Nyhedsbrev 17. marts 2009

Tidligere bunkemails til venner og bekendte
 

Højreklik her for at hente billeder. For at beskytte dine personlige oplysninger har Outlook forhindret automatisk hentning af dette billede fra internettet.
Højreklik her for at hente billeder. For at beskytte dine personlige oplysninger har Outlook forhindret automatisk hentning af dette billede fra internettet.
Højreklik her for at hente billeder. For at beskytte dine personlige oplysninger har Outlook forhindret automatisk hentning af dette billede fra internettet.
Højreklik her for at hente billeder. For at beskytte dine personlige oplysninger har Outlook forhindret automatisk hentning af dette billede fra internettet.
 
 

Lidt om Afghanistan, Jyllands-Posten,
bøsser og lesbiske samt sufisme


 

Kære venner

Jeg har efterhånden fået en del venner på Facebook , men foretrækker at sende en god gammeldags hilsen ud til mine venner som e-mail. Især mine gamle venner - dvs. på min egen alder - er endnu ikke kommet på Facebook. Jo, Facebook er overfladisk, som jeg oplevede i en computerforretning i går, da en fuldstændig ukendt mand sagde til mig: "Tak for dit venskab." Det tog denne sorte mand nogen tid at få mig til at indse at vi faktisk allerede er "venner."

Men Facebook har vist sig på en måde at være et godt integrationsværktøj for mig. Ikke blot får jeg her integreret en masse af mine muslimske venner med mine venner i Dansk Folkeparti, men også mine USA-venner, som blev fotograferet i Amerikanske Billeder, med deres danske læsere. Nu sidder  sidstnævnte og udspørger "the real stars in Jacob's book" (som mine fotografiske ofre ynder at kalde sig) om hvordan vi mødtes i sin tid, hvordan deres liv har været siden og, ja, som en af dem spurgte Merrilyn Jones, som ses her i mit show:
"Hvorfor endte du med at smide Jacob ud dengang?"
"Because we were incompatible!" svarede Merrilyn.
Tja, det kan jo være svært at forstå for jer, der kender mig :-)
 


Nå, men til det mere alvorlige:


Hvor blev Afghanistan-debatten af?

Vi ofrer dansk blod, ørkensved og familietårer på indsatsen i Afghanistan, men ingen synes at interessere sig det mindste for om det er det hele værd. Det har rystet mig i lyset af den stigende modstand, vi møder, under kun ca. en uges debat blot at se en række partiledere stort set sige enslydende ting uden dybere visioner eller historisk kontekst.
Derfor forsøgte jeg i en kronik i Politiken at se det hele ud fra afghanernes tidligere ikke-voldelige modstand mod Vestens mangeårige overgreb og at skabe forståelse for mennesket bag de fjendebilleder, vi benytter (i enhver krig), såsom "Taleban", "Al Quaida", "terrorister" osv.
Jeg håber at I vil læse den og begynde at se fjenden i jer selv.
Afghanistan i vore hjerter
 


 

Min lange kamp med Jyllands-Postens hadske læsere
......eller blot en anden måde at bekæmpe racisme på.

Det har i mange år irriteret mig at denne avis kan få lov til at misbruge ytringsfriheden til at svine vore nydanske medborgere til og i processen forme både dem og integrationen i negativ retning. I USA ville en sådan avis ikke have en chance blandt læserne. Husk at avisen, som nu kaster sig op som jødernes og Israels forsvarer, i 30'erne på samme måde svinede disse til og f.eks. efter Krystalnat medgav Hitler at han havde ret til at smide jøderne ud.

Da det er tydeligt at avisens hadske læserbrevsskribenter ikke personligt har muslimske venner, begyndte jeg derfor at bombardere avisen med læserbreve, der kunne danne lidt modvægt til den ensidige linie. Og faktisk følte avisen selv, at den havde brug for et modpol, hvorfor jeg stort set har fået alle mine artikler trykt. Det er dog ikke let på de få linier, jeg får til rådighed, virkeligt "at rykke" ved læsernes fordomme. Og hver gang får jeg som "muslimsk feltmadras" en ordentlig spand lort i hovedet, - ja, på det seneste også anonyme trusselsbreve fra nazisterne til "landsforræderen" eller "sykopaten Jacob Holdt."

Hvis I har lyst til at følge slagets gang, kan I på mine hjemmesider se både angrebene på mig og mine ofte ret klodsede svar (idet jeg tit bliver bedt om at barbere 800 forklarende ord ned til 300 næsten uforståelige ord).
De fleste af mine argumenter har I sikkert hørt før, men for JP's læsere er de nye og provokerende.

Særligt i min debat med min ven Søren Espersen, DF, er jeg drillende og provokerende. Han sender mig altid sine artikler inden han publicerer dem i håb om at provokere mig til et svar. Prøv især at læse mit svar til ham om hvordan danske bøsser har fundet et fristed i den muslimske verden.

