Jacob Holdt - mine artikler:  

 

 

Radioudsendelse Langfredag 1977 på P3:



Jacob Holdt fortæller om sort amerikansk musik - anden del

 

Monika Krogh Meyer:

I den følgende times tid vil Jacob Holdt spille sort musik fra USA. Han rejste i 5 år som vagabond mellem amerikanske negre og opnåede at bo i 381 hjem. Han boede ikke blot i de fleste større ghettoer i storbyerne, men arbejdede også med fattige sorte fæstebønder og landarbejdere i Sydstaterne. I forrige udsendelse fortalte Jacob Holdt først og fremmest om den musik, som beskæftiger sig med de sorte forhold i Sydstaterne. I denne udsendelse vil han derfor berette lidt om den musik, der har med nordstaterne og storbyernes problemer at gøre. Det var her han havde nogle af sine mest voldsomme oplevelser og så adskillige af sine venner blive myrdet, hvilket han blandt andet skildrer i sin bog, der udkommer om kort tid.

Jacob Holdt:

Ja, jeg kunne tænke mig at begynde med at sige, at der jo efterhånden er ved at ske en udligning af forskellen mellem sydstaterne og nordstaterne, idet syden er blevet mere liberalt og mindre racistisk, mens nordstaterne på den anden side er blevet mere konservative og racistiske. Således forekom det mig overalt i Norden at det skyldskompleks, de i høj grad havde i 60erne overfor negrene, er næsten totalt forsvundet og afløst af en velvillig ligegyldighed, som Nixon kaldte det.

Den første sang, jeg vil spille, er faktisk ikke en sort sang, men af en hel ukendt gruppe, der hedder "Spanky and the Gang". Jeg ta'r den med fordi den bedre end
noget andet beskriver det skyldskompleks, de hvide havde i 60'erne i nordstaterne overfor negrene.

Som sagt er dette skyldskompleks udover hos nogle få mere liberale hvide nu vendt til en bølge af at være sig selv nok, at lade negrene sejle deres egen sø, at flygte ud i forstæderne for at undgå at betale skat til byerne, der således forfalder endnu mere, at skære ned på de offentlige udgifter, hvilket jo altid rammer negrene og de fattige hårdest og i det hele taget at flygte fra ethvert medmenneskeligt ansvar.

Vi skal i den følgende times tid se lidt på konsekvenserne, det har haft for negrene at gennemgå denne konservative udvikling - især på den vold og desperation, den har affødt. Netop på denne baggrund synes jeg at sangen bliver ekstra aktuel med dens stærke krav om at engagere sig for med mennesket. Lad mig lige oversætte teksten hurtigt:

Hvis du tager toget med mig
op gennem Harlems nød og elendighed
af ghettogader i morgenlys,
hvor det altid er nat,
tag en vinduesplads og læg New York Times fra dig,
du kan jo alligevel læse det hele mellem linierne,
ved at læse ansigterne udenfor vinduet
OG DET VIL MÅSKE BEGYNDE AT LÆRE DIG
AT VÆRE NOGET FOR DINE MEDMENNESKER
OG DET VIL MÅSKE LÆRE DIG
HVORDAN DU KAN BEGYNDE AT LÆRE NOGET FOR DINE MEDMENNESKER

Og når du går i seng somme tider
med rotter i stedet for godnathistorier,
med sulten og dens andre børn ved din side
og er angst for at komme til at dele din seng
med noget andet som skal bespises,
VIL DET MÅSKE FÅ DIG TIL AT LÆRE
AT VÆRE NOGET FOR DINE MEDMENNESKER

Kom og se hvordan fortvivlelse
bliver krydret med den kvælende luft.
Se ghettoen i den sædvanlige sydende sommerhede
betragt den, når gaderne står i flammer,
og flammerne som vreden stiger mod højderne.
Antag at du boede der hele dit liv,
tror du at du ville bryde dig om det ?
MÅSKE DET SÅ VIL GÅ OP FOR DIG
HVORFOR NOGLE AF OS PRØVER AT GØRE NOGET FOR MEDMENNESKET,
MÅSKE DET VIL LÆRE DIG AT GØRE NOGET FOR MEDMENNESKET.

