har boet i 27 hjem deraf 7 sorte og besøgt 68 hjem heraf 19 sorte og et indianerhjem plus utallige samtaler med folk på gaden. Disse hjem falder inden for alle sociale klasser lige fra de mest fortvivlede narkoreder i ghettoerne til universitetspræsidenter og højtstående regeringsembedsmænd, men er hovedsagelig i og omkring storbyerne tværs over det nordlige USA. De omtalte eksempler er således, udelukkende dem jeg selv tilfældigt er stødt på under rejsen.

At jeg kalder det "det andet Amerika" skyldes udelukkende at jeg har mødt så få der støtter Nixons Vietnam-krig, at det er mit indtryk at den store overvejende del af befolkningen i norden er modstandere af krigen, og den lille minoritet, det støtter den er ofte af en sådan mentalitet, at det er umuligt at komme på talefod med den endsige sætte foden i dens hjem.
Dette er nemlig en ting man hurtigt vil blive opmærksom på som besøgende i USA: overalt bliver man slået af fjendtligheden, frygten og irrationaliteten, af den følelse at samfundets stabilitet ikke blot er i fare, men i opbrud, skønt intet virkeligt alternativ for de fleste er synligt. Overalt hvor man kommer hører man tale om det der nu vidt og bredt går som "revolutionen" lige fra visse dele af ungdommens begejstrede tilslutning til en sådan til højreorienteredes tørre konstatering: "Ja, der er visselig en revolution i gang."

Det er denne usikkerhed og gæring, der hos den ældre hvide generation har skabt et had og en voldstendens, man sikkert ikke finder magen til i noget andet land i verden, og et had der, først og fremmest er rettet mod ungdommen og studenterne. Utroligt mange unge jeg har mødt har måttet bryde med forældrene (dette er dog ikke tilfældet blandt negrene, hvor jeg ofte fandt et meget stærkt gensidigt kærlighedsforhold mellem unge og deres forældre). En gallupundersøgelse for nylig afslørede at ca. 25 pct. af amerikanske forældre mener deres egne børn burde skydes ned som ved Kent State, dersom de deltog i optøjer og demonstrationer. Denne undersøgelse dækker meget godt den virkelighed; man ser og hører om overalt i USA. "Easy Rider" var ikke symbolik, som mange danskere troede, men i stigende grad dagligdag et eller andet sted i USA. For mange unge i byerne er landet simpelthen ingenmandsland stedet hvor de er fredløse og kan blive skudt ned uden varsel. Dette gælder især ensomme blaffere af hvilke jeg foruden et utal af beretninger og rygter om andre tilfælde - har mødt i hvert fald fire der er blevet beskudt fra biler plus fået bekræftet tre dødsfald af samme årsag. Mange studenter på universiteter specielt i midtvesten og uden for storbyerne fortalte mig at de ikke længere tør deltage i demonstrationer, da den lokale befolkning fra de omkringliggende landsbyer hver gang møder op med geværer ved udsigten til "at kunne plaffe noget hippievildt ned".

I almindelighed må man sige at USA er stedet, hvor alle frygter alle og i særdeleshed ungdommen er plaget af denne frygt: i Syden for de hvides vold, i Norden for de sortes vold (storbykriminaliteten) og overalt for politiets vold. Megen af denne vold omtales overhovedet ikke i pressen. Det er derfor forbløffende at se den kontrast der er mellem steder, hvor befolkningen næsten ingen kontakt har med den og ofte derfor heller ingen viden om den, og steder, hvor man ikke kan tilbringe en nat uden at høre skud uden for sine vinduer og ligger med konstant hjertebanken af angst for at næste offer skal blive en selv. I nogle tilfælde finder man denne kontrast inden for blot få. kilometers afstand f. eks. mellem storbyghettoerne og deres hvide forstadskommuner. USA er et ualmindeligt delt samfund og der er ofte et fantastisk "credibility-gab" mellem dets enkelte grupper, et uhyggeligt fænomen, der på grund af uvidenheden er med til at fremme hadet og usikkerheden.

