Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Berlingske Tidende 12. juni 2008
 

Hvem går mon terroristernes ærinde?


af Jacob Holdt,
foredragsholder om integration


Baggrund: Efter et terroristangreb på den danske ambassade i Pakistan og stor boykot mod danske produkter i arabiske lande foreslog Margrethe Vestager at Danmark tog sin udenrigspolitik op til debat, men blev straks lagt på is af hele folketinget.
 

 

Er det mon Margrethe Vestager eller regeringen, der sender de forkerte signaler til terroristerne? For hvorfor kan vi godt finde ud af at arbejde hen over midten og marginalisere Dansk Folkeparti når det gælder om at føre aktivistisk udenrigspolitik med det formål at integrere Europa? Men når det gælder den langt vigtigere opgave med aktivt at integrere vort eget land ved at sende inkluderende signaler til vore nye medborgere, vælger vi i stedet at marginalisere dem ved at lade DF sætte en hadsk alt-gennemsyrende tone, som kan aflæses af den ganske verden omkring os. Denne forråder naturligvis alle vore dybere humanitære intentioner omkring en aktivistisk udenrigspolitik.

Der er i alle samfund surmopsede præster, rabbier og imamer, der i hellighedens navn råber op om at ”nu går det for vidt,” men dette har aldrig truet vores hjemlige ytringsfrihed. Derimod trues vores frihed – bevægelsesfrihed, handelsfrihed og friheden til liv og værdighed – når vi kaster os ud i klassisk racisme eller antisemitisme med kollektiv afstraffelse af flertallet for en forseelse, som en eller to individer hævdes at have begået (uden i øvrigt at være dømt for det). Anden tegningekrig var som sådan en dansk parallel til fortidens psykiske pogromer med hyppigt voldelige konsekvenser for Østeuropas jøder eller USA’s sorte.

Selvfølgelig har følelsesafstumpede mennesker i vores samfund – inklusive i denne sag Tøger Seidenfaden – ”ret” til kollektivt at håne og nedgøre deres i forvejen knockoutede medborgere med tegninger, men er der nogen som helst grund til at vi andre skal miste vores frihed og stoltheden over at bære Dannebrog på rygsækken i store dele af verden blot fordi de ikke kan finde ud af at sige undskyld for den åbenlyse racisme, som den anden tegningekrig således var udtryk for? Er der nogen som helst grund til at danske virksomheder skal miste enorme markeder blot fordi vi insisterer på at føre en aktivistisk psykisk apartheidpolitik overfor danske medborgere, som ender med at krænke følelserne også i udlandet voldsomt. Store grupper mobiliseres nu til at bruge samme effektive ikke-voldelige taktik som vi selv engang brugte mod Sydafrikas apartheid, da vores menneskelige anstændighed følte sig krænket af denne?
Hvis vi ikke kan få os selv til at frempippe selv nok så svag en undskyldning for anden tegningekrigs kollektivt entrerede eklatante racisme – som vi ville gøre det hvis vi havde såret et familiemedlems følelser – så ligner vores begreber om ære og skam de middelalderlige mørkemænd, vi helst ikke vil sammenlignes med når de i ærens navn er parate til at optrappe familiefejder og klankrige i det uendelige …….nøjagtig som vi nu gør det ved at gå fra den ene internationale katastrofe til den næste.

Så er det ikke tid til, som Vestager foreslår, at foretage lidt selvransagelse? Vi skal ikke ændre politik pga. terrorister (sådan som vi netop gjorde det ved at kaste os ud i anden tegningekrig), men ved med et mere inkluderende menneskesyn ikke længere at gøde grobunden for terrorister. For fortsætter vi vores konfrontatoriske optrapningspolitik vil hele vores vigtige Afghanistan-projekt snart ligge i ruiner og derved krænke vores egen ære grundigt den dag afghanerne beslutter sig til direkte at forvise os. Hvorfor? Fordi vi forråder vores ædle frihedsprojekt ved ustandseligt at afsløre vores indre nedgørende syn på de muslimer, vi er derude for at redde. Og fordi vi m.a.o. kollaborerer med fjenden ved at stå last og brast med Taliban og terroristerne i deres undertrykkende visioner om målgruppens dybere menneskelighed.


Svar i Berlingske:
 

Løft blikket, Holdt


 

Jacob Holdts ord om »følelsesafstumpede mennesker i vores samfund« afslører hans selvgodhed og nedladenhed. Hvis han kiggede ud i verden, ville han se, at ofrene for Muhammeds efterfølgere er af så gigantiske proportioner, at den hysteriske reaktion over nogle tegninger virker både villet og vanvittig.
 

