Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

 

 

Trykt i "CARE Nyt" 1997

Se også Jacob Holdts hjemmeside om CARE


Strøtanker efter Nepalrejse


tekst og fotos af Jacob Holdt
 

CARE har bedt mig skrive lidt om mine oplevelser i Nepal. Jeg ønsker at starte sådan for at gøre opmærksom på at denne artikel ikke just kommer væltende ud af mig. Jeg er stadig i en sådan tilstand af kulturchok efter rejsen, at jeg ikke rigtig synes at jeg magter opgaven. Træplantningsartikler eroderer jo hurtigt min egen opmærksomhed. Og skal man i stedet skrive om befolkningen, hvad skriver man så når man på ingen måde føler at man forstår den?

Jeg kom i øvrigt til Nepal af helt andre årsager. Sidste forår havde jeg Anita Roddick - The Body Shops miljøaktive ejer- med i bilen i USA, og det blev så intens en oplevelse at hun ønskede at den skulle udvikle sig til et "joint business venture." Det lyder jo storartet for den at partnerne, som ingen kapital har. I første omgang fik The Body Shop den idé at sende mig til Kathmandu for at vise Amerikanske Billeder for vestlige trekkere. Indtægterne skulle gå til et velgørenhedsprojekt for AIDS-ramte kvinder. Imidlertid havde vi ikke taget højde for det nepalesiske toldvæsen, som ikke ville have mit gamle udslidte udstyr ind i landet. Skønt der allerede var sendt elegant trykte indbydelser til prominente regeringsfolk osv, måtte jeg efter adskillige besøg hos toldere i mørklagte kvarterer med whiskyflasker under armen opgive. Jeg gav pokker i de aidsramte kvinder - eller ønskede i hvert fald ikke at medvirke til yderligere korruption med de beløb tolderne nævnte - og løb i stedet efter en uge nærmest skrigende op på CARE-kontoret. Niels Tofte havde hjemmefra håbet at jeg ville få tid til "lige at tage nogle billeder for CARE når du nu alligevel skal derud." Udtrykket "lige" siger nok mere om Niels' begejstring for frivillige end om Nepals uvejsomme bjerge. Jo, hvis nogen efter min artikel i Politiken om ulandsracisme havde mig mistænkt for at være i lommen på CARE har de vist ingen anelse om hvor svært det er at komme i lommen på Niels. Men under alle omstændigheder foretrak jeg at lave frivilligt beskidt markarbejde for CARE fremfor frivilligt renvasket bestikkelsesarbejde i byen for The Body Shop. Inden et døgn var jeg sendt ud i Syangja-distriktet for at fotografere kvinder, - et ønskejob. Ulandsfotografer - både kvindelige og mandlige - bruger jo i forvejen 80% af deres film på kvinderne. Nu behøvede jeg ikke engang at undskylde min sexisme!

Men hvad med min racisme? Som bekendt er det jo spørgsmål omkring racisme i forholdet mellem bistandsgiver og -modtager, som har gjort mig begejstret for CARE's måde at arbejde på. Flere Danida-folk, som verbalt overfusede mig i Københavns natteliv efter min artikel om racismen i dansk ulandsarbejde, undlod ikke at anfægte at jeg kunne tillade mig at angribe deres racisme når jeg jo har skrevet ikke så lidt om min egen racisme - udviklet gennem de mange år i USA's heksekedel. Tyv tror andre stjæler, eller hvad? Jeg behøver nok ikke at undskylde min amerikanske racisme. Jeg ville gerne møde det teflonmenneske, som mener at kunne leve i et samfund som det amerikanske uden at blive racist. Her er alle f.eks. vidende om fænomenet med at sorte børn i gennemsnit sakker bagud efter de hvide i skolesystemet. Følgelig udvikler man uundgåeligt i sit inderste en ubevidst negativ tænkning om sorte, som er i så voldsom kontrast til ens bevidste kristne/frisindede/venstreorienterede højere idealer, at det frembringer en altgennemsyrende destruktiv (og selvdestruktiv!) skyldfølelse i ens adfærd overfor ofrene. For ofre er der tale om, når de hvide sidder så effektivt på magten, at de uden egentlig at ønske det tvinger sorte til at indvendiggøre, tro på og med tiden leve op til deres negative tænkning om dem - værst af alt deres negative forventninger til dem. Hvorefter undertrykkelsens onde cirkel cementeres. Ligesom jeg ikke har set eksempler på danskere, hvem det er lykkedes at undslippe dette undertrykkelsessystem i USA, begriber jeg simpelthen ikke at visse Danida-folk kan være så naive at tro at dette skulle være muligt i de langt mere "skæve" arbejdsforhold, de uundgåeligt kommer ud for i sensitive postkoloniale områder såsom Afrika. Og hvis man ikke ærligt erkender og dernæst arbejder med sin racisme f.eks. i workshops tror jeg ikke man skal gøre sig forhåbninger om at nå ind til den eller at hjælpe andre med at komme ud af deres racisme. Dette har intet at gøre med "jeg har syndet" religiøse bekendelser, som jeg ofte ser kyniske danskere betegne processen, for man behøver overhovedet ikke at skamme sig over en racisme man erhvervede sig ufrivilligt. Skyldfølelse er tværtimod den mest destruktive racisme. Nej, det drejer sig simpelthen om at blive en bedre og mere effektiv arbejder. Derfor føler jeg ikke at min amerikanske racisme diskvalificerer mig fra at påtale den racisme, jeg i så udtalt grad så blandt mine danske venner, som var udsendinge i Afrika. Tværtimod! Og snarere end at gå i defensiven synes jeg at Danida-folk vedvarende burde gøre sig mere effektive ved fortløbende at arbejde med deres egne dybeste følelser overfor bistandsmodtagerne i hyppige workshops - især under opholdet i udlandet. For før et ophold vil ingen dansker med deres syndebukketendens til at bruge begrebet som skældsord kunne overbevises om at de vil komme ud for arbejdsforhold, der vil gøre netop dem til "racist". Uh ha da, nej!

