Jacob Holdts ord om »følelsesafstumpede mennesker
i vores samfund« afslører hans selvgodhed og nedladenhed. Hvis han kiggede
ud i verden, ville han se, at ofrene for Muhammeds efterfølgere er af så
gigantiske proportioner, at den hysteriske reaktion over nogle tegninger
virker både villet og vanvittig.
Af Olav Erlendsson Aikidoinstruktør
Mandag den 16. juni 2008, 22:30
Jeg må indrømme, at jeg har været alvorligt forelsket i Jacob Holdt, lige
siden jeg læste om hans møder med volds- og ransmænd i de amerikanske
ghettoer, og hans evner til, i den slags pressede situationer, at skabe
relationer, som ofte udviklede sig til dybe venskaber. Hans evne til at se
bag om frygt og vrede og se det menneskelige, selv når det var glemt og
gemt væk af personen selv, synes jeg var så smukt og livsbekræftende, at
jeg altså som sagt forelskede mig.
Forelskelsen dampede lidt af, da jeg så TV-udsendelsen, hvori Holdt
besøgte sin ven, den tidligere Ku Klux Klan-leder. Jeg synes, der her var
en mislyd i relationen. Jeg fornemmede en selvgodhed hos Holdt, som skabte
en ulighed i relationen. En slags skjult nedladenhed, som gjorde ondt at
se.
Min observation fra TV får jeg desværre bekræftet af Holdts skriverier,
senest hans »Kommentar« 12.6. Heri taler Holdt om »følelsesafstumpede
mennesker i vores samfund«, hvilket er hans beskrivelse af de
avisredaktører, som, oven på mordtruslerne mod Kurt Westergaard, valgte at
trykke eller genoptrykke de berømte Muhammedtegninger. Holdts argument er,
at de ved denne handling er i gang med at »håne og nedgøre deres i
forvejen knockoutede medborgere«.
Hvis Holdt et øjeblik kunne løfte blikket lidt fra vores hjemlige
politiske virkelighed og kigge ud i verden, ville han se, at ofrene for
Muhammeds efterfølgere er af så gigantiske proportioner, at den hysteriske
reaktion over nogle tegninger virker både villet og vanvittig. Hvilke
massive forfølgelser er kristne ikke udsat for i islamiske lande? Hvilke
vanvittige straffe uddeles der ikke for mærkværdige ikke-forseelser i de
samme lande. Hvor er de muslimske stemmer henne, når mindretal trædes
under fode på den mest brutale og livsfjendske facon, i deres islamiske
hjemlande? Vi hører aldrig det mindste lille pip. Hvor var Islamisk
Trossamfund henne, da van Gogh blev myrdet? Hvor er de nu, hvor
Westergaard, Pia Kjærsgaard, Naser Khader m.fl. konstant trues på livet af
selvsamme trossamfunds egne trosfæller? Man hører ikke det mindste pip. Og
nu kæmper de så for, at blasfemibegrebet skal udvides i en grad, så man
ved at udtale sin eventuelle kritiske holdning til islam, ikke bare skal
frygte for sit liv fra vrede muslimer, men også må imødese statsligt
sanktionerede straffe.
Det er i denne kontekst genoptrykningen af Muhammed-tegningerne skal
ses. Som en reaktion på et frontalt angreb på vores mest fundamentale
rettighed: vores ret til at udtale vores mening om, hvad vi vil, uden at
skulle frygte for vores liv. Vi har stadig retten, men de færreste tør vel
i dag udtale sig offentligt og kritisk om islam, af frygt for netop deres
liv. Hvilket desværre har vist sig velbegrundet.
Holdt har, efter min mening, fuldstændig ret i, at vi skal respektere
og anerkende ethvert menneske som menneske.
Men enhver idé, det være sig en religiøs eller verdslig, skal kunne
underkastes kritik. Også når idéen er identitetsopretholdende for en hel
kultur. Ja, netop da er den kritiske sans allermest nødvendig.
Jeg er da heller ikke i tvivl om, at Holdt meget gerne vil være med til
at ændre den danske kultur i retning af større rummelighed og tolerance.
Hvorfor så ikke forvente, at andre kulturer gør det samme? Og hvorfor ikke
hjælpe dem med at gøre det, ved at støtte de kræfter inden for kulturen,
som er frontrunners i denne kamp?
Høflighed er godt, men står den i vejen for sandheden, så er den
livsundertrykkende og skadelig. Det svarer til at lade, som om man ikke
hører børnemishandlingen, som foregår i nabolejligheden, simpelthen fordi
det vil være noget så krænkende for denne familie at blive konfronteret
med den. Integration er godt og nødvendigt, men den kræver først og
fremmest, at man ser og anerkender, at der er forskel. Først
differentiering – anerkendelse af de forskelligheder, som er, i stedet for
den ofte massive fortrængning af samme – og så integrering. Gerne på et
højere, rummeligere, ja, kærligere niveau.