Ja, det er jo en sang som rammer os alle dybt, - så dybt at det ætser. Den minder os om hvordan vi hele tiden flygter fra problemerne. Ikke mindst vil alle danskere, som har været i USA, føle sig stærkt ramt af den, fordi den pludselig minder dem om, hvordan de næsten automatisk gled ind i det hvide samfund og identificerede sig med dets synspunkter og således uden egentlig at vide af det selv blev en del af undertrykkelsen. Hele tiden bliver man advaret af de hvide: gå ikke ind i Harlem, gå ikke ind i de og de områder. Og således begynder man at isolere sig selv fra en hel befolkningsgruppe, hvilket er med til at forkrøble både én selv og denne befolkningsgruppe. 

Jeg føler at man er nødt til at imødegå denne udvikling, hvis man vil undgå at se en verden bygget op af kastesystemer. Jeg kan på det varmeste anbefale alle danske turister i USA at færdes i disse kvarterer, at gå ind i Harlem osv. Ganske vist er det ikke ufarligt, men det er vist statistisk set ikke så meget mere farligt end f.eks. at køre bil hjem efter et par genstande, som så mange har prøvet. Man vil sandsynligvis opnå at blive røvet, hvis man er uheldig, men man kan jo blot lade være at tage ret mange penge med sig. Hvis blot man ankommer med et åbent ansigt og med tid til at snakke med folk, vil man opleve en åbenhed og menneskelig varme, der langt overgår den man møder i de tillukkede hvide forstæder, hvor hver mand er sit eget parcelhus nok. 

Ja, således som verden nu engang er, er der en risiko forbundet med at være menneskelig. Ghettoer er noget som opstår, når kærligheden er dræbt i samfundet - dette usynlige netværk af tråde, som burde flyde mellem alle menneskene i ethvert samfund, tråde af gensidig samhørighed og tillid. Disse tråde kan kun blive genopbyggede, hvis hvert menneske yder en indsats , hvilket naturligvis er forbundet med en risiko. Hvis man ikke gør dette, vil man straks selv være en del af undertrykkelsen og således være med til at skabe det selvhad, som altid opstår hos mennesker, når de bliver isolerede og udskudte. 

Dette selvhad vil få disse isolerede mennesker til at opføre sig anderledes, idet de vil vende sig i foragt mod de hvide og således reagere endnu mere uforståeligt. Således begynder onde cirkel. Man synes at de opfører sig underligt og isolerer sig derfor endnu mere fra dem, hvilket yderligere forstærker deres selvhad. Dette afføder mere og mere voldsomme reaktioner, så at man direkte begynder at blive bange for dem. Til sidst begynder man direkte at forskanse sig selv. 

Det er denne konservatisme der er blevet fremherskende i 70'erne. Man har i USA en rammende beskrivelse af denne. Man siger at man er liberal indtil man bliver slået ned. Derefter er man reaktionær. Men denne forskansning af samfundet er noget af det mest ulykkelige, man kan tænke sig. Selvhadet blandt dem, man forskanser sig overfor, vokser og vokser. Volden eskalerer og til sidst opnår man et samfund, hvori man ikke længere kan færdes frit omkring. Det er om dette selvhad, Jimmy Cliff synger i den næste sang, og hvordan vi hvide skabte det i negrene.

Broder, hvilken pris jeg dog måtte betale. 
I stjal min historie, ødelagde min kultur, 
skar min tunge af, så jeg ikke kan kommunikere. 
Derpå ydmyger I mig, derpå isolerer I mig, 
skjuler hele min livsform, 
for at jeg skal komme til at hade mig selv.

Broder, hvilken pris jeg dog måtte betale. 
I tog mit navn fra mig, gjorde mig til skam, 
bragte mig i vanære, 
gjorde mig til grin for hele verden, 
lavede vittigheder om mig for at håne og spotte, 
men jeres tid er ved at være ude, 
I må hellere begynde at holde øje med uret.

Broder, hvilken pris jeg dog måtte betale.
Fra Afrikas kyster, fra England til Asien,
Caribien og Mississippi, Central- og Sydamerika:
Først ydmygede I mig, så isolerede I mig.
I ødelagde hele min livsform 
for at jeg skulle hade mig selv.