En sådan forståelsesramme gjorde det ret let for mig at sætte mig ind i Bolivia, føler jeg, selv uden at forstå sproget. I al fald fik jeg kun mindre kritik, der angik sprogvalg snarere end egentlig fortolkning af forholdene, da jeg viste mit Boliviashow i landet selv. Men forståelsesrammer stivner let i fordomme, og derfor er det både forfriskende - ja livsbekræftende - såvel som rystende pludselig at stå i det vakuum hvor man erkender at ens vestlige forståelsesramme falder helt til jorden som i Nepal. For det første var det - sammen med Thailand senere på turen - første gang jeg havde været i et uland uden kolonial fortid. Om fornemmelsen jeg havde af ikke at se så meget ulighed i forholdet mellem bistandsgiver og -modtager her skyldes de pludseligt manglende farvede briller eller den manglende koloniale fortid får derfor stå hen i det uvisse. For det andet gør Østens hinduistiske kaste/skæbneunderkastelse og buddhistiske lidelseslivssyn det svært overhovedet at anlægge en racisme-referenceramme. Begge synes at lægge en dæmper på det indbyggede misundelseskompleks, som er så destruktivt for bistandsmodtageren, der hvor den vestlige forståelsesramme passer. Jeg vil f.eks. ikke et øjeblik i Afrika og Latinamerika tøve med at angribe den racisme, der udvises af bistandsgiveren, som både i ord og tilstedeværelse prædiker lighed, men i praksis (især livsstil) og tanker udøver ulighed. Men min umiddelbare fornemmelse var, at den østlige filosofi har så stærkt et greb om folk, at selv om vi måske havde med nøjagtig den samme vestlige bistandsgiver at gøre, ville forholdet mellem denne og bistandsmodtagere i Østen ikke nødvendigvis der kunne klassificeres som racistisk. I al fald virker det umiddelbart ikke destruktivt i Nepal og Thailand, hvor jeg ikke så de afhængighedstyngede forhold til hvide, der kan gøre det så deprimerende at færdes i Afrika og Bolivia. Jeg havde satset en del på at følge et par MS'ere, der var udstationeret hos CARE, for at høre om deres forhold til befolkningen, men mødet blev for kortvarigt til at kunne drage nogen konklusion af det (ligesom i det hele taget mit ophold i Nepal, hvorfor man bør tage alt hvad jeg her skriver med et gran salt). Umiddelbart følte jeg dog - og det hænger nok ikke mindst sammen med den imponerende styrke jeg så i de indfødte CARE-medarbejdere - at danskerne i det store og hele var unødvendige. Der var mere end nok af uddannede nepalesere, der med lidt træning langt hurtigere, bedre og billigere (en ms'er koster en halv million kr om året at sende ud) ville kunne leve sig ind i bøndernes sprog og kultur. Til gengæld følte jeg med henvisning til de førnævnte argumenter heller ikke at deres tilstedeværelse på nogen måde var direkte skadelig. Det skyldes naturligvis ikke at begge danskere havde en indlevende udstråling og de bedste intentioner - for det er jo ikke karakter racisme handler om - men snarere som sagt nepalesernes teflonkarakter. Af samme grund tror jeg at jeg varmt vil kunne anbefale Nepal som turistland: befolkningen virker (med visse forbehold) ikke som om den let vil kunne ødelægges af turisme. Jeg har aldrig været i et land, hvor folk i den grad ikke ænsede min tilstedeværelse som fotograf selv i de helligste eller mest private situationer. Hver gang jeg overskred mine egne vestlige grænser for det tilladte gik det op for mig at jeg intet anede om hvad der foregik i hovederne på denne skønne befolkning, som ustandseligt blomsterkransede mig efter mine små forbrydelser mod menneskeheden - næsten som eleverne på Hawaii blomsterbekranser mig nærmest i takt med at jeg "undertrykker" dem med racismebeskyldninger.

