|
Kronik i Politiken 10. februar 2006
Et muslimsk manifest
Demokrati er ikke indholdsmæssigt noget nyt i islamisk sammenhæng. Men folk,
som ikke anerkender eller blot tolererer forskellighed i udlægningen af islam,
kan ikke være med til at bygge bro og forsone værdier i samfundet.
Et tilbud til
Danmarks muslimer.
Af Sherin Khankan, Shabana
Amanat, Fatima Zahra, Nathalie Khankan, Mahvish Ahmad, Ilham Ali, Salma Hadra,
Hadi Khan, Peter Tudvad og Jacob Holdt
Til dig: Dette er et forum for dig, som søger Gud, for dig, som er søgende.
Som savner et fællesskab baseret på ligeværdighed, hengivenhed og plads til
forskellighed. Til dig, som er progressiv, og som er åben for, at forskellige
principper kan sameksistere. Til dig, som er ydmyg. Som ikke ønsker at
monopolisere sandheden, men forsøger at reflektere denne ved at være et godt
eksempel og lys for andre. Til dig, som ikke dømmer. Men som drømmer om
at forsone det uforsonlige. For dig, som betragter alle mennesker som dine
brødre og søstre uanset religion eller nationalitet.
Dette er et forum for dig, som er tjener af Allah og ikke slave af
middelalderlige traditioner som f.eks. dyrkelsen af den nationale identitet.
Et forum for dig, som fokuserer på det, der forener os som mennesker. Til dig,
som hungrer efter viden, og som tør være kritisk over for dogmatiske og
statiske koranfortolkninger.
Vi er muslimer med en stærk tro på Koranen som Guds åbenbarede ord. Vi tror
på, at dette ord bliver levende, når vi søger viden og forsøger at forstå,
hvad vores Skaber vil med os. Vi tror på, at Koranen kan transformere os som
mennesker, når vi søger meningen bag ved teksten. At være tæt på Allah og søge
at forstå 'Hans Enhed' (tawhid) er et af fundamenterne for foreningen. Dette
er et forum for dig, som er opmærksom på intentionen bag dine handlinger - og
som ved, at det er motivet, der former dine handlinger. Det, som bør motivere
vore handlinger, er ikke forventningen om paradis eller frygten for helvede,
men udelukkende hengivenhed over for vores Skaber. Kærlighed alene, uden nogen
form for selviskhed eller beregning. Vores vej åbner op for et kæmpe
spirituelt potentiale, der fører til selvets udvikling. Vores vej sætter os
fri som mennesker. Dette forum er til dig, som ønsker at vågne, før du dør.
1. Fornuft: Foreningen arbejder for en rationel, dynamisk og åben
koranforståelse, der forsøger at finde og bruge sine moralske, filosofiske,
politiske og spirituelle værdier: lighed for alle uanset køn, race,
nationalitet, social status eller religion.
I stedet for blindt at efterligne traditionelle overleveringer og
fortolkninger af Koranen opfordrer vi den enkelte til at bruge sin fornuft og
selv studere Koranen. I denne proces er det afgørende at finde en erfaren
vejleder. Vi tager udgangspunkt i, at Gud har givet os et intellekt, der gør
os i stand til at fortolke og levendegøre det Ord, Han har åbenbaret for os.
Vi tror på, at den enkelte skal søge at forstå Koranen ved at skabe en balance
mellem fornuften og hjertet i fortolkningen af Koranen. Nogle af Koranens vers
er fastlagte, mens andre skal underkastes fortolkning. Ijtihad betyder
udledning og er enkeltpersoners brug af intellektet til at forstå Koranen og
Profetens sædvane. Tafsir betyder koraneksegese, at opdage, afklare og afsløre
det, som førhen var skjult eller tildækket. Altså at fortolke betydningen af
uklare ord. Tafsir er betegnelsen for den litteratur, hvor Koranen kommenteres
eller fortolkes. Ijtihad og tafsir er vigtige redskaber, når man skal forstå
Guds vejledning, der udtrykker en fasthed og fleksibilitet på samme tid.
