Lige siden Information i foråret 1976 introducerede lysbilledshowet Amerikanske Billeder gennem turneer og siden lavede det om til bog, har læsere og tilskuere spurgt om, hvordan amerikanske reaktioner mon vil være på denne kritiske blotlægning af underklassen i USA og dermed af hele det amerikanske samfundssystem. Da det jo kun er en enkelt mands personlige oplevelser af USA, ville de fleste inklusive mig selv sikkert i første omgang være tilbøjelige til at tro, at amerikanere blot vil affeje kritikken sådan som de fleste da også går nar de blot bliver konfronteret med billederne i bogen uden den oversatte tekst. Tilmed har der siden været så seriøse analyser af den amerikanske underklasse i pressen (især 21. august 1977 i Time) og sidst i 4 timers særudsendelsen på ABC "Youth terror: The view from behind the gun", at den indskrænkede personlige fremstilling i Amerikanske Billeder sikkert ville drukne i sammenligning. Men en del kunne tyde på, at netop en personlig måde at fremstille emnet på er den rette måde at nå til de bredere dele af befolkningen på, sådan som det jo har været tilfældet med Alex Haley "Rødder". For mit eget vedkommende er jeg i øvrigt heller ikke i stand til at skrive på anden vis, som dette rejsebrev da også vil vise. Ikke desto mindre vil også denne mere personlige beretning om hvordan amerikanerne reagerer på mit show Amerikanske Billeder måske kunne bidrage til en forståelse af, hvor komplekst et samfund det amerikanske er.

I sorg og forvirring

Lige siden jeg sidst i 1975 i sorg og forvirring forlod Amerika, har det været mit mål at komme tilbage til dette fantastiske land, som jeg føler mig mere knyttet til end noget andet land i verden. Det er et af de mest euforiske øjeblikke i mit liv at træde ud i lufthavnen i Portland, hvortil et rigt college har inviteret mig, og straks se alle disse vidunderlige mennesketyper, jeg har romantiseret og idealiseret i mit sind lige siden jeg forlod Amerika. I min bog og mit show har jeg måske nok mest skildret Amerikas skyggesider, men ligesom med alle Vietnam veteraner jeg har mødt, har jeg erfaret at det netop er skyggesiderne der først fortrænges, så jeg langsomt i mit stille sind havde udviklet et rosenrødt billede af Amerika. Det er lidt uhyggeligt hvor hurtigt mit (og sikkert det menneskelige sind i almindelighed) kan fortrænge den lidelse, jeg forsøger at skildre i bogen, og denne kløft har i stigende grad gjort det vanskeligt for mig at køre showet i skoler og teatre. Der bliver hurtigt noget hyklerisk over at være professionel i menneskelig lidelse, mens man i virkeligheden selv har fortrængt den eller i al fald ikke længere har kontakt med den. Ikke mindst derfor er det nødvendigt for mig at vende tilbage for at genoprette det personlige forhold til bogens personer.

Straks efter ankomsten, er det imidlertid som om samfundet sætter alle kræfter ind på at forhindre en genoprettelse af kontakten med samfundets tabere. Jeg får anvist en kæmpemæssig gæsteprofessorbolig med farve-tv, stor have osv., og for at sætte prikken over i'et, endog en sort opvarter, som passer det hele for mig. Der er ikke tid til at komme til at kende hverken ham, eller den sorte rengøringskone, for straks bliver jeg hvirvlet ind i en medielabyrint. På anden dagen ankommer ABC’s lokale tv-hold for at smække mig på i aftennyhederne. Uden så meget som at have set bogen eller showet, sætter de kameraet i sving. Medium cool så det batter.
 

Kontrasten til Europa virker ekstra chokerende på mig i sammenligning med den grundighed jeg havde set kun tre dage for min afrejse, da vesttysk fjernsyn havde sendt et 5 mands Tv-hold til København i 3 dage for at lave et halvtimes-interview med mig under hvilket jeg fandt ud af, at selv deres lydteknikere havde læst bogen flere gange samt andre med, for at sætte den i perspektiv. Men den amerikanske i overfladiskhed virker endnu mere slående, da intervieweren, som er sort, under interviewet begynder at finde ud af hvad det drejer sig om og faktisk begynder at fatte interesse for emnet. Så ikke så snart er der slukket for kameraet før han siger: "Hey, why don't you come home for dinner tonight?"

Sjældent har jeg set den velkendte amerikanske overfladiskhed afløst så hurtigt af den anden side af mønten: den umiddelbare åbenhed og gæstfrihed, som jeg elsker i Amerika. Og som for at skære Amerika endnu mere ud i pap, bliver han så begejstret da det lykkes mig at få en bemærkning indført under middagen foran en tv-baseballkamp, om at jeg kender hans ven Alex Haley, at han giver mig den ene af sine biler for at jeg kan komme rundt med showet i Amerika: generøsiteten som lod mig overleve i næsten 6 år som vagabond!