Når jeg rask væk - og i særdeles grove pennestrøg - næsten afskaffer nytten af at bruge danskere i ulandsarbejde, vil den skarpsindige læser straks spørge hvad pokker jeg så selv laver i ulandene som fotograf, når en indfødt fotograf jo ligeså godt kunne tage billederne. Det har jeg selvfølgelig selv tænkt en del over, men som enhver anden egoistisk ulandshjælpeeventyrer har jeg straks svar på rede hånd. Dybest set mener jeg naturligvis ikke at jeg har noget forsvar. Jeg har det i hvert fald ikke godt med den forurening af jordklode og atmosfære, jeg forårsager med sådanne fjernrejser og vil sikkert af hensyn til min egen moralske integritet tage konsekvensen af det en dag (men som den egoist, jeg er, vil det nok ikke ske før det hele alligevel er ødelagt af min adfærd og ikke værd at rejse til mere). Overfladisk set forsvarer jeg mig derimod med at - modsat de fleste ulandsudsendte, der skal arbejde for den indfødte befolkning - arbejder jeg jo for den hjemlige danske befolkning. På samme måde som sorte i USA ved at hvide lytter mere til en hvid end til en sort, som taler deres sag, vil den brede danske befolkning lytte mere til en dansk fortolkning af Nepals eller Bolivias problemer end til den fortolkning en indfødt kommer med i sine billeder. Det absolut eneste, der retfærdiggør en sådan diskrimination mod den indfødte fotograf er altså, at der derved kan rejses flere penge til ulandsarbejdet. Og så er det jo vigtigt at have in mente, at kun molboer kan finde på at trampe kornet ned for at redde kornmarken...

