Facebook opslag 8. april 2022

EN PERSONLIG FORTOLKNING AF PUTIN

af foredragsholder Jacob Holdt


 

Normalt søger jeg altid forklaring på undertrykkeres uforståelige opførsel i deres mishandlede barndom, men der er allerede skrevet nok om Putins kærlighedsløse barndom i det smadrede Leningrad, der endnu ikke var kommet sig efter nazisternes lange krigsbelejring og udsultning til at se hans Alice Millerske afreaktion ved i dag selv at belejre, knuse og udsulte byer.  Bilag.


Men da Putin og jeg efter sigende i nogle år delte samme chef i KGB, Yuri Andropov, har den side af ham vakt min nysgerrighed. For Andropov opfordrede som ambassadør i Ungarn Sovjets leder Krustjov til at gribe ind, da Ungarn ønskede frie valg i 1956. Krustjov tøvede, da det var hans eget modige opgør med Stalins personkult og forbrydelser (som Putin i dag prøver at skjule), der havde udløst det ungarske ønske om frihed. Andropov fik ham overtalt til at knuse frihedsønsket med tanks, hvilket udløste det første rystende blodbad jeg mindes – 9 år gammel. Selvom ”kun” 4000 kæmpede ungarere blev dræbt – i sammenligning med de to millioner jeg dagligt i radioen hørte om at Frankrig samtidigt myrdede i Algeriet og Indokina – gjorde det langt større indtryk på mig fordi de ungarske flygtninge vi selv indkvarterede i mit barndomshjem, kom fra ”et nærområde.” Jeg var et typisk offer for den fortrængning, der for et barn kommer af på ferie i Frankrig at have oplevet franskmændene som ”gode” og ikke som de ”onde” russere medierne fortalte om. De ”onde” var dog først og fremmest ”slagteren fra Budapest”, som Andropov fra nu af blev kaldt. Siden som chef for KGB brugte løgneren Andropov (som talrige gange under sin opstigning har løjet om bl.a. sin barndom) næsten ordret det samme sprog som Putin i dag såsom ”ekstreme foranstaltninger” mod Tjekkoslovakiets forår af frihed bl.a. ved at lade KGB fabrikere løgne om at Tjekkoslovakiet kunne falde for ”NATO’s aggressioner” og smadrede derpå både med tanks og sine ”aktive foranstaltninger” tjekkernes frihedsdrømme. Det var også et knusende nederlag for os unge i den vestlige verden. Jeg stod selv foran den russiske ambassade med et stort skilt, der sammenlignede Sovjets undertrykkelse og USA’s samtidige i Vietnam. Siden kom Andropovs langvarige invasion af Afghanistan, som var med til at bringe Sovjet til fald.

Men forinden blev jeg selv et offer for hans løgn og bedrag. I mine sædvanlige forsøg på at gå i dialog med fjenden var jeg af flere grunde gået til samtaler med en diplomat fra Sovjets ambassade. Uden min viden og bag min ryg godkendte Andropov derpå min diplomats ansøgning om at gøre mig til hans såkaldte ”KGB-agent” med kodeordet ”prst” (præst). Hans ide var at bruge Amerikanske Billeders publikumssucces i Vesten imod præsident Carters menneskerettighedspolitik, der særligt var vendt mod Sovjet – ikke mindst KGB’s interne terror i Sovjet mod dissidenter. Men jeg var en kæmpefan af Carter, - den første amerikanske præsident nogensinde, der kæmpede for menneskerettigheder også i de fattige lande og den eneste amerikanske præsident nogensinde, der ikke gik i krig (Putins medier hjernevasker lige nu russerne med at ”USA har været i krig 200 gange siden 2. verdenskrig” for at hidse dem op til at støtte hans krig). Jeg standsede derfor (uden at fortælle det til min Sovjet-agent) min bog overalt i verden, men fik Carters menneskerettigheds envoyé til at godkende mit manuskript til ”Amerikanske Billeder” til brug i USA inden jeg med hans notater (i mit eget drillende vagabonddiplomati) overrakte det til sovjetdiplomaten for at se hans reaktion. Først efter Sovjets fald opdagede jeg at det var KGB jeg havde haft med at gøre og at manuskriptet var gået lige op til topchefen, Andropov, som KGB’s interne bedragerier åbenbart havde fået til at tro at jeg var deres vigtigste danske ”indflydelsesagent” imod Carter. (fra side En lille sejr overfor et diktatur, som jeg gennem samtalerne for længst havde indset, var en magtesløs papirtiger (bl.a. ved at satse så meget på mig) og for hurtigt nedadgående.
Se note her.


Her skiller mine og Putins veje som ”KGB-agenter”. For Putins politik i dag er en tro kopi af alle de løgne og blodige bedrag han lærte af sin store læremester, som han stadig beundrer grænseløst. Ikke blot blev Putin selv chef for KGB’s efterfølger, FSB, men noget af det første han gjorde som præsident for det Rusland, der nu håbede på at blive demokrati, var at opføre mindesmærker for Andropov og ceremonier på hans 90-års fødselsdag. (Hurtigt lagde andre kranse med sarkastiske indskrifter som ”Fra ofrene for KGB og FSB” og ”Fra ofrene for Afghanerkrigen” og ”Fra taknemmelige ungarere.”) For at undgå flere af den slags åbne protester er Putin siden selv begyndt at kopiere også Andropovs berygtede politik med at indespærre dissidenter i lukkede afdelinger og psykiatriske anstalter. Og ligesom hans læremester skød et sydkoreansk passagerfly ned over Sovjet i 1983, der dræbte 269 passagerer, skød Putin i 2014 et malaysisk fly med 298 passagerer ned over Ukraine. Det eneste positive jeg har at sige om Andropov er at han ikke valgte blodigt at knuse Solidaritets oprør i Polen (som vi i Amerikanske Billeder aktivt støttede med fødevarer) og at han hjalp Gorbachov til magten, hvilket til slut gjorde en ende på det ”ondskabens imperium” han stod for. Nu håber vi i hele verden på at der blandt de mange gamle Sovjettids-folk, Putin omgiver sig med, også er en som vil bringe hans forsøg på at genoplive dette imperium til fald. Ikke mindst som følge af ukrainernes ufattelige ofre for at undgå igen at blive en del af det.
 


Til index