Efter blot to dage i Portland er mit tidligere Amerika forandret: Hvor jeg før blev betragtet med foragt og ofte jaget væk når jeg som vagabond gik til tankstationerne for at få vand eller et lift af de holdende bilister, bliver jeg nu straks genkendt overalt i byen som "den hollandske opdagelsesrejsende" (forveksling Dutch/ Danish/ Swedish/ Swiss) og må nu give autografer ved tankstationerne.

Efter 4 dage er jeg kørt træt af massemediernes overfladiskhed, hvor mit "budskab" drukner i reklamerne eller bliver censureret helt væk, mens det folk husker bagefter, er det sensationelle i at en hvid mand har overlevet i ghettoerne i 5 år osv. Da jeg indser at jeg bliver udnyttet af medierne, der har brug for at sælge sensationshistorier, nægter jeg allerede inden en uge alle interviews med tv og radio og en tv-station må i sidste ejeblik aflyse en halv times planlagt direkte udsendelse med mig og finde en erstatning, hvilket til min benovelse bliver præsident Carter, der netop er i byen den dag. Snart dukker alverdens rygter om mig op i byen. Folk skriver læserbreve til aviserne, der afslører den forvirring især tv har skabt.

Som ventet (efter amerikanske reaktioner i Denmark) bliver showet en stor publikumssucces på universiteterne, hvor jeg bliver introduceret som "den ny Jacob Riis" og endog som "den ny Victor Borge", sikkert de eneste danskere de kan komme i tanker om. Reaktionerne er næsten de samme som i Denmark, blot virker eleverne endnu mere rystede eller lamslåede ("numb" er det hyppigste udtryk) vel sagtens fordi det er deres eget samfund det omhandler og det falder godt i tråd med overklasseelevernes skyldbevidsthed.

På sin vis er de endnu mere positive overfor showet end mange danskere, idet dets venstreorienterede fortolkninger af lidelserne af danskere ofte bliver brugt som en undskyldning for at de sikkert er overdrevne i deres fremstilling, mens de her tilsyneladende giver showet ekstra relevans og endog autoritet, dels fordi eleverne her er mere bevidste om, at de er virkelige og de derfor vil virke Mondo Cane-agtige uden de venstreorienterede forklaringer og dels, håber jeg, fordi disse forklaringer måske er i stand til at slå hul på de racistiske forklaringer, de jo næsten alle er opvoksede med.

Dette føler jeg, må være grunden til, at studenterne i dagene og ugerne derefter kommer og udtrykker taknemmelighed over at jeg har "givet deres liv en ny retning", at have "ladet dem se at negrene også er mennesker", at have hjulpet dem til at "beslutte at bruge deres uddannelse for de fattige" osv. selvfølgelig i høj grad i en vis øjeblikkelig sentimentalitet, men ikke desto mindre udstrålende en ærlig vilje. Senere får jeg da også at vide af den lokale menneskerettigheds-organisation "Portland Citizens Against Racism", at deres medlemstal er gået drastisk op efter forevisningerne, mens andre udtaler ønske om at deltage i politisk arbejde, men indrømmer, at de ikke tør, på baggrund af de mange drab, der har været på politisk aktive,
 

Rockefellers datter

Selv Rockefellers datter er så begejstret for showet, at hun inviterer mig hjem. Abbie, hvis onkel ses i showet, og jeg bliver faktisk så gode venner at vi beslutter os til at holde forbindelsen vedlige. Hun synes ikke at jeg har behandlet familien "unfair", "Vi er jo vant til at få så meget værre kritik." Hun fortæller, at også hun græd under forestillingen, som bl.a. gjorde hende ked af "at vores system tilsyneladende ikke fungerer. Jeg er ikke socialist, men tro mig, jeg er så sandelig heller ikke kapitalist. Jeg er dog stolt over min familie, over hvordan den bruger sine rigdomme til mange velgørende formal. Jeg synes at det show virkelig her ses af alle for at oplyse folk om de uretfærdigheder, der eksisterer i vores samfund." Den velkendte amerikanske åbenhed overfor kritik star tilsyneladende uantastet, selv på det personlige plan, mens jeg f.eks. husker fra Danmark, hvordan en ældre dame i Vejle, der engang havde mødt Rockefellerne, vandrede ud under showet i protest mod "den usmagelige måde du udleverer Rockefellerne på".

