Vi var mange, der var så rystede af
Nørrebrooptøjerne efter valget, at vi ikke magtede at
give lyd fra os: blandingen af chok over at det kunne ske
i en velfærdsstat og medfølelse med politiet og dets
meget menneskelige reaktion i en situation, vi sagtens
kunne leve os ind i. Nu skal vi så rystes en gang til
over at Rigspolitiet fuldstændig fejer kerneproblemet i
begivenhederne til side med en detaljeret rapport om at
optøjerne var planlagt af nogle få agitatorer.
Overalt i verden bortforklarer magthaverne oprør med
at der lå en sammensværgelse bag, at det blev fremkaldt
af udefra kommende agitatorer, osv. At alt ellers ville
være lutter idyl. Hvor lavt I i Rigspolitiet er faldet i
jeres argumentation har jeg lyst til at belyse med
spørgsmålet: Hvor meget af et oprør tror I, at
undergravende elementer vil kunne fremkalde i Lyngby
eller Buddinge selv efter årelange forberedelser?
Ligesom enhver, der har deltaget i demonstrationer, ved
at disse altid har en hård kerne, der tager sig selv
uhyre alvorligt med walkie-talkies, megafoner osv., burde
enhver også vide at det ikke var EU-ja'et, der
fremkaldte Nørrebro-oprøret, Kingfrikendelsen, der
fremkaldte Los Angeles-oprøret eller NAFTA-aftalen, der
fremkaldte Mexico-oprøret.
Se dog i øjnene, kære rigspolitichefen, at
kollektive eller individuelle vredesudbrud blandt
marginaliserede grupper finder sted simpelthen fordi de
skal finde sted, når smertesophobningen er for stor.
Talrige gange har jeg på natlige cykelture gennem
Nørrebro måttet igennem barrikader og bål i gaderne.
Dette vil fortsat ske ligegyldigt hvor fordømmende vi -
som har vores på det tørre - stiller os i de
bedrestillede kvarterer, eller hvorvidt vi stemmer ja til
EU-union og NAFTA - eller ej.
Vi har nok i Danmark en større forståelse for disse
sociale processer end f.eks. amerikanerne. Vores
forståelse er uhyre vidtfavnende, når etiketten
'indianer' bliver sat på oprørere (selv når de bruger
våben i Mexico) eller hvis der er tale om stenkastende
børn stillet over for veludrustede hære ude i verden.
Men vores forstående sympati ændres til fordømmende
tale om manglende moral straks etiketten 'Christiania'
eller 'Nørrebro' sættes på stenkastende unge. Det
giver os ubehag at få afsløret eksistensen af
marginaliserede grupper midt i velfærdsstatens
sikkerhedsnet. Så skuffer det at se ellers socialt
bevidste pludselig vende deres sociale forståelse på
hovedet og begynde at forsvare politiets brug af
skydevåben.
For dette er kernepunktet i begivenhederne på
Nørrebro og det eneste der der overhovedet bør
diskuteres i Rigspolitiets rapport: Selv den største
ophobning af knust glas undskylder simpelthen ikke at man
tager et eneste menneskes liv! Da jeg morgenen efter
oprøret cyklede gennem Nørrebro, kunne jeg ikke undgå
at bemærke, at kun bankerne havde fået vinduerne knust.
Ikke en af butikkerne på de lange strækninger mellem
bankerne havde fået ruderne knust (eller som det normalt
er tilfældet i Amerika: fået varer stjålet). Uden at
ville undskylde noget, kunne jeg ikke undgå at se
kontrasten mellem oprørernes uhyre selektive angreb på
det, de magtesløst og naivt - så som mennesketomme
symboler på deres forhadte union, og den fuldstændig
tilfældige måde politiet havde skudt på og næsten
dræbt mange i en ophidset gruppe af mennesker. Inden
eftermiddagen var alle ruder erstattet og bankerne
fortsatte som hidtil uden noget som helst tab ud over en
lidt højere forsikringspræmie blandt de mange andre
naturlige omkostninger, der er ved at gøre forretning i
en marginaliseret befolkningsgruppe.
Når jeg sammenligner med den berigelsestrang, der
kommer til trist skue under oprør i det langt mere
materialistiske Amerika, har vi selv under de værste
vredesudbrud i Danmark i virkeligheden oprørere med en
moral så høj, at den fuldt ud reflekterer samfundets
som helhed. Dette bør vi huske på under
vredesbekæmpelse - eller det som jeg hellere så det
blive til i en velfærdsstat - intelligent behandling af
nødvendig vredesudløsning.