Men kan et lignende effektivitetskriterium bruges i ulandshjælpen til at prioritere danske akademikere over indfødte akademikere i lande, der som Nepal synes at have nok af højt uddannede folk? Det er på dette punkt jeg endnu engang blev begejstret for CARE's måde at arbejde på. Ja, langt mere end jeg gav udtryk for det efter besøgene i Bolivia. På de lange opslidende vandringer af kirkegårdstrapper ad noget der føltes som op- og nedstigning fra himmerige i én sisyfosk uendelighed ("himmerige" er jo ikke helt ved siden af når det gælder Nepals natur og befolkning) kom jeg tæt ind på livet af CARE's indfødte projektarbejdere. Det, der særligt gjorde indtryk på mig var at opleve det forhold, de havde til bønderne. Ikke blot virkede de helt og aldeles på lige fod, men de deltog i endeløse diskussioner også om alt, som intet havde med CARE's projekter at gøre, f.eks. som mæglere i småstridigheder mellem landsbyer. Ingen udlænding kunne selv efter mange års indlevelse få et sådant forhold til befolkningen. Og resultaterne blev derefter: imponerende projekter med f.eks. vandføring gennem næsten "umulige" landskaber, som bønderne arbejdede på fra morgen til aften udover deres almindelige arbejde. At de fleste af CARE-folkene var brahminer - og i øvrigt gav udtryk for stærk skamfølelse over det - syntes ikke at være en hæmsko for det ligeværdige forhold - hvilket endnu engang lod mig ane hvor meget jeg havde at lære om østens tankegang, som jeg var smidt hovedkulds ud i uden spor forberedelse (ja, tænk hvis jeg havde været højt betalt konsulent og ikke blot passiv fotograf!). Deres middelklasse- og bytilhørsforhold havde efter eget udsagn været en langt større hindring. Og på dette punkt gav CARE-folkene næsten alle som én udtryk for en meget stærk taknemmelighed overfor CARE. Skønt enhver anden ville have oplevet deres liv som en slags opofrelse, gjorde det voldsomt indtryk på mig i lange natlige samtaler gang på gang at høre dem vende tilbage til, hvor privilegerede og heldige de var. De fleste havde efter høje akademiske uddannelser haft trygge, men for dem selv fuldstændig intetsigende stillinger indenfor regering eller erhverv, hvor de hurtigt blev en del af den almindelige korruption. Alle som én havde de set ned på eller haft direkte foragt for bønder og lavere kaster. CARE havde reddet deres liv ved at give dem et meningsfyldt menneskesyn og ved at lære dem, hvor meget de dagligt havde at lære af bønderne. At de sagde dette uden mindste antydning af krukkeri eller romantisering gik især op for mig, da en sådan CARE-barfodskoordinator i to dage sad ved min sengekant og lagde varme bind på og gned mine ankler efter et fald, som havde forårsaget en voldsom forstuvning. Vi var dages vandring fra lands lov og ret - eller i hvert fald fra læger eller katastrofefly hvis ulykken havde været større her i ødemarken - og alligevel blev han ved med at vende tilbage til sin egen privilegerethed. Når jeg hørte ham fortælle om hvordan han - som de fleste af CARE's medarbejdere i Nepals fjerne distrikter - kun ser sin kone og sine børn i Kathmandu hver 6. måned, kunne jeg ikke lade være med at tænke på alle de danske venner, jeg havde besøgt i Afrika, som havde brugt formuer af Danida-penge på at få fløjet stereoer, Volvoer, koner og børn dertil - og som alligevel gik og beklagede sig over besværlighederne dernede, tyverierne fra deres tjenestefolk, de indfødtes uduelighed (på tusind forskellige måder uden direkte at bruge klump-i-hals-ordet "uduelighed" ) osv. Aldrig hørte jeg dem tale om den åbenbaring det havde været for dem at komme til at lære af bønderne. Der synes i al fald at være en vis sandhed i, at når ulandshjælpen sender danske akademikere ud, tillærer disse sig i de barske omgivelser let et racistisk syn på og følgelig et dehumaniserende forhold til bønderne. Mens vi ved at satse på indfødte akademikere tilsyneladende hjælper disse til at aflære deres bybetingede racisme eller klasseforagt overfor bønderne. Den første fremgangsmåde - med at lægge ulandspengene i danske lommer - koster mindst 10-20 gange så meget som den anden og uddyber alligevel kløfterne i verden. Skønt jeg her laver grove generaliseringer på basis af eksempler fra forskellige kontinenter er jeg - med det jeg hidtil har set - ikke i tvivl om at CARE's discountløsning derimod er med til at indskrænke de menneskelige kløfter i verden. (Det eneste der irriterer mig ved at rose CARE's ideer og praksis, er at jeg aldrig kan få organisationen til at give mig løn for mit danskudsendte arbejde - og at Niels nu direkte bruger disse mine argumenter til at påpege at jeg da heller ikke fortjener at få løn for mine "brækkede" ben i vildmarken osv. Jeg skulle jo nødig miste min troværdighed!)

