Er Afghanistan virkelig i vore
hjerter? Eller er vi derude af ren og skær egoisme, som
min gode ven
Søren Espersen postulerer, "for at undgå at de kommer her"? I
den længe tiltrængte Afghanistan-debat bør hans myte kraftigt
punkteres. Danmarks sikkerhed trues ikke af langskæggede terrorister
i et fattigt langtbortistan, men af Søren E’s og hans
sorte
regeringskoalitions voldelige kommunikation overfor vores stadigt
mere marginaliserede hjemlige indvandrere. Men disses modreaktion i
form af sporadisk og magtesløs terrorisme styres ligeså godt fra et
hotel i Paris eller Hamburg – hvilket bl.a. Carlos viste – som fra
en afsides bjerghule. USA frygter ikke terrorisme og kriminalitet
fra sine "egne" muslimer, men fra Europas marginaliserede muslimer.
Så lad os holde op med at appellere til frygt og egoisme.
Nej, min og mange andres grund til at engagere os i Afghanistan
startede længe før 2001 med vores ønske om i medmenneskelighedens
navn at standse Talebanregimets vold mod menneskeheden – særligt
kvinder og børn. Hver en stening, vi dengang var vidne til, fik også
os til at bløde. Så selv om mange af os ikke gik ind for vold, kunne
vi ikke andet end at juble, da USA med vold fjernede Taleban. Vi var
dengang parate til at give milliarder til ikke blot at genopbygge
det blødende land, men at få dets længe undertrykte menneskelighed
til at blomstre.
Men denne blomstring saboterede vores
sorte koalition fuldstændigt i sin pludselige voldsrus med "de
villiges koalition" til at starte et blodigt fanatisk "korstog" dybt
ind i arabisk nationalisme – stadig betændt efter Vestens mangeårige
kolonialisme. Alle de genopbygningsmidler Afghanistan var blevet
lovet, blev med ét pløjet ned i arabisk ørkensand – skønt Saddam
Husseins afvæbning kunne være sket med ikke-voldelige og næsten
omkostningsfrie metoder, som jeg foreslog i Politikens kronik
"Irak i vore hjerter" 22-2-07.
Mit spørgsmål er derfor, om man uden et helhjertet og altruistisk
engagement i et lands befrielse – parallelt med at overvinde det
mishandlede barns eller ghettoens naturlige mistillid – kan "vinde"
et mishandlet lands hjerter og sind? Bag voldelige lidelsesmønstre
som Talebans ligger årtiers mishandling af børnene. Når de i
mistillid til de nye invaderende fremmede - svære at skelne fra
deres forgængere fra England, Sovjet og Saudi-Arabien - i naturlig
nationalisme begynder at afreagere deres nedarvede vold, bør vi –
også for vores egen skyld - tænke på dem ikke som nogen, der
skal slås ihjel, men hjælpes over.
Ligesom pashtunerne med den tids
muslimske ikke-voldsfilosofi (parallelt med Gandhis hinduistiske
længere sydpå) opnåede de voldelige vestlige kolonialisters respekt
og forståelse under 30’ernes frihedskampe, burde vi i dag kunne
bruge deres egne gamle ikke-volds-læremestres visdom til at frigøre
og vinde det langtidssårede menneske, som vi udlændinge skabte i
dem. Ved at umenneskeliggøre dem med etiketter som "Taleban" (når
flertallet intet har med det gamle Taleban at gøre), " Al-Qaeda"
(der netop var de invaderende fremmede, som både de og irakerne
hadede) eller "terrorister" (selv når de for det meste angriber
klart militære mål) snyder vi os selv for indsigt i motiverne
ligesom Robert McNamara, der 30 år efter Vietnamkrigen indså, at det
ikke var "Vietcong" (kommunister), han havde forsøgt at nedkæmpe,
men uafhængighedssøgende nationalister. Altså er det utvivlsomt
nøjagtigt de samme motiver, der drev modstandsbevægelsen (et
ord med lidt mere menneskeindsigt) dengang Vesten, Saudi-Arabien og,
ja, Lars Løkke støttede dens "frihedskæmpere" som i dag, hvor han
kalder de samme folk "terrorister."
Fareed Zakaria skriver i et
glimt af sandhed om den "tilfældige guerilla" hvordan en amerikansk
enhed først efter 6 timers hårde kampe med luftangreb fik kæmpet sig
fri i et slag, fordi mange lokale bønder spontant løb hjem efter
deres våben for at deltage. Senere forklarede de, at de ikke
støttede "Taleban" ideologisk eller nærede fjendtlige følelser
overfor amerikanerne, men kampen var det største, der var sket i
dalen i årevis. Så hvis de som virile unge mænd blot passivt havde
set på, ville de blive vanærede i deres landsbyer. Og når man nu
skulle kæmpe, kunne man jo ikke så godt kæmpe på "de fremmedes
side."