Hurtigt udviklede det sig til en debat med en sort indvandrerbøsse, der har fundet et fristed i Danmark, og som JP nu brugte til at svine muslimerne til. Jeg tror aldrig at JP's læsere har set så udpenslet en pro-homoseksuel debat og i det mindste er det sikkert lykkedes os nu at gøre Jyllands-Postens reaktionære læsere til de rene frisindede bøsseforkæmpere :-)

I kan følge med i hele den fortsatte spændende føljeton fra begyndelsen her.
(Men sig ikke noget til min kone om mine sidespring med JP. Hun var tosset over at jeg selv på vores vinterrejse i Indien sad og skrev håndskrevne breve om natten - mens hun sov - til mine to trofaste veninder, JP's debatredaktører Tina og Birgitte).
 



 

Om hvordan jeg "sprang ud" i bøssebevægelsen 5 år før "Milk"

Jeg håber at I alle nu har set en af de mest bevægende frigørelsesfilm, der nogensinde er lavet, om bøssebevægelsen og aktivisten Harvey Milk.
Ellers skynd jer ind og se denne Oscar-vinder!

Filmen bragte både stolthed og mange minder frem hos mig fra de år, hvor jeg aktivt deltog i den senere verdensomspændende bevægelses svære fødsel i San Francisco - hele 5 år før Harvey Milk sprang ud. Dette beskrev jeg kun delvist i "Amerikanske Billeder" fordi min præstefar dengang stadig levede, men i min debat med Jyllands-Postens omtalte bøsseaktivist har jeg nu tilladt mig at fortælle hele historien uden omsvøb - begyndende med en sort bøsses voldtægt af mig den allerførste nat efter min ankomst i USA 1971. Dette fik mig til at kaste mig helhjertet ud i "the gay liberation movement" fra dens første år i San Franciscos Castro-ghetto og Glidekirken.

Men det, der nok særligt vil ryste jer, er al den vold jeg oplevede i denne svære fødselstid flere år før mordet på Milk, bl.a. hvordan hans elsker reddede USA's præsident fra at blive myrdet af en af mine venner. Samt den rystende historie om hvordan præsidentens redningsmand blev behandlet, da det kom frem at han var bøsse. Nyd også mine billeder af den tids stadig selvhadende bøsser i Castro-ghettoen - især af de mest udstødte, som jeg boede hos og havde et varmt hjerte for, transvestitterne og de transseksuelle. Og hør om bøssernes indbyrdes racisme og sexisme, som kun overfladisk antydes i den romantiserede Hollywoodudgave om bøssebevægelsen. Suppler filmen med min udgave:
Kampen bag "Milk" for de homoseksuelles og deres undertrykkeres menneskeliggørelse

 


Mine seneste billedserier

For at få afmonteret mine stigende fordomme (ingen bliver jo lykkelig af at dæmonisere andre) imod Karen Jespersen, som for kun 12 år siden var min kampfælle i Stop Volden-bevægelsen, tog jeg med Øzlem Cekic og de hjemløse på et lettende kaffebesøg hos hende:

Med de hjemløse i velfærdsministeriet

Se mine andre udflugter med Øzlem samt hendes bogudgivelse her

Andre begivenheder, bl.a. CEVEA's åbning, kan ses her

Og de seneste fester kan ses her

Husk altid hvis I holder fest at invitere mig med som det jeg er allerbedst til - festfotograf :-)



Koranmøde i morgen, onsdag, om sufisme. I er alle velkomne!

Mest skriver jeg dog denne mail for at invitere jer til vores koranmøde i Kritiske Muslimer i morgen - igen denne gang om sufisme, som vi er ved at blive helt "hooked" på i foreningen. Når man som jeg kommer fra en ikke-spirituel indfaldsvinkel er det et utroligt univers af spændende tænkning, der oprulles, og man tænker uundgåeligt "hvor fattig jeg dog var før!

Temaet for dette koranmøde er et Sufi oplæg af Tariqa Burhaniya i Rødovre. Kom og hør om hvad sufisme er ifølge Tariqa og om hvordan man kan være sufi i dagens samfund. Tariqa Burhaniya lægger venligst hus til dette koranmøde i Rødovre.
Adresse: Damhus Boulevard 65, 2610 Rødovre
Tid: onsdag d.18 marts kl.19
http://www.facebook.com/event.php?eid=74219982533
Tilmelding kan ske på en af følgende adresser:
formand@kritiskemuslimer.dk
farina3@yahoo.com
Sig at I er inviteret af Jacob Holdt, bestyrelsesmedlem i Kritiske Muslimer



Hjælp mig som mine "litteraturkritikere"

Til jer, som er interesserede i mine egne foredrag, beklager jeg at jeg har meget få her i forsommeren, som det fremgår af min kalender. Det skyldes arbejdet med min kommende udstilling i Louisiana samt at jeg af samme grund er blevet opfordret til at lave en ny opdateret udgave af min gamle bog. Har I tid og lyst til at hjælpe mig med udvælgelsen af hvilke af de gamle tekster, der bør beholdes i bogen, må I gerne kontakte mig. For mig er det en ulidelig proces at genlæse og kritisk vurdere værdien af de gamle "vagabond" tekster - nu for tredje gang.
Jeg tænker især på jer, som pludseligt er blevet arbejdsløse i denne krisetid.

De kærligste hilsner

Jacob Holdt
Gernersgade 63
1319 København
Tlf. 20-324412
Jacob@Holdt.us

 

 

 

 

Tidligere bunkemails til venner og bekendte