Som et eksempel på, hvordan mennesker, der lider af dette selvhad, reagerer, vil jeg lige læse lidt op af min bog om et par af mine oplevelser:

"Den eneste gang, hvor det lykkedes mig at tale nogen fra at foretage et overfald, var ved et mærkeligt sammentræf af omstændigheder i Greensboro, North Carolina. Jeg boede hos en sort socialrådgiver, Tony, hvis far ejede en af de værste barer i ghettoen, hvor jeg normalt holdt til. En aften mødte jeg to piger af den kriminelle type derinde og vi besluttede at jeg skulle med dem hjem. Først stjal vi noget vin i en forretning og strøg så lige ud i en ventende taxa. Da vi sad på bagsædet og var kommet i gang, spurgte jeg pigerne hvordan de havde i sinde at betale. Pyt, sagde de, det skal vi nok ordne. Når vi kommer til stedet vil vi slå ham ned og tage alle hans penge. Så pludselig vendte den sorte chauffør sig om for at spørge om noget, og jeg opdagede at det var socialrådgiverens bedstefar, som ejede byens største sorte taxaselskab. 

Da kan det nok være at jeg tog sagen i egne hænder. Jeg råbte til chaufføren om at stoppe og sagde han kunne få betaling næste dag. Derefter rev jeg håndtasken med pistolen ud af den ene piges hånd og skubbede dem ud af døren, mens de måbede lige så meget som taxachaufføren. Ude på gaden råbte jeg til dem: "Det er jo Tonys bedstefar, I fjolser". Skønt de kendte Tony, ville denne kendsgerning naturligvis ikke have standset dem, men da taxaen var kørt, kunne de i al fald ikke skade ham. 

En anden aften i Jacksonville havde jeg truffet en sød sort pige, som lovede mig at finde et sted, hvor jeg kunne bo. Vi gik hen til hendes veninde, som var prostitueret, men
hun havde haft problemer med sin fyr, så der kunne vi ikke bo. Vi vandrede rundt hele aftenen og prøvede både den ene og den anden mulighed, og den prostituerede blev stadig mere interesseret i at skaffe os et sted. Pigerne aftalte så, at hun skulle "turn a trick" på en hvid taxachauffør, mens jeg sad og ventede i en 'kaffebar. 

Nogen tid senere kom de helt oprevne løbende tilbage og sagde, at jeg skulle komme hurtigt. Vi fik et værelse på et motel, og jeg opdagede at de havde langt mere end de 10 dollars, man normalt får for et "blow job" på gaden (for at blive i fagsproget). Først senere fortalte de mig om det, og det viste sig at den ene havde fået lokket den hvide mand ind i en mørk gyde, hvor hun havde foretaget "jobbet". Men så havde hun pludselig grebet en stor mursten ved siden af og slået manden oven i hovedet. Da han ikke faldt omkuld øjeblikkeligt, havde hun taget en jernstang og slået ham igen, indtil han åbenbart var død. Dernæst tog hun hans pung og løb ned til den anden pige, som havde stået i baggrunden og holdt vagt. Sagen var, syntes hun, at hun ligeså godt kunne tage lidt mere end de ti dollars, så hun også kunne nyde natten med et skud heroin.

Men da vi lå alle tre der på motellet i en dobbeltseng, fik
de åbenbart sjælekvaler, og det viste sig at de begge var 
stærkt religiøse. I flere timer bad de: "Åh Gud, Gud, gør
dog noget, så han ikke dør." Det var en nervøst stammende bøn ind imellem forsøgene på at finde en vene, de kunne sprøjte op i. Allerede næste morgen havde de glemt det hele igen. De var mest bekymrede over at have sovet over sig, så de nu kom for sent til søndagsgudstjenesten, hvor de skulle synge i kirkekoret."

Lad os kort lige undersøge disse to hændelser, som jo hører til hverdagen i ghettoen. Skønt de tilsyneladende er ret parallelle, er der dog en afgjort forskel på dem. Hændelsen i Greensboro hører nemlig til den form for selvhad, som negrene med et godt ord kalder "backstabbing" (dvs. at stikke ned bagfra). Altså den form for selvhad, der giver sig udslag i vold mod ens egne. For disse to piger ville det nemlig ikke have gjort spor forskel, om de havde kendt Tony eller ej. De ville have overfaldet hans bedstefar alligevel. 

I det andet tilfælde fra Jacksonville gik pigerne
bevidst efter en "honkey", altså en hvid, men det var alligevel en ubevidst slåen tilbage mod undertrykkeren eller rettere en repræsentant for den undertrykkende race. 

Den første form for vold er den mest almindelige
og vel også den mest uhyggelige - "backstabbing", når de undertrykte øver vold mod sig selv - og det er da også den vold, som den sorte musik beskæftiger sig mest med. Meget af denne musik har karakter af lærestykker, hvori man prøver at få ghettoens beboere til at indse det tåbelige i at bekæmpe sig selv. Jeg vil lige spille et kort uddrag af en sådan, meget lang sang, hvori man prøver at bevidstgøre ghettoens fanger om deres "backstabbing":

Kald mig ikke broder, 
med mindre du virkelig mener det,
hvordan kan du kalde mig broder, 
når jeg ikke kan have tillid til dig bag min ryg ?
Hvordan kan du kalde mig broder, 
når du lyver og stjæler og røver fra mig ?