Nu skal vi til at bruge milliarder på nye jagerfly – hver af dem til
en pris 5 gange så høj som vores årlige bistand til afghanerne. Og
til hvilket formål, må man spørge her i et fuldstændig trygt Vesten
kun truet af de få "tilfældige byguerillaer", som vi selv fremkalder
gennem hadsk marginalisering af vore medborgere? Er de til brug mod
den "tilfældige guerilla" i Afghanistan og fremtidens guerillakrige
i andre fattige lande? Og hvem er så egentlig de "skyldige" og
"uskyldige" bombemål i en guerillakrig, når ingen deltager i kampen
hele tiden og ingen familiemedlemmer er helt udeltagende i at støtte
"farmand/brormand"? Under alle omstændigheder kan ingen fly til selv
nok så mange milliarder skelne mellem disse ludfattige
skyldige/uskyldige, der som 70% af afghanerne tjener 5 kr om dagen –
med mindre de netop vælger kærkomne ekstraindtægter som "tilfældige
guerillaer" for saudiske oliepenge – altså betalt af os!
Så frem for
at bruge milliarder på at bombe disse fattige pashtunstammer, hvori
hævn er en pligt og for hver (skyldig/uskyldig), vi dræber gør
mindst tre til vore svorne fjender, - hvorfor så ikke bruge
flypengene til som amerikanerne i Irak direkte at betale disse
"tilfældige guerillaer" for ikke at skyde på os? Hvorfor ikke bruge
disse milliardbeløb i stedet på at vinde freden ved at investere i
den lovede opblomstring af Afghanistan, som disse fattige bønder i
flere år sad ikke-voldeligt og ventede på? Disse halvhjertede
glemselens år, hvor vi forrådte både dem og vore udsendte
fredsbevarende soldater med golfkrig, skattestop mm. samt
helhjertet verdensomspændende værdikrig mod de muslimer, vi skulle
redde og få til at åbne sig for vore værdier. Gennem dette forræderi
også mod vore egne idealistiske soldater endte vi med at sætte disse
på deres fortvivlede uriaspost i dag!
Er tiden forpasset så vi nu ender med Karsten Jensens forudsigelse
af en ødelæggende 30-årskrig? Ork, nej, som amerikanerne altid sagde
gennem årtiers guerillakrig i Vietnam, "lad os blot få lov at bruge
atombomben" så vi kan "ødelægge landsbyen for at redde den" gennem
stadig mere oprustning og afblomstring på samme tid.
Jo, lad os blot
få lov til at gentage fortidens succeser!
Jeg har ingen løsninger, men til alle os tvivlere, der har svært ved
at se politikernes lovede "lys for enden af tunnelen" (som vi hørte
så tit gennem 30 års vestlig krig mod Vietnam) vil jeg foreslå et (tanke)eksperiment
- dersom vi gennem fortsat oprustning uden opblomstring
sandsynligvis taber syden til et Talebanistan - for at vi i det
mindste kan se os selv i øjnene bagefter. Det er godt nok et
racistisk eksperiment i stil med ønsketænkningen jeg har hørt hos så
mange velmenende hvide i USA, der på samme vis lægger skylden på
ofrene for at undgå at se fjenden i sig selv: "Kunne vi blot få lov
til at adoptere og opdrage alle sorte børn (så de kunne blive som
os)!"
Lad os, inden vi rømmer syden, kidnappe alle kvinderne og børnene og
tage dem med os op i de tryggere områder nord for en eller anden
effektiv velbevogtet mur – den ny Durand-linie gennem hele landet,
som alligevel sikkert kommer før eller siden.
Lad os i denne, vores Danner-stiftelse, bruge milliarderne fra de
fly vi i NATO vælger IKKE at købe (altså helt omkostningsfrit), til
her på kort tid i tryghed at skabe et sandt slaraffenland gennem en
gigantisk opbygning af nye sunde moderne boliger, skoler,
hospitaler, veje, vand, el og kloakker osv. til alle indbyggere
betalt med vores penge og deres arbejdskraft. Lad os samtidig
stopfodre og forkæle Afghanistans forhutlede og mishandlede kvinder
og børn med nærende mad, undervisning og empowerment - altså
"selvstændiggørelse" og demokrati, hvis vi leger tanken ud om at
dette kan lade sig gøre i dette, vores fangenskab for deres egen
skyld. Lad dem også blive undervist i alternativet til vores
velvillige dominans og undertrykkelse med film og vidnesbyrd om
steningerne, indespærringen og arbejdsfratagelsen af kvinder under
fortidens blodige Talebanstyre.
Når vi har tillid til, at vores "My Fair Lady" derefter kan stå på
egne ben – måske efter et år eller to – lukker vi portene op og
lader hende smide de afghanske krigskrykker for trygt at stemme med
fødderne. Nu er hun parat til demokrati og frihed, siger vi. Hvis
hun til vores glæde vælger at blive i vores beskyttede demokratiske
mini-paradis "under en strålende sol" vil vi med ikke-voldelige
midler således have løst vores "Taleban"-problem, thi uden kvinder
vil Talebanistan i syd jo langsomt uddø. Ingen børn vil længere
kunne brutaliseres for derefter at blive manipuleret op i
undertrykkerrollen.
