Akkaris had
– eller vores?
af Jacob Holdt, foredragsholder og
bestyrelsesmedlem i Kritiske Muslimer
Jeg finder det pudsigt at danske medier
beskriver Akkari som manden, der drog ud i verden for at opflamme til
had mod Danmark. Men var dette virkelig hensigten hos ham og imamen Abu
Laban, som jeg kom til at holde af i vores fælles integrationsarbejde?
Det bedrøvelige slutresultat kan de to vel næppe bebrejdes; at
totalitære (sekulære) regimer opportunt brugte deres fortælling til at
kanalisere en dybere intern samfundsvrede ud mod en syndebuk i nord i
forsøget på at udskyde det arabiske forår.
Akkaris reaktion i 2005 minder mig om alle de sorte amerikanere, der i
1970’erne kom til Danmark for at fremvise mit diasshow "Amerikanske
Billeder." Som de sagde, "Det skal vises for alle rettænkende mennesker
i hele verden. Kun ved at lægge maksimalt pres på det hvide USA udefra -
ligesom under borgerretskampen - er der håb om at dette ændrer adfærd."
Uheldigvis rejste de rundt med showet i 14 lande i en meget betændt
periode af amerikansk historie, der minder lidt om forholdet mellem
Vesten og muslimske lande i dag. Nemlig lige efter Vietnam-krigen, hvor
den europæiske ungdom af forståelige grunde var blevet enormt
antiamerikansk. Derfor blev showet, skønt det handlede om racisme,
opfattet af nogle som antiamerikansk og jeg selv angrebet derfor -
tilmed af ellers rettænkende mennesker som Bertel Haarder og Søren Pind.
Modsat mig selv, som hurtigt i denne hadske atmosfære flygtede med
showet til USA, hvor jeg følte mig bedre forstået og overalt blev kaldt
"god patriot" og aldrig "antiamerikansk", fortsatte de sorte med at vise
det i Europa. Herovre følte de sig nemlig forståede, uden at bekymre sig
for de hadske følelser de samtidig kom til at flamme op i en befolkning,
der desværre også den gang havde brug for fjendebilleder.
Og ligesom Akkari blev de hurtigt udnyttet af totalitære kræfter. KGB
roste deres omrejsende indsats for at "være vores (Sovjets!!!) bedste og
mest troværdige redskab til at påvirke vesteuropæisk ungdom imod Carters
menneskerettighedspolitik" men advarede mig samtidig mod at arbejde med
sorte, da de er "nothing but spoiled children." Vi støttede naturligvis
at USA nu for første gang satsede på menneskerettigheder frem for at
undertrykke dem rundt i verden, men de sorte valgte at fortsætte deres
ydre pres. Ligesom Akkari var ingen af mine sorte ansatte ekstremister.
Så stor effekt havde disse sorte amerikanere på europæisk ungdom at the
Village Voice berettede hvor store beløb USA’s udenrigsministerium havde
brugt til brandslukning ved at sende europæiske fotografer rundt for at
fotografere og formidle det "rigtige Amerika" for europæerne.
Men ikke mindst danskerne hyldede dengang disse sorte og så dem ikke som
"landsforrædere". Venstreforeninger og Haarders egen bror bookede dem
langt hyppigere end venstrefløjen. Alligevel bruger mange af de samme
danskere sådanne udtryk om Akkari i dag, skønt deres fælles forbrydelse
stort set blot var at søge udenlandsk støtte i deres velmente protest
mod at deres minoritetsfæller derhjemme følte sig udstødte og nedgjorte
af "hvide", der nægtede at inkludere dem i det nationale fællesskab,
deres skoler, boligområder etc.
Men er det virkelige had og landsforræderi egentlig ikke det som begås
mod vore demokratiske idealer ved at skabe så betændt et klima, at en
nations unge føler sig tvunget ud i verden for at opnå lidt menneskelig
anerkendelse? Ingen sort amerikaner eller dansk muslim ville have
problemer med uskyldige Sorte Sambo- eller Muhammedtegninger hvis de
følte sig elskede og inkluderede i deres samfund. Men når disse indgår i
et vedvarende forhånende angreb på hele deres identitet, presses deres
tyndslidte vredesknapper straks i bund. I danskernes nationale
fortælling kom dette til at handle om ytringsfrihed mens det glemmes
hvordan en regering gennem 10 år holdt sig ved magten ved at føre
kalkuleret kulturel og religiøs merværdikrig mod en minoritet. At denne
følte sig fremmedgjort og hjemløs under det som utilsløret kaldes
"fremmedpolitik" var ikke svært at forstå i udlandet. Jyllands-Posten
var blot det vigtigste af talerørene med sin mangeårige nedgøring af
muslimske medborgere.
Jeg vil altid forsvare en Flemming Roses, Kurt Vestergårds, Akkaris
eller Abu Labans ret til at demonstrere at de føler deres gruppes
identitet truet. Men jeg vil først og fremmest forsvare og forstå den
vrede, som langvarig nedgørelse af minoriteter altid skaber. Det had vi
tankeløst skaber omkring os, som jeg også så udløse den sorte
radikalisme og terrorisme i 70’ernes USA. Netop denne var
forståelsesrammen for USA’s tidl. ambassadør James P. Cains advarsler
mod radikaliseringen VKO skabte med sin merværdikrig. Med vores
anti-radikaliseringsarbejde i Kritiske Muslimer blev USA’s ambassade
pludselig min og danske minoriteters naturlige allierede.
Men har vi lært noget af Muhammedkrisen når vi stadig forsøger at vende
det hele på hovedet og bilde os ind at det drejer sig om minoritetens (Akkaris)
had mod os og "vore værdier"? Er virkelig had og racisme ikke det at
tillægge minoriteter generaliserende egenskaber som intet har med deres
identitet at gøre for at kunne retfærdiggøre vores marginalisering af
dem? F.eks. som Inger Støjberg at anklage muslimer for arrangerede
ægteskaber og æresdrab skønt dette intet har med religionen at gøre, men
bunder i kulturelle skikke, der deles af både muslimer, hinduer og
kristne i samme asiatiske områder. Skikke som man kun er i stand til at
lægge fra sig hvis man føler sig elsket og inkluderet i sit nye land.
Det er patetisk nu at høre Akkari sige undskyld for alt det had vi andre
burde sige undskyld for. Bertil Haarder siger i Ekstrabladet at "Akkari
bragte frygten ind i danskernes liv". Nej, det var tvært imod danskernes
frygt, som VKO kalkuleret appellerede til og byggede hele sin politik på
og som Akkari og vore minoriteter blev ofre for. Få deler jeg så mange
danske værdier med som Bertil Haarder med vores fælles ønske om at disse
føres videre af vore indvandrere. Men som tidl. integrationsminister
burde han vide at dette kun kan ske ved at vi integrerer os med dem og
fra barnsben kærligt "leger" vore værdier ind i dem. Mister vi lysten
til dette pga. et oppisket had eller frygt mod dem bliver det næst
vigtigste for integrationens succes at integrere sig med den vrede, som
man skaber ved at give dem følelsen af at være marginaliserede og
uelskede. Denne destruktive vrede så jeg dog også i datidens unge sorte
kunne vendes til konstruktive medborgere. Så om hønen eller ægget kom
først i tilfældet Akkari kan i dag være ligegyldigt blot vi (og især de
tonesættende politikere) fremover sørger for at give begge parter
følelsen af at være inde i varmen.