Indlæg til Politiken juni 2004 efter
længere tids debat mellem især Torben Lund og Bent Melchior om jøders
"pligt" til at sige fra overfor Israel.
En Salomonisk dom
Af Jacob Holdt,
(foredragsholder og sammen med Bent Melchior)
medlem af Jødisk/Kristent/Muslimsk Forum
Tak til Politiken for debatserien om antisemitisme. Nu
hvor det er tid til at udråbe vinderen, må min konklusion være at begge,
Torben Lund og Bent Melchior, har tabt. Jeres argumenter ville
øjeblikkeligt blive forkastet af enhver amerikansk domstol idet I både
som individer og som de minoritetsgrupper I repræsenterer, har
konspireret imod selve staten Israels idégrundlag. Tillad mig med
udgangspunkt i mit 34-år lange samarbejde med de minoriteter I hver
repræsenterer at vidne imod de argumenter I som individer udtrykker. Thi
med jeres beundringsværdige indsats som talsmænd for det multikulturelle
samfund diskvalificerer I jer jo begge til at udtale jer om Israel, der
ligesom den dødfødte idé om f.eks. en homoseksuel, en serbisk eller en
islamisk stat er grundlagt på alt andet end ideen om det
multikulturelle.
Lad mig prøve at mægle med udgangspunkt i den
minoritetsparanoia, I begge udtrykker. Som holocaustforfulgt og evigt
truet minoritet er Torben Lund jo bevidst om hvem hans stærkeste
alliancepartner er i denne kamp. Hans insisteren på at et
interessefællesskab med Israel giver et særligt ansvar var derfor ikke
antisemitisme, men tvært imod en stærk lovsang forklædt som skuffelse.
Nemlig hans forståelse for at jøderne gennem næsten hele deres
lidelseshistorie – og i høj grad som et resultat af dennes indsigt i
undertrykkelsens dynamik - altid har været stærkt overrepræsenterede i
alle befrielses-, borgerrets- og menneskerettighedsbevægelser. I USA ser
jeg tit 10-20 gange så mange jøder i sådanne bevægelser som i
befolkningen som helhed - endog som beskyttere af Ku Klux Klans og
nazisternes rettigheder.
På en så stolt historisk baggrund er det kun naturligt
for Lund at skuffes over at jøderne ikke overfor Israels overgreb synes
at gøre indsigelse i helt samme grad som normalt. Særligt når Israel jo
ikke længere er militært truet som folk, men kun som lysende demokratisk
eksempel (læs f.eks. muslimen Irshad Manjis rosende skildring af Israels
interne demokrati i "The trouble with Islam", der snart kommer på
dansk).
Omvendt har Melchior og dem der støtter hans synspunkt selvfølgelig ret
i at jøder er individer og ligesom f.eks. irerne i USA med deres stærke
engagement i Nordirland har ret til at være ligeglade eller passive og
oplever det sårende ikke at blive tildelt fuld frihed som individ
uden særlig pligt til at tage stilling. Men ligeså vigtig det spørgsmål
er, ligeså sårende er det for mig at se to af mine vigtigste allierede
kaste sig over hinanden når jeg normalt i mit arbejde ser dem handle og
samarbejde – rigtigt nok som individer – men dog optrædende i let
genkendelige sociologiske mønstre, som kun deres lange fælles
undertrykkelse kan forklare. Fra min første dag i Amerika ville f.eks.
mit eget multikulturelle arbejde hverken være blevet født eller fortsat
uden deres fælles støtte. 60% af mine foredrag i USA organiseres eller
finansieres af jøder af østeuropæisk afstamning (skønt de kun udgør 2%
af befolkningen) mens min næststørste gruppe udgøres af homoseksuelle,
især lesbiske. Hvis der findes blot én jøde i en ørkenstat som Arizona
eller én homoseksuel i en cowboystat som Wyoming har jeg lært at denne
person næsten altid står bag mit arrangement. Igen og igen oplever jeg
rørende eksempler på deres solidariske gavmildhed når f.eks. jødiske
arbejdere giver 25$ til hver af deres 140 medarbejdere for at få dem til
at gå til mit foredrag (om racisme mod sorte) eller når tilfældige
forbipasserende homoseksuelle overhører mig som taler på Rådhuspladsen
(om racismen mod muslimerne) og derpå støtter "mit arbejde" med en hel
månedsløn.
Og hvis vi slår Lund og Melchior sammen til én person –
ikke nogen dårlig idé i vores multikulturelle forening, Bent! – f.eks.
under etiketten lesbiske jøder, ja, så har vi et slagskib – eller
rettere en ubåd, da den er usynlig og ukendt af de fleste – med så
formidabel en kraft at USA uden tvivl ville fremstå som et langt mere
reaktionært land uden deres utrættelige arbejde.
Magthaverne lader normalt kun disse minoriteter stige
helt til tops i form af ekstremt synlige høge (f.eks. Kissinger,
Wolforitz, Perle, Abrams). Uden nødvendigvis at være det, minder dette
om klassisk antisemitismes brug af jøderne som stødpuder, for i vor
vrede over disses politik glemmer vi let, at er der nogen som netop har
haft en stærkt modererende indflydelse på alle de værste aspekter af
amerikansk tænkning og politik er det uden tvivl det store "usynlige"
netværk af f.eks. jødiske etikprofessorer. Overalt – også i arabiske
områder som Detroit – er de elskede af deres elever for deres endeløse
retfærdighedssøgen med "the Jewish Why" og dens evne til at se den anden
part. Det var disse moderne lærere – mere end gammelprofetiske advarsler
- som fik mine egne blinde øjne åbnet for Israels selvmodsigelse.
Derfor har jeg lyst til med alt det bedste jeg har lært af jødisk etik
at forsøge at fælde en ægte salomonisk dom i Lund-Melchior debatten:
At hvis man påkalder sig retten til som individ ikke at
gøre indsigelser og derved passivt har "forrådt" staten Israels
fundament ved f.eks. at tillade israelerne at bosætte sig over HELE det
historiske Israel (hvori jødernes senhistoriske foragt for samaritanerne
og deres område jo netop skyldtes deres fælles blodbånd med disse!), må
man logisk udvise en tilsvarende passivitet overfor palæstinensernes
krav om at kunne bosætte sig i HELE det historiske Palæstina og at vende
tilbage til deres tidligere jord i det Storisrael/Palæstina, som
økonomisk, infrastrukturelt og gennem fælles blod og tårer allerede er
en kendsgerning.
Men de af os, som har jødiske aktivister som vore vigtigste allierede i
kampen for det multikulturelle samfund, kan i det mindste overfor disse
venner forsøge at insistere på lidt konsistens: at med mindre disse
samtidig arbejder for "én mand - én stemme" i det multikulturelle
Storisrael/Palæstina, som vi alt for stiltiende ALLE SAMMEN har
medvirket til er blevet en uundgåelig realitet – igen gennem vores 37 år
lange passivitet - ja, så mister Israel enhver ret til at kaldes et
demokrati og de selv integriteten og eksemplets magt som multikulturelle
forkæmpere.
|