Du har ikke engang nogen selvrespekt,
hvordan kan du så have respekt for andre?
Jeg har set dig løbe rundt i nabolaget 
for at hugge fra mig.
Forleden dag, da jeg gik ind for at få mig en drink, 
kom jeg ud og så at du havde hugget hjulene på min bil, og nu kommer du her igen og giver mig grinende dit broderlige håndslag og taler om at vi er brødre..... 

Ja, det er jo ikke just nogen opløftende sang, men det er så sandelig heller ikke noget opløftende emne, den behandler. "Backstabbing" er et dødsens alvorligt problem, som jeg tror, vi i stigende grad vil blive gjort opmærksomme på ikke blot hos negrene, men hos alle tredje verdens mennesker, som har lidt under en tilsvarende undertrykkelse eller tilsidesættelse fra samfundet. 

Da vi nu i sidste udsendelse behandlede den undertrykkelse, negrene har været udsat for igennem de sidste århundreder og da vi her har undersøgt det selvhad en sådan undertrykkelse afføder, kan vi nu begynde at tale om selve det synlige produkt af denne undertrykkelsens onde cirkel: nemlig kriminaliteten og volden. Men da vi nu har talt om årsagerne til kriminaliteten, synes jeg at vi blot her skal lade den kriminelle selv komme til orde - sådan som han gør det i Curtis Mayfields sang om en typisk kriminels liv og død, - en meget følsom sang der bedre end noget tolker den underverden, der florerer i ghettoen og hvordan den af gode grunde ser det hele som en stor hvid sammensværgelse vendt imod den. 

Freddy er død, 
ja det er hvad jeg sagde, 
den hvide mand lavede en plan, 
sagde at han ville sende ham hjem 
men hans håb var et reb om halsen 
og han burde have vidst. 
Det er svært at forstå 
at der var kærlighed i denne unge mand. 
Jeg er sikker på alle er enige om 
at hans ulykke var hans pigebarn og ting. 
Men nu er Freddy død. 
Alle har mishandlet ham, 
flået ham for alt og ødelagt ham. 
Blot endnu en junkieplan 
med at sælge narkotika for den hvide mand. 
Et forfærdeligt tab, men det er sådan det går. 
Freddy er nede på gadehjørnet nu, 
hvis du gerne vil være junkie, wow, 
så husk at Freddy er død.
Vi bliver alle indbyggede med fremskridt
men somme tider - må jeg tilstå -
kan vi forstå raketter og drømme,
men virkeligheden, hvad betyder den?
Der er intet at sige,
for Freddy er død.
Hvis du ikke prøver hårdt, er du dømt til at dø.
Hvorfor kan vi sorte brødre ikke beskytte hinanden.
Der er ingen som ta'r det alvorligt
og det gør mig rasende.
Lad jer ikke blive vildledt, blot tænk på Freddy,
Alle har mishandlet ham, 
flået ham for alt og ødelagt ham.
Blot endnu en junkieplan
med at sælge narkotika for den hvide mand.
Hvis du har lyst til at blive junkie, wow,
husk Freddy er død.

Skønt jeg mere eller mindre færdedes i denne uhyggelige verden af mord og narkotika i 5 år, virkede den dog aldrig så stærkt på mig som første gang jeg kom til at stifte bekendtskab med den i Detroit i påsken 1971. Jeg boede hos tre unge fyre midt i ghettoen og allerede på andendagen, mens jeg boede der, blev deres bedste ven, digteren Thigpen, myrdet kort efter at jeg havde mødt ham. Eneste grund var sandsynligvis at han havde skrevet et godt digt om narkotikahandlen. Sammen med to af sine venner blev han bagbundet og lagt ned på gulvet og skudt i nakken. I et andet massemord i samme uge blev 7 mennesker henrettet på lignende måde i Detroit. 