På samme måde forholder det sig med den såkaldte revolution eller aktive modstandskamp. Der er områder, der knapt nok har hørt tale om modstandskampen specielt i New England-området og i bjergstaterne omkring Montana og der er andre steder, hvor næsten hver eneste ung man møder, taler om den og for en stor dels vedkommende med sympati eller aktiv støtte som i tilfældet Seattle den stærkt depressionsramte by, der allerede har fået sin egen "Seattle Befrielsesfront" og hvor en vis radikalisering af arbejderne er i gang. Men i de fleste byer behøver man blot at gå ind på, posthusene og se opslagene over hundreder af eftersøgte modstandsfolk for at vide at en aktiv modstandskamp er i gang.

Ud over sidste sommers store sabotageaktioner i Madison, Boston, olieraffinaderiet i New jersey og de mange større bombninger, der nåede frem til aviserne, er det dog svært at danne sig et billede af hvor stærk den rent militære modstandskamp er. Pressen er i almindelighed holdt op med at omtale bombningerne, får man indtryk af. Flere gange har jeg hørt om bombninger, der ikke har været omtalt i pressen. Fra højreorienterede og neutrale kilder har jeg således fået kendskab til en serie af bombninger, der i den sidste måned er gået hen over North Carolina uden omtale i aviserne. Det er en almindelig opfattelse blandt unge, at pressen har indført en vis grad af selvcensur, men de fleste er dog også af den opfattelse at antallet af sabotageaktioner er dalet i løbet af vinteren efter de ca. 500 bombninger sidste sommer. I Californien, der jo har "evig sommer", er bombningerne dog fortsat med uforstyrret kraft. Under mit ophold der i marts blev den 34. og 35. "Bank of America"-bygning sprunget i luften og to politistationer var på nippet til at få samme tur.

Skønt store dele af ungdommen bifalder disse aktioner, møder man dog en hel del, der ikke kan tilslutte sig disse voldshandlinger og man må antage at det kun er en meget lille minoritet, der har dannet aktive modstandsceller. Meg et af den revolutionsromantik man fornemmede sidste forår er forduftet - enten opgivet eller erstattet med en følelse af - som den vigtigste modstandsgruppe "Vejrmændene" siger det i sit sidste kommuniké - at tendensen til at betragte kun bombninger og våbenbrug som revolutionært med glorificeringen af jo større jo bedre er en "militær fejltagelse", og i hvert fald en følelse af at en revolution har et noget længere forløb end man i sidste forårs, begejstring måske havde tænkt sig.

Det er af gode grunde ikke lykkedes mig at komme i direkte kontakt med aktive modstandsgrupper. I Berkeley blev jeg dog efter at have boet i længere tid i et hjem gjort fortrolig med at en af beboerne, en 22-årig mand, var desertør fra McCoy-militærlejren i Wisconsin og nu eftersøgt af FBI. Han havde haft nær forbindelse med de tre soldater, som justitsminister Mitchell nu forsøger at få idømt 35 års fængsel hver for på den cubanske revolutionsdag at have sprængt lejrens elektricitetsanlæg, vandværk og telefoncentral i luften og han var derfor blevet nødt til at flygte samme dag. Skønt han hævdede at være uskyldig, da jeg talte med ham, var han meget nervøs, da han ikke kunne bevise at han intet havde haft med bombningerne at gøre og han forsøgte nu at komme ud af landet. Et par dage efter stormede politiet huset i en af de i USA så, rutinemæssige marihuanamissioner (så at sige hver eneste ung ryger "grass" så selvfølgeligt som cigaretter) og det lykkedes ham at undslippe gennem et kældervindue og han kom aldrig tilbage. Den slags tragiske tilfælde med folk på evig flugt - skyldige eller uskyldige, men i al fald unge forfulgte af et system de ikke bifalder, hører jeg om overalt, men det her omtalte er det eneste jeg er kommet på så nær hold af inden for USA's grænser.