Det er naturligvis trist at se at så store
smertesophobninger finder sted i en velfærdsstat, at de
udarter i vredesudløsninger, al den stund hele ideen med
en velfærdsstat er vedvarende at modvirke de sociale
spændinger, som en uhæmmet eller løbsk kapitalisme
fører til. Men vi må nok se i øjnene at vi lever i en
verden, hvori vi konstant vil påvirkes af de hurtigt
eskalerende smertesophobninger udadtil, og derfor ikke i
fuld udstrækning har råd eller vid til fortløbende at
justere velfærdsstaten i den udstrækning, der er brug
for.
Det gælder først og fremmest om at lære at lytte
til vreden til den har fået afløb. På grund af mit
arbejde blandt USA's sorte med deres voldsomme
vredesmønstre, har jeg forsøgt at lære denne kunst at
folde armene og roligt lytte, når jeg bliver angrebet
indtil vreden har fået afløb. Hvis jeg begynder at
forsvare mig, som det jo er meget menneskeligt at gøre,
kommer vi ingen vegne og kan slås i det uendelige. Men
lader jeg vreden få afløb uden afbrydelser eller
modsigelser (som man jo let fristes til, da vrede altid
er irrationel), ender vedkommende altid med at blive
fuldkommen rolig og i reglen senere på den ene eller
anden måde at alliere sig med min sag. Denne ro, når
vreden har fået afløb, føles næsten ekstatisk.
Da jeg tog til det store raceoprør i Miami i 1980,
hvor rasende sorte havde slæbt hvide ud af passerende
biler og dræbt dem, advarede alle hvide mig mod at tage
ind i oprørets områder, selv da det var døet hen. Men
netop dette øjeblik vidste jeg, at der ikke var noget
sikrere sted i hele verden at befinde sig. Boblen var
bristet og der var en utrolig ro og iver efter at tale
med en hvid blandt beboerne i de brændende bygninger
fulde af skudhuller. Dette salige øjeblik, som alle, der
har været med i kollektive vredesudbrud, kender så godt
- hvor politi og oprørere nærmest vandrer rundt med
hinanden arm i arm - må vi lære at nå frem til uden
tab af menneskeliv.
Når vi har set i øjnene, at der vil ske stadig
større smertesophobninger i fremtidens samfund med dets
større og større brudflader, må vi bruge denne
erkendelse til som progressivt velfærdssamfund at gå i
forreste række med at vise verden, hvordan human og
intelligent vredesudløsning bør finde sted. Vi taler i
dag meget om, hvordan vi kan eksportere os ud af den
økonomiske krise ved at eksportere knowhow om
velfærdsstaten. Her tror jeg at dansk politi, som
sammenlignet med det jeg har set rundt om i verden jo
ikke er så slemt som nogle gør det til, har den helt
store fremtid for sig med lidt bedre træning. Men
træning skal der til. For, kære betjente, med det I
udviste på Nørrebro hin ulyksalige nat har I jo ingen
levende chance for at konkurrere ude i en voldsom verden
præget af flere og flere af Pinochets sorte drabanter. I
kunne jo knap nok ramme de levende mennesker i kød og
blod, som I helt åbenlyst sigtede på!
Første skridt må politikerne tage. Den danske
velfærdsstat er jo - når alt kommer til alt og især
set med amerikanske øjne - en intelligent og
tværpolitisk fælles respons af partier fra Venstre og
de konservative til det yderste venstre på et samfunds
ophobede kriser. Derved har vi undgået de helt store
brudflader, som i udlandet. Hvert af de medvirkende
partier har således måttet bide en masse af sin egen
retorik i sig. Og det må de også gøre når det kommer
til intelligent vredesudløsning, hvor man ikke samtidig
kan lægge lige stor vægt på 'privat ejendomsret' og
'mennesket i centrum. Man må vælge mellem nogle knuste
ruder eller nogle knuste menneskeliv. Valget burde være
let nok, men vi ved hvordan politikere kløjs i retorik
og forfalder til 'pøbler og horder uden moral' i krisens
øjeblik, hvor alle forfærdes over vredens voldsomhed.
Nej, det er nu imellem vredesudbruddene, at vi må bruge
hovedet og give nye direktiver til politiet. Disse kunne
f.eks. indebære at staten hjælper forsikringsselskaber
ved rudeknusninger i stort omfang.