Mit svar i Berlingske 23. juni 2008:
Om at
gøre sig til dommer over andre
af Jacob Holdt, foredragsholder om integration
Naturligvis er man ”selvgod” og ”nedladende”, som Olav Erlendsson
kalder mig i Berlingske 17.6, når en hel generation af danskere som han
i 70-80’erne ukærligt og uden indlevelse fordømte USA for den
undertrykkelse af de sorte, jeg afslørede i ”Amerikanske Billeder.”
Eller når jeg fra sag til sag viser hvordan danskerne i dag i forholdet
til nydanskerne selv er blevet en tro kopi af den hvide racisme, de
dengang fordømte – blot med en langt hårdere og mere hjerteløs hjemlig
retorik og uden skyggen af den amerikanske skyldfølelse, som jeg har
levet højt på lige siden i USA's kirker og universiteter. Altså med den
forskel at man herhjemme ikke - som i USA – bliver elsket for sin
kritik, idet vi åbenbart er lige så nærtagne som nogle af de muslimer,
vi gør os til dommere over – et punkt hvor disse i så fald har annammet
lidt af vores danske (mer)-værdipolitik.
Men er danskerne mindre ”selvgode” og ”nedladende” når de forsøger at
opdrage halvanden milliard muslimer ude i verden og glemmer at 99% af
disse lever lige så fredeligt som os? Erlendsson holder vore hjemlige
muslimer ansvarlige for alverdens ”muslimske” forbrydelser, som de er
flygtet fra, men er disse uhyrligheder en god undskyldning for at vi
også gør dem uret ved at marginalisere dem? Og har Mugabes og
kristne diktatorers forbrydelser noget som helst med deres kristne tro
at gøre? Netop denne sygelige ”Johannes 8,7” trang til at finde
generaliserende fejl hos ”de andre” hører til amerikanernes definition
på racisme, bittert belært af fortidens fejl. Har f.eks. nogen terrorist
hidtil misbrugt islams navn til at komme på højde med deres kristne
læremestre, der ikke glemmes for i min barndom at myrde en million
algierere eller for på blot én enkelt dag at give nakkeskuddet til 8.000
muslimer – opildnet, overvåget og velsignet af biskopper i Srebrenica
for kun 13 år siden?
Ligegyldigt, for ingen, der har et større antal muslimske eller kristne
private venner og derigennem oplever dem som individer, er i stand til
at kaste sig ud i disse vanvittige religiøse generaliseringer. Så når
disse stortrives i danske medier læser både jeg og udlandet ud af dem
hvor lidt danskerne personligt gør for at videregive deres danskhed til
nydanskerne – hvorefter det er let at skyde skylden på ofrene for
integrationens fiasko.
Jo, jeg og tyve andre danskere forekom rigtignok også ”selvgode”, da vi
for et par uger siden rejste til Riga for at belære letterne om at det
er forkert at overdænge homoseksuelle med menneskelort. Men kun indtil
vi så os selv i dem og opdagede at vore højhælede og højstøvlede
modstanderes hadfyldte angst var et nøjagtigt spejlbillede af vores
hjemlige overfor muslimerne. Efter at se letternes angst må jeg derfor
undskylde min tidligere artikels vrede ordvalg om ”følelsesafstumpede”
danskere. Det var ikke det mest indlevende udtryk for at vi
”tilsyneladende” uden mindste empati eller omtanke kaster os ud i samme
generelle mistænkeliggørelse af muslimer som antisemitismen udsatte
Dreyfus for – blot med den forskel at vi fradømmer muslimerne en
dommerkarriere 20 år før de overhovedet får lov til at nå så høj en
stilling, som Dreyfus fik.
Så undskyld min "J'accuse", men alt
hvad jeg plæderer for er blot at vi lytter til udlandets ”selvgode”
kritik, der i dag rangerer Danmark som mest muslimhadende land, og lærer
af amerikanernes inkluderende integrationspolitik overfor muslimer, som
straks forvandler disse til amerikanere frem for ”udanske”
parallelsamfund.
Valget er vort, men hvorfor begå samme fejl, som jeg ustandseligt hører
brødebetyngede professorer fortælle om i USA? I nutidens
Obama-virkelighed fatter de ikke hvordan de kunne være på den forkerte
side under borgerretskampen, - dengang de voksede op i sydstaterne og
som alle andre dernede rasede over at det ”selvgode” Norden
og "nedladende" udland kom og blandede sig i deres undertrykkende
menneskesyn overfor ”de andre”.