At arbejdet bærer lønnen i sig selv fik jeg dog bekræftet i samværet med Nepals vidunderlige kvinder. Som en veninde sagde efter at have set mine billeder: "Du har jo nærmest voldtaget kvinderne med dit kamera." Jeg har jo ofte hævdet, at man ikke kan fotografere en befolkning uden at være dybt forelsket i den. Derfor er det en særlig udfordring, når man i mit tilfælde skal arbejde sig ud af sine medbragte fordomme for at komme i en sådan ekstatisk tilstand. Da vi engang i et racismeseminar i USA blev bedt om at ransage underbevidstheden og nævne hvilke etniske gruppe vi absolut ikke følte os tiltrukket af, sagde jeg noget i retning af at jeg intet skønt kunne se i hinduer med ringe i næser osv. At jeg stadig lå under for en sådan fordom ved ankomsten til Nepal viser den skepsis, jeg indvendigt følte, da CARE's direktør Scott Falia kort efter min ankomst udtalte, at Nepal har de smukkeste kvinder af alle de lande, han havde arbejdet i (og da jeg senere flyttede ind hos ham i øvrigt betroede mig at han snart skulle giftes med en af dem). Jeg spekulerer derfor på om jeg i mit lange samvær med de indfødte CARE-medarbejdere endte med at "indvendiggøre" deres syn på kvinderne. I USA oplever jeg jo hver gang, jeg bor hos hvide, hvordan jeg langsomt tilegner mig deres negative syn på sort skønhed. Modsat racisme er der selvfølgelig ikke noget galt i at have fordomme - men det er alligevel en utrolig befrielse at slippe af med dem. Jeg tror nok at de fleste, som ser mine kvindebilleder fra Nepal, vil kunne se resultatet af denne befrielse. Min opgave var at fotografere kvinder i Syangja - og der var vist ikke én eneste kvinde i hele distriktet, der slap helskindet fra mit besøg. CARE satser meget på at give kvinderne (og, opdagede jeg bejstret i lavlandet, de kasteløse) en mere ophøjet stilling. Som fotograf ønskede jeg derfor at tage alle billederne nedefra og der er ingen tvivl om at kvinderne nød den opmærksomhed, de fik ved at se en fuldstændig rød mand ligge og vride sig på deres gulve i næsegrus beundring over deres skønhed. Farven fik jeg af deres rødmalede lergulve. Når jeg stod og fotograferede børn i solopgangens første røde stråler og min flirtende gurungværtinde i sin lange røde sari kom ud med den røde, søde te i et metalkrus i landsbyen på toppen af det stejle bjerg hver morgen, ja, så kunne jeg komme i en så ekstatisk tilstand af lykke, at jeg næsten ikke formåede at give udtryk for det, når CARE-folkene flere timer senere vågnede og kunne oversætte vores nærkontakter i tredie grad (thi modsat tibetanernes berøringsiver var hindukvinderne som et glasmenageri, hvor intimiteten straks går i stykker, hvis man kommer til at røre dem). Absolut største oplevelse på hele turen var dog at følge disse kvinder, som jeg havde set i arbejde fra kl. 5 morgen, vandre i mørket med petroleumslamper kl. 10 om aftenen til CARE's analfabetiseringsklasser. Kunne man andet end forelske sig i sådanne kvinder, der udviste så utrættelig en energi og iver for at overvinde mange års kvindeundertrykkelse? At CARE kunne få mændene overtalt til at blive hjemme og passe børnene imens var lige så imponerende.

Mens Syangjas stoiske hindukvinder var lette ofre for mine mandlige fotografiske aggressioner, var Mustangs tibetanere overraskende vanskelige. Hinduernes udtryk "vild som en buddhist" var meget dækkende, for mens de fleste vesterlændinge umiddelbart føler at de på en eller anden måde "svinger" med tibetanerne, er disse netop i kraft af at svinge med én også i stand til at drille én. Jeg har altid haft det bedst med folk, jeg er på drillefod med, men at fotografere nogen, der dyrker dette som en kunst, er sandelig også en kunst. Og når de efteraber hver en bevægelse, fotografen gør, brister tålmodigheden let. Med mit slæbende forstuvede ben og ude af stand til selv at rejse mig fra deres gulve, gav deres drillerier mig lidt den følelse, som handicappede må have haft i Vesten før vi udviklede skyldfølelse overfor dem. Jeg foretrak dog at gøre mig til offer for godmodige buddhistiske efterabninger frem for at frembringe associationer hos evt. kristne turister i disse "palæstinensk" lignende stenbyer - siddende, her i dagene omkring palmesøndag, på en hest halvt min størrelse, som CARE havde skaffet mig i nøden. Men når man i to dage må ligge i sengen lige over det rum, hvori en gruppe tibetanske bondepiger - udvalgt af bønderne til at blive CARE-ledere - fra morgen til sen nat sidder i deres frostblæste arketypiske mongolide skønhed og hører hinanden i deres lærestykker med de vidunderligste melodiske stemmer, og de ustandseligt opvarter én på sygelejet med varme supper og andet godt, ja, så ender man alligevel med at love sig selv, at i det næste liv skal ens kone være tibetaner! For man har det jo trods alt bedst med en kone man er på drillefod med...såsom min nuværende.

Jo, at "arbejde" for CARE bærer lønnen i sig selv. Men det behøver I jo ikke at sige højt til Niels, for næste gang, jeg skal til Nepal, har jeg faktisk fået lyst til at arbejde for CARE - frem for The Body Shop! Og det i så lang tid, at jeg også kan nå at lære lidt om landet. Og skal det blive til mere og andet end sådanne overfladiske betragtninger, skal man jo også have lidt at leve af.....udover ris og dal morgen, middag og aften!

Jacob Holdts hjemmeside om CARE

 

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;