Koranen og Profetens sædvane opfordrer mænd og kvinder til altid at forøge
deres viden.
»Ophøjet er da Allah, den Sande Konge. Og vær ikke forhastet med Quranen,
førend dens åbenbaring til dig er afsluttet, og sig: Min Herre, forøg min
viden«.
(Koranen 20:114)
»I sandhed har vi bragt et Skrift, som vi forklarer med viden, en vejledning
og barmhjertighed for mennesker, som har tro ...«. (Koranen 7:53)
2. Fornyelse: Vi arbejder for at reformere muslimers forståelse af Koranen.
Al-Nahda er en arabisk term, der bl.a. refererer til islams genfødsel eller
renæssance. Vi mener, der er behov for oplysning til muslimer og til
ikke-muslimer. Vores fokus er således rettet mod at skabe et fælles forum for
aktive muslimer i Danmark, hvor vi kan forvandle os sammen og give liv til en
islamisk genfødsel. Forvandlingen forudsætter ydmyghed og en ren intention om
forandring. Hvis du ønsker at hente viden, næring og mening fra Koranen, er du
nødt til at anerkende din uvidenhed og behov for forvandling og viden. Gennem
vores aktiviteter ønsker vi at skabe muslimske stemmer, der kan nuancere
debatten og ikke-muslimers billede af islam i Vesten. Mange er uvidende om de
store muslimske litterære værker inden for naturvidenskab, teologi, filosofi
osv. Vi ønsker gennem vore aktiviteter at synliggøre de muslimske
intellektuelle, filosoffer, videnskabsmænd, kunstnere og spirituelle
vejledere, som vi ikke stifter bekendtskab med i de vestlige
uddannelsessystemer. Vi ønsker også at synliggøre den aktive rolle, kvinder
har spillet i islams historie. I denne forening arbejder vi for en ophævelse
af kønsadskillelse.
Vi respekterer dem, som ønsker at bevare denne opdeling, men mener, at den
balance, Koranen foreskriver, opretholdes bedre ved at lade kønnene arbejde
sammen og være sammen. Derudover ønsker vi at synliggøre kvinder, da disse
ofte er underrepræsenteret og usynlige i den offentlige debat om islam. Vi er
fortalere for, at de, som har viden, skal tale og formidle til både mænd og
kvinder. Det afgørende er viden og ikke kønnet. En af vore visioner er en
moske med en kvindelig khatiba. Det vil sige en kvinde, som leder talen (khutbaen)
til mænd og kvinder under fredagsbønnen. Efter talen kan den kvindelige
khatiba lede bønnen for andre kvinder, mens imamen leder bønnen for andre
mænd. En kvindelig taler, khatiba, vil styrke harmonien og balancen mellem
kønnene og sende et vigtigt signal om ligeværd, samhørighed, fællesskab og
samarbejde på tværs af køn til vore kommende generationer af danske muslimer.
I Mekka, som er et billede på den ultimative trostilstand, og som symboliserer
en ophævelse af alle skel, går mænd og kvinder sammen om Kabaen.
»Ophøj jer selv med Allahs bog, for sandelig er det et stærkt reb, et klart
lys og en god helbredelse, en kilde, som slukker tørsten, en beskyttelse for
den, som holder sig til den, og en kilde til frihed for den, som klamrer sig
til den«
- Sayyidna Ali.
3. Kritik: Kritik hedder naqd på arabisk og er for os et positivt ord, der er
med til at skabe udvikling og dynamik. Det er vigtigt, at vi tør kritisere
hinanden, eftersom kritik ofte udvikler vore forestillinger om, hvordan vi bør
handle, samt forfiner vore synspunkter. Der er brug for flere kritiske stemmer
blandt danske muslimer. Den vigtigste form for kritik er selvkritik. At vende
blikket og kritikken indad, inden vi vender den udad. Vi tror på, at Koranen
er Guds åbenbarede ord. Dette ord anser vi for eviggyldigt, universelt og
ufejlbarligt. Vores fortolkninger er derimod relative, foranderlige og
fejlbarlige.