Thi det modsatte - at give politi ordre til at
forhindre rudeknusninger med alle midler - er jo langt
dyrere. Bliver blot én lammet for livstid af en kugle,
knippel eller brosten, koster det staten langt mere i
hospitalsophold og pleje end samtlige knuste ruder i
Nørrebrooprøret. Ingen betjente eller deres prøvede
familier ønsker at blive misbrugt af politikerne til at
forsvare værdier som på 10 min. kan erstattes af
arbejdsløse glarmestre!
Her er det igen vigtigt at holde velfærdsstatens
fortjenester in mente: at velfærdsstaten er
omkostningseffektiv. Nok betaler amerikanerne kun halvt
så meget i skat som os, men når alle deres regninger
til sygesikring, undervisning og langt større politi og
forskansninger over for marginalgruppernes vrede er
betalt, har gennemsnitsamerikaneren ikke nær så mange
penge til ferie i fjerne lande som vi.
Dette indebærer at vi f.eks. ikke bør sætte politi
ind, når der er tale om større kollektive
vredesudløsninger medmindre en usædvanlig situation
opstår, hvori menneskeliv er truet. Faktisk har dansk
politi allerede hyppigt benyttet denne taktik med store
besparelser til følge. Flere gange har jeg på
Nørrebrogade set folk spærre trafikken med store
barrikader og brændende bål uden at en eneste rude blev
knust: Netop fordi politiet klogt holdt sig på afstand!
Enhver, der har været til demonstration eller oprør,
ved jo at gemytterne først rigtig kommer i kog, når
politiet viser sig. Aldrig har jeg set dette fænomen så
vanvittigt som da jeg deltog i indianernes oprør i
Wounded Knee.
Indianerne samledes i en væbnet demonstration med
nogle haglgeværer og en enkelt AK-47 midt i nogle
landskaber, der slet og ret var en ørken. Der var intet
af værdi, de kunne eller havde tænkt sig at ødelægge
i hundreder af miles omkreds. Men så fløj regeringen
sværtbevæbnet politi og FBI ind fra hele landet, som
omringede og begyndte at beskyde indianerne.
Begge sider gravede sig nu ned i skyttegrave og skød
på hinanden i månedsvis med flere døde og sårede på
begge sider til følge. Under optrapningen fik indianerne
nu smuglet 'rigtige' våben ind. Myndighederne skabte her
et ægte indianeroprør i en udørk, hvor der ellers
ingen var at gøre oprør imod.
Enhver fornuft vil kalde dette uintelligent
vredesbekæmpelse, og dog danner dette ulyksalige
mønster skole under vredesudløsninger verden over.
Det vigtigste direktiv politikerne må give politiet
er derfor: aldrig at bringe våben ind i en situation med
kollektivt vredesudbrud. Jeg fordømmer ikke politiets
reaktion på Nørrebro, men derimod de politikere, der
dels tillod at de blev sendt ind i en situation, hvor
ingen brosten blev løftet mod et menneske før politiet
viste sig, og dels tillod politiet at medbringe
skydevåben, hvor enhver kan sige sig selv at alles
gemytter vil komme i kog. Ikke mindst ved synet af
bevæbnet politi. Politikerne har på sin vis dømt
politiet til undergang i en sådan situation. Jeg færdes
selv i USA blandt nogle af de værste voldsmænd i
verden, som kan skyde én ned for en dollar, og hvis jeg
havde båret våben iblandt dem, havde jeg i dag været
død. Den som bærer våben er i tanken parat til at
begå mord i en kneben situation. Denne frygt bevirker at
man danner fjendebilleder af modparten, hvilket denne
straks mærker og lad sig opflamme af.
Som sagt har danske oprørere selv under vredesudbrud
en meget høj moral, og denne viden og tillid til de
bedre sider i modparten kan og bør politi trænes til at
opmuntre ved selv at vise en høj moralsk standard. Set
med gudernes øjne var det der skete på Nørrebro
derimod intet andet end en bandekrig mellem store drenge
- nogle iført uniform, andre uden - men hyppigt
stammende fra de samme marginaliserede samfundsgrupper.
Men politiet må ikke lade sig spise af med af
politikerne at blive reduceret til at være forvoksede,
skræmte gadedrenge med prygl og spark som
hovedargumenter. Det kan og bør være et stolt
forbillede for ungdommen.