Det er med blandede følelser, jeg tager tilbage til San Francisco, denne solskinsby, hvori jeg mistede flere venner end i nogen anden by. Næsten øjeblikkeligt stifter jeg varmt venskab med den kendte og populære sorte teaterdirektør Burial Clay, da han erfarer, at noget af hans familie i Syden er med i bogen. Han ønsker straks at sætte showet op i et teater i Fillmore-ghettoen, men har dog brug for 2 ugers forberedelse til plakater osv. I mellemtiden ta'r jeg derfor til Los Angeles. Rystet bliver jeg naturligvis derfor, da jeg kommer tilbage og erfarer at han netop er blevet dræbt - et chok for byens intellektuelle. I samme uge bliver en af mine sorte venner i Glidekirken stukket ihjel. Jeg opgiver straks at sætte showet op i San Francisco og viser det blot for de berørte af Popeye Jackson-mordet. (Popeye Jackson, en fængselsleder og ven af Jacob Holdt skildret i A.B.).

Skuffende er det også, at opleve Californiens vælgere samtidigt stemme for den selviske og i al fald yderst glistrupske proposition 13, der vil skære en lang række sociale ydelser til de fattige ned eller helt væk. Ekstra deprimerende virker det på denne baggrund at gå tilbage til stederne, hvor jeg så ofte fik gratis bespisning - i St. Anthony-køkkenet, hvor jeg hver eneste dag i 8 mdr. stod i suppekøen for at få lidt bønner og kartofler udleveret. Der står stadigvæk tusinder hver dag kl. 11 og jeg erfarer, at mange af mine venner stadig er der. De spørger mig om hvad jeg har lavet i så lang tid, og jeg magter eller nænner ikke at fortælle dem om den hvirvel af begivenheder jeg er blevet kastet ud i siden jeg forlod dem, og siger henkastet, at jeg blot har været ude og blaffe lidt rundt igen. Der står stadigvæk i køen manden med den gennemhullede hat, sejlgarnsbundne sko og skriver indviklede notater i en stak beskidte papirer, og siger, at han er ved at skrive en bog.
 

Jeg går også rundt om hjørnet til Theresas kaffebar, hvor Theresa så ofte serverede gratis kaffe og mad til os fattige i en hyggelig varm atmosfære. Men Theresa er der ikke mere. Hun blev skudt af en kunde som ikke kunne betale regningen på 1 dollar og 46 cents (8 kr.).

Los Angeles ser jeg lidt venligere på nu, hvor jeg ikke er vagabond mere, men har fået bil. Og mens jeg som vagabond mest kom i kontakt med gadens folk, de kriminelle og nødstedte, åbner der sig med mit show nu pludselig en hel ny verden for mig blandt andet i det sorte bourgeoisi. Mit første show er i Jane Fondas hus, hvor en sort fyr viser sig at være Hollywood-promoter og straks ønsker at slå det stort op. Først må jeg dog vise det til en hel række prominente folk for at få feedback og økonomisk opbakning. Marvin Gaye, Jesse Jackson og Muhammed Alis familie er blandt de inviterede samt topfolk fra CBS og NBC-tv. Selv en vicepræsident fra et af de største Hollywood-selskaber Universal fatter interesse for sagen.

Jeg overhører en henkastet bemærkning fra en NBC-mand: "Ja, hvis vi sletter marxismen har vi jo en ny serie "Rødder" her," og straks husker jeg advarslerne fra de mere progressive menneskerettighedsgrupper blot et par uger før om "For Guds skyld, lad ikke de store tv-selskaber købe det", hvor jeg havde følt mig ganske benovet over at de overhovedet kunne øjne muligheden af dette.

Under showet kommer Muhammed Alis svoger op og kaster sig grædende over min skulder: "Du udtrykker nøjagtig det jeg altid har følt." Det er ganske bemærkelsesværdigt at se en sort muhamedaner kaste sig i en hvid mands arme, og jeg bliver ganske overvældet over tanken om at det måske virkelig er lykkedes mig at skabe noget, der udtrykker negrenes dybere følelser og som tilmed samtidig kan accepteres af et bredere hvidt publikum i Amerika.
 

De næste dage tilbringer jeg i airconditionerede velpolstrede skyskraberkontorer hos store fede cigarrygende Hollywood-promotere af typen jeg i min bog ville kalde stereotype kapitalister. De har lugtet penge i showet og vil straks sætte det stort op i et Hollywood-teater og lave en nationwide distribution. De har et stort kort med 76 større karakteristiske byer hvori de mener showet vil være "profitgivende" på grund af befolkningens særlige sammensætning. De har endog allerede udarbejdet en skitse over alle de kendte filmstjerner, der skal inviteres med til premieren og sidder og kalkulerer med gevinst/risiko tabeller over hvor meget de kan tabe i sagsanlæg, da de mener at showet er så kontroversielt, at en stribe af folk vil kræve erstatning, hvilket jo er den store mode i USA i øjeblikket.

Det virker absolut fascinerende, som tidligere vagabond, pludselig at befinde sig i disse omgivelser, men så får jeg kolde fødder. Promotorerne har hele tiden taget det for givet at jeg naturligvis er interesseret i succes:"We will put you on the Merv Griffin show, the Johnny Carson show... We will make you a superstar."