Jacob Holdt - mine artikler:

 

 



Debatindlæg i BT den 9. maj 2004

 

B.T. skaber terrorisme

 

tekst og fotos af Jacob Holdt

bestyrelsesmedlem af Kritiske Muslimer

  

Det er ubegribeligt at BT tør fortsætte sin hetz og mistænkeliggørelse af muslimer - nu igen den 2. maj, hvor en dansker bliver anklaget for at ”true med terror” og for at være blevet ”hjernevasket” af Hizb-ut-Tahrir. Han påpegede jo blot som masser af kommentatorer, at mediernes hetz og had KAN skabe et tilsvarende had hos marginaliserede muslimer og at dette naturligvis KAN fremkalde terror. Jeg kender Hizb-ut-Tahrir godt nok til at vide at der ikke er noget specielt had i disse - for det meste veluddannede mennesker - som få år efter vil sidde i høje magelige stillinger. Selvfølgelig spiller de i deres afmagt overfor mediernes massive antimuslimske hetz lidt på vores frygt og had nøjagtig som BT gør det med overskrifter som ”Dansk muslim truer DIG på livet.” Blot med den forskel at afmagtens retorik ikke skader nogle. Det gør magtorganer som BT derimod.

Jeg synes at det er flot at nogle danskere føler sig så sårede over deres landsmænds hetz imod indvandrerne at de i frustration og medfølelse tilslutter sig disses vrede manifestationer. Disse danskere ligger jo i deres retoriske afstandtagen til et ”demokrati”, som ikke formår at beskytte de svageste bedre, nøjagtig der hvor hundredtusinder i min ungdom råbte om at få ”proletariatets diktatur” i lutter vrede og afmagt over at se USA myrde 3.8 millioner vietnamesere (tallet er fra USA’s forsvarsminister McNamara). Også dengang husker jeg hvordan vi slæbte vore børn med til demonstrationerne. Sent glemmer jeg 12-14 årige drenge, som imponerede mig ved at kunne noget jeg aldrig selv forsøgte at lære, nemlig at recitere lange passager fra Marx/Lenin udenad ligesom de nu reciterer Koranen. Nej, der er intet nyt under solen.

Men det nye er at vi har fået en regering og nogle medier, der som BT leger med ilden. De udspyr et had mod mindretal jeg ikke har oplevet hele mit liv - et had og en afvisning som uundgåeligt former disse mindretal. Enhver, der har med vanskelige og vrede børn at gøre, ved at disse nås – ikke gennem afstandtagen og had – men gennem kærlig indleven. Ved at praktisere voldelig og afstandtagende kommunikation gør BT det stik modsatte og skaber derved grundlaget for vold og terrorisme. I USA, hvor jeg underviser halvdelen af året, er BT’s hadske niveau stort set ukendt. Muslimske indvandrere får fra første dag en kærlig modtagelse, bliver ivrigt inviteret ind i de bedste kvarterer og skoler – og bliver følgelig få år efter ikke til at skelne fra andre amerikanere og en fantastisk gave for den amerikanske økonomi. I Danmark gør vi dem derimod til et direkte spejlbillede af det had og den ugæstfrihed vi fra første dag modtager dem med. Kan det undre at stort set alle terroristerne i 11. sept. blev udklækket af det hadske klima i Europa og ikke i USA? Eller at man stort set ikke ser ”indvandrervold” og tørklæder blandt USA’s muslimer? Danmark er hastigt er på vej til at få flere tørklæder end Egypten og Marokko - i høj grad som en reaktion på vort had – ligesom man føler sig tryggere i de værste slum af f.eks. Kairo om natten end i danske gader?

Nej, i stedet for at lade ”dig true på livet” af BTs oppiskning af vold, kære læser, bør du – hvis du har et problem med Islam – komme til vore møder f.eks. i Kritiske Muslimer for med lidt kærlig imødekommenhed frem for hadsk afstandtagen at diskutere med muslimerne – indefra – f.eks. til mødet den 12. maj om ”Islam og videnskab”. Eller hvis du vil opleve endnu en dansker, der ”er gået over til fjenden,” kan du den 27. maj kl. 19 i Nusrat Djahan Moskeen i Hvidovre komme til mit eget foredrag ”Kan vi løfte sløret fra vore øjne?”

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;