Da det har vist sig umuligt for efterretningstjenesten at finde frem til undergrundscellerne, er man tilsyneladende i stigende omfang begyndt at slå ned på tilfældige personer på gaden. Unge bliver ustandseligt standset og kropsvisiteret eller smidt i fængsel i kortere eller længere tid uden grund. jeg selv havde kun gået på gaden i Chicago i 20 minutter ved højlys dag, da en politipatruljevogn kom hvinende ind til fortovskanten og to velvoksne læderjakkeklædte betjente sprang ud op trak mig ind i vognen, hvor jeg blev gennemsøgt på kryds og tværs for våben. Først da jeg havde overbevist dem om min nationalitet og identitet og den ene af dem - en ca. 40 årig bøst udseende betjent med lange skægstubbe - havde givet mig en længere redegørelse om nødvendigheden af denne fremgangsmåde for "at slå ned på de samfundsstyrtende kræfter og revolutionære" blev jeg efter en halv times forløb løsladt. 

I San Francisco gentog det sig: jeg ville under en usædvanlig smuk solnedgang løbe til et mere egnet sted for at tage et billede af den med den meget idylliske by i forgrunden. Straks jeg satte i gang med at løbe, sprang to civilklædte FBI-folk ud af en bil og greb mig og førte mig ind i bilen, hvor jeg atter blev undersøgt og siden løsladt. De har muligvis troet at jeg netop havde placeret en bombe e. lign et sted, men jeg fik i al fald en fornemmelse af at San Francisco er særdeles velforsynet med FBI-folk og agenter. En student bekræftede mig siden hen i denne formodning og sagde: "Husk på at du er kommet til revolutionens hovedstad." Men det idylliske billede jeg kunne have fået af byen gik jeg i al fald glip af. Siden hen var jeg ude for næsten samme hændelse i Detroit.

Negrenes voldelige kamp er fundamentalt forskellig fra de hvide radikales og kan til en vis grad betegnes som defensiv. Den er først og fremmest rettet mod politiet som følge af den brutalitet det benytter sig af i ghettoerne over for de sorte indbyggere, en brutalitet, der tilsyneladende har en tendens til at eskalere som følge af den stigende nervøsitet politiet færdes med i ghettoerne. Selv har jeg ikke overværet en sådan brutalitet om end alle negre beretter om den, men det skal da også siges, at flere af de værste ghettoer (Brooklyn, East St. Louis, Sydchicago f. eks.) nu er af en sådan karakter, at hvide overhovedet ikke kan færdes i dem selv ved højlys dag, og andre steder var jeg kun i stand til at færdes fordi jeg var sammen med negre. jeg var derfor ikke meget på gaden de steder og kan kun bedømme ghettovolden ved at lytte til skudsalverne, der kunne høres hver nat af og til lige uden for vinduerne i alle storbyer lige fra San Francisco til Washington D. C. samt ved at lytte til negrenes mange rystende beretninger.

Men der en en politibrutalitet, der er langt alvorligere end den man ser på gaden, nemlig den som en ung neger i New York uden tøven betegnede som "det kapitalistiske samfunds kemiske krigsførelse mod dets fattige, men potentielt revolutionære indbyggere, negrene i ghettoerne". Mange jeg talte med i New York, Detroit og Chicago fortalte hvordan politiet ikke blot tillader indførsel af heroin, men tillige selv indfører det eller beslaglægger det og sælger det videre i ghettoen med det ene formål at holde en hel generation af unge negre nede i narkomani, sygdom, apati og død, unge, som politiet ved er potentielle revolutionære som følge af deres enorme arbejdsløshed og fattigdom. Det var således mit indtryk visse steder, at et flertal af unge negre var narkomaner. Overalt på tagene i Harlem, også på huset hvor jeg selv boede, lå disse syge narkomaner, og hver eneste dag hørte jeg i radioen hvor mange dødsfald der havde været alene i New York - en søndag var 30 døde - under 14 år!! 