Efter Thigpens død skulle jeg de næste par år komme til at opleve12 af mine venner og bekendte blive myrdet, men Thigpen var en af de første og derfor havde jeg endnu ikke vænnet mig til terroren. Om natten i hele denne påskeuge kunne jeg umuligt falde i søvn og lå rystende på en sofa ved mindste pistolskud ude i mørket. Hver nat skubbede vi køleskabet op foran døren for at den ikke skulle blive sprængt ind. En anden grund til at jeg ikke kunne sove, var at radioen gik for fuldt drøn hele natten, -  noget negrene efterhånden har fået for vane i de store ghettoer for at de kriminelle skal tro at folk er hjemme. Men efterhånden er det i den grad blevet en vane, at de ikke kan falde i søvn uden at have radio eller TV på fuldt drøn. Heller ikke dette havde jeg vænnet mig til. Så jeg lå blot der rystende af angst i nattemørket og og lyttede til den vedvarende hitmusik. En af de melodier, der således blev hamret ind i mit hoved i de nætter, var tidens vigtigste tophit, som i min angsttilstand og følelse af afmagt kom til at få en uhyggelig betydning for mig. Hvem havde bragt mig i dette helvede af en ghetto? Sangen forekom mig at give svaret med disse ord:


For Guds skyld, I må give mere magt til folket.
Der er nogle mennesker deroppe
som rager alting til sig,
fortæller løgne, giver undskyldninger
om folkets penge og sager.
Og hvis de alligevel smider dem væk,
kan de jo ligeså godt gi' nogen til os.
De er ligeglade med de fattige,
de har aldrig selv kendt elendighed.
Der er mennesker som sulter ihjel, 
som de aldrig kendte, men kun hørte tale om.
De havde aldrig halvdelen af det nødvendige.
Hvis man ikke har nok at spise,
hvordan kan man så tænke på kærlighed,
man har ikke tid til at tænke over
hvilke forbrydelser man er skyldige i.

For Guds skyld, 
hvorfor giver I ikke mere magt til folket.
Politikerne prøver at finde ud af
hvem der har magt til at dræbe mest
når de løber ud af magt
vil verden ligne et spøgelse.
De ved at vi ikke er tilfredse
med måden de råber og skriger op på.
De giver os løfter 
og smider i stedet et par dollars mere.
Der er ikke nogen pris på lykke,
der er ikke nogen pris på kærlighed
prisen på livskvalitet stiger bestandig
og vi kommer ikke ud af stedet.
Så hvad som helst du har, vær taknemmelig for det
og nu må vi se at rejse os op og få noget mere af det.

Ja, sangen er uhyre typisk for ghettoens syn på kriminaliteten, at det er de rige deroppe, der er de virkelige kriminelle. Eller med andre ord, når de rige bliver ved med at stjæle fra os, hvorfor skulle vi så ikke også stjæle. Sålænge folk har en sådan indstilling, kan man let se, at det er umuligt, at komme kriminaliteten til livs. Derfor ved ghettoens beboere også, at hvis man skal løse problemet, må man komme de rige kriminelle til livs først. Dvs. man begynder at anklage selve dette uretfærdige system og nævner direkte de rige ved navn. Denne sang er et eksempel:

Jeg ønsker at alle skal lytte.
Jeg ønsker at tale om de rige og de superrige.
Og om de fattige og de superfattige.
Kom nu, lad os snakke om det, 
lad os sige det som det er.
Folkene som bor på bakkedragene udenom byen 
har ingen tid for ghettoen. 
Men de tjener penge på folk i ghettoen.
Og hver gang du ser dem, 
stræber de blot grådigt efter at få mere.
De holder den lille mand nede. 
Hvorfor lader de ham ikke leve, 
ja hvorfor lader de ham ikke i fred.

Ja, sådan bliver de rige rigere og de fattige fattigere.
Der er kun 16 familier, 
som kontrollerer hele denne verden.
Det kan man let læse sig til i bøgerne. 
Jeg sagde 16 familier, hørte I det.
Folk som Mellonfamilien, Dupont-familien,
Gettyerne, Rockefellerne og Howard Hughes.
De vinder altid, hvordan i alverden kan de tabe ?
De er aldrig tabere.

For de rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere.
Ja, der er ikke noget i vejen med at være rig, 
hvis vi taler om at være rig i karakter, 
men penge vil forandre din karakter. 
Jeg har en gammel ven, som nu er blevet rig, 
men nu har han glemt mig 
og glemt hvor han kom fra. 
Ja, sådan er der en hel del der har for meget,
mens de glemmer at folk sulter, 
at babyer skråler efter mad og at mange folk lever blot i længsel efter at dø.
Det er hårde tider, men sådan er systemet nu engang,
siger de rige.
Men jeg ved at der må være en bedre vej!
Folk bor i etværelses blikskure, 
sover bogstaveligt talt ovenpå hinanden, 
men sådan er systemet nu engang, siger de. 
Men jeg ved at der må være en bedre vej!