Vores kritik er rettet mod vores fortolkninger, som ofte gøres til
sandhedsideologier. Vi arbejder for en kritisk tilgang til dogmatiske og
reaktionære fortolkninger af Koranen samt en kritik af tradition og kultur. Vi
står i opposition til dem af vores forældregeneration, som er slave af
national identitet og traditioner i stedet for at være Guds tjenere. Vi vil
gerne kende essensen (haqiqa) uden for rammerne, som (sharia) udgør. Vi
forholder os kritisk til de muslimer, der deler verden op i islam og Vesten.
De, som føler sig moralsk overlegne i kraft af, at de er muslimer, og som
tager ordet kafir i deres mund, oversætter det med vantro og betegner alle
ikke-muslimer som vantro.
Vi forholder os kritisk til de muslimer, som opfordrer unge i Vesten til ikke
at deltage politisk og præge det samfund, de lever i. Dem, hvis retorik er
betinget af et unuanceret had til Vesten. Vi forholder os kritisk til den
danske højrefløj, som dæmoniserer islam og muslimer i Danmark. Som ikke viger
tilbage, før muslimer i Danmark afskriver deres rodfæstede overbevisning om
Koranen som Guds åbenbarede ord. Således udgør vi et alternativ til den
yderste danske højrefløj og til den yderste muslimske venstrefløj, som begge
hævder, at islam og demokrati er uforenelige størrelser. Vi ønsker at smelte
den stigende islamofobi på højrefløjen og at optrævle det kunstigt skabte
jerntæppe mellem Jer og Os. Vores kamp går gennem saglige argumenter og
nuancerede budskaber. Vores kamp foregår på det værdimæssige plan.
»Allah ændrer visselig ikke et folks skæbne, førend de (selv) ændrer det, som
er i deres hjerter«.
(Koranen 13:11)
4. Mangfoldighed: Vi arbejder for en anerkendelse af alternative
koranfortolkninger og religiøs mangfoldighed. Rummelighed, respekt og
tolerance er kodeordene. Vi er ikke repræsentative for Danmarks muslimer og
ønsker heller ikke at være det.
Antirepræsentativitet udgør en pointe og er vores udgangspunkt: Ingen kan tale
på vegne af islam. Muslimer taler på egne vegne. Mange forsøg på at forene
muslimer i Danmark er ofte endt i teologiske diskussioner om, hvem der er de
sande muslimer. Ved at have mangfoldigheden som vores udgangspunkt ønsker vi
at undgå diskussionen om, hvem der er de sande muslimer. Ideen om, at der
findes en sand udgave eller fortolkning af islam, har farlige konsekvenser, da
den indebærer ekskluderingen af alle andre, der afviger fra den påståede sande
udlægning. Folk, som ikke anerkender eller blot tolererer forskellighed i
udlægning og praksis af islam, kan ikke være med til at bygge bro og forsone
værdier i et samfund, hvor konkurrerende opfattelser af, hvad der er
værdifuldt, lever side om side.
Det er ikke vores forskellige tilgange til Koranen, der skaber splittelse. Det
er vor manglende accept af retten til at være forskellige i vores
fortolkninger, der skaber splittelse og får os til at fremstå som uforenelige.
Mangfoldighed og diversitet er en velsignelse ifølge Koranen. Koranens ide om
det gode og retfærdige menneske er ikke betinget af race, køn, tro eller
nationalitet. Det eneste, der adskiller et menneske fra et andet, er åndelig
fortrinlighed eller dyd forstået som retfærdig handlen. Dvs. at gøre godt mod
andre mennesker og at rumme sin næste på trods af vore forskelligheder.