Og billedet var nogenlunde det samme i alle storbyer jeg kom i. En New York-panter kommenterede det således: "Ligesom kapitalismen i sin fødsel under den industrielle revolution i England kvalte en mulig social revolution hos proletariatet i alkoholisme af et omfang, at tusinder af børnealkoholikere døde, således forsøger det senkapitalistiske samfund i sit sidste stade nu også at kvæle revolutionen hos sit fattigste proletariat i ghettoerne gennem narkomani med tusinder af børns død som følge." Bortset fra New York Times' omfattende rapport sidste år over politiets samarbejde med mafiaen, er der tilsyneladende intet gjort for at stoppe denne tragiske udvikling. Ingen er villige til at stoppe indførslen af heroin, da alle ved, at det er ensbetydende med befrielse af revolutionær energi fra ghettoerne.

Det er sikkert på denne baggrund negrenes massemord på politiet skal ses. Da jeg under mit første besøg i USA sidste forår havde en samtale med nogle pantere, udtrykte de bekymring for at denne unge generations ødelæggelse i narkomani er så omfattende "at revolutionen vil gå i stå, drukne i narkomani", og en ledende panter sagde "at det nu må være enhver revolutionærs pligt at gå ud og skyde mindst en politibetjent (pig) dagligt". Jeg kunne godt se at han var desperat over alle de dødsfald, han var vidne til i ghettoen blandt yngre og yngre børn, men jeg tog det alligevel dengang som god panterretorik og tvivlede på at han var helt alvorlig. Men kort efter begyndte del første nedskydninger af betjente som bekendt og siden har vi set et rent massedrab af politifolk over hele USA - i en enkelt weekend i september blev 14 betjente dræbt i ren guerillakrig ud over nationen, hvilket godt kan forbløffe en, når man betænker hvor mange sorte betjente der er kommet til de sidste par år.

På samme måde som det gælder den hvide modstandskamp, er det folks opfattelse at pressen søger at dampe det ved ikke at omtale det og det så jeg et slående eksempel på i den højt værdsatte avis San Francisco Chronicle: da en politibetjent under et ganske normalt røveri i byen blev beskudt af forbryderen, men hverken såret eller dræbt, blev det slået stort op på forsiden af bladet. Da to betjente ca. en uge efter blev kaldt til et øde sted i udkanten af byen og der ledt i baghold og dræbt uden skygge af tvivl af revolutionære, blev det kun nævnt kort i en 10 liniers enspaltet notits gemt væk midt inde i bladet, mens andre aviser overhovedet ikke nævnede det! Alligevel hørte jeg fra flere sider, da jeg kom til byen i marts, at 12 betjente var blevet skudt ned i årets første to måneder på stedet. I Detroit erfarede jeg at der her bliver skudt ca. to betjente om ugen og nogenlunde det samme billede har jeg dannet mig de andre steder jeg har været. 

Der er derfor ingen tvivl om at denne form for guerillakrig er eskaleret på trods af den i USA normalt rolige vinterperiode og på trods af det indtryk man ellers har fra pressen. Ledende politichefer sagde i september i TV at "det er det første stadium i en revolution" (Algeriets revolution startede også med at man myrdede den ene betjent efter den anden og jeg erfarede i øvrigt at filmen "Slaget om Algier" er utroligt populær i alle ghettoteatre), men siden har heller ikke politiet indrømmet meget. Når man betænker at arbejdsløsheden siden sidste sommer er fordoblet og f. eks. i Detroit for unge sorte arbejdere er over 50 pct., må man konkludere at den kommende sommer bliver særdeles "varm" for politiet, hvilket også er alles opfattelse.