Vi kan f.eks. ikke løbende lave kampagner for at få
skræmte 14-årige drenge til ikke at bære våben, når
vi samtidig har politifolk så skræmte for deres egen
skygge, at de ikke med åben pande i et af verdens
tryggeste lande tør konfrontere en lettere ophidset
befolkningsmængde (som kun vender vreden mod politiet
fordi den netop ikke ser dem som positive forbilleder).
Selvom de fleste danskere kunne forstå politiets
reaktion hin nat, betragtede de dybest nede politiet med
samme foragt som de følte over for oprørerne.
Spørgsmålet vi bør stille os er, hvor mange ramte
oprørere, der skulle have været døde, før vores
væmmelse for dem var vendt til sympati. I USA tog det
blot fire dræbte studenter i Kent State pludselig at
vende et kæmpelands opinion dramatisk imod regeringen.
Lidt knust glas på Nørrebro vil ikke nå
verdensopinionen, men hvor mange dræbte demonstranter i
et område, der ikke har fået fuldt udbytte af
velfærdsstaten, er vi og vore politikere parate til at
tage ansvar for - over for verdensopinionen?
Noget af det jeg husker fra fortidens demonstrationer,
der mest afvæbnede vreden før den eksploderede, var
når politifolk tilkendegav solidaritet med
demonstrationen. Deltagerne smeltede slet og ret. Hvad
enten politiets følelser var ægte eller ej, var det en
uhyre intelligent brug af 'repressiv tolerance'.
Oprøret smeltede bort før det blev til et oprør.
Denne taktik kan også bruges i dag ved at træne
politiet til ikke at danne fjendebilleder af vredens
grupper, men i stedet at identificere sig med vreden. På
denne måde vil politiet kunne føle den og arbejde
konstruktivt med den lang tid før den eksploderer i vold
og få større forståelse for de uundgåelige eller
nødvendige vredesudbruds psykologi. Og forstår man
vreden, kan man ikke længere skyde mod smertens børn.
Jeg er af den overbevisning, at med de positive
forudsætninger vi har i dette land, hvis tankegang -
også oprørernes og politiets - er så grundlæggende
grundtvigiansk, kan vi med en lille smule træning give
politiet den fornødne selvtillid og tillid til
medmennesket, der vil gøre det ikke blot til stolte
forbilleder for ungdommen, men også til en god
eksportvare som konsulenter i velfærd i andre lande.
Før vi lader politikerne give politiet lov til at gå
løs på kollektive vredesophobninger med skydevåben,
synes jeg vi bør huske hvad der skete med dem, der
'planlagde' (for at bruge Rigspolitiets udtryk) og
udførte fortidens vredesudladninger. Når jeg mindes
deltagerne i blot én aktion, jeg engang deltog i, i
hvilken der røg langt flere vinduer end der var tale om
i Nørrebro-oprøret, synes jeg det er morsomt i dag at
se de samme deltagere - aften efter aften - tone frem på
tv-skærmen som nogle af nutidens førende
tv-kommentatorer, politikere og kunstnere - nu talende
med alfaderlige og beherskede stemmer. Lidt flove over i
vores ungdoms aggressioner ikke at have levet op til
Kings ikke-voldsprincipper, dækker vi i dag over
hinanden med samme iver som politiets folk dækker over
hinandens forseelser i vredens øjeblikke. Ligeledes ser
jeg en utrolig stor del af dem, der deltog i
christianitternes indianeroverfald i Rebild, i dag blandt
vore ledende film- og teaterfolk, forfattere og
politikere.
Og tilsvarende i USA: næsten samtlige af dem jeg blev
rystet grundigt sammen med i blodige kampe med politiet
under det republikanske konvent i 1972 sidder i dag i de
højeste stillinger i landet - eller er opinionsdannere
for alverdens konger og præsidenter som ejere af CNN.
Ingen ville sikkert undvære disse folk i dag. Har vi
råd til at udstyre politiet med mulighed for at tage
blot et menneskeliv blandt oprørets mænd, som kunne
vise sig senere at blive en Vaclav Havel? 'I kan ikke
slå os ihjel', råbte vi dengang og kunne i dag tilføje
'for vi blev en del af jer selv.' Denne uendelige tro på
menneskets muligheder bør være grundlæggende for hvad
vi lader vore politikere vælge at satse på: glas eller
menneskeliv. Det er nu - i fredens rationelle stund -
valget skal ske. Ikke i kampens hede, hvor alle fejler.
Det er op til politikerne om sådanne fejl kan
blive uigenkaldelige.