Jeg må indrømme, at jeg har været alvorligt forelsket i Jacob Holdt, lige siden jeg læste om hans møder med volds- og rans­mænd i de amerikanske ghettoer, og hans evner til, i den slags pressede situationer, at skabe relationer, som ofte udviklede sig til dybe venskaber. Hans evne til at se bag om frygt og vrede og se det menneskelige, selv når det var glemt og gemt væk af personen selv, synes jeg var så smukt og livsbekræftende, at jeg altså som sagt forelskede mig.

Forelskelsen dampede lidt af, da jeg så TV-udsendelsen, hvori Holdt besøgte sin ven, den tidligere Ku Klux Klan-leder. Jeg synes, der her var en mislyd i relationen. Jeg fornemmede en selvgodhed hos Holdt, som skabte en ulighed i relationen. En slags skjult nedladenhed, som gjorde ondt at se.

Min observation fra TV får jeg desværre bekræftet af Holdts skriverier, senest hans »Kommentar« 12.6. Heri taler Holdt om »følelsesafstumpede mennesker i vores samfund«, hvilket er hans beskrivelse af de avisredaktører, som, oven på mordtruslerne mod Kurt Westergaard, valgte at trykke eller genoptrykke de berømte Muhammedtegninger. Holdts argument er, at de ved denne handling er i gang med at »håne og nedgøre deres i forvejen knockoutede medborgere«.

Hvis Holdt et øjeblik kunne løfte blikket lidt fra vores hjemlige politiske virkelighed og kigge ud i verden, ville han se, at ofrene for Muhammeds efterfølgere er af så gigantiske proportioner, at den hysteriske reaktion over nogle tegninger virker både villet og vanvittig. Hvilke massive forfølgelser er kristne ikke udsat for i islamiske lande? Hvilke vanvittige straffe uddeles der ikke for mærkværdige ikke-forseelser i de samme lande. Hvor er de muslimske stemmer henne, når mindretal trædes under fode på den mest brutale og livsfjendske facon, i deres islamiske hjemlande? Vi hører aldrig det mindste lille pip. Hvor var Islamisk Trossamfund henne, da van Gogh blev myrdet? Hvor er de nu, hvor Westergaard, Pia Kjærsgaard, Naser Khader m.fl. konstant trues på livet af selvsamme trossamfunds egne trosfæller? Man hører ikke det mindste pip. Og nu kæmper de så for, at blasfemibegrebet skal udvides i en grad, så man ved at udtale sin eventuelle kritiske holdning til islam, ikke bare skal frygte for sit liv fra vrede muslimer, men også må imødese statsligt sanktionerede straffe.

Det er i denne kontekst genoptrykningen af Muhammed-tegningerne skal ses. Som en reaktion på et frontalt angreb på vores mest fundamentale rettighed: vores ret til at udtale vores mening om, hvad vi vil, uden at skulle frygte for vores liv. Vi har stadig retten, men de færreste tør vel i dag udtale sig offentligt og kritisk om islam, af frygt for netop deres liv. Hvilket desværre har vist sig velbegrundet.

Holdt har, efter min mening, fuldstændig ret i, at vi skal respektere og anerkende ethvert menneske som menneske.

Men enhver idé, det være sig en religiøs eller verdslig, skal kunne underkastes kritik. Også når idéen er identitetsopretholdende for en hel kultur. Ja, netop da er den kritiske sans allermest nødvendig.

Jeg er da heller ikke i tvivl om, at Holdt meget gerne vil være med til at ændre den danske kultur i retning af større rummelighed og tolerance. Hvorfor så ikke forvente, at andre kulturer gør det samme? Og hvorfor ikke hjælpe dem med at gøre det, ved at støtte de kræfter inden for kulturen, som er frontrunners i denne kamp?

Høflighed er godt, men står den i vejen for sandheden, så er den livsundertrykkende og skadelig. Det svarer til at lade, som om man ikke hører børnemishandlingen, som foregår i nabolejligheden, simpelthen fordi det vil være noget så krænkende for denne familie at blive konfronteret med den. Integration er godt og nødvendigt, men den kræver først og fremmest, at man ser og anerkender, at der er forskel. Først differentiering – anerkendelse af de forskelligheder, som er, i stedet for den ofte massive fortrængning af samme – og så integrering. Gerne på et højere, rummeligere, ja, kærligere niveau.