Skønt negrenes økonomiske situation i forhold til deres stigende forventninger bestandig forringes (deres indkomst er stadig som efter verdenskrigen: ca. 55 pct. af de hvides), og skønt næsten hver eneste sort familie jeg har besøgt har været svært bevæbnet, er det dog mit indtryk at de fleste (i hvert fald ældre) ikke er tilhængere af denne vold selvom mange er af den opfattelse, at de ikke får deres rettigheder uden at benytte vold. Faktisk er det mit indtryk overalt at panterpartiets popularitet blandt den sorte befolkning er faldet stærkt. Overalt i ghettoerne møder man ekspantere, mens man skal lede længe efter nuværende pantere og partiets medlemstal er da også faldet stærkt. En ældre sort automobilarbejder forklarede sin afstandtagen til partiet med "at de jo ikke bestiller andet end at myrde hinanden" - en opfattelse der deles af mange ældre arbejdere og som sikkert ikke siger så meget om de faktiske realiteter som om i hvor høj grad den etablerede (hvide) presses antipanterkampagne her er trængt igennem.

Blandt de fleste unge er kritikken af partiet mere saglig og i regelen rettet mod partiets stigende dogmatiske linie. På trods af at næsten alle negre har tilegnet sig panternes specielle sprogbrug, er det mit indtryk at de står meget svagt i den sorte befolkning og at de langt fra lever op til den myte, der har været skabt om dem i amerikansk og udenlandsk presse. Skal man overbevise sig om deres styrke, skal man snarere gå ud og lytte til skræmte hvide sovebybeboere end søge den hos negrene selv. I ghettoen på vestsiden af kolossen Chicago erfarede jeg endog at mange sorte børn var bange for panterne (nærmest på samme måde som de overalt er det for politiet), men dette er dog stik imod normalen og hører til et af Chicagos mange mysterier. 

Skønt partiets position er blevet stærkt svækket, hersker der ingen tvivl om at dets indflydelse har været enorm og antallet af sorte revolutionære er sikkert i stigning. Mange er blevet radikaliseret af partiet og har derefter udøvet kritik af det fra venstre. Kritikken er foruden "den stigende dogmatisme" - rettet mod den pamperisme, der er ved at opæde partiet med colederen Huy Newton, der (af sikkerhedsgrunde) bor i luksuslejlighed til 5000 kr. månedlig i bedste hvide nabolag, partiets mange udrensninger, den koreanske inspirerede personkult samt den følelse blandt mange, deriblandt mig selv efter mit møde med ham, at Huy Newton ikke helt formår at leve op til den myte, der har været dannet omkring ham i de tre år han sad fængslet.

Men mest af alt har dog den nylige splittelse smertet panterne med Eldrige Cleavers udstødelse. Mange unge negre står - om end mere eller mindre loyale over for partiet - emotionelt på Cleavers side, men for de fleste har dette været den endelige grund til at opgive partiet. Selv hvor panterne står stærkest - i Californien - har der derefter været en stærk nedgang i deres popularitet. jeg var til stede da splittelsen kom og erfarede at den blandt mange havde været ventet gennem lang tid. Dagen efter bruddet var jeg til et stort indendørspantermøde med 10.000 deltagere under hvilket alle ekspantere og folk med tilknytning til Cleaver blev udvist, skønt flertallet af hvide kunne få lov at blive. Således blev Ann - en 20 årig sort pige jeg var kommet til at kende godt og som netop var kommet ud af fængselshospitalet efter at hun for to år siden, da politiet havde forsøgt at arrestere hende, havde skudt to betjente ned, hvorefter en tredje forbipasserende betjent havde såret hende hårdt med fire skud - på trods af sine "revolutionære bedrifter" smidt ud med den ene begrundelse, at hun for fire år siden havde boet i Eldrige Cleavers lejlighed. 

Dette har skabt bitterhed i mange kredse og mange føler faktisk nu, at den egentlige grund til at myndighederne har løsladt Newton er den, at man efter at have analyseret situationen grundigt er kommet til den konklusion, at det netop kunne skabe splid blandt panterne - altså som en "regeringens sammensværgelse med formål at omstyrte panterpartiet". Hvem ved om det også bliver Bobby Seales redning? Der er i hvert fald ingen tvivl om at panterpartiet overalt er på retur. Når alt kommer til alt har det altid været et minoritetsparti og det er mit indtryk at negrene har mere end nok at gøre i den daglige kamp for at overleve i ghettoen til også at bekymre sig om revolutionær politik, mens de negre, der har været heldige at komme ud i middelklasseområderne i forstæderne i regelen er mest interesserede i at få bil, nyt tøj og andre materielle goder og helst ikke stikker næsen uden for deres eget - i bedste amerikansk tradition. Men dette vil muligvis ændres under en forværret depression.