Skønt denne bevidsthed er ganske udbredt i de sorte amerikanske ghettoer, var det dog hele tiden mit indtryk at Vestindiens negre har en meget stærkere politisk holdning, som da også kommer stærkt til udtryk i reggaemusikken. 
F.eks. i denne sang "Let's seize the time":

Tiden er inde, lad os gribe den.
Lad systemet betale for dets forbrydelser
Hvis folkets magt er fem flade ører værd
må vi ikke vente til i morgen
med at gøre hvad skal gøres i dag,
lad os standse drømmerierne
lad os standse forbrydelserne
timen er inde hvor systemet
må komme til at betale for sin forbrydelse.

Men endnu mere kompromisløs er den amerikanske sangerinde, Elaine Brown, i hendes yderst følsomme fortolkninger af undertrykkelsen af det sorte sind, 
"The end of Silence": 

Har du nogensinde stået 
i nattens mørke 
og stille skreget 
at du er et menneske. 
Har du nogensinde håbet 
at en tid ville komme 
hvor din stemme ville 
blive hørt i middagssolen. 
Har du nogensinde ventet så længe 
at din uhørte sang flåede 
selve din sjæl væk. 
Ja, så må du tro mig min ven 
stilheden vil få ende. 
Vi må blot se at få geværer 
for at kunne blive mennesker.

Har et skrig efter at leve,
når din hjerne er død, 
kunnet få din krop til at skælve.
Og har usete lænker 
fra alle disse lidelsens år
smertet dig så slemt
at du ikke kan fælde en tåre.
Har alle disse løfter 
fra alle disse munde
fået dig til at indse
at ord blot er ord.

Med sine sange siger Elaine Brown igen og igen, at når det punkt er nået, hvor al indre ømhed og kærlighed er blevet dræbt i de undertrykte, og når deres selvhad er blevet så voldsomt i styrke, at de ødelægger hinanden gennem vold og svig, da er der kun en vej tilbage for at opnå menneskeliggørelse igen. Kun hvis man vender volden mod undertrykkerne, kan man blive menneskelig og genvinde sin kærlighed og ømhed. Det er handlingen, der tæller, men gennem handlingen er der dog en vag chance for til sidst en gang og for alle at få gjort en ende på herre-slaveforholdet, så at både herren og slaven kan opnå virkelig menneskelighed og mødes igen en dag som lige. Men hun nærer ingen illusioner om at det bliver en let kamp, som sangen "There is a man" antyder. 

Der er en mand 
som står i vejen for os. 
Og hans grådige hænder 
rækker ud over hele verden. 
Men hvis vi slår denne mand ihjel 
vil vi få fred og vor kamp vil være til ende.

Og hvad vi ønsker er blot 
at få hvad vi har behov for, 
og at leve i fred med værdighed. 
Men disse få gamle mænd 
vil ikke give efter eller bøje sig. 
Så kun gennem deres død kan vi få frihed.

Og hvis vi tør at kæmpe 
for hvad vi ønsker 
uden at spare nogen som står i vejen, 
ja kampen er hård og lang 
men vi kan ikke tage fejl 
for vor befrielse vil blive vundet.

Og, vi skal mødes igen 
hvis vi ikke dør, 
for det er prisen vi måske skal betale. 
Men hvis vi går den vej 
skal vi mødes igen en dag. 
Vi skal mødes igen en dag.

Ja, prisen for at sætte sig op mod systemet er dyr. Det har et utal af sorte ledere efterhånden måttet erkende. 
En af dem var min bedste ven i Californien og havde været i fængsel i 19 år og prøvede nu at organisere fangerne omkring fængselsrettigheder. Jeg tilbragte lidt tid med ham i fængslet, men da han to uger efter kom ud, blev han en aften myrdet sammen med en anden af mine venner. Ifølge senere interviews i Playboy-magasinet blev attentatet åbenbart begået af FBI. 

Jeg holdt uendelig meget af Amerika og havde ikke tænkt mig at forlade det igen og håber snart at vende tilbage. Men denne begivenhed rystede mig så stærkt, at jeg flygtede tilbage over havet - havet, hvor slaverne i sin tid blev ført over ......

Ship Ohoy spilles til slut igen

 

 

 


 
Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til mine andre artikler