Således er nogle af de klareste tegn på, at en person bærer islam i sit
hjerte, venlighed, tålmodighed, barmhjertighed og tolerance. Vi tror på, at
Gud har skabt en mangfoldig verden, fordi han har villet, at vi skal ville
mangfoldigheden. Netop for at forstå Hans enhed (tawhid).
»I mennesker, vi har visselig skabt jer alle af mand og kvinde og gjort jer
til folk og stammer, for at I må kende hinanden. Sandelig, den retfærdigste
blandt jer har størst ære hos Allah, thi Allah er alvidende og kender alle
ting«.
(Koranen 49:14)
»Sandelig, de troende og jøderne og de kristne og sabierne - de af dem, som
tror på Allah og den yderste dag og handler retfærdigt - de vil få deres
belønning hos deres Herre, og ingen frygt skal komme over dem, og de skal ikke
sørge«.
(Koranen 2:63)
Islam som inspiration - ikke diktat:
»Der er ingen tvang i religionen, thi sandheden er visselig let at skelne fra
løgnen«.
(Koranen 2:257)
»Og vi har udelukkende sendt dig som en barmhjertighed for alverden«.
(Koranen 21:108)
Det er muligt at være troende muslimer og overbeviste demokrater på samme tid.
Men hvis demokratiet udvikler sig til en ny form for absolutisme, er det jo
netop blevet til det, som den oprindeligt reagerede imod. Vi tror på, at
demokratiet skal udvikles konstant, hvis det skal kunne bruges aktivt i kampen
for retfærdige samfund. Demokratibegrebet er universelt i den forstand, at det
ikke er knyttet til en bestemt nationalitet, religion eller geografisk område.
Demokrati er lige politiske rettigheder, fri meningsdannelse, omfattende,
effektiv og lige deltagelse i det politiske system og liv samt effektiv og
ansvarlig styring. Demokrati er velfærd og kollektivt fremskridt. Indflydelse,
inklusion, lighed, retfærdighed, retten til kritik og kritik af selve
kritikken, oplysthed, hver mand en stemme, beskyttelse af minoriteters
rettigheder, social solidaritet. Samtalens kunst og respekt for divergerende
holdninger.
Demokrati og pluralisme er indholdsmæssigt ikke noget nyt i en islamisk
sammenhæng. Herved følger vi rækken af muslimske tænkere og reformatorer, som
altid har hævdet dette synspunkt. Samfundsmodellen i islam er dynamisk og kan
manifestere sig på forskellige måder, så længe princippet om lighed og social
retfærdighed opretholdes. Koranen angiver en universel vejledning til ethvert
samfund og enhver tidsalder.
Ofte bliver danske muslimer bedt om at opstille islam og demokrati i et
hierarki. Følgende ultimatum opstilles: Hvad står højest, Koranen eller
demokratiet? Hvor ligger din loyalitet først og fremmest? Men hvis man tror
på, at den indholdsmæssige definition på demokrati allerede er indeholdt i
Koranens budskab, har man ikke brug for at konstruere denne kunstige
modsætning. Det afgørende er derimod, hvilke konklusioner man som menneske
drager af sin tro i praksis.
Vi tror på, at alle mennesker deler nogle universelle værdier. Vi er altid
fokuseret på det, der forener os som mennesker. Livet handler om fokus. Hvis
fokus vendes imod det, der forener os som mennesker, vil verden måske fremstå
i et helt andet lys.
Vi søger dit nærvær, din viden og dit lys og tilbyder dig dette fællesskab af
kritiske muslimer. Brænder du? Så kom og oplys vort forum i stedet for at
brænde folk omkring dig eller brænde op alene.
»Og Østen og Vesten tilhører Allah. Hvor I da end vender jer hen - der er
Allahs ansigt. Allah er sandelig Altomfattende, Alvidende«.
(Koranen 2:116)
|
|