Derimod har fængslingen af AngelaDavis haft en enorm indflydelse på både sorte og hvide amerikanere. Hendes billede ses nu hængende side om side med Martin Luther Kings i mange sorte hjem og alle negre både giver hende ret i hendes anklager mod det racistiske retsvæsen og er overbeviste om at hun er uskyldig. Men den samme store opslutning man finder hos negrene omkring Angela Davis lige fra en ung syg og rullestolssiddende piges varme tilbedelse af hende, som jeg så det i Detroit til sorte præsters prædikener over temaer som "Lad dem ikke korsfæste søster Angela" i kirkerne, - det samme chok og den samme forbløffelse har hun tilsyneladende slået det voksne hvide Amerika med, der for det meste råt har slugt pressens fremstilling af hende som leder af guerilla-angrebet på retsbygningen i San Rafael hvor både dommeren og guerillaerne blev dræbt, og mange grunder over som en professor sagde til mig i Illinois: "Hvordan kan en pige med den fremragende intelligens og uddannelse erklære sig kommunist?" - hvilket naturligvis i sig selv for de fleste ældre gør hende skyldig og uden tvivl er den egentlige grund til at den gamle kommunistjager Hoover satte hele maskineriet i gang imod hende.

Og her kommer vi til noget centralt i USA i dag, det som af unge og negre overalt nu betegnes "Nixonfascismen". Det er de flestes opfattelse, at repressionen og undertrykkelsen af borgerlige rettigheder bestandig bliver værre. Og dette gælder i særdeleshed for negrenes vedkommende. Den mest almindelige undertrykkelse af oppositionen består tilsyneladende i bortvisning fra universiteter og skoler af politisk aktive studenter, hvilket jeg har mødt adskillige eksempler på og hørt om et utal af andre. Og det er her mit indtryk at negrene er langt, langt de hårdest ramte. overalt har det været min erfaring, at negre af samme grund ikke tør deltage i demonstrationer eller andre meningstilkendegivelser (på enkelte universiteter som f. eks. Kent State er op til en fjerdedel af indskrevne studenter FBI-agenter). Diane, en ung sort elev på sygeplejeskole i Detroit sagde således, at både hun og hendes sorte kammerater altid holdt sig indendørs under politiske møder og demonstrationer på skolen, da det indirekte var gjort dem forståeligt, at det var et privilegium for dem som negre at gå på denne ellers hvide skole og at de kunne miste dette privilegium hvert øjeblik (det bør understreges at Detroit har et flertal af sorte borgere!). Af de studenter der faktisk er blevet udvist, talte jeg bl.a. med Chris en 22-årig usædvanlig begavet Black Power aktivist, der var blevet bortvist fra universitetet efter at han sidste sommer havde været med en studenterbrigade i Cubas sukkermarker efter hvilket både han og hans forældre i øvrigt 3 gange var blevet opsøgt af FBI-agenter. Chris havde bittert måttet erkende rigtigheden i Fidel Castros tale i 1963: "USA ønsker ikke at lade sine negre se den racemæssige lighed, der eksisterer i vort land og indrømmer derfor sin frygt for eksemplet og sandheden om Cuba."

Repressionen gør det også i stigende grad vanskeligt at komme i tale med negre, der ofte er bange for at udtale sig. Et eksempel herpå. fik jeg bl.a. da jeg i Washington for nylig kom i tale med en ung regeringsansat mor til to børn, der på afstand stod og overværede vietnamveteranernes demonstration foran Capitol. Da jeg havde talt med hende et stykke tid og bl.a. spurgt hende ud om hendes arbejde, hverdag o. lign., for hun med ét skræmt sammen og råbte: "Åh - nej nej, du er vel ikke agent fra FBI?" Det tog mig lang tid at overbevise hende om min virkelige identitet, og jeg mente først det var et udslag af det almindelige hysteri, der har været over hærens hemmelige kartoteker gennem den senere tid. Men hun hævdede, at hvis hun var blevet set dernede til demonstrationen ville hun sandsynligvis omgående blive fyret og hun var netop nu blevet lovet forfremmelse. To af hendes nærmeste veninder i et andet ministerium var blevet afskedigede efter at have fået forelagt fotografier som beviser for deres deltagelse i en demonstration.