 


Mit svar i Berlingske 23. juni 2008:

Om at gøre sig til dommer over andre


af Jacob Holdt, foredragsholder om integration



Naturligvis er man ”selvgod” og ”nedladende”, som Olav Erlendsson kalder mig i Berlingske 17.6, når en hel generation af danskere som han i 70-80’erne ukærligt og uden indlevelse fordømte USA for den undertrykkelse af de sorte, jeg afslørede i ”Amerikanske Billeder.” Eller når jeg fra sag til sag viser hvordan danskerne i dag i forholdet til nydanskerne selv er blevet en tro kopi af den hvide racisme, de dengang fordømte – blot med en langt hårdere og mere hjerteløs hjemlig retorik og uden skyggen af den amerikanske skyldfølelse, som jeg har levet højt på lige siden i USA's kirker og universiteter. Altså med den forskel at man herhjemme ikke - som i USA – bliver elsket for sin kritik, idet vi åbenbart er lige så nærtagne som nogle af de muslimer, vi gør os til dommere over – et punkt hvor disse i så fald har annammet lidt af vores danske (mer)-værdipolitik.

Men er danskerne mindre ”selvgode” og ”nedladende” når de forsøger at opdrage halvanden milliard muslimer ude i verden og glemmer at 99% af disse lever lige så fredeligt som os?  Erlendsson holder vore hjemlige muslimer ansvarlige for alverdens ”muslimske” forbrydelser, som de er flygtet fra, men er disse uhyrligheder en god undskyldning for at vi også gør dem uret ved at marginalisere dem? Og har Mugabes og kristne diktatorers forbrydelser noget som helst med deres kristne tro at gøre? Netop denne sygelige ”Johannes 8,7” trang til at finde generaliserende fejl hos ”de andre” hører til amerikanernes definition på racisme, bittert belært af fortidens fejl. Har f.eks. nogen terrorist hidtil misbrugt islams navn til at komme på højde med deres kristne læremestre, der ikke glemmes for i min barndom at myrde en million algierere eller for på blot én enkelt dag at give nakkeskuddet til 8.000 muslimer – opildnet, overvåget og velsignet af biskopper i Srebrenica for kun 13 år siden?

Ligegyldigt, for ingen, der har et større antal muslimske eller kristne private venner og derigennem oplever dem som individer, er i stand til at kaste sig ud i disse vanvittige religiøse generaliseringer. Så når disse stortrives i danske medier læser både jeg og udlandet ud af dem hvor lidt danskerne personligt gør for at videregive deres danskhed til nydanskerne – hvorefter det er let at skyde skylden på ofrene for integrationens fiasko.
 
Jo, jeg og tyve andre danskere forekom rigtignok også ”selvgode”, da vi for et par uger siden rejste til Riga for at belære letterne om at det er forkert at overdænge homoseksuelle med menneskelort. Men kun indtil vi så os selv i dem og opdagede at vore højhælede og højstøvlede modstanderes hadfyldte angst var et nøjagtigt spejlbillede af vores hjemlige overfor muslimerne. Efter at se letternes angst må jeg derfor undskylde min tidligere artikels vrede ordvalg om ”følelsesafstumpede” danskere. Det var ikke det mest indlevende udtryk for at vi ”tilsyneladende” uden mindste empati eller omtanke kaster os ud i samme generelle mistænkeliggørelse af muslimer som antisemitismen udsatte Dreyfus for – blot med den forskel at vi fradømmer muslimerne en dommerkarriere 20 år før de overhovedet får lov til at nå så høj en stilling, som Dreyfus fik.

Så undskyld min "J'accuse", men alt hvad jeg plæderer for er blot at vi lytter til udlandets ”selvgode” kritik, der i dag rangerer Danmark som mest muslimhadende land, og lærer af amerikanernes inkluderende integrationspolitik overfor muslimer, som straks forvandler disse til amerikanere frem for ”udanske” parallelsamfund.

Valget er vort, men hvorfor begå samme fejl, som jeg ustandseligt hører brødebetyngede professorer fortælle om i USA? I nutidens Obama-virkelighed fatter de ikke hvordan de kunne være på den forkerte side under borgerretskampen, - dengang de voksede op i sydstaterne og som alle andre dernede rasede over at det ”selvgode” Norden og "nedladende" udland kom og blandede sig i deres undertrykkende menneskesyn overfor ”de andre”.

 

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;