Men hvis vores Pygmalion-skabning til vores skuffelse i stedet
begynder at vandre ned mod sin voldelige mand, som det ofte sker i
vores hjemlige kvindevoldscentre, - ja, så må vi erkende at slaget
er tabt i Afghanistan, men kan i al fald se os selv i øjnene og sige
"Vi gjorde et forsøg på at redde Afghanistans kvinder og børn."
Så
er det nemlig endnu et lærestykke om at i ethvert
undertrykkelsessystem har både undertrykkeren og den undertrykte i
lige høj grad internaliseret undertrykkelsen og bærer den begge
videre i sig – i al fald så længe lidelsesmønstrene fortsat re-stimuleres af noget der blot minder om de gamle skader – de
fremmedes indgriben, "the noble civilizers" – nøjagtigt som vi ser
det i lidelsesmønstrene hos USA’s sorte mange år efter at de fik
demokrati og frihed under borgerretskampen.
For flere gange
tidligere forrådte vi jo Afghanistans kvinder. Da briterne
erstattede sharialov med common law i kolonierne, mistede f.eks.
kvinderne pludselig deres ejendomsret. Indtil det 20. årh. havde
kvinder generelt flere juridiske rettigheder under sharialov end
under vestlig lov. Og da den kommunistiske regering under Taraki
indførte fuldstændig ligestilling og store reformer for kvinder,
bombede Vesten med Al Quaida ved vor side dem i blodig "terrorisme"
bogstaveligt talt tilbage til steningsalderen og ind i verdens
største kvindefængsel. Disse endeløse skader påført af udlændinge og
den stolte bevidsthed om altid at have jaget disse på flugt, er uden
tvivl et lærestykke for Afghanistans kvinder om at større end vore
vestlige æresbegreber om frihed og demokrati er selvstændighed,
selvværd og kærlighed til familie, værdier, rødder og traditioner.
Hvis dette er tilfældet, mon så ikke løsningen er, at frigørelsen
med tiden skal komme indefra?
Nøjagtig som den gjorde det i 30’ernes
succesrige ikke-voldelige opgør blandt pashtunerne med deres interne
blodige hustru-, familie- og stammefejder, som århundreders britisk
"del og hersk" indblanding havde udløst eller intensiveret hos dem
og hvis ideer de nu effektivt kunne overføre til deres sejrrige
ikke-voldelige kamp mod de britiske koloniherrer. En ikke-voldelig
pathaner, som de sagde, er farligere end en voldelig pathaner, for
ingen magt på jorden kan modstå profetens våben - tålmodighed (sabr)
og retfærdiggørelse. Ikke-voldskamp – eller civic jihad som
muslimerne kalder det - er den aktive fornægtelse af vold og
deltagelse i modstanden mod aggressoren (zulm) ved at
udfordre dennes altoverskyggende dominans uden at påføre
legemsskader på mennesket, som er gemt dybt i undertrykkeren.
Interessant nok brugte de også i ikke-voldskampen deres æresbegreber
om at hævn er en pligt, så for hver muslim, vi kristne dræbte,
gjorde vi mange flere til vore svorne fjender, hvorved
ikke-voldsbevægelsen imod os voksede og voksede. Aktiv modstand
betød nemlig dengang (næsten som i dag) at man bragte sig selv og
sin familie aktivt ind i skudlinien, hvorved flere hundrede
våbenløse ind imellem blev mejet ned af briternes maskingeværer,
hvilket jo blot yderligere gavnede modstandskampen.
I dag, hvor vi har så svært ved at forstå og leve os ind i vores
såkaldte "fjender", forsøger jeg blot her at menneskeliggøre dem
lidt gennem et indblik i den lange rejse, der formede dem. For
forstår vi mon os selv og disse "primitive stammer" særlig godt, når
de det ene øjeblik bekæmper vores (koloniale) vold med ikke-vold og
det næste vores ikke-vold (demokrati) med vold?
Alle voldsmænd kan
jo vindes over, når vi gør os til allierede med det sårede menneske
bag facaden, så lidt indleven skader ikke. Vi skal alligevel på et
tidspunkt i dialog med mennesket, når vi en dag opgiver fortsat at
meje det ned. Jo, vi har bedre maskingeværer end dem briterne brugte
imod dem dengang, og kan købe dyrere fly, end dem briterne bombede
dem med allerede i 1919, da afghanerne sagde: "Da London og dets
helligdomme blev bombet med zeppelinere betragtedes det som
terrorisme. Nu ser vi med egne øjne at dette er et udbredt fænomen
hos alle civiliserede folk i vesten." Eller MIG-bombeflyene efter at
USA i 1978 støttede mujahedinerne med det erklærede mål at trække
Sovjet ind i landet på den kommunistiske regerings side, - ja, mon
ikke lyden af alle disse fremmede er ens for den fattige bjergbonde?
Mens vi i blinde famler os frem – fuldstændig blændet af lysene på
vores enorme dødsmaskiner - kan bonden klart se historiens lange
voldelige sti alene ved stjernernes lys - og venter tålmodigt.