Hvor mærkeligt det end lyder: da jeg et par uger efter opsøgte hende på hendes bopæl fortalte hun at hun alligevel ikke havde fået forfremmelsen, da hun havde været så uheldig at komme med på et avisbillede af demonstrationen og det havde været eneste begrundelse. Ved samme lejlighed fandt jeg i øvrigt ud af at hendes mand er en af de hundreder af negre, der har siddet fængslet lige siden negeroprøret, der brød ud i Washington for 3 år siden efter Kings død - ude af stand til at komme ud da der enten er sat skyhøje kautionsbeløb for dem eller lange fængselsstraffe. Overalt hvor jeg er kommet har jeg på denne måde mødt mange negre, der har pårørende i fængsel af mere eller mindre politiske årsager - ja ofte helt uden grund. Skønt det her omtalte eksempel er det eneste jeg er stødt direkte på, hvor jeg har set beviser for regeringens oppositionsundertrykkelse ved afskedigelse af ansatte, er det min opfattelse at det i stigende grad er en fremgangsmåde, der bliver anvendt over for i al fald negre. Da regeringsansatte den 5. maj havde en fredsdemonstration i en frokostpause var der ikke en neger imellem.

I almindelighed er det mit indtryk at negrene er skræmte efter de sidste 2 års udvikling med de mange politiangreb på panterhovedkvarterer og myrdede pantermedlemmer, de vilkårlige fængslinger og de utroligt mange politiske fanger man hører om overalt. jeg har talt med mange ældre ellers resignerende arbejdere, som følte sig personligt sårede og var blevet rasende efter Angela Davis' fængsling og følte de nu burde gøre noget, men som ikke turde af angst for yderligere repression. Negrenes forhold til "Nixonfascismen" er nærmest at sammenligne med de hvides forhold til storbykriminaliteten: man kan vove sig på gaden om natten og være heldig at slippe uskadt fra det - men der er så mange skræmmende fortilfælde - så man gør det ikke!! Eller for at sige det med andre ord jeg har hørt igen og igen: "Nixonfascismen har virket".

Det mest uhyggelige eksempel på undertrykkelsen af borgerlige rettigheder stødte jeg ligeledes på i hovedstaden. jeg fik her kontakt med folk der fortalte mig at Washingtons eneste sorte dagblad (og det er værd at lægge mærke til at ca. 80 pct. af byens indbyggere er negre) var blevet standset den 22. marts, da politiet havde stormet redaktionen og beslaglagt hele udgaven på nær få eksemplarer, der allerede var kommet på gaden, og som det lykkedes mig ad omveje at få et eksemplar af. Navnet på avisen var The Washington Daily Match, og netop den pågældende dag havde bladet bragt en artikel med et interview med en dame, der havde givet hidtil ukendte oplysninger, der stærkt indicerede at CIA dræbte Martin Luther King, noget som så godt som alle negre og unge herovre i forvejen er fuldt og fast overbeviste om. Jeg spurgte mig omkring i byen for at få flere oplysninger en hel del kendte ikke bladet, men de som gjorde vidste blot at det - var standset uden at kunne angive nogen grund for det. Det var tilsyneladende gået stille for sig. Det lykkedes mig dog at få. opsporet folk med nærmere kendskab til bladet og de fortalte at chefredaktøren Frank Arrington og hele redaktionen den pågældende dag var blevet fængslet og siden hen blevet idømt fra 4-10 års fængsel under en efter amerikanske forhold usædvanlig lynhurtig proces (det var kun en måned efter at jeg kom og ventetiden før en sag kommer for retten er i USA normalt fra 10 mdr. til over et år). Anklagen havde, så vidt jeg kunne Forstå, været - "foragt for retten".

Jeg ringede efter at have fået disse oplysninger til forskellige myndigheder for officielt at få det bekræftet, men overalt nægtede man at give nogen som helst oplysninger derom og at udtale sig overhovedet. Da jeg derefter ringede til nogle af redaktørernes bekendte, jeg havde opsporet, for at få det yderligere verificeret, skete der i to tilfælde nøjagtig det samme. jeg spurgte: "Kender De Frank Arrington?" og svaret var ja og jeg fortsatte: "Kender De de nærmere omstændigheder vedrørende hans fængsling?", hvorpå røret i den anden ende øjeblikkeligt blev smækket på. Herefter havde jeg faktisk ikke videre lyst til at forfølge den stærkt kontroversielle sag længere. jeg skal ikke nærmere kommentere det omtalte - det taler på sin vis tydeligt for sig selv.

Der kan imidlertid ikke herske nogen tvivl om at de demokratiske rettigheder er i færd med at bortvisne i Nixons USA. jeg har her kun omtalt nogle af de tilfælde jeg selv direkte er stødt på under min vandring på bunden af det amerikanske samfund. Der eksisterer da rigtignok langt, langt værre og mere kendte eksemplarer, men jeg har først og fremmest sat mig for at danne mig et billede af situationen ud fra dem jeg selv har fundet frem til ved samtaler med folk tværs over nationen. Der er grund til at påpege at netop den kendsgerning at jeg i de fleste tilfælde har kunnet få et, tror jeg, ærligt svar hos folk jeg mødte stærkt indicerer, at der ikke er tale om nogen virkelig "Nixon-fascisme", men der er sikkert en tendens til at man i stigende grad skal føre disse samtaler "indenfor hjemmets fire vægge" og ikke f. eks. i telefon og på læreanstalter. Set fra bunden af samfundet - og denne inkluderer jo i al fald negrene - er det mit indtryk at man må tale om en slags "begrænset fascisme" eller måske rigtigere "indskrænket demokrati". Man kan så. blot forfærdes over den hastighed med hvilken det indskrænkes. Mange jeg har talt med udtrykker tvivl om at USA vil være i stand til at overleve sit 200 års revolutionsjubilæum om 5 år som blot et "skindemokrati", mens enkelte andre mener at dette jubilæum vil, "drukne i en ny revolution". 

En ting er i hvert fald sikkert: man føler allerede i dag ingen større forskel på at færdes på bunden af USA og i et helfascistisk samfund som f. eks. Spanien - og et samfund bør vel altid bedømmes ud fra de ringeststilledes synsvinkel.

Jeg har her kun omtalt fascismen på bunden. Blandt de politiske flygtninge jeg mødte i Canada talte jeg med en yngre mand i Vancouver, der var tidligere rådgiver for Mike Mainsfield og var en af Bob Kennedys nærmeste medarbejdere i valgkampagnen og siden hen havde arbejdet med McCarty i New Hampshire-valgene. Han var netop ankommet og var flygtet chokeret over det som han kaldte "fascismen på toppen". Skønt jeg boede hos ham i tre uger, nægtede han at give nærmere oplysninger om, hvad han mente hermed, og jeg måtte nøjes med at blade hans mange scrapbøger igennem med udklip fra hans periode "på toppen".

Men måske et andet eksempel kan kaste et lys over hvad det var han skjulte. Man kan kun frygte det: En anden afhopper til Canada, en højtstående CIA-funktionær, der havde fået moralske kvaler, rystede sidste sommer hele den canadiske presse ved at afsløre at "CIA på højeste niveau er i færd med at planlægge stadigt eskalerende krige for USA langt ud i fremtiden". - Hvis der i dette er blot en lille kerne af sandhed, er det fristende heri også at se forklaringen på den stigende og - forekommer det en - meningsløse undertrykkelse af borgernes rettigheder.

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;